Politiken og Profeten

Af Henrik Frost. Tidehverv, 2006, s.125-128. (Tøger Seidenfaden & Rune Engelbreth Larsen: Karikaturkrisen - En undersøgelse af baggrund og ansvar; John Hansen og Kim Hundevadt: Provoen og Profeten - Muhammedkrisen bag kulisserne).

Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden og venstrefløjspolitikeren Rune Engelbreth Larsen har skrevet en bog om Muhammedkrisen med titlen: »Karikaturkrisen - En undersøgelse af baggrund og ansvar.«

Det er nok ikke tilfældigt, at bogens titel er blevet: »Karikaturkrisen«, og ikke: »Muhammedkrisen«, for sigtet med hele bogen er at komme den udbredte fordom til livs, at Muhammed og hans islam skulle være en væsentlig årsag til den verdensomspændende krise. Skylden for al balladen - der kostede mindst 150 mennesker livet, nedbrændte ambassader, fængsling af avisredaktører, flere lukkede aviser og ministerfyringer - placeres af de to skribenter i Danmark, hos den udiplomatiske Anders Fogh Rasmussen og hos alle de fremmedfjendske danskere. Havde Statsministeren bare holdt det møde med de 11 ambassadører, og havde vi danskere ikke været så urimeligt paranoide og islamofobe, men i stedet gjort os den lille ulejlighed at indrette os efter den nye muslimske befolkning, sådan som FN's generalsekretær Kofi Annan den 26. februar opfordrede Danmark til, ville tingene have udviklet sig ganske anderledes fredeligt, og vi var sluppet for Muhammedkrisen.

Forfatterne hævder selv, at de i bogen har lagt deres egen politiske dagsorden til side og med bogen har leveret en objektiv analyse af Muhammedkrisen, og at analysens konklusioner er så velbegrundede og veldokumenterede, at det nærmest ikke rigtig giver nogen mening at stille sig kritisk an overfor bogen. Eller som det så beskedent hed med et citat af den amerikanske senator Daniel Patrick Moynihan i en pressemeddelelse ved bogens udgivelse: »Enhver har ret til sine egne holdninger. Men enhver har ikke ret til sine egne kendsgerninger.«

Det skal derfor siges med eftertryk - selvom det i de to skribenters øjne sikkert nærmer sig blasfemi og misbrug af ytringsfriheden -, at »Karikaturkrisen« er alt andet end en objektiv og redelig bog. Man sidder under læsningen af de alt for mange ord på de 336 sider med en stadig stærkere fornemmelse af, at forfatterne i al deres påståede objektivitet snyder på vægten ved hjælp af retoriske kneb, udeladelser, eufemismer og tendentiøse slutninger. Der manipuleres med virkeligheden og med læseren, og bogen er fyldt med søgte mellemregninger og tvivlsomme fortolkninger, der gør de konklusioner, som jo lever af mellemregningerne, aldeles utroværdige.

Der er kort sagt ikke noget som helst tvingende over bogens konklusioner, selvom den indledes med en del selvbekræftende besværgelser som f.eks.: »Alle bogens kapitler … skal læses som et forsøg på at teste disse overordnede forståelsesrammer med hårde kendsgerninger (s.11) … I de kommende kapitler vil vi konfrontere de forudfattede meninger og de ideologiske argumenter med det faktiske forløb (s.17).«

Fra den lange række af søgte mellemregninger og tendentiøse konklusioner, der alle præsenteres som skinbarlige kendsgerninger, skal her nævnes nogle få illustrative eksempler.

Som bekendt henviste Jyllands-Posten til en række konkrete tilfælde af selvcensur i den følgeartikel af Flemming Rose, som blev trykt sammen med Muhammedtegningerne den 30. september 2005. I artiklen nævnes seks konkrete tilfælde af selvcensur fra den nærmeste fortid:

1) Komikeren Frank Hvam erkendte i et interview, at han ikke turde »tage pis på Koranen for åben tv-skærm.«
2) Tegneren, der illustrerede Kåre Bluitgens børnebog: »Koranen og profeten Muhammeds liv«, ønskede at optræde anonymt.
3) Oversættere af hollandske Ayaan Hirsi Alis essaysamling: »Jeg anklager« ønskede også at være anonyme.
4) Tate Gallery fjernede under stærke protester fra kunstneren et kunstværk med bl.a. en overskåret koran af frygt for muslimske repressalier.
5) Teatrene herhjemme, der lystigt morer sig over George W. Bush, lider af en påfaldende mangel på satiriske forestilling om Osama Bin Laden og hans folk.
6) En imam - (Mahmoud Fouad al-Barazi, som i august 2005 i en egyptisk avis frarådede, at europæiske muslimer lader sig integrere i den vestlige kultur) - opfordrede under et møde med Anders Fogh Rasmussen regeringen til at gøre sin indflydelse gældende overfor de danske medier, så de fremover ville tegne et mere positivt billede af islam.

I et forsøg på at problematisere baggrunden for JP's journalistiske initiativ undersøger Seidenfaden og Engelbreth (s.39ff) de 6 nævnte tilfælde af selvcensur for til sidst at konkludere: »Man må på hele den baggrund konkludere, at de nationale og internationale eksempler, som Jyllands-Posten har fremhævet som bevæggrunde til at søsætte ideen med Muhammed-karikaturerne, ikke kan bære en tese om udbredt selvcensur (s.50) … Som det fremgår, kan de officielle begrundelser for at bringe tegningerne derfor ikke stå for en nærmere analyse (s.56) … langt hovedparten af de eksempler, som avisen henviser til for at påvise »selvcensur«, er enten grundløse, overfladiske eller hypotetiske (s.306).«

Af de seks nævnte eksempler på selvcensur afviser forfatterne kategorisk de fem. Det eneste eksempel på selvcensur, som anerkendes, er eksempel nr. 3. Det er trods alt også i forfatternes øjne et problem, at der hersker så stor frygt blandt oversættere, at Ayaan Hirsi Alis essaysamling bl.a. i Finland er blevet udgivet med anonym oversætter. Men anerkendelsen af Hirsi Alis historie sker kun, som vi skal se om lidt, med meget store forbehold og en slet skjult mistænkeliggørelse af den hollandske forfatter og politiker.

Som det vil fremgå af det følgende, dækker det, forfatterne kalder en »nærmere analyse«, over en ualmindelig useriøs undersøgelse, og analysens konklusioner, produktet af den useriøse undersøgelse - eller er det omvendt? -, er derfor lige så useriøse.

Eksempel nr. 1 (s.43-44, 49, 53, 306): Frank Hvam indrømmer i et interview utvetydigt at have pålagt sig selv censur af frygt for muslimske reaktioner. Mærkværdigvis påstås det alligevel, at Frank Hvam, der altså vedgår at ligge under for selvcensur, ikke kan bruges som eksempel på selvcensur.

Begrundelsen - eller hvad man nu skal kalde den slags - er, at hans frygt er »hypotetisk«, idet han aldrig selv er blevet truet konkret. Det må så betyde, at den forfatter, som kender til Salman Rushdies skæbne, og derfor afstår fra at skrive efterfølgeren til »De sataniske Vers«, ikke udøver selvcensur, da han ikke selv er blevet truet konkret. Argumentationen er meningsløs.

I Flemming Roses begrundende artikel stod der: »De anførte eksempler giver grund til bekymring, hvad enten den oplevede frygt hviler på et falsk grundlag eller ej. Faktum er, at den findes, og at den fører til selvcensur.« Forfatterne løber altså åbne døre ind, når de præsenterer det som en overraskende nyhed, at Frank Hvam aldrig selv er blevet truet. Rose ved godt, som det fremgår, at Frank Hvam ikke selv har modtaget trusler, men det ændrer bare ikke ved det faktum, at Frank Hvam faktisk censurerer sig selv i sine shows af frygt for muslimske reaktioner og derfor er et meget godt og tydeligt eksempel på selvcensur.

Noget helt andet er, at sammenhængen i Frank Hvams historie kunne være den, at han aldrig har modtaget trusler, netop fordi han har pålagt sig selv censur. Men denne mulige sammenhæng overvejes som så meget andet slet ikke i bogen. Man skulle jo ellers mene, at Frank Hvams frygt ikke bare sådan uden videre kunne afvises som ganske ubegrundet og hypotetisk, hvis man et øjeblik ville tage den situation med i betragtning, som f.eks. Naser Khaders og Pia Kjærsgaards islamkritik har bragt dem i herhjemme.

Eksempel nr. 2 (s.44-49, 306): Kåre Bluitgens problemer med at finde en tegner, der ville illustrere hans børnebog: »Koranen og profeten Muhammeds liv«, blev som bekendt startskuddet på Muhammedkrisen. Bluitgen mødte den 11. juni 2005 journalisten Troels Pedersen ved en privat komsammen på Frederiksberg og fortalte ham bl.a. om sine problemer med at finde en illustrator, og det endte med, at Ritzau, hvor Troels Pedersen var ansat, den 16. september kl. 4.00 udsendte historien: »Danske kunstnere bange for kritik af Islam.« Med en henvisning til mordet på filminstruktøren Theo van Gogh havde flere tegnere afvist at illustrere bogen af frygt for en lignende skæbne. Men heller ikke Kåre Bluitgens historie kan ifølge de to skribenter bruges som et eksempel på selvcensur.

Forfatterne indleder i dette tilfælde deres nærmere analyse med en systematisk mistænkeliggørelse af Kåre Bluitgen og hans tidligere forfatterskab, specielt bogen: »Til gavn for de sorte.« Skyldtes tegnernes vægring mon ikke snarere Bluitgens usympatiske projekt? Herefter gør de læseren opmærksom på, at både Politiken og JP siden fandt mange tegnere, som gerne ville tegne Muhammed. Endelig træder imamerne Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen ind på scenen som sandhedsvidnerne, der beroligende kan fortælle, at dansk selvcensur er unødvendig, da islams billedforbud jo kun kan gøres gældende for muslimer. Til sidst bruges den fredelige modtagelse af Kåre Bluitgens bog, da den endelig udkom midt under Muhammedkrisen, som bevis på, at selvcensuren er aldeles fraværende i tilfældet Kåre Bluitgen.

Faktum er i Kåre Bluitgens tilfælde imidlertid, at han er stødt på flere tegnere, som af frygt for muslimske reaktioner ikke turde illustrere hans nye bog. Det er det, man på dansk kalder selvcensur, og de to forfatteres megen udenomssnak og mange kreative fortolkninger kan ikke ændre ved dette faktum.

JP og Politiken fandt ganske rigtigt efterfølgende, men stadig inden Muhammedkrisen for alvor tog fart, flere tegnere, som gerne ville tegne Muhammed, men Seidenfaden og Engelbreth glemmer i deres »nærmere analyse« at inddrage den kendsgerning, at JP's 12 Muhammedtegnere nu lever med en dødstrussel hængende over hovedet, og at dette forhold nok fremover vil få tegnere til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter blyanten til papiret. De glemmer også at nævne, at de 12 tegneres ulykkelige situation tyder på, at de tegnere, som ikke turde illustrere Bluitgens bog, ikke var paranoide, men realister.

Når de to nævnte imamer beroliger danskerne med, at islams billedforbud kun gælder for muslimer, så havde det måske været på sin plads, hvis de ellers så kritiske forfattere havde sat spørgsmålstegn ved dette fromme udsagn, da Muhammedkrisen jo er ét langt eksempel på, at muslimer verden over har villet gøre billedforbuddet gældende også for ikke-muslimer. Og det havde måske også været på sin plads i en bog, der gør sig til af at ville til bunds i kendsgerningerne, at nævne det forhold, at Abdul Wahid Pedersen offentligt - bl.a. i en paneldebat i 1998 i KB-hallen - har pointeret, at han selvfølgelig ser frem til den dag, hvor der bliver et flertal af muslimer i Danmark, så islams religiøse lovkomplex, sharia, kan træde i stedet for den danske grundlov. På den baggrund ville sandhedsvidnernes forsikringer om, at islam da så sandelig er en garant for ikke-muslimers frihed, nok virke lidt mindre beroligende.

Endelig havde det tilføjet analysen et gran af troværdighed, hvis forfatterne ikke uden videre havde brugt den fredelige modtagelse af Bluitgens nu anonymt illustrerede bog som bevis på, at man uden nogen form for risiko kan offentliggøre tegninger af Muhammed. Bogen udkom for det første midt under Muhammedkrisen, i slutningen af januar, hvor verdenen allerede var på den anden ende på grund af tolv Muhammedtegninger. Og det kan vel heller ikke helt udelukkes, at den fredelige modtagelse kunne hænge sammen med taktiske overvejelser i en situation, hvor verdenen brændte, og man samtidig fra muslimsk side forsøgte at forklare et undrende Danmark, at det skam kun var ondsindede rygtesmede, der hævdede, at nogen pønsede på at få ytringsfriheden aflivet.

Der er ikke grund til slavisk at gennemgå de tre sidste eksempler, som »Karikaturkrisen« også blankt afviser, men det skal alligevel nævnes, at eksempel nr. 6, hvor en imam opfordrer den danske Statsminister til at få styr på den frie presse i Danmark, afvises af chefredaktøren som en ligegyldig »petitesse« (s.39).

Som nævnt anerkendes Hirsi Alis historie som »det eneste faktuelle forhold blandt de fem (der var seks) punkter, som avisen begrunder karikaturprotesten mod selvcensur med« (s.306), men anerkendelsen sker ikke uden forbehold og mistænkeliggørelse.

For at nedtone Hirsi Alis historie beskrives den indledningsvis som »kompleks« (s.41), så læseren forstår, at det kan være rigtig svært at sige, hvad der er op, og hvad der er ned i sagen. Derefter oplyses det, at »Hirsi Ali kalder profeten for en tyran og en pervers mand efter moderne standarder« (s.41). Videre påstås det, at der i Hirsi Alis tilfælde »er tale om en meget kategorisk og ensidig fremstilling af Muhammed og islam« (s.41), og med en noget hjælpeløs formulering bliver konklusionen på det hele: »Kigger vi på Ayaan Hirsi Alis historie omkring kortfilmen Submission, demonstrerer den ikke, at udbredelsen af filmen endsige pressefriheden og ytringsfriheden i forhold til at bakke den op har været fraværende, tværtimod. Det samme gælder hendes essaysamling« (s.49). I slutningen af bogen beskrives Hirsi Alis udtalelser som »provokationer« mod islam (s.308).

Selv i dette tilfælde, hvor forfatterne altså anerkender, at der er tale om selvcensur, må man sige, at de kreative og islamapologetiske indslag har kronede dage.

For det første er opbakningen til Hirsi Ali så nølende og forbeholden, at man som læser kommer i tvivl om, hvorvidt den er alvorligt ment. Ikke mindst når forfatterne kan undre sig over, at flere muslimer mødes med en vred afvisning, da de »protesterer mod det billede, som Submission fremstiller af islam, og på den baggrund også finder anledning til at diskutere rammerne for ytringsfrihed« (s.42), altså ønsker at forbyde Hirsi Alis islamkritik, for det er jo det, eufemismen dækker over. Der er fra de to skribenters side gjort alt for, at ingen læser skal sidde tilbage med den enkle mening, at Hirsi Ali og den dræbte filminstruktør Theo van Gogh skal forsvares uden forbehold.

For det andet vælger man ikke at oplyse til forsvar for Hirsi Alis tale om en pervers og tyrannisk mand, at Muhammed faktisk som ca. 52årig forlovede sig med barnet Aisja, da hun var syv år gammel og giftede sig med hende, da hun var 9, og ved siden af Aisja ved en guddommelig særbevilling forøgede sit harem med et stateligt antal hustruer og medhustruer, efterhånden som de ydre forhold satte ham i stand til at følge sine tilbøjeligheder. Et karaktertræk hos Muhammed, som Aisja selv ifølge en hadith beskrev med ordene: »Allah har travlt med at gøre dig tilpas!« Man vælger heller ikke at oplyse til forsvar for Hirsi Ali, at Muhammed i bedste fald fra og med flugten til Medina i høj grad var en magtpolitisk opportunist, der ved hjælp af mord, røveriske overfald og krigeriske togter fik sine modstandere drevet på flugt, tvangsomvendt eller udryddet, blandt andre den jødiske klan Quraiza i Medina, der led en grusom skæbne, fordi de havde afvist Muhammed og gjort grin med hans misforståelser og komiske brug af Det gamle Testamente.

For det tredje er det jo noget bagvendt at gøre Vestens opbakning og kamp for Hirsi Alis ret til at udtrykke sin islamkritik offentligt til et bevis for, at ytringsfriheden ikke er truet fra muslimsk side. Den samme bagvendte argumentation bruges igen senere som et argument for, at ytringsfriheden slet ikke har været truet under Muhammedkrisen, fordi »meget få vestlige (NB!) kritikere overhovedet har anfægtet avisens ret til at bringe karikaturerne« (s.277).

For det fjerde er dét faktum, at »Submissions« instruktør er blevet dræbt, og at Hirsi Ali på grund af dødstrusler lever som i et fængsel under konstant bevogtning af sikkerhedsfolk, åbenbart ikke i forfatternes øjne udtryk for, at pressefriheden eller ytringsfriheden er truet og derfor skal forsvares uforbeholdent. For når Hirsi Alis bøger er udkommet i store oplag, og hun har mødte stor opbakning i Vesten, viser det ifølge forfatterne, at »islamkritik af selv den allermest uforsonlige karakter er … genstand for en betragtelig spredningsgrad« (s.49). Det gør åbenbart ikke indtryk, at det sker på trods af muslimske grupperinger i Vesten, der ikke ser med milde øjne på Hirsi Alis frafald og forfatterskab, eller at det har voldsomme omkostninger for dem, der ikke vil lade sig true til tavshed.

Dette er niveauet i den nærmere analyse, som fører forfatterne frem til en afvisning af Jyllands-Postens begrundelse for at bringe Muhammedtegningerne, og det er bl.a. denne analyse, som får forfatterne til at drage den overordnede konklusion, at »ytringsfriheden er ikke under pres og har ikke på noget tidspunkt været truet af danske muslimer. Påstanden om selvcensur som baggrund for offentliggørelsen af karikaturerne er et falsum« (pressemeddelelsen 13/6/2006).

»Karikaturkrisen« når vha. sådanne »nærmere analyser« frem til en række utroværdige hovedkonklusioner, som her tilslut kun skal nævnes:

1) De danske imamer, som tog på rejse til Mellemøsten, frikendes for ansvar; de søgte alene at begrænse konflikten.
2) Derimod er Statsminister Anders Fogh Rasmussen den hovedskyldige; han har vildledt befolkningen, begået grundlovsbrud og gjort sig skyldig i magtmisbrug.
3) Det er ikke tilfældigt, at krisen rammer Danmark, for Danmark er pga. Dansk Folkeparti væsentligt mere islamofobisk end andre vestlige lande.

Seidenfaden har i »Karikaturkrisen« undersøgt, om Seidenfaden havde ret i sine analyser under Muhammedkrisen, og det viser sig til alt held for Seidenfaden, at det havde Seidenfaden. At projektet får en for chefredaktøren så lykkelig udgang, hænger ikke mindst sammen med valget af sandhedsvidner. Når en pointe i bogen skal sandsynliggøres, henvises der til, at en lektor, utroligt mange udenlandske rapporter, Morten Kjærum, Carsten Jensen, flere universitetsfolk, FN, EU, flere muslimske konferencer og organisationer, CBS-programmet 60 minutes, hvor Seidenfaden selv var en hovedkilde, Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination og en professor alle mener nøjagtig det samme som forfatterne. Denne fremgangsmåde gør det alt andet lige noget lettere at få kabalen til at gå op.

Bogens analyser og konklusioner er kedsommeligt forudsigelige, og forfatternes politiske dagsorden sætter sine tydelige spor på stort set hver side. Der er kort sagt tale om politisk propaganda forklædt som seriøs videnskabelig analyse, så har man planer om at læse en god og troværdig bog om Muhammedkrisen, må man finde en anden.

Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen
Karikaturkrisen - En undersøgelse af baggrund og ansvar
336 sider
Gyldendal, 2006.

P. S. Et godt alternativ til »Karikaturkrisen« finder man i bogen: »Provoen og Profeten - Muhammedkrisen bag kulisserne.« Den er skrevet af journalisterne John Hansen og Kim Hundevadt, som fortæller fra begivenhedernes centrum, idet de begge er ansat på Jyllands-Posten. Forfatterne foregiver ikke at være neutrale iagttagere, men de har, som de skriver i forordet, skrevet bogen, »fordi de ikke kunne lade være.«

De to journalister gør sig til talsmænd for, at Muhammedkrisen var uundgåelig. Den var kommet under alle omstændigheder, og Jyllands-Postens 12 tegninger blev kun en tilfældig katalysator. Når 17.000 herboende muslimer under Muhammedkrisen kunne skrive under på en protest med bl.a. følgende ordlyd: »Muslimer ærer og respekterer profeten højt og af hensyn til denne respekt er vittigheder, satire samt andre morsomheder, fremsat mod eller om profeten, særdeles uønsket samt udelukket« - så afslører det, at de to grundpositioner i debatten - ytringsfrihedens tilhængere og ytringsfrihedens modstandere - er så langt fra hinanden, at et kompromis ikke er muligt, og at styrkeprøven ville være kommet før eller siden. Nu blev de 12 tegninger den udløsende faktor, og vi fik Muhammedkrisen, men det betyder ikke, at fremtiden nu tegner rolig, for positionerne er ikke forandrede, og striden vil fortsætte med flere lignende styrkeprøver i tiden som kommer.

John Hansen og Kim Hundevadt
Provoen og Profeten - Muhammedkrisen bag kulisserne
284 sider
Jyllands-Postens Forlag, 2006.