Frihedens Ord i ufrihedens historie

Af Erik Sloth, Tidehverv, 2007, nr. 1, januar, s.21-22. (Jacques Ellul: Kristendommens forvanskning, Oversat af Chr. Truelsen, Tidehvervs forlag 2005, 199 s. kr. 199)

Overskriften er hentet fra Monica Papazus essaysamling Det hvileløse hjerte. Heri er der en artikel, som er en slags introduktion til Jacqes Ellul for danske læsere. For selv om Ellul ( 1912 - 1994) må anses for en af de største kristne tænkere i det 20. århundrede - og trods vor tids overflod af informationer om alt mellem himmel og jord - er han vist nok endnu så godt som ukendt i Danmark. Han var en fremtrædende fransk intellektuel, oprindelig doktor i jura, universitetsprofessor og en myreflittig forfatter til omkring ved tusind artikler og essays og ca. et halvt hundrede værker inden for flere forskellige fag: Jura, historie, sociologi og teologi. Det er et af hans væsentligste theologiske værker (udkommet i Frankrig i 1984), som nu foreligger på dansk på Tidehvervs forlag, oversat af Chr. Truelsen og med forord af Monica Papazu.

Som titlen antyder, skildrer værket den fordrejning, ja, det forræderi, som er foregået i forhold til den kristne åbenbaring, siden kristendommen trådte ind i verden. Et forræderi, som for alvor tog fart med kristendommens forvandling fra at være en fælles tro for en forfulgt minoritet til statsreligion med kejser Konstantin i det 4. århundrede. Ellul kan ikke se udviklingen op gennem kirkens og teologiens historie som andet end et forræderi mod den oprindelige, bibelske åbenbaring. Men samtidig tager han afstand fra de mere vulgære og forenklede indvendinger mod kristendommen og kirken. (Overdrivelsen af inkvisitionens betydning etc.).

Den oprindelige kristendom er blevet forvandlet til en -isme på linje med andre ismer. I den franske titel ( La subversion du christianisme) ligger der et ordspil, som hentyder til denne forvanskning. Hvordan har dette forræderi, denne forvanskning kunnet finde sted, spørger Ellul. I et af bogens sidste afsnit forsøger han sig med et svar. Man har gjort historien til metafysik. Det var det, disciplene forsøgte, da de var sammen med Kristus på Forklarelsens bjerg og foreslog at bygge hytter, for at de for bestandig kunne blive dér, i det uforgængelige lys sammen med Ham og Moses og Elias. Det var, siger Ellul, et forsøg på at fæstne en uforudsigelig bevægelse mod et mål i et stillestående, håndgribeligt, forklarligt system, som kan gentage sig. ( s. 199). Det er en fristelse, som altid er nærværende for det menneske, som lever i tiden, og som altid må se sig konfronteret med forgængeligheden og tomheden. Heroverfor må man prøve at finde noget trygt, en livsvisdom, en filosofi, som kan gøre det ubærlige til at bære. Tidligt i bogen er Ellul inde på dette menneskets forsøg på at fiksere åbenbaringen, det i sig selv dynamiske, i faste kategorier, i læresætninger, dogmer osv. Og ifølge Ellul er vi her ved noget helt afgørende, ja, ved selve ondets rod: Det forekommer mig, at det hele går tilbage til én, forbavsende kolossal forandring i forståelsen af Åbenbaringen, nemlig overgangen fra historien til filosofien; jeg tror, at alle den kristne tænknings vildfarelser stammer derfra. ( s. 40). Allerede i oldkirken, da kristendommen omplantes på græsk grund, ser vi denne overgang fra historie til filosofi fuldbyrdet: Man har meget hurtigt glemt det væsentlige, at Bibelens Gud ikke åbenbarer et eller andet filosofisk system eller en metafysisk konstruktion, men Han går ind i menneskenes historie, Han ledsager sit folk. ( s. 41).

En anden fordrejning kommer af, at man har talt om synden, som om det var muligt at tale sandt kristeligt om synden uden samtidig at tale om tilgivelsen. Man har prøvet at beskrive mennesket som det i sig selv syndige, som mennesket uden Gud. Men, spørger Ellul: Hvordan kunne han være "uden Gud", når Gud er Gud? Kun som benådet kender man sig selv som synder. Som de "bogholdere" vi er, ønsker vi os en sikker fremtid, nemt forståelige pligter osv. I virkeligheden gribes vi af en sand rædsel for noget så fluktuerende (Elluls udtryk, s. 203) som kærlighed og nåde. Og her er vi ved det, som Ellul kalder Grundproblemet: Det utålelige, som overskriften til et af bogens sidste afsnit lyder. ( s. 205). Ja, Ellul kan ligefrem tale om Åbenbaringens sociale utålelighed. ( s. 210). Nåden er afskyelig for mennesket. ( s. 211). Når Gud erklærer mennesket retfærdigt, er det dybest set en krænkelse, for det berøver ham hans selvstændighed og hans evne til selv at være retfærdig. Ikke alene er jeg ikke selv ophav til den skænkede retfærdighed, men jeg ejer den ikke, den er ikke en medfødt egenskab ved min natur. Vi ønsker vished, stabilitet, vedvarenhed. Hvor stolt er det ikke, skriver Ellul, at kunne fastslå: "Din krop er din egen"! At jeg ejer mine egenskaber, min skæbne. Nåden minder os med strenghed, men også nu og da med humor, om, at alle disse krav ikke er andet end illusioner: Din krop er din egen - jovist: som 60årig vil du få at se, om den virkelig tilhører dig eller gigten! (s. 216).

Noget andet, men nært beslægtet med nåden, som ifølge Ellul også er utåleligt for mennesket, er: Friheden. Og hermed er vi kommet til overskriften: Frihedens Ord i ufrihedens historie. I forordet til bogen skriver Monica Papazu, at friheden er selve hjertet i Elluls livsforståelse. Den af Kristus skænkede frihed, som mennesket enten flygter fra i rædsel, fordi den er ensbetydende med et personligt ansvar - eller forsøger at gøre til sin ejendom, sin besiddelse. Det moderne menneske siger ganske ligefremt og i inderlig god tro, at han går ind for politisk frihed, at han er modstander af alle former for slaveri og undertrykkelse, ja, alle former for frihedsberøvelse. I bedste oplysningstradition tilslutter han sig den Adam, der stiller sig frit over for Gud ved at overtræde Hans bud og tè sig som sin egen herre. Ifølge oplysningsfilosofien er dét jo i virkeligheden begyndelsen til frihedens historie. Det er alt sammen meget smukt. Men samtidig er det løgn fra ende til anden. Det er ikke sandt, hævder Ellul, at mennesket ønsker at være frit. Hvad han ønsker er at have uafhængighedens fordele uden nogen af frihedens pligter eller vanskeligheder. (s. 222) Friheden er ikke til at udholde. For den er ikke en glad barnlig vandren rundt i en have fuld af blomster! Skriver Ellul. Det er den også, ligesom den forvolder store glædesbølger, men dette kan ikke adskilles fra en streng afholdenhed fra kamp og fra våbenbrug og erobring! Det er forklaringen på, at de, som pludselig befinder sig i en tilstand af frihed, taber hovedet eller ønsker hurtigst muligt at vende tilbage til slaveriet. (s. 222). Ellul minder om, at dette jo er en gammel historie. Da israelitterne var på vej gennem ørkenen efter befrielsen fra slaveriet i Ægypten, var de fristede til at vende tilbage til det, som ganske vist var ufrit, men hvor man trods alt var garanteret en mindsteløn samt regelmæssige måltider!

Jeg har endnu ikke omtalt en anden af de væsentlige årsager til den forvanskning, som åbenbaringen ifølge Ellul har været udsat for i løbet af kristendommens totusindårige historie. Jeg tænker på den de-sakralisering, den "af-helligelse", som kristendommen afstedkom i et hedensk, men gennemreligiøst samfund. De kristne oplevede ligefrem at blive hængt ud som ateister og dermed som samfundsfjender: Romerne oplevede afgjort ikke den begyndende kristendom som en ny religion, men som en "antireligion". (s. 81). Hvad kirken har gjort, er i vidt omfang et forsøg på en gen-sakralisering af naturen og af samfundet. Kirken har gennem tiden gennem sin organisation og sin teologi skabt sig en fast organisation og forsøgt at fiksere åbenbaringen i dogmer og læresætninger, som i mange tilfælde har været ensbetydende med en forvanskning af åbenbaringen til ukendelighed. Det er imidlertid ikke kun Romerkirken, men lige så meget den kirke, han selv tilhører: Den fransk-reformérte, og de andre reformatoriske kirker, som er på anklagebænken hos Ellul. Og Elluls angreb har ikke kun kirke-kritik som formål. De udspringer af hans lidenskab for åbenbaringen og af hans kærlighed til sandheden. Denne kærlighed til sandheden gør, at han må spørge radikalt, om Helligånden da ikke længere er i sin kirke, for hvis Han ikke er, hvad skal vi så gøre for fremtiden, vi som vedbliver at tro på dette ord, vi som beder og venter og undertiden forsøger at give udtryk for Guds kærlighed… hvis det hele har været en umådelig fejltagelse eller et uhyre forræderi, hvad skal vi så fortsætte med? Eller er løftet ikke blevet holdt og Helligånden til sidst blevet besejret? (s. 255). Og han svarer straks selv: Alligevel eksisterer kirken stadig, ødelagt som den er, splittet, forløjet, forræderisk, og den eksisterer slet ikke som institution eller organisation, men på trods deraf; den eksisterer trods alt som Kristi legeme og som sand kirke. (s. 255 - 256). Ifølge Ellul vil der altid være en rest af sandhed i kirken, uanset dens skyld og dens forvildelser, for trods alt forbliver Gud tro mod sit løfte og tro mod det folk, Han har udvalgt sig. Uanset alle splittelser og vildfarelser forbliver kirken lige fuldt den levende Guds kirke. Gud har selv sat en grænse for forvanskningen af Hans åbenbaring, en grænse, som også døden selv må standse ved.

For Ellul spiller helgenerne en stor rolle i kirken, og det er ikke nødvendigvis eller udelukkende de helgener, der har fået en plads i kalenderen, der er vigtige: Helgenerne kan være fuldstændig oversete og alene kendt af Gud selv. Det forbavsende ved kirkens historie er, at tværs igennem den enorme ødelæggelse, hvor alt er som overgnavet af termitter, dukker sandheden bestandigt frem på ny. (s. 261). Det er ikke kun de store ånder, mystikerne theologerne m. fl., det drejer sig om, men også de folkelige bevægelser, som til forskellige tider har givet præsteskabet eller folket et "elektrochok", som har kaldt dem tilbage til kilderne: til sandheden og til Skriften. Som et eksempel på en sådan "grundkristelig" folkelig bevægelse nævner Ellul på bogens sidste sider Lech Walesas "Solidaritet" i Polen. (s. 267 ff.). Og så meget er efter min vurdering ubestrideligt, at i Polen under kommunismen har Romerkirken i sandhed og i ordets dybeste betydning været en folkekirke.

Kristendommens forvanskning er et arbejde af stor lødighed og et kristeligt vidnesbyrd af usædvanlig styrke og lidenskab. Bogen vil givetvis ægge til modsigelse såvel som til begejstret tilslutning - og meget andet mellem disse to yderpunkter. Men den er under alle omstændigheder et grundigt studium værd, ikke kun som et værk for fagteologer, men, som alle væsentlige teologiske bøger, som et ord til opmuntring og opbyggelse.

Jacques Ellul:
Kristendommens forvanskning
Oversat af Chr. Truelsen
Tidehvervs forlag 2005
199 s. kr. 199