Jesu lignelser.

Af Aage Kinch. Tidehverv, 1951, s.41-48. (En gennemgang af en tysk bog om dette emne af professor Jeremias).

Bogen indledes med nogle almindelige bemærkninger om lignelserne: at med dem staar man paa særlig fast historisk grund, de er et stykke overleveringens klippegrund, som rimeligt er, da billeder indpræger sig fastere i hukommelsen end mere abstrakt stof. Og hvad Jesu lignelser angaar, giver de en særlig klar genspejling af glædesbudskabet, her træder Jesu forkyndelse klart frem i sin afgjorte karakter og i sin afgjorte modsætning til farisæerne. Og bagved den græske tekst skelner man Jesu eget modersmaal, som jo ogsaa billedstoffet er fra livet i Palæstina.

Det altsammen maa faa os til at slutte: vi har her med en i særlig grad paalidelig overlevering at gøre, vi staar i Jesu umiddelbare nærhed, naar vi læser eller hører lignelserne. De er ikke blot, alt i alt, en særlig paalidelig overlevering, men synes ogsaa at være et fuldstændig uproblematisk stof, det er altsammen saa jævnt og klart, at et barn kan forstaa det.

Alligevel stiller lignelserne os overfor et vanskeligt problem, og det er det: at finde deres oprindelige betydning. Allerede i den allertidligste tid, saa tidligt som i de første aartier efter Jesu død, er lignelserne blevet udsat for forskellige omtydninger. Man har meget tidligt begyndt at behandle dem som allegorier, d. v. s. at man saa bort fra deres umiddelbare betydning, der gjorde sandheden altfor nærgaaende, og søgte i stedet at finde en skjult dybere mening med kundskab om høje ting. Allegoriseringen er den begyndende kirkes selvforsvar overfor lignelserne, der rammer midt i livet; det er aflednings- og aflivningsmanøvre. Ønsket om i Jesu altfor jævne ord at finde en dybere mening er bevidst eller ubevidst et ønske om at holde sandheden paa afstand og forvise den til egne, hvor man ikke selv er, og derfor ikke er udsat for et personligt angreb. Man vil finde lignelsens mening, men man vil ikke selv findes af lignelsen, hvad der dog er dens eneste mening.

Bortset fra denne indre og egentlige grund var der flere forskellige omstændigheder, der bidrog til den allegorisering, som efterhaanden lagde et tæt slør over lignelsens mening: i den hellenistiske verden var det almindeligt at allegorisere, i evangelierne (som efterhaanden blev til) havde man to lignelser med vedføjet udførlig allegorisk udlægning (sædemanden og ugræsset i hveden). Men fremfor alt var der een ting, som bidrog til, at allegoriseringen tog overhaand, og det var den saakaldte "forhærdelsesteori", hvorefter lignelserne for dem udenfor skulle være en tilhylling af gudsrigets hemmelighed. Det bekendte ord Markus evg. 4, 10-12 blev brugt som en anvisning paa gennem allegorisk udlægning i lignelserne at finde en hemmelig betydning, skjult for dem udenfor.

Det maa jo være umiddelbart klart, at Jesus talte ikke i lignelser for at skjule, men for at aabenbare, han talte ikke sine lignelser om Guds rige, for at mennesker ikke skulle "omvende sig og faa forladelse". Hvordan det ord end skal forstaas, saa kan man jo da ikke fornægte evangeliet for et dunkelt skriftsteds skyld. Læst som et citat fra Esajas kommer der ikke den vrange mening ud af det: at Jesus taler i lignelser, for at nogle ikke skal forstaa det, men den mening: at paa dem, som ikke vil høre Jesu ord, opfyldes det ord fra skriften. Jeremias mener, og fremfører ogsaa vægtige beviser for det, at versene ikke hører hjemme i den sammenhæng og ikke handler om Jesu lignelser, men om hans forkyndelse overhovedet. Han oversætter: "jer har Gud skænket gudsrigets hemmelighed (og gudsrigets hemmelighed er ikke erkendelser af en eller anden art om et kommende gudsrige, men det er een erkendelse, nemlig den at Guds rige er kommet med ham), men for dem udenfor er alt gaadefuldt, for at de, som skrevet staar, ser og dog ikke ser, hører og dog ikke hører, om de maaske kunne omvende sig og faa forladelse". Altsaa: for dem udenfor er Jesu ord dunkle, fordi de ikke anerkender hans sendelse, og saadan opfyldes Esajas' profeti paa dem. Men der levnes dem det haab: om de dog maaske ...

Hvordan det nu end forholder sig, saa er det i hvert fald en umulighed at tage det ord som en anvisning paa, at lignelserne kun forstaas ret, naar man finder en hemmelig, skjult betydning i dem. Teologisk er det Jülicher, der har fortjenesten af definitivt at have brudt med den allegoriske fortolkning og paavist de afveje, den fører ud i, og at den forstaaelse er lignelserne helt fremmed. Men Jeremias mener, at han i bestræbelsen for at befri lignelserne for den allegoriske udlægnings vilkaarlige og fantastiske udtydning af alle enkeltheder har ladet sig forlede til den fejl at gøre lignelserne til udtryk for almindelige sandheder. Jülichers arbejde er et forarbejde, hovedarbejdet staar tilbage: at genfinde lignelsernes oprindelige mening.

Et nyt fremstød kommer først med englænderen Cadoux, hvis synspunkt er det, at lignelserne maa ses og forstaas ud fra situationen i Jesu liv. Men først englænderen C. H. Dodd gør alvor af at gennemføre det synspunkt. (Jeremias kritiserer det, han kalder eensidigheden i hans gudsrige-begreb, at Dodd nemlig lægger al vægten paa, at Guds rige med Jesus er kommet, og Jeremias kritiserer den forkortelse af eskatologien, som det jo medfører). Det er en i grunden meget enkel og ligetil, men meget vidtrækkende erkendelse: at Jesu lignelser er ikke kunstværker, de vil heller ikke blot fremdrage almindelige grundsætninger, men hver af dem er talt i en ganske bestemt situation i Jesu liv. I de allerfleste tilfælde drejer det sig om kampsituationer, om retfærdiggørelse, det er angreb og forsvar. Lignelserne er, ikke udelukkende men for største delens vedkommende, stridsvaaben.

Alle Jesu ord har deres oprindelige hjemsted i den situation, Jesus stod i. Men saadan som vi har dem i overleveringen, har de jo en oprindelse til, nemlig den situation som urkirken stod i, da den bragte Jesu ord og lignelser videre i mission og undervisning og menighedsforsamling. De stiller Jesu ord sammen under bestemte synspunkter, de giver dem en ramme, de føjer noget til, snart som en forklarende udvidelse, snart som en allegorisk udlægning - og altsammen ud fra det, der var deres situation, nemlig staaende imellem korset og genkomsten. Det er det Jeremias siger: mangt et ord af Jesus og mangen lignelse maa igen tages ud af den plads, den havde i urkirkens liv og tænkning, og vi maa se at finde tilbage til dens plads i Jesu liv, hvis vi skal høre den oprindelige mening i den.

Han nævner først som eksempel lignelsen om arbejderne i vingaarden, nævner de mange udlægninger af den: den handler om kaldet ind i Guds rige, eller den er, opfattet som illustration til ordet: mange er kaldede men faa er udvalgte, en lignelse om dommen: pas paa ikke at forskertse frelsen ved knurren. Matthæus finder i lignelsen en illustration til ordet: de første skal blive de sidste og de sidste de første - altsaa ombytningen af rangordenen paa den yderste dag. Eller den er en belæring om den lige løn i Guds rige. - Nu er det sikkert saadan, at verset med de to nævnte ord er føjet til af traditionen, og lignelsens slutning er ordene: er dit øje ondt, fordi jeg er god. Saa er lignelsens mening klar: en retfærdiggørelse af evangeliet overfor dets kritikere, Jesu forsvar for sin omgang med toldere og syndere overfor dem, der knurrer over det. Saa staar vi i lignelsens oprindelige situation. Som sammenhængen hos Matthæus viser, har urkirken overleveret lignelsen som fortalt til disciplene, og det er en almindelig regel i den omformning, som mange af Jesu ord og lignelser har undergaaet, og mange lignelser, som urkirken anvender paa disciplene (for det var jo i menighedens forsamling, de blev brugt) oprindeligt er talt til farisæerne og de skriftkloge eller til "skaren".

Lignelsen om det tabte faar er ifølge Lukas talt til farisæerne som svar paa deres forargede spørgsmaal: hvorfor tager han imod syndere og spiser med dem? og den slutter med: saaledes glæder Gud sig mere over een synder, der gør bod, end over 99 anstændige mennesker, der ingen grove synder har begaaet. - Hos Matthæus staar lignelsen i en anden sammenhæng, omrammet af formaninger om ikke at foragte en af disse smaa og om menighedstugt overfor den broder, der synder. Hos ham slutter lignelsen: saaledes vil Gud ikke, at blot een af de mindste skal gaa fortabt. Her bliver lignelsen forstaaet som en formaning til at tage sig af hverandre, tage sig af de ringeste i menigheden. Det afgørende træk: glæden over at finde det fortabte, det glider ud. Det er jo uden tvivl Lukas, der har lignelsen i dens oprindelige situation i Jesu liv. Men det er et eksempel paa det, at en forandring i auditoriet bevirker en forskydning af akcenten, en anden forstaaelse af lignelsen.

Der er mange eksempler paa en forskydning af akcenten fra det eskatologiske til det formanende. Lignelser, der i Jesu mund ville ruske op i folk, gøre dem vaagne overfor situationens alvor - "Guds dom staar for døren", - bliver gjort til anvisninger for menighedens livsførelse. F. eks. den lille lignelse om skyldneren, Matth. 5, 25: vær velvillig mod din modpart. Hos Matth. bliver det opfattet som en anvisning paa, hvordan Jesu disciple skal være; hos Lukas (12, 58 f) er sammenhængen en helt anden, ogsaa tilhørerne er andre, det er "skaren", som Jesus med haarde ord bebrejder, at de ikke forstaar situationens alvor. Det er klart, at Lukas har ret, vi har en eskatologisk lignelse for os, men akcenten er hos Matth. forskudt fra det eskatologiske til det moralsk formanende. - Et lignende eksempel har vi i lignelsen om den uretfærdige husholder, Luk. 16,1 ff.: et opraab til beslutsom handlen i en truet situation, talt til de "uomvendte", de tøvende, de uafgjorte, til skaren. Urkirken anvender lignelsen paa menigheden og hører i den en formaning til ret anvendelse af ejendom og en advarsel mod utroskab i denne verdens ting, d. v. s. en forskydning fra det eskatologiske til det formanende.

I lignelsen om den store nadver har vi et eksempel paa, hvordan urkirken tyder og udvider Jesu lignelser ud fra sin konkrete situation. Den er fortalt til angreb og forsvar, forsvar for og retfærdiggørelse af evangeliets glædesbudskab. Hos Luk. er lignelsen udvidet med en anden indbydelse af de ikke-budne; han tænker uden tvivl ved den første paa toldere og syndere, ved den anden (der gaar udenfor byens grænser) paa hedningerne; det er kirken i missionssituationen, der tilføjer en missionsbefaling. - Og tilføjelsen hos Matth.! Manden, der ikke havde bryllupsklædningen paa. Hvis det kan trøste os, saa var den tids kendte præster altsaa ogsaa løse i moralen overfor kristendommens dog egentlig eneste moralbud: at lade fru Evangelium gaa i fred. Her er det pastor Matthæus vi griber i synden. Og hvis han ikke var kommet med den tilføjelse, ja, hvem var saa ikke kommet med den? Hvilken prædikestol var den ikke kommet med paa alligevel? Menighedens guldsnore kræver den og kan henvise til, at den er en absolut nødvendighed for opretholdesen af deres levefod. Hvad der er ubestrideligt. Men noget andet er jo, at det at være menighed vel netop bestaar i at have nok i evangeliet uden tilføjelser.

Jeremias siger om Matth.s tilføjelse: "øjensynligt skal der dermed afværges en misforstaaelse, der kunne opstaa ved de sidstes indbydelse, en indbydelse, der slet ikke levnede plads for et valg, den nemlig, som om det slet ikke kom an paa de menneskers stilling til det, der blev indbudt. Jesus har ikke frygtet denne misforstaaelse, som de andre lignelser om det glædelige budskab viser, f. ex. lignelsen om den fortabte søn; det er ikke underligt, naar man gør sig klart, at disse lignelser uden undtagelse er talt til modstanderne og kritikerne. Men vel maatte den nævnte misforstaaelse nødvendigvis dukke op, saasnart man anvendte vor lignelse paa menigheden." Dette er sikkert nok den rette fortolkning af tilføjelsen, men ikke dens berettigelse, som Jeremias synes at mene.

Den iagttagelse, at urkirken anvender lignelserne paa sin egen situation og derved bevirker en forskydning i forstaaelsen af dem, er nu, efter Jeremias, af grundlæggende betydning for forstaaelsen af nogle lignelser, som i den overleverede form handler om genkomsten, men sikkert ikke oprindeligt er ment saadan. Han nævner den lille lignelse om tyven, der bryder ind om natten (Matth. 24, 43 f.), om de ti brudejomfruer, om dørvogteren (Mk. 13,33-37). Den sidste udviser usædvanlig store forskelligheder, den er blevet overarbejdet og udvidet under indflydelse af genkomsttanken - et tegn paa, hvor vigtigt kaldet til at vaage var for urkirken. Gaar vi ud fra Lukas, saa staar der (12,37): "salige er de tjenere, som herren finder vaagne, naar han kommer" - og derefter: "han skal binde op om sig og sætte dem til bords og gaa om og varte dem op." Slutningen er jo mærkelig, saadan handler ingen jordisk husherre (som Jesus ogsaa siger: hvem af jer, som har en tjener, der pløjer eller vogter, siger til ham, naar han kommer hjem fra marken: gaa straks hen og sæt dig til bords. Luk. 17, 7). Men Jesus har handlet saadan og vil handle saadan, naar han kommer igen; det er et allegoriserende træk, der sprænger lignelsens rammer og sammenhæng og ser hen til genkomstens messianske glædesmaaltid. Paafaldende er ogsaa et andet træk hos Lukas: mens hos Markus kun dørvogteren - i overensstemmelse med hans bestilling - faar befalingen til at vaage, saa er det hos Lukas hele tjenerstaben, der skal vaage. Det er anvendelsen paa menigheden, der slaar ind i lignelsen. - Hos Matthæus er selve lignelsen forsvundet og kun anvendelsen blevet tilbage, altsaa: teksten , Jesu lignelse, er forsvundet, og kun Matthæus' prædiken over den er blevet tilbage: vaager derfor, thi I ved ikke, paa hvilken dag eders herre kommer (Matth. 24,42). Sammenlign slutningen hos Markus: "vaager derfor, thi I ved ikke, naar husets herre kommer, enten om aftenen eller ved midnat eller ved hanegal eller om morgenen", men altsaa i løbet af natten, for Markus bliver i lignelsen om dørvogteren, der har faaet befaling til at vaage, indtil hans herre bryder op fra bryllupsfesten og vender hjem. "Husets herre" er hos Matth. blevet "eders herre", af nattevagterne er blevet "dagen" - den kristologiske allegorisering er tydelig, urkirken anvender lignelsen paa sin egen situation, situationen imellem korset og - Herren, der tøver med at komme igen. Derfor tyder den husherren som Kristus og udvider lignelsen med en række nye allegoriske træk: nu rejser husherren paa en lang rejse udenlands (Mk.), han giver alle sine tjenere befaling til at vaage (Lk.), han giver sine tjenere fuldmagt, før han rejser (Mk.), ikke nattevagten, men dagen for hans genkomst er usikker (Matth.), hans tjeneste for sine ved det messianske gilde er den løn, han giver (Lk.). - Jeremias finder det sandsynligt, at denne lignelse om dørvogteren er talt til dem, der hævder at have himmeriges nøgler, de skriftkloge: lad jer dog ikke finde sovende, naar Guds regnskabstime kommer. Og det er jo i alle tilfælde meningen, hvem den saa oprindelig er talt til.

Jeremias nævner ogsaa i denne forbindelse lignelsen om tjeneren, som hans herre har sat over sit tyende, og den mere udførlige lignelse om de betroede talenter. Den sidste har vi foruden hos Matthæus og Lukas ogsaa i hebræerevangeliet, hvor den jo er kommet længst væk fra sin oprindelige skikkelse; her er der foruden en tjener, der vandt mange flere talenter, og tjeneren, der skjulte sin talent, kommet en tredie tjener, der forødte pengene med skøger og fløjtespillersker. Den første faar anerkendelse, den anden bliver kun lige dadlet, den tredie bliver kastet i fængsel. Først med udsvævelserne begynder utroskaben efter denne form, som lignelsen har faaet i den jødekristne kirke. Hos Lukas (19, 22-27) har lignelsen en helt anden ramme end hos Matthæus; han opfatter den som genkomstlignelse og siger, at den er fortalt, fordi "de mente, at Guds rige skulde straks komme til syne". Matth. har den oprindeligste affattelse, men ogsaa hos ham kan man øjne sekundære træk. Som Lukas opfatter han den som genkomstlignelse, og den kristologiske tydning slaar ind i lignelsen to steder: i vendingen: "gaa ind til din herres glædesmaaltid" (som Jer. oversætter) og i befalingen om at kaste den unyttige tjener ud i det yderste mørke; begge steder taler ikke en jordisk købmand, men genkomstens Kristus, der skænker del i den nye verden og dømmer til evig fordømmelse. At de to træk ikke er oprindelige fremgaar, siger Jer., for det førstes vedkommende af en sammenligning med Lukas, hos hvem belønningen bliver indenfor den jordiske ramme. Det sidste mener han er en tilføjelse, men medgiver dog i en anmærkning, at det godt kan være en oprindelig slutning paa lignelsen. - Men altsaa om disse fem lignelser gælder det, at først urkirken har tydet dem kristologisk og som ord til menigheden, der formanes til ikke at trættes og sløje af, fordi det trækker ud med genkomsten.

Bogen gaar nu over til en nærmere undersøgelse af allegoriseringerne. Vi har set, at urkirken har tydet lignelserne ud fra sin situation, der er kendetegnet ved missionen og genkomstens udeblivelse. Et af dens hjælpemidler ved omtydningen er den allegoriske tydning, og først og fremmest er det den kristologiske allegori: tyven, der bryder ind uventet, brudgommen, der tøver, husherren, købmanden, kongen blev sekundært tydet om Kristus. Men antallet af sekundære allegoriske tydninger er langt større. Da de fire overleveringslag, som de synoptiske evangelier har deres stof fra, fremviser forskelle i anvendelsen af den allegoriske tydning, undersøges de hver for sig. De fire lag er: det for Matth. og Lukas fælles talestof, Markusstoffet, det Matth. har for sig selv og det Lukas har for sig selv.

Af det for Matth. og Luk. fælles talestof har vi allerede nævnt tre lignelser, hvor de begge afviger fra det oprindelige og udtyder dem om Kristus og hans genkomst. Og overensstemmelsen mellem dem synes at berettige til den slutning, at de nævnte allegoriske udtydninger ikke er de to evangelisters værk, men allerede tilhører den bag dem staaende tradition. Af andet stof af samme lag er der lignelsen om den store nadver, hvor vi ser, at Matth., sammenlignet med Lukas, fremviser en række afvigelser, der kommer af trangen til at allegorisere. Hos Lukas een tjener, hos Matth. flere, hvor han tydeligt med den første gruppe tænker paa profeterne, med den anden paa apostlene og missionærerne; der er hentydning til Jerusalems ødelæggelse; maaltidet er det himmelske maaltid. Saadan har Matth. gennem allegorisk tydning gjort lignelsen til en hel oversigt over frelseshistorien fra profeternes optræden over Jerusalems ødelæggelse til den sidste dom. - Lukas har ogsaa allegoriske træk, men er langt mere tilbageholdende; ogsaa han tænker med maaltidet paa det himmelske maaltid, hvorom Jeremias forøvrigt siger: Jesus selv har talt lignelsen ganske vist ikke som allegori paa frelsestidens maaltid (det taler fortællingens jordiske ramme imod) men vel med henblik paa det.

Hvad Markusstoffet angaar, nævner Jer. lignelsen om de onde vingaardsmænd og siger, at den med sin allegoriske karakter staar ene blandt Jesu synoptiske lignelser, men han mener, at naar den lignelse, ogsaa efter at en del sekundære allegoriske træk er trukket fra, alligevel i stærkere grad end Jesu øvrige lignelser fremviser allegoriske træk (vingaarden = gudsfolket; forpagterne = folkets førere), saa forklares det af Jesu tilknytning til "sangen om vingaarden" hos profeten Esajas, som var kendt af enhver. Og spørger vi efter lignelsens oprindelige mening, saa vil den, som saa mange andre af Jesu lignelser, retfærdiggøre evangeliets forkyndelse for fattige. - Saa nævnes udtydningen af lignelsen om sædemanden, hvorom han siger: "jeg har længe vægret mig ved den slutning, at denne tydning maa tilskrives urkirken, men den er, allerede af sproglige grunde, uomgængelig". Og til det sproglige kommer den tungtvejende iagttagelse, at tydningen helt forfejler lignelsens eskatologiske braad; vægten flyttes fra det eskatologiske til det psykologiske, lignelsen bliver i udlægningen en formaning til de omvendte, der skal prøve deres hjerter paa, om det er alvor for dem med deres omvendelse. - Urkirken har i lignelsen set en allegori og har i overensstemmelse dermed udlagt den allegorisk træk for træk. Men tydningen er ældre end Markus, som sproget viser.

Af Matth.s særstof nævnes forklaringerne af lignelsen om ugræsset og af lignelsen om fiskenettet, to allegoriserende tydninger, stammende fra Matth. De to lignelser, der oprindeligt er en befaling til at vente paa Guds afgørelse - "skellets tid er ikke endnu, Guds time bringer den!" - er hos Matth. i den moralske formanings tjeneste blevet til allegoriske skildringer af dommen.

Der er allerede nævnt en del Lukasstof med allegoriseringer, men de er antagelig ikke Lukas's værk, men har foreligget i den af ham brugte tradition. Der er det mærkelige, at det omfangsrige Lukassærstof af lignelser ikke fremviser eksempler paa allegorisk tydning; Lukas har overtaget allegoriske tydninger, som han har forefundet, men selv har han ikke bearbejdet sit stof i den retning. Hvor han har bearbejdet, eventuelt udvidet og udtydet, har det været i parænetisk, formanende retning.

Jeremias kommer altsaa til det resultat: det for Matth. og Lukas fælles talestof, Markustoffet, Matthæussærstoffet, Markus-, Matth.- og Lukasevangelierne selv har allesammen allegoriske tydninger, Lukassærstoffet derimod ikke. Da de allegoriske tydninger næsten heltigennem viser sig som sekundære, saa maa vi slutte: ligesaa fri for allegorisk tydning som Lukassærstoffet er, var oprindelig hele lignelsestoffet. Jesus indskrænkede sig til i sin forkyndelse rigeligt at anvende de almindeligt brugte metaforiske betegnelser (Gud = fader, konge, dommer; mennesker overfor ham = børn, tjenere, skyldnere; gudsfolket = vingaarden, figentræet, hjorden; verdens ende = høsten; helvede = ild, mørke; frelsestiden = bryllup, festmaaltid o. s. v.). Hvor tidligt den allegoriske udtydning af lignelsernes enkeltheder har sat ind, ser vi af, at den er ældre end de synoptiske evangelier. Af evangelisterne er Matthæus mest glad for den, Lukas er den, der er mest tilbageholdende. Som motiv dertil staar, ved siden af glæden ved at udvinde dybsindigheder, formaningstendensen fuldstændig i forgrunden. Omtydningen af lignelsen om sædemanden til en formaning til de nyomvendte til selvprøvelse, domslignelsernes anvendelse paa genkomstens tøven, udsmykningen af lignelserne om ugræsset og fiskenettet til en skildring af dommen viser det med al tydelighed. Ganske overvejende er de allegoriske tydninger, som i saa vid udstrækning findes i den foreliggende overleverede form af Jesu lignelser, ikke oprindelige - det er resultatet, siger Jeremias, af dette afsnit. Det vil sige: først naar vi ser bort fra disse sekundære tydninger og træk aabner døren sig for os igen til forstaaelse af Jesu lignelsers oprindelige mening.

Saa kommer et afsnit, der handler om rammen om Jesu lignelser. De formhistoriske undersøgelser har lært os, at rammen om det overleverede stof i vid udstrækning er sekundær, og det er af stor betydning for forstaaelsen af lignelserne. Tidligt har urkirken begyndt at sammenstille lignelser; Matth. har jo flere saadanne sammenstillinger, i kap. 13 er der 7, deraf 6 om himmeriges rige, og de 7 genkomstlignelser samlede i kap. 24-25. Men den sammenhæng, en lignelse staar i, kan godt være misvisende, som f. ex. naar Lukas nævner formaningen til at indbyde fattige, blinde, lamme - og fortæller lignelsen om den store nadver for at illustrere det. Misvisende er vel for meget sagt i den forbindelse, men det kan godt bortlede tanken fra lignelsens oprindelige hensigt: at være et forsvar for evangeliet.

Dermed stemmer det ogsaa, at indledningerne til lignelserne i særlig grad fremviser de enkelte evangelisters sproglige ejendommeligheder. Lignelsen om de betroede pund var sikkert ikke, som før nævnt, oprindeligt fortalt for at retlede dem, der "mente at Guds rige straks skulde komme", som Lukas siger, og det er ikke tilfældigt, at vi netop i det vers finder en paafaldende ophobning af Lukas' sproglige ejendommeligheder. - Og lignelsen om den uretfærdige dommer; naar Lukas indleder den med, at "han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulde bede og ikke blive trætte" saa træffer den angivelse sikkert ikke det rigtige. Men det kan ligge forskelligt; Lukas' situationsangivelse kap. 15, l-2 ("alle toldere og syndere holdt sig nær til ham - -) er der f. ex. hverken sprogligt eller sagligt noget at anføre imod.

I angivelserne af hvem tilhørerne er, er der jo mange forskelligheder mellem evangelisterne. Hvor Matth. og Lukas afviger fra hinanden, har Matth. næsten altid disciplene, mens Lukas har skaren eller modstanderne som tilhørere. Og hvem der har ret, kan der ingen tvivl være om; det er Lukas, der i alle disse tilfælde har den rigtige overlevering. Hos alle evangelisterne er der en tendens til at sætte disciplene i stedet for skaren eller modstanderne som tilhørere, men mest fremtrædende hos Matth., mindst hos Lukas.

Tilføjelser til lignelserne findes, som rimeligt er, mest i slutningen, naar talen er om lignelsens anvendelse. Lignelser uden forklaring kan blive forsynet med en, som vi har det udførligt i de tre nævnte tilfælde. Lignelsen om den rige bonde tydes med ordene: "saaledes gaar det den, der samler sig skatte men ikke er rig i Gud". Jeremias siger: "det turde være en tilføjelse; den mangler i nogle haandskrifter og giver lignelsen en moraliserende betydning, der fordunkler dens skarphed. Som Dibelius siger: "fortællingen fremstiller ikke andet end den pludselige ende paa alle den rige bondes planer. En mangel overfor Gud er der i lignelsen ikke tale om". Ofte bliver en allerede givet tydning forandret eller udvidet (lignelsen om den uretfærdige husholder). Med forkærlighed har man føjet generaliserende ord som afslutning til lignelserne, og hvor man finder den slags generaliseringer, er de næsten altid sekundære. Og der er grund til at bemærke det, fordi forstaaelsen af en lignelse ofte afgørende forandres ved saadan en ny slutning. Akcenten bliver forskubbet, og selv om de saadan set passer til lignelsen, er de alligevel altid af det onde, fordi de drukner den levende situation i en almengyldig moraliserende belæring.

Budskabet i Jesu lignelser:

Jeremias mener altsaa, at man kan fastslaa visse love, som lignelserne er omformet efter. Og søger man nu ved hjælp af dem at komme tilbage til lignelsernes oprindelige mening, saa kommer man til det resultat, at der sker en overraskende forenkling. Det viser sig, at mange lignelser, i de forskellige billeder, udtrykker een og samme tanke. Differentieringer, som vi plejer at regne med, viser sig som sekundære. Faa enkle hovedtanker træder frem med forstærket vægt. Jesus er aabenbart ikke blevet træt af at indpræge de centrale tanker i hans budskab i stadig nye billeder. Lignelserne ordner sig af sig selv i grupper, og Jeremias finder 7 grupper.

1. Frelsens nutidighed. "Blinde ser, og lamme gaar, spedalske renses, og døve hører, og døde staar op, og evangeliet forkyndes for fattige", Matth. 11,5. Stedet vil ikke opregne Jesu undergerninger, men det drejer sig om urgamle billeder paa forløsningstiden, og med citatet fra Esajas vil Jesus sige: den tid er nu kommet!
Luk. 4,16-30 om herrens naadeaar: i dag er dette skriftord gaaet i opfyldelse for eders øren.
Mk. 2,19: Kan bryllupsgæsterne sørge under bryllupsfesten. Brylluppet er jo i det østerlandske billedsprog billede paa frelsestiden, ligesom vinen er det (Kana). Det samme udtrykkes med at høstens tid er kommet (hos profeten Joel: læg seglen til, thi høsten er moden). Billedet om figentræet vil Jer. forstaa paa samme maade: vinteren er forbi, det er sommeren, der staar for.
Frelsestiden er inde, er der allerede nu, fordi frelseren er der. Om sin sendelse bruger Jesus jo mange billeder: hyrden for de fortabte faar af Israels hus, lægen for de syge, sendebudet, der kalder ind til festen, ikke retfærdige, men syndere. Kendetegn paa forløserens nærvær er Guds frelsesgaver: de syge bliver raske, døden har mistet sin magt ("barnet er ikke død, men det sover"), evangeliet forkyndes, og mennesker faar fuldmagt til at tilsige forladelsen, den messianske tids ene store gave: Gud tilgiver dig dine synder (hvor der bruges passiv som en omskrivning for Guds navn). Den stærke er overvundet; hermed synes at være tænkt paa en konkret begivenhed, altsaa aabenbart Jesu fristelse. - Man lægger mærke til, at de ord, der forkynder frelsens nutidighed, alle er billedord, mens ingen af de udførlige lignelser hører herhen, de er brugt dels som stridsvaaben, dels som varsels- og vægterraab.

2. Guds barmhjertighed mod skyldnere. Altsaa de lignelser, hvis indhold er det egentlige glædesbud. Ikke blot at frelsen er kommet, men kommet til de fattige; Jesus er kommet - en frelser for syndere! Det er de vigtigste og mest bekendte af Jesu lignelser, og Jeremias mener at de alle uden undtagelse er fortalt ikke for fattige, men for modstanderne; de er ikke primært forkyndelse af evangeliet, men forsvar for, retfærdiggørelse af evangeliet overfor dets modstandere. Og hvordan retfærdiggør Jesus saa evangeliet overfor dets kritikere? Han vender deres blik mod de fattige: se, det er jo dem, der trænger til læge. Og kun de forstaar, hvad Guds godhed betyder, som lignelsen om de to skyldnere siger (Lk. 7). Og han vender deres blik mod dem selv; som mange lignelser siger: se, saadan er I, derfor gaar indbydelsen til de andre. Men det altovervejende er det, at disse lignelser siger: se, saadan er Gud, saa barmhjertig. Lignelsen om arbejderne i vingaarden burde rettelig hedde lignelsen om den gavmilde arbejdsgiver. Her nævnes saa: lignelsen om det tabte faar, om de to sønner (hvor hovedpersonen er den ældste søn, ellers var han jo overflødig, lignelsen er fortalt til mennesker, der ligner ham), lignelsen om farisæeren og tolderen (hvor Jer. gør opmærksom paa et talmudord, der siger, at det er en forskrift, at man skal bede saadan, som farisæeren bad). Oversæt: jeg siger jer: da denne gik hjem, havde Gud kendt ham retfærdig, ikke den anden. Lignelsen om den uretfærdige dommer nævnes ogsaa her, fordi den siger: naar denne mand alligevel hjælper enken, bare for at blive fri for hende - hvor meget mere saa ikke Gud! - Alle evangeliumslignelser er saaledes apologier for evangeliet. Forkyndelsen af evangeliet for syndere har Jesus øvet paa anden maade: ved at tilsige tilgivelse, ved at indbyde til sit bord, ved at kalde til sit følge.

3. Lignelser om den forestaaende dom. Som tyven, der kan bryde ind, naar det skal være. Som den rige bonde, hvis sikkerhed Gud pludselig gjorde en ende paa, forstaar I ikke, at saadan er jeres situation. Sodomas og Gomorrhas skæbne vil gentage sig; I kender ikke tidernes tegn. Hvad er det der truer? Det er den store prøvelsens tid, den ondes sidste angreb, med tempelødelæggelse og alt forfærdeligt, og derefter Guds dom. - De herhen hørende lignelser vil ikke opstille etiske grundregler, men de vil raabe folket op, og først og fremmest dets førere.

4. Men de vil ogsaa kalde til bod, og den fjerde gruppe handler om timens krævende alvor - saadan som den uretfærdige husholder forstod den. Og herhen hører lignelsen om den rige mand og Lazarus, hvor Jeremias mener, at Jesus har benyttet gammelt fortællestof, hvor han føjer det sidste til, og det er derfor det, tonen ligger paa, d. v. s. Jesus vil ikke give belæring om livet efter døden, men afvise fordringen om tegn: I har Moses og profeterne, I har Guds tale, hør den. At kræve tegn er udflugt og ulydighed. - Boden begynder med, at mennesker "igen bliver som børn", hvad Matth. har den rette fortolkning til: at fornedre sig selv ved tilstaaelsen af sin skyld. Ordet om de nederste pladser er jo sikkert ogsaa ment som en lignelse om det at afskrive sine storhedskrav overfor Gud.

Og boden er lydighed. Og at følge Jesus forudsætter, at mennesket er beredt til at give alt, ikke lader sig hindre af noget. Det siger Jesus til de begejstrede paa den maade, at han gang paa gang viser fra, afskrækker, som i ordet om menneskesønnens hjemløshed, om de døde, som man skal lade begrave deres døde, om plovmanden, der ikke maa se tilbage. En halv begyndelse er værre end slet ingen, som lignelsen om den urene aand siger.

5. Her nævnes lignelserne om skatten og perlen, hvor de afgørende ord er ordene: af glæde. Det er ikke de to mænds offer, der er det afgørende, men anledningen til deres offer: at de er blevet overvældet af det store fund. Og lignelsen om den barmhjertige samaritan (hvor Jer. gør opmærksom paa, at forholdet mellem jøder og samaritaner netop paa Jesu tid var blevet alvorligt forværret), lignelsen om den gældbundne tjener om at tilgive, om at give den modtagne tilgivelse videre. Et andet kendetegn paa discipelskabet er det, at disciplene er gemt i Guds haand, som ordene om fuglene under himlen og liljerne paa marken siger det. Et tredie kendetegn er, at Guds gave og Jesu kald driver i arbejde. Jesus kalder Peter menneskefisker. Og ordene om at høsten er stor, arbejderne faa. Om himmeriges nøgler i disciplenes haand. Og herunder de forskellige ord om at disciplen ikke med rette kan vente sig bedre lod end herren.

6. Om fuldendelsen. Frelsens nutidighed er kun indledning til den kommende fuldendelse, som Jesus taler om i mange billeder: saa er Gud alene konge, det onde er ikke mere. Forholdene er vendt om: det skjulte bliver aabenbaret, fattige bliver rige, de sidste bliver de første, hungrige mættes, de grædende ler, syge bliver raske, fangne løslades, døde bliver levende. Skylden er tilgivet. Gud lønner: et godt, knuget, topfyldt maal skal der gives i jeres skød. Forholdet mellem Gud og menneske er genoprettet.

Der var mange forsøg paa jordisk at virkeliggøre fuldendelsens rene menighed, først og fremmest farisæernes bevægelse. Johannes døberen har vel ogsaa tænkt sig noget i den retning, en samling af det sande gudsfolk, og har vist hen til Jesus som den, der skulde rense laden, skille avnerne fra hveden. Men det, Jesus gjorde, naar han kaldte "hoben der ikke kendte loven" til sig, var det modsatte. Hvorfor udskilte han ikke den rene menighed? Lignelsen om ukrudtet i hveden er Jesu svar.

7. De fire lignelser: om sennepskornet, om surdejgen, om sæden, der vokser af sig selv, om sædemanden. De to første siger: af det mindste, af intet, skaber Gud sit kongerige. Og lignelsen om sæden, der vokser af sig selv: uden menneskelig medhjælp skaber Gud sit rige. Ogsaa lignelsen om sædemanden forkynder denne tillidsfuldhed: alle forgæves anstrengelser til trods skal dog Guds rige aabenbares.

Endelig nævnes ganske kort Jesu lignelsehandlinger: at han spiste med de foragtede og tog dem ind i sit hus; skærtorsdag, hans sidste lignelsehandling, hvor han skænkede sine disciple andel i hans døds sonekraft. Hans krav paa at være jødernes konge, hele tolvstammefolkets sande konge, bringer han til udtryk ved at kalde de tolv, ved kongeindtoget, ved tempelrensningen. En lignelsehandling er det jo ogsaa, at han "stiller et barn midt iblandt dem". Og at han vasker deres fødder.

Og da han skriver i jorden, da de skriftkloge bringer pigen, der har været sin kæreste utro, hen til ham. Der ligger sikkert heri en hentydning til profeten Jeremias' ord: "de, som affalder fra dig, skal skrives i jorden". Det skal da sige til de skriftkloge: Herrens frafaldne, det er jer.