Stakladekatekismus eller: når Gud er ligeglad

Af Agnete Raahauge. Tidehverv, 2001, s.83-87. (Jan Lindhardt: Katekismus i kristendom - børnelærdom for voksne).

I sin anmelderroste "Katekismus i kristendom - børnelærdom for voksne" skriver Jan Lindhardt, at den største kløft mellem folk og kirke idag formentlig er moderne menneskers manglende sans for skylden og synden. "Hvad har jeg gjort siden jeg skulle tilgives? Jeg skylder ikke nogen noget og har derfor heller ikke brug for nogen eftergivelse eller tilgivelse. Evangeliet er for syndere, men hvad hvis man ikke vil forstå sig selv som synder eller skyldner?"

Lindhardt har ret i, at synd og skyld er blevet fremmedord i en moderne rettigheds - og behovs-fikseret tid - selvom man skal være forsigtig med at skære alle over en kam og der sikkert sidder mangen synder på kirkebænken som evangeliets forkyndelse falder over som læskende regn - også selv om præsten ikke ved noget om det.

Men det selvmodsigende ved Lindhardts katekismus er, at den selv indskriver sig i en ny-grundtvigsk tradition, som har drænet ordene synd og skyld for indhold ved fingernemt at høre buddene gennem et evangelisk-bedrevidende filter, så der, selv når loven forkyndes, kun bliver tale om teatertorden. For hvorfor høre mere om skyld og synd, når det er sådan, at nu hvor der er betalt for os fra anden side så "Vorherre har fået sit, så skyldes Han på en måde ikke noget". Sådan forklarer Lindhardt forsoningen; og om retfærdiggørelse af tro hedder det, at Gud nu dækker os ind, så vi ikke længere selv skal stå til ansvar for vor handlemåde.

I forbindelse med de forklaringer kan loven jo kun blive en skinlov. Og, afgørende fatalt, evangeliet bliver så et skinevangelium, som tværtimod at kunne mætte den, der hungrer og tørster efter retfærdighed, kan holde ængstede samvittigheder nattevågne af rædsel.

Som det hedder hos Lindhardt om Guds tilgivelse: "En anden måde at udtrykke det samme på er at Gud er ligeglad."
Det er muligt at det er det sproglige flottenheimeri, som Lindhardt har en hang til, der i disse udsagn løber af med ham uden at han egentlig mener noget med det - i så fald er det en utilgivelig letfærdighed, for der kunne jo være læsere, der tog det alvorligt. Men jeg er bange for, at udsagnet "Gud er ligeglad" godt kan stå som essensen af Lindhardts evangelieforkyndelse.

Men at Gud er ligeglad og at vi nu, hvor vi er forsonede med Ham ikke skylder Ham noget mere - det vil jo dybest set sige, at Gud har kapituleret overfor synden, ikke sejret over den. Syndernes forladelse er da lig med syndernes tilladelse - lig med at Gud nu - nådigt! - vil lade os blive i synden uden at røre en finger! Ret beset er det vel ensbetydende med, at Gud i sin tusind år gamle træthed nu har opgivet os, valgt at lade os blive i fortabelsen - og at smile ad os.

At udgive det for evangelium, for glædeligt budskab, det er i bedste fald udtryk for ligegyldighed; i værste fald er det udtryk for kynisme.
Derfor kan jeg ikke tilslutte mig rosen af Lindhardts katekismus, selvom den rigtignok umiddelbart virker sympatisk og tilforladelig. Det forlyder, at den i Roskilde Stiftsblad er blevet udnævnt til at være en værdig afløser for Luthers lille Katekismus, og det er uomtvisteligt, at når det gælder underholdningsværdien, så overhaler Lindhardt Luther med flere længder, for Lindhardt er både sjov og slagfærdig og uhøjtidelig. Men som sagt har slagfærdigheden det med at løbe af med ham, så hans børnelærdom målt med en Luthers alen får et noget letfærdigt præg. Ja, man får indtryk af, at Lindhardt egentlig er mere optaget af sine egne fikse formuleringer end af den kristelige børnelærdom. For hvad den angår, får den letløbende pen Lindhardt til her at sige eet og hist noget andet.

Inkonsekvens
Det er således sympatisk, når Lindhardt indledningsvis proklamerer, at da hans ærinde er at sige noget simpelt og kortfattet om den kristne tro, så har han valgt den "barnlige" måde at vise vej i kristendommen på - også fordi det særlige ved børn er, at de sætter alt i forbindelse med sig selv - og det skal vi også gøre når vi taler kristendom. "Tua res agitur". Andetsteds fremhæves det derfor også, hvor vigtigt det er i en teologisk og filosofisk argumentation at blive ved dagligsproget.

En anden sag er det så, at Lindhardt, når den barnlige og jævne forståelse af f.eks. buddene bliver for nærgående, som et feteret og begavet barn forstår at afvikle befalingen ved vittigt og elegant at gøre buddet til genstand for kompliceret tolkning.
Sympatisk er det også, at Lindhardt ikke er bleg for at give tidens psykologiserende navlepilleri nogle skud for boven - som når han f.eks. advarer mod den udbredte misforståelse, at buddet om at elske næsten som dig selv, betyder at vi skal begynde med at realisere os selv.

Alligevel falder Lindhardt selv i den psykologiserende grøft, når det falder ham i pennen, at Luther under sin klosterkamp var paranoisk, når han følte sig forfulgt af Gud.

Katekismus uden myndighed
Ser man på indholdsfortegnelsen i Lindhardts katekismus skimter man grundridset af Luthers. De ti bud, trosbekendelsen - som Lindhardt tager bagfra - dåb, nadver, fadervor. Men da katekismen er henvendt til en kristeligt set analfabetisk samtid, føler Lindhardt sig foranlediget til at indskyde en del afsnit til forklaringer. Således kan Lindhardt ikke gå i gang med loven, før han har forklaret, at vi iflg. Bibelen er syndere.

Lindhardts forklaringer er fornøjelige, han boltrer sig i billeder og eksempler, - hans gennemgående billede er menneskelivet som et fallitbo, der kun kan håbe på gældssanering - men det er påfaldende som hans udlægninger er uden myndighed. Den uhøjtidelige Roskildebisp med de snurrige indfald kvier sig ved at forkynde, i stedet undersøger og afdækker han kristendommens indhold, så ingen kan føle sig gået for nær. Vi hører hvad kirken mener, hvad protestanterne mener og hvad katolikkerne mener osv.

Men når man vil forklare ved at afdække og undersøge, så bliver udsagnene let hængende i de fra sociologien og etymologien hentede eksempler, som Lindhardt har en svaghed for.
Skønt det er fornøjeligt, så er det f.eks. ikke altid i pagt med dagligsproget, når Lindhardt med forkærlighed går etymologisk til værks. Således kan han fortælle at synd betyder det, der skiller - fordi synd er afledt af sund jf. Øresund, som skiller mellem Sjælland og Skåne. Desværre holder denne forklaring ikke, når man går til ordbøgerne. Det gør forklaringen til "de helliges samfund" derimod - og eftersom "hellig" har en lidt kedelig klang på dansk i retning af selvretfærdig og selvgod, så er det jo rart at ordet hellig på olddansk er i familie med ordet "heldig" - "og det er lige hvad man er, når man er i selskab med andre om hans ord."

Så slap biskoppen for fromme pinligheder i forklaringen til "de helliges samfund"!
Alligevel er det en betænkelig sag at lade sig lede af et ords rod, fremfor dets brug i dagligsproget. Jeg lærte i skolen at apotek og bodega begge grunder i det græske apotekæ, men mindre sprogkyndige folk ville jo med god grund kunne ryste på hovedet over min dårskab, hvis jeg som konsekvens af min lærdom holdt mig til bodegaens medicin.
Og mon ikke Lindhardt med fordel kunne holde sig til den etymologi, der trods alt ligger i den dårlige klang ordet hellig har idag; nemlig (selv)retfærdig, (selv)god? Lindhardt går jo dog ikke så vidt som til at kalde Gud "heldig". Og mon ikke folk, der af Lindhardts "heldige" tolkning, var lullet ind i magelig tilfredshed, kunne reklamere over falsk varebetegnelse, hvis de kom i kirke på en af de dage, hvor det synes mindre "heldigt" at være i selskab med Jesus - f.eks. 2. juledag - "... jeg er kommen for at volde splid mellem en mand og hans far, mellem en datter og hendes mor...", eller 6. søndag efter trinitatis: "Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes kommer i slet ikke ind i Himmeriget..."
Men måske er omskrivelsen af de helliges samfund til de heldiges samfund mere end en flothed fra Lindhardts side, for hvad andet vil Gud os, når det ord vi er sammen om, er ordet om, at Gud er ligeglad, og at vi er fritaget for skyld og ansvar overfor ham?

Loven
Lindhardt forklarer teologi som det at digte sig ind på det guddommelige, hvorfor trosbekendelsen karakteriseres som "et lille digt eller huskeremse". Men den teologi, der digter i stedet for at være sat under myndighed af Guds ord, som den har hørt og skal forkynde - den bliver uhjælpeligt hængende i sine egne billeder, og det er det, der får Lindhardts katekismus til at glide ud i dette tvetydige "evangelium", at Guds tilgivelse på sin vis betyder, at Gud er ligeglad. (Bemærk at Lindhardt aldrig bruger et udsagn udtrykkeligt, men altid med tilføjelsen af sådan set, eller på sin vis, hvorfor det er en himmelråbende uretfærdighed at ville hænge ham op på hans udsagn - men det vil jeg nu gøre alligevel.)

Der er to ting der her springer i øjnene: for det første at Lindhardt på trods af udmærkede og behjertede forsøg på at forklare lovens radikalitet, lader det 1. bud spille en underordnet rolle. At den lov, som møder os i livets og næstens krav på os, i de ti bud som i enhver naturlig lov, i grunden bunder i skaberens bud til sin skabning om at ære og elske ham som skaber, dvs. om lydighed - det kommer vi først til hen ad vejen, og det gælder kun indtil vi har fået gældssanering, indtil Vorherre har fået sit.
Lindhardts katekismus ville nok have fået et andet mindre slingrevorent præg, hvis han som Luther, havde sat det 1. bud først. Men det ville selvfølgelig have tvunget Lindhardt til at tale forkyndende, selvom han hellere vil forklare. Spørgsmålet er så, om det overhovedet er muligt at skrive en katekismus, når man hellere vil forklare end forkynde.

I 2. kapitel gennemgår Lindhardt synd og skyld og forklarer udmærket: at vi fra fødslen skylder at elske vor næste og at det ikke er os selv der giver alle love og retningslinier, hvorfor det i grunden er Gud vi står til regnskab for i enhver overtrædelse og enhver skyldighed.

Det kunne høres som forkyndelse, men bliver ved det vagt forklarende, fordi det indledes med den uforpligtende betragtning, at " Bibelen opfatter det (love og spilleregler) dybere (end vi): det er ikke os selv der giver alle love og retningslinier. Livet rummer nødvendigheder som vi er nødt til at underkaste os".

Når Lindhardt nu vil begynde med synd og skyld ville det have været klarende, hvis han allerførst talte om skabelsen og dermed om skaberens kærlige og uforanderlige vilje til skabningens lydighed. Nu hvor Lindhardt vælger at afdække og forklare loven, sker der i stedet det, at Jesu skærpelse af buddene kommer til at stå som modsætningen til Det gamle Testamente, som noget nyt, som Jesus finder på.

Og resultatet bliver at synden hos Lindhardt glider i et med skyldens uendelighed, med at skylden vokser os over hovedet - hvilket naturligvis er rigtigt, men når det ikke derudover bliver sagt, at denne lovens fordømmende virkning er en konsekvens af syndefaldet, af at vi ikke vil skylde Gud alt, men retfærdiggøre os selv ved loven - ja, så bliver forløsningen selvfølgelig at slippe for at skylde, og så bliver syndernes forladelse kun det, at vi nu kan drage et lettelsen suk: nu skylder vi ikke Gud noget mere.

Derfor kan Lindhardt ikke, uden at slå sig selv på munden, forkynde, at syndernes forladelse igen stiller os i den oprindelige skyld som den, der nu ved evangeliet er blevet skabningens frihed: at elske Gud og vor næste som os selv.
På trods af alle gode intentioner er den frihed, som evangeliet skænker os, hos Lindhardt betænkeligt nær ved at ligne emancipation.

Buddene
I 4. kapitel går Lindhardt så i krig med de ti bud - men først efter, at han med flere forbehold har trukket de fleste tænder ud på dem: For det første, hedder det, er moral kun sekundært knyttet til kristendommen, som en forudsætning for at forstå, hvad tilgivelse er. For det andet er moral meget omskiftelig, hvorfor "det er sin sag på fundamentalistisk vis at gøre en bestemt tolkning af buddene til et vilkår for at forstå kristendommen".

I selve gennemgangen af de ti bud, lykkes det så endeligt Lindhardt med etymologiske og sociologiske forklaringer, at tage al befaling ud afbuddene.
I forklaringen til det første bud tilslutter Lindhardt sig Luthers "definition" af en Gud, som den af hvem man venter sig alt godt, og slutter heraf, at "i citatet af Luther anskues guder og afguder i virkeligheden under eet, fordi begge ses ud fra den troendes synsvinkel. Det er ham der bestemmer, hvem der skal være Gud, for "enhver bliver salig i sin tro". Men egentlig er der kun een sand Gud, som sætter alle afguder i skyggen."
Jeg formoder, at det er derfor Gud byder os ikke at have andre guder - men det siger Lindhardt ikke noget om.

I forklaringen til det 6. bud hedder det afslutningsvis, at det seksuelle område idag stort set er ved at være afmoraliseret.
Og det er jo rart, for så er der vel eet bud mindre at blive skyldigt overfor; ja, måske er der nu et stort område af menneskelivet, som er gjort til helle, hvor vi ikke kan blive skyldige.
Lindhardts forklaring til det 4. bud får mine børn ikke lov at læse. "Du skal ære din far og din mor. Det betyder formentlig ikke at man skal være en sød og artig lille dreng eller pige, men snarere at man skal sørge for sine gamle forældre." For ære kommer af kabod - tung - så det betyder, at du skal gøre dine forældre tunge, lade dem have vægt, og det betyder nok nærmest, at du skal tage dig af dem, når de blive gamle.

Hvorfor det, at forældrene skal have tyngde, ikke for barnet er ensbetydende med, at det skal adlyde, dvs. være artigt, kan jeg ikke indse. Men det er til at se, at Lindhardt forsøger at gøre Luthers udlægningsform i "Den lille katekismus" til sin, når Luther indleder forklaringen til hvert bud med at sige: det betyder…

Hvad Lindhardt imidlertid ikke ser, er at, hvor Luther ved hvert bud forkynder hele lovens radikalitet: Det betyder; at du skal elske og ære Gud, så at…, der opløser Lindhardt buddene ved sit: det skal nok betyde noget i retning af…

Hvor Luther forklarer ved at forkynde, der opløser Lindhardt ved at forklare.

Hvor Luther ved sin forkyndende forklaring fastholder sammenhængen fra det første bud, som også Adam og Eva hørte i Eden, over bjergprædikenens skærpelse af buddene til deres oprindelige radikalitet, til det første buds opfyldelse, som den forjættelse Guds overvindelse af synd og død forkynder - der falder alt fra hinanden hos Lindhardt, så han, i stedet for at forkynde det evangelium, der binder os endegyldigt til Guds dom og nåde, ender med at forkynde, at nu skylder vi ikke Gud noget.

Guds to sider
Derfor har Lindhardt som sagt også problemer med at forbinde GT og NT, Gud og Jesus, ja, sågar Gud selv, som falder fra hinanden i "to sider".
Således hedder det i "Budskabet i det nye testamente", at det afgørende i Jesu forkyndelse er at han fremhæver en side af Gud som også træder frem i Det Gamle Testamente, men spiller en langt større rolle i Jesus' forkyndelse og dermed i Det Ny Testamente." Nemlig den kærlige side af Gud, Gud som han virkelig er, Gud der ikke lægger vægt på at man gør det rigtige, opfylder loven."

Gud var altså ikke kærlig, da han gav loven for at beskytte sin skabning mod sig selv og drive den til at omvende sig og tro på Gud?
I Jesu forkyndelse hører vi, siger Lindhardt, to ting, "der for en umiddelbar betragtning ikke hænger særligt godt sammen. Den ene er, at kravene til ordentlig livsførelse er langt strengere end man hidtil havde troet. Den anden er at Gud er meget mildere end man hidtil havde troet."

Nej, det hænger ikke særligt godt sammen, når det 1. bud ikke er det fortegn for alle buddene, som overlejrer i evangeliet som Guds kærlighed. Når det ikke høres, at det er ikke bare vores gæld, der skal betales, men den synd, at vi ikke vil skylde Gud alt, der skal sones, så får man rigtignok indtryk af en noget senil gud.

Forsoningen
Alligevel får Lindhardt det til at hænge sammen - på sin egen måde, nemlig ved en bombastisk brug af Anselms objektive forsoningslære, som han stort set identificerer med Luthers.

Det er det andet punkt, som gør Lindhardts evangelium til et skinevangelium. For når det nu er svært at se forbindelsen mellem den krævende Gud og den milde Gud, - fordi Gud ligesom moderne forældre ikke kan være kærlig, når han befaler og revser - så må det jo være Jesus, der gør Gud god. Så er det til forstå.

"På en måde kan man sige, at Jesus gennem sin død skaffede Guds kærlighed til veje ved at overvinde den synd der tidligere skilte Gud og menneske. Det gjorde Han ved at sone eller forsone. Tankegangen er den at Gud ikke længere ville have med mennesket at gøre, fordi det aldrig betalte sin gæld eller kom ud af sin skyld. Jesus, Guds egen søn, skyldte ikke sin fader noget, og da han så går i døden for os, så betaler han derved for os".

Det er bemærkelsesværdigt, at det, som mennesket iflg. Lindhardt var fordømt for, var, at det aldrig betalte sin gæld eller kom ud af sin skyld. Hvis man læser lidt i Bibelen kunne man få den modsatte opfattelse: at det var, fordi mennesket ikke vilde være Gud noget skyldig, men betale sin gæld med egen retfærdighed - ikke ville være lydigt, men selv tage - både den forbudne frugt og Guds retfærdighed. Og derfor blev skylden til synd under den lovs bud, der dog var hellig og god.

Hos Lindhardt er loven knap så hellig og god - det er lige ved, at det er den, der er skyld i det hele. Men "nu har Vorherre altså fået sit og på en måde skyldes Han ikke noget." Så Guds lov behøver vi vel slet ikke kere os om mere - den er jo kun forudsætningen for kristendommen.

Så meget mere ildevarslende lyder det, når Lindhardt i sit afsnit om loven en passant nævner, at selv om man i et par generationer med rette har været utilpas ved at kirken skulle være moralens vogter, hvorfor kirken ikke har deltaget i den etiske debat, så vil dette måske ændre sig.

Ja, når Vorherre ikke skyldes noget, så er der jo frit slag for biskoppeligt truende pegefingre. Og nu kan pegefingeren hæves helt i pagt med tidsåndens gerningsretfærdighed - det er da en frihed, der vil noget, men den er næppe evangelisk.

Stene for brød
Men når den sande side af Gud er, at han er ligeglad, at han ikke går op i, om vi er onde eller gode, hvad må man så sige til den mand, der som f.eks. Luther har anfægtelser; som overalt kun kan se og høre Guds dom over sig? Som frygter at være fortabt?

Ja, så må man vel sige, at han - i modsætning til os sunde og raske, som lever fint med at være syndere, fordi vi ved, at det gør ikke så meget, - er et angst menneske, der lider af paranoia, - ligesom Luther, der "tilbragte flere år af sin tid i klostret med paranoidt at frygte Gud, som han troede forfulgte og forkastede ham."
Og man må håbe, at den mand bliver helbredt, ligesom Luther, der "omkring 1513 ser ud til at blive klar over, at han har lidt af paranoia, og at Gud i virkeligheden er god og kærlig og holder hånden over og under ham."

Nej, når Gud er ligeglad, så er det vanvid at høre loven som om den kunne fordømme en.
Og det er vel også vanvid som Luther at tro og forkynde, at dåben er en dåb til døden - at Gud mener det så alvorligt med syndernes forladelse, at han vil drive den helt ud af os, vil "at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø ...", som han siger i sin lille katekismus.

Lindhardt, der jo er Luther-doktor, vil også gerne tale luthersk og kalde dåben en "drukning eller noget der ligner: Man trækkes op af de mørke vande der ellers nu eller siden truer med at lukke sig over en..."

Det ligner jo mere en redning end en drukning, og det er dåben selvfølgelig også. Men Luthers pointe med drukningen, den har Lindhardt vist ikke fået fat i, muligvis fordi hans evangelium er glædelig budskab om, at den gamle Adam nu har fået indfødsret hos os.
Derfor må det også i Lindhardts optik være det glade vanvid, at trøste sig med, at hvad vi lider her på jorden, det er ikke meningsløst, men de byrder, som Gud for syndens skyld har lagt på menneskelivet og "under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os," for nu at citere Paulus.

Nej, i al sin behagesyge iver for at være nemt evangelisk, dér ender Lindhardt med et evangelium, der giver stene for brød og henviser den ængstede samvittighed til psykiatrien.

Nu vil Lindhardt, som sagt, bestemt ikke psykologisere - og heller ikke gøre Luther til psykiatrisk patient. Han gør det bare alligevel, for han kan ikke forstå anfægtelse som andet end paranoia. Gud dømmer jo i virkeligheden ingen - selvom ubefæstede sjæle godt kunne blive bange for det ved at læse i Bibelen.

Lindhardt er gennemgående ikke bleg for at modsige sig selv, men det vil han næppe anse for at være en mangel - tværtimod. Sit afsnit om Gud og Hans to sider slutter Lindhardt således: "Er det ikke en selvmodsigelse at sige at Gud både er grænseløst god og samtidig tilsyneladende grusom når han ikke kerer sig om os? Jo det er, men når man modsiger sig selv kan man sige dobbelt så meget."

Lindhardts måde at sige dobbelt så meget på ville sikkert have taget kegler ved et frokostbord i Stakladen. Men nu er Lindhardt biskop, og hans vid vil tages alvorligt som enfoldig kristen børnelærdom. Det giver det en klang at kynisme.

Jan Lindhardt: KATEKISMUS I KRISTENDOM. Børnelærdom for voksne. Rosinante 2000.