Rusmodtagelse i Danmarks kristelige Studenterforbund

Af Tage Schack, Tidehverv, 1929, s.155-159.

Min Berettigelse til at staa her i Aften er den, at jeg selv har været Student og stadig ret godt kan huske det. Det, jeg kan huske, og det, jeg mener at have iagttaget paa mig selv og andre, vil danne Baggrund for, hvad jeg har at sige.

Den gamle Student, Poul Møller, sang: "Hvad er imod Studentens Kaar St. Peders Hat?" Og trods al Overproduktion og alle Advarsler er det stadig denne Sang, der synges med andre Ord. De har vel allerede hørt - og vil faa mere at høre - om Studentens hellige Kald og trods alt herlige Kaar.

Vi vil tillade os her i al Beskedenhed at sætte et Spørgsmaalstegn baade ved det ene og det andet. Studentens Kald er ikke særligt helligt, og hvad angaar hans Kaars Herlighed, kan man med lige saa stor Ret sige det modsatte. Jeg vilde ikke fordriste mig til at sige dette, - for man skal ikke tage Modet fra Soldaterne, - hvis jeg ikke nærede en usvigelig Overbevisning om, at De alle i Løbet af Deres Rusaar vilde komme til det samme desillusionerede Resultat. Rusmodtagelser og Rusfester har ofte en Lighed med visse Selskabslege, hvori Deltagerne paa en eller anden Maade enkeltvis bliver taget ved Næsen for derefter at være de ivrigste efter at faa de andre til at gaa i Vandet. Eller for at bruge et Billede fra Kirkelivet: En gammel Kordegn skal have sagt til sin Efterfølger: "Nu kan De jo prøve paa, om De kan bevare Troen i den Stilling ; jeg har ikke kunnet det."

Men hvis De allerede skulde være ved at opdage, at der er mere Sandhed og sund Fornuft i de Ord, hvormed den prosaiske Mand svarede sin grædende Kone, da hun bebrejdede ham, at han ikke græd over "Aksel og Valborg": "For det første rager det jo ikke os, og for det andet er det Løgn altsammen"; - hvis De altsaa skulde være begyndt at ane, at der er mere Mening i disse Ord end i de fleste Rustaler, denne inclusive; saa kan vi maaske derudfra tale lidt mere om dette Faktum, at De - og vi alle her - er Studenter.

Der tales ofte om Videnskabens Kald til Studenter. Det er i de allerfleste Tilfælde kun en Illusion, som er egnet til at give en indbildt Glorie. Det, som De gaar ind til, er nogle meget jævne Arbejdsaar, i hvilke De skal naa et bestemt Maal og tilegne Dem visse Kundskaber, hvoraf nogle er kedelige, andre mere interessante; hvoraf nogle er egnede til at udvide Deres Horisont, andre synes at have den modsatte Tendens. Det er ligesaa besværligt og trivielt at være Student som at være alt muligt andet. Og kun de færreste kommer i et blot nogenlunde nært Forhold til den højtbesungne videnskabelige Forskning. Dette er Sandheden, som ganske vist ikke skulde udelukke, at selv et fjærnt Forhold burde give Respekt for Videnskaben, ikke mindst for dens Nøgternhed og Bundethed i Realiteterne - ikke at forveksle med den indenfor alle Fakulteter udbredte religiøse Tro paa Videnskaben.

Men bliver der end for de fleste ikke nogen Tid og Lejlighed til at faa et direkte Forhold til videnskabeligt Arbejde, saa skulde det at være Student dog give visse Chancer for at faa et vist Forhold til Sandheden. Direkte giver det at være Student absolut ikke særlige Muligheder for at komme i Forhold til Tilværelsen. Tværtimod: Er der noget Tidsrum, hvori et Menneske paa næsten alle Maader fristes til at leve et uvirkeligt Liv udenfor Tilværelsen, saa er det i Studentertiden; og det hvad enten han udelukkende sidder og læser paa sit Værelse eller taler med sine Kammerater eller bruger sin Tid til socialt eller kristeligt Arbejde. Det kan altsammen være mere eller mindre nyttigt, men Tilværelsen har det ikke direkte noget at gøre med. Tilværelse vil nemlig sige min Tilværelse, det i den, som jeg ikke kan komme udenom. Derfor er alle de selvvalgte Virksomheder, selvvalgte Kammerater og selvvalgte Foreninger (som man har valgt, fordi de passede en godt), i og for sig maaske gode nok; men Tilværelse, Liv har de kun i ringe Grad med at gøre. Det opstaar kun, naar der virkelig kommer et Moment af Arbejde med ind i det, alene eller fælles; et Arbejde, som man af en eller anden Grund ikke kan løbe fra, førend det er gjort færdigt, - maaske blot af den "lavtliggende" Grund, at man skal have en Eksamen. Derfor er det kun Arbejdet, der giver Studenten en Mulighed for, i hvert Fald indirekte, at komme i Forhold til Tilværelsen. Glem blot ikke, at Arbejde er ikke alene Eksamenslæsning, - og at virkeligt Arbejde findes kun, hvor man sætter sig selv ind.

Skulde der dog ikke netop i Studentens Arbejde ligge en særlig Mulighed for et Forhold til Sandheden eller Sandhederne og derigennem til Tilværelsen? En Mulighed for, - trods alt det virkelighedsfjerne og i en vis Forstand beskyttede Liv, der leves, - at se nøgternt paa Tilværelsen, at faa et sagligt Forhold til den? Man skulde dog tro, at selv den fjerneste Berøring med Forstaaelse af, hvad videnskabelig Sandhedssøgen vil sige, maatte føre i den Retning. I en lyrisk og subjektivistisk Tid som vor, hvor enhver F.D.F.-Dreng er paa Vej til at blive en Personlighed, tiltrænges, om nogensinde, den kolde Berøring med Tingene, med Sagen, med Virkeligheden, som Videnskaben i hvert Fald ønsker at give Mulighed for. Selv den mindste Anelse om denne Skoles strenge Tugt, - hvor vore Ønsker, vore Følelser, vore umistelige Værdier maa træde tilbage for Sagen selv; hvor vore Spørgsmaal forstummer, fordi Tilværelsen spørger os, - er nyttig. Enhver Haandsrækning til at komme os af den religiøse Personlighedsrus, hvori vi lever, bør modtages med Tak.

En Hjælp til at blive ædru ovenpaa Rusen skulde vel kunne findes i ethvert Forsøg paa Klarhed i Tanken. Tiden, og vi alle, foragter Klarhed i Tanken. Tiden er noget, der kaldes religiøs. Og Tiden er praktisk. Begge Dele kommer ud paa eet, d.e. : Tusmørke. Man kan bedst bevare sin kære Religion, den være saa kristelig eller noget andet, i Tusmørket, hvor alle skarpe Linjer udviskes, og hvor vi alle "vil det samme". Og man kan bedst være praktisk, naar man faar det hele bragt ned paa et Par letfattelige Formler, hvor den tilsyneladende Klarhed dækker over det store Tusmørke. Derfor modarbejdes Tænkning i vore Dage fra to forskellige Sider: 1) fra Mystikken og fra al inderlig, saakaldt levende Kristendom - og 2) fra det praktiske Liv, og det vil bl.a. igen sige fra al aktiv og praktisk Kristendom. Fra begge Sider foragter man Tænkningen, Theorien, blot Oplevelsen og Praksis er der; de kaldes tilsammen "Livet". For Forstaaelighedens og den saakaldte Enfoldigheds Skyld er al Tænkning nu suspekt; thi Evangeliet maa dog være saa enfoldigt og letfatteligt. Derfor forkyndes det i et rent Barnesprog, som for øvrigt ingenlunde forstaas eller yndes af virkelige Børn.

Begge disse Tendenser - den "inderlige" og "personlige" paa den ene Side og den praktiske paa den anden Side (og tilsammen synes de at udgøre hele vort Forhold til Kristendommen) - arbejder sammen paa at faa Sandheden lagt i Midten, saa langt borte fra Yderlighederne, fra de skarpe klare Kanter som muligt. "Sandheden i Midten" er det samme som det aandelige Tusmørke. Den engelske Religionsfilosof von Hügel fortæller, at hans Bedstefar lærte sine Børnebørn at lægge alt midt paa Bordet, for at det ikke skulde falde ned og gaa i Stykker, - indtil det ophobede sig saadan paa Midten, at Tingene maatte flyttes ud paa Bordets to Ender. For Tiden finder der en saa stærk Samling til Midten Sted baade i Samfundet og i Kirken, at Overbelastning er at befrygte. Et Forsøg paa Tankens Klarhed er derfor nødvendigt, selvom det altid, hvis det fortsættes tilstrækkeligt længe, fører ud til Bordets Kant - eller ud af det behagelige og praktiske Tusmørke.

Naturligvis er der Forskel. Der er en gold, formalistisk Tænkning, hvis Maal er Formlen, fordi Formlen giver Magt. Men hvis De ikke lærer, at al blot Viden-Besked om et eller andet er fuldkomment interesseløs og gold, saa fortjener De ikke at være Student. Alligevel er Kundskab Magt. Det ved Tiden; derfor elsker den populariseret Videnskab. Kundskab er praktisk. Eller rettere: Kundskab giver Karriere. Det ny Testamente siger derimod, at Kundskab opblæser. - Men der er ogsaa en Tankens Klarhed, som har et Forhold til Virkeligheden; som tjener og ikke hersker; som er Lys og derfor som alt Lys fremmer Livet, gør det stærkere, giver det Retning. Her er Liv og Tænkning eet. Men der hører Mod til denne Tænkning. Og der hører Ydmyghed til at forsøge at lade Tilværelsen og Virkeligheden tale. Denne Form for Tænkning giver ikke Magt; den fører ikke til at kunne beherske Tilværelsen; den har en meget beskeden og tjenende Plads. Den er upersonlig, ulyrisk og saglig. Men den er ikke blot et Studerekammerprodukt. Den forraader sig i den Maade, hvorpaa vi i smaat og stort stiller os til Tilværelsen: ædrueligt og modtagende eller lyrisk-inderligt og herskende. I en uklar og forvirret Tid, som vil blive i Forvirringen, byder Studentertiden særlige Muligheder og paalægger særlige Forpligtelser.

Men intet her i Verden sker uden det Arbejde, hvorved man sætter sig selv ind, d.e.: mister noget værdifuldt uigenkaldeligt. Alt Arbejdes Forbandelse er, at det specialiserer, gør os til noget særligt. Og dog er Livet aldrig i noget særligt, men altid i noget fælles. Denne Særlighed, som Livet udarbejder hos os, netop naar vi sætter det ind, er Tegn paa, at det staar galt til med os, er Tegn paa vort Hovmod og vor forvredne og ulykkelige Tilstand. Den hører med til Livets Kaar, ogsaa til Studentens. Et Citat af Nietzsche vil gøre dette klart:

"Vi hører ikke til dem, som først imellem Bøger, paa Foranledning af Bøger kommer til deres Tanker, - det er vor Vane at tænke i det fri, gaaende, springende, bestigende, dansende, helst paa ensomme Bjerge eller tæt ved Havet, dér hvor selv Vejene bliver eftertænksomme. Vort første Spørgsmaal angaaende en Bogs, et Menneskes, et Stykke Musiks Værd lyder: "Kan det gaa?" eller endnu snarere: "Kan det danse?" - Vi læser sjældent, vi læser derfor ikke slettere - aah, hvor hurtigt gætter vi ikke, hvorledes den eller den er kommet til sine Tanker, om det er siddende foran Blækhuset, med sammenklemt Mave, Hovedet bøjet over Papiret, aah, hvor hurtigt er vi da ikke færdige med hans Bog! De indeklemte Indvolde forraader sig - derom kan man vædde - ligesaavel som Stueloftet, Stuetrangheden forraader sig. Det var mine Følelser just som jeg slog en retskaffen lærd Bog i, taknemlig, meget taknemlig, men ogsaa lettet - ved en lærd Bog er der næsten altid noget trykkende, trykket: "Specialisten" kommer paa en eller anden Maade for Dagen, hans Iver, hans Alvor, hans Ondskab, hans Overvurdering af den Krog, hvori han sidder og spinder, hans Pukkel - hver Specialist har sin Pukkel. En lærd Bog afspejler tillige en krumbøjet Sjæl:

ethvert Haandværk krumbøjer. - Ethvert Haandværk, selvom det har en Guldbund, har tillige et Blylaag, der trykker og trykker paa Sjælen, til den er trykket underlig og krum. Derved kan intet ændres. Man tro blot ikke, at det ved nogensomhelst Opdragelseskunst er muligt at komme udenom denne Misdannelse. Ethvert Slags Mesterskab betales dyrt her paa Jorden, hvor maaske alt betales for dyrt; man er sit Fags Mand for den Pris ogsaa at være sit Fags Offer. Men I vil have det anderledes - "billigere", fremfor alt bekvemmere - ikke sandt, mine Herrer samtidige? Nu velan.

Men da faar I ogsaa med det samme noget andet: i Stedet for Haandværkeren og Mesteren, Litteraten, den smidige "meget anvendte" Litterat, som ganske vist mangler Puklen - fraregnet den, han laver for Eder som Aandens Diskenspringer og Dannelsens "Drager". - Litteraten, som egentlig intet er, men næsten alting repræsenterer, som spiller og besørger den sagkyndiges Rolle, som ogsaa i al Beskedenhed tager det paa sig at gøre sig betalt, æret og fejret i hans Sted. - Nej, mine lærde Venner! Jeg velsigner Eder selv for Eders Pukkels Skyld, og fordi I med mig foragter Litteraterne og Dannelsessnylterne! Og fordi I ikke forstaar at drive Handel med Aand! Og har lutter Meninger, der ikke kan udtrykkes i Pengeværdi! Og fordi I intet besørger, som ikke er! Fordi Eders eneste Vilje er at blive Mestre i Eders Haandværk, i Ærefrygt for hver Slags Mesterskab og Dygtighed, og med den mest hensynsløse Vægring af alt tilsyneladende, halvægte, opstadset, virtuosagtigt, demagogisk, skuespilleragtigt "in litteris et artibus" - alt det, som ikke kan legitimere sig for jer ved ubetinget Probitet i Optugtelse og Forskole".

Mine Damer og Herrer! Hvis De vil bestille noget og sætte Dem selv ind, kan De ikke undgaa at sætte noget til, at blive noget deforme. Det harmoniske Menneskeliv er kun til paa Papiret. Det er for Litteraterne og Dilettanterne. Dem vil De møde i Mængde baade i og udenfor Kirken.

Sommetider ser der ikke ud til at være andet tilbage end harmoniske Dilettanter. Der er ingen mærkede Mænd i Danmark mere. De er alle hele og usaarede. Ingen Haand eller Fod er afhugget. Og "Kristendommen" er blevet os den store Hjælp til et sundt og harmonisk Menneskeliv.

Og dog er der i Sandhed nok af Specialister! Men ogsaa de har i vore Dage lykkelig undgaaet Livets Kaar og er blevet harmoniske og derfor ikke til at skelne fra Dilettanter. Harmoniske Specialister: det er en moderne Opfindelse, som kalder paa vor Mistanke. Det kommer af, at vi nu er blevet Specialister, hvor vi netop ikke skulde være det. Jeg mener hermed, at Religion og Kristendom er blevet et Speciale, et Enklave. Derfor har man kristelige Foreninger, for at denne Specialitet dér kan opdyrkes. Ja, mere endnu: man lover Mennesker, at hvis de vil fly til Kirken skal de netop blive bevarede i deres Særlighed, finde sig selv, ja blive noget særlig fint. Maaske undervurderer Kirken og de kristelige Foreninger dog i nogen Grad Menneskenes Lede ved alle Specialiteter og Længsel ud over alle Særlighederne.

Denne kristelige Forening skulde altsaa ikke gerne opfattes som en Forening af akademiske Specialister eller af religiøse Specialister. De skal ikke komme her for at faa udredet religiøse Problemer eller for i Religionen at finde et Fristed i den haarde, nøgterne Verden. Den ikke ukendte apologetiske Tankegang, at Vorherre gemmer sig i det Hul, som Videnskaben endnu har efterladt i sin Verdensforklaring, vil De ikke finde Støtte for her, - ligesaalidt som for den Tankegang, at Religionen er det store Gemmested for alle vore Længsler, Følelser og Forhaabninger: Trøstens Sted. Vi tror tværtimod, at Kristendommen er en meget nøgtern, meget realistisk, meget jordbunden Ting med meget ringe Interesse ud over Dagen og Vejen. Den er intet Enklave. Den er det hele. Nemlig hele Nutiden, hele Dagen i Dag.

"Religion er alt eller intet; den er ikke et blot og bart Tilfredshedens Smil eller Længslens Suk, ingen Egenskab ved det finere skabte Støv (som dets Renhed eller dets Lethed); snarere er den Muld af selve Mulden, Liv af Livet, og Selv af Selvet. Menneskene vil ikke se det. Naar de gør det, vil de forstaa." (Browning).

Thi hvis Kristendommen er andet og mere end et Enklave for det romantiske og sentimentale og højtflyvende hos os, saa er den intet andet end et Kald til at blive nøgtern, som kun lyder gennem Arbejdet og Mennesker; et Kald, som det vel ogsaa er denne Forenings Opgave at hjælpe os til ikke at overhøre. Hvis denne Forening har nogen Mening er det vel den at prøve paa at undgaa de Misforstaaelser, hvormed vi stadig gør Kristendommen til et Tilflugtssted for vor Forkælelse eller til et Fristed for vor Særlighed og Ejendommelighed, - i Stedet for at den er og skal være det nøgterne, ædruelige og almindelige, som intet Menneske og ingen Tid løber fra trods al Tro paa det ene eller det andet.

Der tales jo meget om Fællesskab i vore Dage, men det er altsammen et Fællesskab mellem Specialister, som gensidig opmuntrer hinanden i deres Særlighed uden dog at interessere sig det ringeste for hinandens Specialer. Kristendommen har et andet Udgangspunkt; det, der med et forspildt og misforstaaet Ord kaldes Synd, er netop vor Særlighed. Thi Synd er ingenlunde en almindelig udbredt smitsom Sygdom; saa kunde den vel standses. Den er netop altid det særlige, det private, det, som jeg er stolt af. For at sige det ganske jævnt: det er ikke Guds Mening, at vi skal være noget særligt hverken i den ene eller den anden Forstand.

Det siges ofte, at vi lever i en Overgangs- og Opgørstid. Men heller ikke Tiden er noget særligt. Vi har ikke Tiden; vi har kun Øjeblikket. Og Studentens Kald er hverken noget særligt eller noget helligt, men blot det fælles: at prøve paa at være et almindeligt Menneske. Og dog kunde man fristes til at sige, at nu har snart baade Videnskaben og det sociale og Kirken haft sin Tid. Nu var det jo muligt, at Guds Tid kunde komme. Men Guds Tid er der vel altid; den skal i hvert Fald ikke udsættes til en nærmere eller fjærnere Fremtid.

Dette er Menneskelivets Kaar: at den, der vil leve og sætte sig selv ind, faar sin Pukkel. Dette er Livets Strænghed; og Synden over alle andre er at prøve paa at undgaa det. Vi mener ikke, at Kristendommen er en Vej til at undgaa at blive mærket; men vi mener, at den er et Budskab til de arbejdende og trællende - og kun til dem - om det, som Jakob Knudsen (i "Mod") lader Luther sige, da han har kastet den blaa Slakkesten, som han havde gemt fra sin Barndom, hen til de andre Sten og nu ikke kan finde den igen: "At al min Synd og Sorg og Særlighed kunde blive henne paa samme Maade, saa ingen kunde kende mig og ingen kunde finde mig uden den Herre Kristus alene."