Islams nyttige idioter i Folkekirken

Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2007, maj, s.53-54.

I februar måned mødte jeg domprovst Anders Gadegaard fra København til en diskussion om Muhammedkrisen. Diskussionen kom ret hurtigt til at dreje sig om Gadegaards et år gamle forslag om, at kirkerne i København skulle samle ind til byggeri af en stormoske ved søndagsgudstjenesterne. "Det gør vi i forbindelse med f.eks. naturkatastrofer, og det kan vi også gøre for at finde penge til en moske", udtalte han dengang til Jyllands-Posten. Gadegaard var, gud bedre det, ikke ene om sit forslag. Andre københavnske præster, især fra Nørrebro, fulgte trop og Hvidovre-præsten Peter Friis-Nielsen formåede at overhale Gadegaard ved at foreslå, at indsamlingen kunne finde sted ved en fælles islamisk-kristen gudstjeneste. Ren synkretisme.

Jeg var selvfølgelig interesseret i at vide, om Gadegaard stod ved sit vanvittige og kristusforagtende forslag fra året før. Man kan jo komme til at sige så meget i kampens hede, som man siden fortryder. Måske var moskeindsamlingsforslaget et af dem? Det var det ikke. Gadegaard stod ved sit forslag og kom oven i købet med den præcisering, at stormoskeen naturligvis burde være udstyret med en minaret, så råbet Allah hu' Akbar med den kristne kirkes hjælp kunne gjalde ud over de københavnske hustage. Og kirker.

For den københavnske domprovst kan det åbenbart ikke gå hurtigt nok med at få islamiseret København. Kirkerne skal af egen drift sørge for at sætte rigtig fart på islamiseringsprocessen, så, ja så hvad? Hvad er det egentlig, de vil, de københavnske præster, der har så travlt med at udbrede islam?

Hvad er den dybere mening med domprovstens aktive promovering af en religion, der højt og tydeligt forbander dem, der siger, Kristus er Guds søn?

Aftenens diskussion med Gadegaard løste ikke gåden for mig. Den eneste påfaldende var Gadegaards forbløffende uvidenhed. Både om Koranens eksplicitte kristusforbandelser og om det, de danske imamer står for.

Jeg nævnte, at Abdul Wahid Pedersen har forsvaret shariaens steningsdomme med den begrundelse, at "straffen er givet af Allah selv og så er det ikke op til os mennesker at ændre den". Gadegaard nægtede, at Wahid Pedersen, den flinke mand, kunne have sagt noget sådant. Og da jeg henviste til citatet, der stod sort på hvidt i Kristeligt Dagblad 18. april 2002, blev Gadegaard hurtigt enig med sig selv om, at Wahid Pedersen ikke længere var af den mening. En mærkelig form for forhærdet naivisme.

Selv om det er svært at finde grunden til folkekirkepræsternes islam-promovering, er det ikke svært at finde arnestedet for det. Det findes på Sortedam Dosseringen 5B, hvor Islamisk Kristent Studiecenter holder til.

Det ti år gamle studiecenter har det hele: Hyldesten af den fælles muslimsk kristne tro på Gud, opfordring til fællesbøn og fællesgudstjeneste, lobbyarbejde for flere imamer på hospitaler og i fængsler. Krydret med agitation mod regeringens asylpolitik, polemik mod "islamofobi" og "oplysning" til sogne, konfirmander og sundhedspersonale om islams og kristendommens "fælles tro på Gud".

Daglig leder af studiecenteret er Lissi Rasmussen, der ifølge centerets hjemmeside kan "anvende en del af sin tid til dialogarbejdet" fordi hun er ansat som "stiftspræst for etniske minoriteter". Hendes arbejde i centeret er altså ikke bare en bibeskæftigelse ved siden af hendes præstegerning, den er hendes præstegerning. Eller en del af den.

Rasmussen har brugt sin præstegerning til at opbygge netværk med Wahid Pedersen og imam Fativ Alev, der sidste år blev lånt ud til Stefanskirken, der jo som bekendt proklamerede, at de nu også kan tilbyde en imam i kirken. At Alev ligesom Wahid Pedersen har udtalt sin støtte til shariaens steningsstraffe diskvalificerede ham ikke som kirke-imam.

Centeret har i det hele taget specialiseret sig i at lancere hårdkogte islamister som pæne, moderate muslimer. Længe støttede centeret således den islamistiske organisation Minjah ul-Quran, der kræver islamisk overherredømme over hele verden. Da Minjah ul-Quran i 2003 skiftede navn til "Muslimer i dialog", beholdt centeret den nære kontakt med islamisterne: Centeret deler i dag simpelthen adresse med Muslimer i Dialog, der ifølge deres hjemmeside også holder til på Sortedam Dosseringen 5B.

Det er da også et medlem af "Muslimer i Dialog", Naveed Baig, der i dag står for den daglige drift af centeret sammen med Lissi Rasmussen. Baig har en fortid i Minjah-ul-Quran og gjorde sig i 90'erne bemærket ved offentligt at referere en opfordring til drab på frafaldne. "Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til (pligt til) at dræbe ham". Det var en gæste-imam, der udtalte denne shariabaserede opfattelse, som Baig omhyggeligt videregav - uden at distancere sig fra udsagnet. Da episoden i 2006 kom offentligt frem, nægtede Baig, der i mellemtiden har studeret ved et islamistisk studiecenter i Leicester, at tage afstand fra den.

Alligevel har Lissi Rasmussens center promoveret Baig og arbejdet for, at han kunne blive fængselsimam i Vridsløselille og hospitalsimam på Rigshospitalet, der ved Baigs hjælp er blevet udstyret med bederum.

Centeret har altså opnået at få institutionaliseret radikal islam på Rigshospitalet og i Vridsløselille. Endnu er det ikke lykkedes Lissi Rasmussen at få en stormoske op at stå, men det er, understregede hun under Muhammedkrisen, en kristen pligt at hjælpe med at bygge en moske.

*

Og så er vi tilbage ved det tidligere spørgsmål: Hvordan kan en præst i folkekirken bruge sin præstetid på at befæste islams position her i landet? Hvordan kan hun med god samvittighed aktivt støtte en tro, der forbander og foragter kernen i kristendommen?

Ved hun ikke at Koranens Jesus, Isa, er Allahs antikristelige profet, der forkyndte sharia, og som ved tidernes ende skal komme tilbage og smadre alle kors og fordømme de kristne, fordi de har æret ham og ikke Allah som en gud?

Hvad enten Rasmussen ved det eller ej, er det klart, at imamerne har stor grund til at takke hende for det islamagiterende arbejde, hun har bidraget til de sidste ti år. Ligesom kommunismen i sin tid har islam også brug for nyttige idioter.

Og dem er der en del af i det københavnske kirkeliv.

*

Et spørgsmål står dog tilbage som det væsentligste: Hvor er Københavns biskop i alt dette? De moskeindsamlende præster er alle præster i hans stift, og studiecenteret modtager massiv økonomisk støtte fra menighedsrådet i Københavns Domkirke.

Jeg har ledt efter en biskoppelig afstandtagen fra centeret og dets aktiviteter. Uden held.

Det samme med moskeindsamlingsforslaget. Biskoppen var hurtig til at udtrykke sin "forargelse og forskrækkelse over Muhammedtegningerne", mens Gadegaards forslag forsigtigt blev karakteriseret som "en smuk tanke", som dog var forhindret i at blive realiseret, da loven forhindrer kirker i at bruge kirkernes lokaler til at indsamle penge til andre religioner.

Det skinnede igennem biskoppens udtalelser, at han rigtigt ikke kan lide Gadegaards forslag. Og mødte man bispen over en pindemad, ville han sikkert ikke holde igen med sin kritik af studiecenteret og moskeindsamlingsforslaget. Men at udtale det offentligt og klart og tydeligt irettesætte domprovsten og det københavnske præsteskab, det tør eller vil biskoppen ikke. Anderledes dristig var biskoppen, da det gjaldt en præst i hans stift, der havde lånt en kasse øl og vand fra et menighedslokale. Da veg biskoppen ikke tilbage fra at suspendere hende fra hendes embede.

De moskeindsamlende præster i København har derimod aldrig modtaget så meget som en næse.

Er forklaringen på dette groteske misforhold, at islams nyttige idioter i folkekirken ikke bare er nyttige, men måske også en lille smule magtfulde?