Af Svend Ryø-Pedersen, Tidehverv, 1972, s.106-109.

Gud virker i os med både det gode og det onde, og belønner os altså for sine egne gode gerninger og straffer os for sine egne onde.

Augustin.

I henved et par tusinde år har menneskeheden brudt sit hoved med, om der er frihed i Guds fordring på os. Om vi har vor frie vilje til at sige ja eller nej. Om når vi siger ja eller nej, at det kun er os, der svarer, eller om vi er "sat" i valget og udfaldet er givet på forhånd, nemlig af Gud. Det er der skrevet mange lærde sider om, og undertegnede er da forhåbentlig heller ikke så storagtig, at han tror, han kan bidrage med noget nyt. Hvorfor så denne artikel? Jo, fordi jeg mener det en gang imellem kan være sundt at ridse problemstillingen op, ikke mindst i øjeblikket, hvor alskens sværmeri truer med at kvæle det ene fornødne, bare at være et menneske, eller bare at være sig selv. For de fleste er dette naturligvis ikke nok, og derfor har jeg hidkaldt gamle Søren for at hjælpe med til at holde os på plads, samt visse andre, som også har noget på hjerte. Her vil blive talt om valg, afgørelse, fordring og frihed i tilsyneladende een pærevælling, men den opmærksomme læser - og det ved jeg De er - vil se, at det hele munder ud i et og det samme, nemlig Guds tale til mennesket, som har så travlt med sig selv, at det ikke gider høre efter.

Det er engang blevet sagt, at den mest almindelige bøn mennesket opsender til Vorherre, er, om han ikke vil lade 2 og 2 lade være med at blive 4. Det er uafvendeligheden, han er bange for, han tør ikke kigge i facitlisten. Han ved nemlig, enten han hyler eller skriger, at skal han realisere sin egen mulighed vil facit altid blive 4. Og her starter ræcet. Når Kierkegaard taler om at realisere sig selv for Gud, eller som han også udtrykker det, af yderste evne at forstå sit liv som skabt, så er man ikke bange for at 2 + 2 er 4. Men at handle etisk i menneskelig forstand, at tage livet i sin egen hånd, uanset hvilke velgerninger der så ydes, ikke at ville leve sit liv som fordret, så er 2 og 2 stadigvæk 4, men man kan ikke lade være at lege med den tanke, at det egentlig lige så godt kunne blive 5 eller et hvilket som helst andet tal i rækken. Med andre ord ikke at ville forstå sin egen bestemmelse.

Den virkelige etik, som er gudsbestemt og intet andet, er sat af friheden, siger Kierkegaard, for kun i den er der inderlighed. Enhver tanke om f. eks. at ville hjælpe et andet menneske er en afledning og bliver uetisk, fordi det er et beregnet forhold. Kun i subjektivitetens udvikling, som er Guds fordring til os om at være sig selv, kan hjælpen til næsten virkeliggøres, da den gøres i spontanitet. Friheden bliver derved dette, at være dette forhold bevidst som Guds fordring til os. Derfor kommer fordringen, eller den uendelige fordring, som Kierkegaard udtrykker det, ikke udefra, men indefra, forstået på den måde, at mennesket kun kan høre fordringen ved at forholde sig til sig selv. Fordringen lyder til mennesket, hvis syntese er timelighed og virkelighed. Det tredie er ånden, som konstituerer dets uendelighed. Ånden er forudsætning for fordringens hørelse, hvilket kun lader sig gøre af mennesket som gudsbestemt. Hvis fordringen kom udefra, ville mennesket være kun guddommeligt - eller entydet - som Gud, men indefra må det tage kampen op med existensen. Ånden har det evige i sig, og mennesket har evigheden i sig, proportionalt med åndens virken i sig. Men kun som tabt evighed kan mennesket forholde sig til det evige. Tabt evighed iflg. syndefaldet.

At mennesket har et forhold til evigheden, selv om den er tabt, gør at fordringen høres og kan høres uden reflexion. Det er at forholde sig til sig selv i sin evige gyldighed - og dermed realisere sig selv. For uden for selvet kommer det aldrig. Men iflg. Kierkegaard vil dette ikke sige, at mennesket kan "forholde" sig til fordringen, kassere den hvis den ikke passer i ens kram osv. Tværtimod. I den forstand er fordringen entydig og kan kun høres, som allerede nævnt, i menneskets "evighed". Da den kun kan høres som sådan kan der derfor ikke blive tale om nogen "forståelighed" i fordringen, hvilket jo ville implicere, hvad den gik ud på. Forståeligheden er, at den høres, intet andet. I nutiden er Johannes Lauridsen en ypperlig talsmand for denne tankegang.

Følgende betragtninger er især hentet fra K. Olesen Larsen's bog "Søren Kierkegaard læst af K.O.L." Fremhævet udtryk heri indenfor "afgørelsens" problematik er ordet "forudsætningen", som overlapper hvad der hidtil er sagt om det evige i mennesket, den uendelige fordring, mennesket som gudsbestemt osv. Olesen Larsen siger i et afsnit om "afgørelsen": Johs. Climacus' bestemmelse af øjeblikkets afgørelse er valgets forlængede arm. Eller omvendt. "Tidens Fylde" er øjeblikket i "Philosofiske Smuler". Den forudsætter menneskets skyldighed i afgørelsen, som er sat ved syndefaldet. Uden denne skyldighed var behovet for tilgivelsen overflødig. Øjeblikkets afgørelse må - ved at vælge sig selv og være sig selv - være at bestemme sig selv som synder. Denne bestemmelse er sat på forhånd, mennesket har derfor ikke andet at gøre end at modtage denne befaling: at være synder. Men i tilgivelsen stadfæstede Gud øjeblikkets absolutte afgørelse: menneskets absolutte skyld - netop ved at tilgive.

Mennesket er altså sat ved forudsætningen, forstået som skabt i Guds billede. Her bliver så forudsætning = evighed, existens = menneskets virkelighed eller timelighed. Spørgsmålet er, om man kan afvise forudsætningen og dermed hele problematiken, eller forudsætningen er den integrerende del af menneskets gudskabthed som postulat, som tro, og derfor ikke kan afvises. Nu kan det naturligvis ikke afgøres i procenter, hvor meget Gud der er i et menneske og hvor meget menneske, sat i syndefaldet og bortvendt fra Gud. Iflg. Kierkegaard er mennesket fristillet jævnfør talen om dets viljebeslutning. Forudsætningen skal antages, men Kierkegaard sætter forudsætningen som evig, noget uden for mennesket liggende, som Gud, der ikke existerer, men er evig. Kan dette evige antages? Og hvem skulle kunne antage det? En viljebeslutning kan ikke, ej heller ophæve den. Den er "sat", ikke af mennesker, men af Gud. Enhver tale om at "antage" forudsætningen må være at blande menneskets existens og virkelighed med Guds absolutte forudsætning for mennesket. Kierkegaard lader Climacus undre sig over, hvordan man kan tænke uden forudsætningen. Fuldstændig rigtig. Men hvorfor undrer Climacus sig når forudsætningen er eviggyldig? Ved at tingene blandes sammen fordi det er menneske og ikke Gud. Mennesket kan ikke se den indre sammenhæng; heri ligger dets straf.

Nu skal det ikke være min ringe person at kritisere Kierkegaard, det være så langtfra, men det forekommer mig, at han i dette stykke blander tingene noget sammen, idet han i valgets mulighed som ovenfor nævnt lader valget være forudbestemt, hvorimod han i bestemmelsen af afgørelsens øjeblikke lader forudsætningen være bestemt af mennesket, som en antagelse, antaget af mennesket. Forudsætningen er jo, at mennesket er evigt, skabt i Guds billede. Forudsætningen er menneskets væren, både på jord og i himmerig - det er forudsætningen. Forvirringen opstår, når Kierkegaard taler om existens og virkelighed, eller udviklingen af det subjektive jeg som forudsætning, altså begge dele som sat af Gud og mennesker. Her kunne Kierkegaard måske med fordel lytte til sin gamle fjende Hegel, som ganske vist ikke kunne tænke sig at bruge de kierkegaardske udtryk af den simple grund, at han ikke kendte dem, men hvis han gjorde ville udtrykke sig på nogenlunde følgende måde: for mig existerer det existerende menneske ikke h.m.t. forudsætningen. Når Gud eller det evige er forudsætningen, og forudsætningen er menneskets sandhed, og mennesket er i det evige også i existensen, så er afgørelsen iflg. logikken sat ud af kraft. Det hele må jo ske med nødvendighed. Ak ja, så nemt kan det gøres.

Den opmærksomme læser vil måske nu spørge (hvis han har formået at holde sig vågen) hvad så med friheden, som jo indgår som overskrift for artiklen? Ja, den er faktisk forsvundet. Det er også derfor den står med citations tegn. Men Kierkegaard kan og vil ikke slippe den absolut. Frihedens mulighed, siger han, er ikke at kunne vælge det gode eller det onde. En sådan tankeløshed er lige så lidet i skriftens som i tænkningens medfør. Muligheden er at kunne.

Når talen nu er kommet på frihed, bør tanken falde på Luther, hvis ord om denne sag ikke lader nogen bagdør stå åben m.h.t. menneskelig selvudfoldelse. I sin berømmelige diskussion med Erasmus siger han bl.a., at hvis mennesket skal være medbestemmende m.h.t. at vælge, har man egentlig berøvet Gud magten til at vælge. Hvad bliver der da andet tilbage end en skæbnegud, og alt sker på slump. Gud er tilsidst uvidende om, at mennesker frelses og fordømmes, og har overladt dette anliggende til menneskene selv. Gud er gjort til en sovende Gud. Han fremstilles i så fald som den, der har givet afkald på sin visdom, sit nærvær, at vælge og afgøre, og overladt til mennesket det besværlige arbejde at tage mod og forkaste hans mildhed og vrede. Den angst, som Kierkegaard har skrevet et helt bind om, vil Luther ikke vide af. Luthers løsning er som bekendt retfærdiggørelse ved tro, hvor Kierkegaards er frihedens virkelighed som mulighed for muligheden. Det gi'r forskellen.

Med andre ord: Gud virker det onde i os og det gode, alt som det passer ham, og det kan hverken Erasmus eller vi andre forstå. Derfor, siger Luther, gør Gud Satans vilje, hvis også det passer ham, for Gud er suveræn og lader sig ikke overgramse af os for at gøre vor vilje. For Erasmus gælder det om at forsvare menneskets anseelse. Det gælder om at Gud ikke skal have hele æren. Erasmus' store problem er, hvor meget han selv har andel i sin frelse og hvor meget der evt. kan blive til Gud. Herom siger Luther: Dersom det fortræffeligste hos mennesket ikke er ugudeligt eller fordærvet og fordømt, men kun kødet, dvs. grovere og lavere begær, hvad blev da Kristus for en slags genløser? Skal vi agte hans blods værdi så ringe, at han kun skulle have genløst det mest værdiløse i mennesket, mens derimod det fortræffeligste hos mennesket har sin egen værdi og ikke har brug for Kristus? Skal vi da fremtidig prædike Kristus som genløser ikke af hele mennesket, men kun af den mest værdiløse del af det, nemlig kødet, mens mennesket selv skal siges at være sin egen genløser ved sin mere fornemme del? Vælg hvad du vil! Dersom den fornemste del af mennesket er sund, behøver den ikke Kristus som genløser. Behøver den ikke Kristus, triumferer den over Kristus og har større ære end han. Den helbreder jo da sig selv, mens Kristus kun helbreder den ringere del. Og dermed gør man Satans rige til intet. Det hersker jo kun i den ringere del af mennesket og beherskes egentlig selv gennem den fornemmere del. Så bliver da følgen af denne lære om den fornemste del af mennesket, at mennesket ophøjes over både Kristus og djævelen, dvs. bliver gudernes Gud og herrernes herre.

Til slut blot dette:
I den uendelige fordring, som den er bestemt af Kierkegaard, gives intet alternativ. Derfor vil den ikke accepteres. Fordringen er, siger man, en både praktisk og historisk umulighed, fordi den fører til selvtilintetgørelse. I den må også talen om næsten falde ud, fordi koncentrationen samler sig om udviklingen af subjektet. Men det er forkert. Kierkegaard skelner ikke her om både at elske Gud og derefter at elske sin næste, men om det at elske Gud er også at elske sin næste. Af en eller anden grund overser man her det dobbelt kærlighedsbud, at Gud og næsten er eet. Skal de elskes hver for sig, skal der sikkert en kraftudfoldelse til for at elske næsten. Adskillelsen af de to begreber har ført til megen religiøsitet og sværmeri.

I forkyndelsens form kan det hele summeres op ved et pluk, taget fra en prædiken til 2. Pinsedag, holdt i Rudkøbing kirke af Johannes Lauridsen: Gud er kærlighed og elsker mennesket uden begrundelse i menneskets fortjeneste, alene fordi han er kærlighed og har skabt mennesket. Det at Gud har skabt mennesket vil sige, at Gud fra evighed af har villet gøre fordring på at være ethvert menneskes skaber og herre og således have absolut fordring på mennesket. Gud har i ordet, det som i tidens fylde blev kød, skabt mig og ethvert menneske. Han har gjort ubetinget fordring på at være enhvers far, så vi i kraft af Guds beslutning om, at vi er absolut fordrede, bliver Kristi medarvinger. Skabtheden er denne vor absolutte fordrethed af Gud. Han gør ubetinget krav på at være vor herre og skaber, hvem vi skylder regnskab for vort forhold til ham, til os selv, som hans skabninger og til vor næste som er hverken fjernere fra eller nærmere ved Gud end vi, men netop ligestillet med os ved samme ubetingede fordrethed og skabthed. Ingen kan ved egne muligheder tro Guds frelse i inkarnation og forsoning. At være skabt og at være frelst er eet og det samme. I frelsen får synderen det, som Gud i sin kærlighed gav i skabelsen, men som mennesket gjorde oprør imod ved sit syndefald, da han ikke ville have livet fra Gud, som han betroede os det: som skabning, Guds barn og Kristi medarving.

Gud er Gud før jorden skabtes,
førend bjerg og tue blev,
førend jeg i Adam tabtes
han mig på sit hjerte skrev;
i sin søn han elsked mig,
at jeg skulle visselig
hans medarving evig vorde.
Kingo.