Historien som selverkendelse gennem fortælling?

Af Helge Haystrup. Tidehverv, 2003, s.77-78. (Claus Møller Jørgensen og Carsten Tage Nielsen (red.): Historisk analyse - nye teorier og metoder. Roskilde Universitetsforlag 2001, 242 sider ,198 kr.).

Under den nok noget uinspirerede - måske også noget misvisende - titel "Historisk analyse, - nye teorier og metoder" har en kreds af fremragende, yngre historikere for nylig udsendt en ikke blot underholdende, men også i al sin forskelligartethed særdeles oplysende artikelsamling, hvis fælles udgangspunkt er overbevisningen om, at også en noget fjern og noget ensidig national fædrelandshistorie har været af værdi til at forme vor selvforståelse som danske og dermed haft sin plads inden for, hvad der hørte med til en almen menneskelig uddannelse.

Som statsminister A. Fogh Rasmussen - ud fra et dog noget misforstået Grundtvig-citat - udtalte i et stort opsat interview i "Jyllands-Posten" for 2. marts 2003: "Danskhed er et sindelagsspørgsmål. Også sproget hører med. Det samme gør forståelsen for fædrelandets langt over 1000 år gamle historie, som definerer Danmark af i dag". I denne udtalelse genlyder de berømte ord om Danmarks enestående stilling blandt de europæiske nationer, hvormed vor måske mest indflydelsesrige historiker, sønderjyden A. D. Jørgensen indleder sine "Fyrretyve Fortællinger af Fædrelandets Historie", der i hvert fald fra 1890'erne prydede bogreolen i ethvert blot nogenlunde dannet hjem i by og på land, og som da også er blevet genudgivet gang på gang, - sidst såvidt jeg ved i 1998.

Det er derfor ikke så underligt, at vore unge historikere har valgt at koncentrere deres analyser og kritikker om netop dette ejendommelige værk.

Konfrontationen i "Historisk analyse" er gennemført med al mulig reverens for Jørgensens fortrolighed med kilderne (han var ikke for ingenting leder af vort rigsarkiv) og beundring for hans evner som historiefortæller, men må naturligvis ud fra en ny tids så forskellige historiske metodik og politiske ideologi påtale, hvad der forekommer dem som ensidigheder og stereotyper hos Jørgensen.

Som bekendt var A. D. Jørgensens far håndværker i det af det landsforræderiske augustenborgske hof og dermed af nylige voldsomme nationale brudlinier prægede Graasten. Hvor brugen af tysk sprog og beskæftigelse med tysk kultur hidtil blot havde været et tilbehør til de højere samfundsklassers dannelse, oplevede man nu tyskheden som en art "national vækkelse", et brud med folkets gamle rødder eller i hvert fald en helt ny tydning af det gamle danske hertugdømme Slesvigs eller Sønderjyllands historiske stilling, hvad den opvakte dreng, der ikke uden stolthed kunne glæde sig over at nedstamme fra de gamle herredsfogeder på Haystrup (med det sønderjyske Urnehoved landsting), tidligt forstod.

Den ejendommelige Ribedeklaration af 1460, hvori Christian I som hertug af Slesvig og greve af Holsten sammen med det holstenske ridderskab som en mere eller mindre selvbestaltet repræsentation for disse egne indlemmede dem under den danske krone som en art "evig og udelelig" union, var under den tysknationale vækkelse i begyndelsen af 18-tallet blevet ophøjet til at være et dokument af grundlæggende betydning for Slesvigs og Holstens forhold til Danmark. Og Slesvig-Holstenerne ønskede derudfra hertugdømmernes løsrivelse fra Danmark og indlemmelse i Det tyske Forbund som en selvstændig enhed.

I denne tid med skæbnesvangre historieforfalskninger kan man ikke undre sig over, at A.D. Jørgensen, da han træder frem som historisk forfatter, forsøger at finde en ligevægt og derved uvilkårligt afslører, at også han har sine fjendebilleder, der viser sig i negative karakteristikker af vore - ikke som vore unge forskere har misforstået, generelt "tyske" (et samlet Tyskland eksisterede jo ikke) men - holstenske modstandere.

Jørgensens herlige og i bedste forstand opbyggelige "Fortællinger" kender (heldigvis?) ikke til moderne histories statistiske metoder og sociologiske erkendelser, endsige til feministiske eller internationalistiske vinkler på det historiske materiale. Alt dette er vore moderne historikere dybt fortrolige med fra deres studietid, og Jørgensen må naturligt forekomme dem i høj grad "outdated". Alligevel kan man undre sig over, at A.D. Jørgensens fædrelandske "Fortællinger" synes at have været ganske ukendte for flere af vore unge forskere, inden de gik i gang med deres "Historisk analyse". Bl.a. har Troels Fink jo skrevet en udmærket artikel om A.D. Jørgensen i samleværket "Danske Historikere" fra 1942, for ikke at nævne Lorenz Rerups monografi "A.D. Jørgensen" fra 1965.

De åbenlyse mangler i A.D. Jørgensens værk påtales naturligvis. Samtidig er vore historiske analytikere dog langtfra upåvirkede af hans folkelige projekt. I det hele taget mærker man kun lidt til det voldsomme knæfald for alt fremmed, specielt fra Mellemøsten, og den dybe foragt for vore egne nedarvede traditioner, der var så udbredt i den massive muhammedaner-invasions første tiår, og som endnu tydeligt spores i den begrænsning af ytringsfriheden, man finder i dagspresse og massemedier herhjemme, samt desværre i megen seriøs litteratur som f.x. L.B. Jensens mod danskheden så underfundigt diskriminerende bog om fjendebilleder og fordomme "Fremmed og fordærvet", 1999, hvis fjendebilleder øjensynligt er vendt den modsatte vej.

Naturligvis har Jørgensen heller ikke kunnet kende til kvantitative metoder eller til angsten for metahistoriske perspektiveringer. Alligevel anerkendes de "Fyrretyve Fortællinger"'s beretninger som forsøg på nogenlunde nøgtern stillingtagen mellem dansk og tysk og som en forståelig reaktion på de smertelige tab i 1864-66, der knækkede Slesvigholstenismen og gjorde de gamle hertugdømmer til preussisk krigsbytte. For så vidt er vore forfattere ikke bange for at læse A.D. Jørgensen som en udfordring til vor internationalistiske forbrugermentalitet med dens ideologiske relativisme.

At en forskellig forståelse af, hvad det vil sige, eller om det overhovedet vil sige noget at være dansk, præger synet på Jørgensens modstillinger af flensborgeren Kristian Paulsen og sildingen Uwe Jens Lornsen som typer på hhv. dansk og tysk, er klart. Men denne afstandtagen sker med stor nænsomhed og forståelse for, at enhver historiker på sin vis er en stridsmand (Dorthe Geet Simonsen, s. 219). Værre er det desværre med f.x. Jørgensens skildring af den ugennemskuelige Grevefejde og Karl Gustavs skæbnesvangre hærtog gennem Danmark, der resulterede i afståelsen af hele Østdanmark til Sverige, det tab, der, selvom det forekommer endegyldigt, dog stadig smerter.

Vore historikere må naturligvis - ganske uhistorisk - afvise begreber som "folkeånd" og nationalfølelse som romantiske noviteter, uden kendskab til, at begge gør sig stærkt gældende - omend med vekslende styrke - allerede i Middelalderen.

Og når flere af vore forfattere konfronterer A.D. Jørgensen med Søren Mørchs nye fortællinger i hans "Den sidste Danmarkshistorie" fra 1996, opdager man ikke blot et påfaldende sammenfald af temaer, men også A.D. Jørgensens langt større menneskelige nænsomhed over for Mørchs noget flimrende vurderinger (f.x. af fru Heibergs fortid som prostitueret, af overrumplingen af den vigtige fæstning Rensborg af "en lille flok pæne mænd i deres bedste alder med høje hatte og stokke" og af tydningen af det danske nederlag ved Slesvig som beskrevet i den kendte sang). Vor nationale historiker synes dog at stå sig over for Mørchs pluralisme og ømskindethed i vurderingen af den gamle Nationalliberalisme som alene sværmere og ufornuftige, selvom Jørgensen næppe, således som Mads Mordhorst postulerer i sit indlæg s. 147, kan gøres ansvarlig for "den bølge af nationalisme og angst for "de fremmede", som vi oplever i dag".

A.D. Jørgensens "Fyrretyve Fortællinger" analyseres således på kryds og tværs, - ofte med henvisninger til moderne angloamerikanske historieteoretikere. Fortroligheden med kontinental historietænkning forekommer heroverfor mærkeligt spæd. "Historisk analyse" er forsåvidt et stykke Postmodernisme. Det ejendommelige ved bogen er imidlertid, at netop disse unge forskere under deres arbejde mere og mere fascineres af A.D. Jørgensens "Fortællinger" med deres livfulde fremstilling, deres baggrund i tiden efter 1864 og deres folkeligt vækkende sigte: at fastholde os på en nedarvet danskhed. Samtidig kan man nok undre sig over, at A.D. Jørgensens egne sønderjyske rødder og deres betydning er forblevet upåagtede af vore unge forskere. Det synes, som om alene Anne Trine Larsen s. 100 med bemærkningen om, at "hovedrollerne i A.D. Jørgensens fortællinger spilles af mænd og omhandler deres slægtsforhold", har lugtet lunten, mens vor tids internationalisme har spærret for hendes kollegers udsyn for dette efter mit skøn ikke uvæsentlige aspekt ved A.D. Jørgensens bog.

"Historisk analyse" er et spændende og instruktivt værk, som læses med lyst. Men man spørger sig selv, hvordan man kunne overse, hvordan den slægtbevidste Jørgensen hist og her i sit værk anbringer enkelte - for den store sammenhæng nok ret betydningsløse - navne? Mit gæt er, at Sønderjyllands historie for ham som for så mange andre også var en slægtshistorie. Derfor lader han os vide, at kong Erik Plovpennings banemand 1250 på Slien var Lave Gudmundsen på det nær Haystrup beliggende (og beslægtede?) Karlsvrå, og ligeså, at vor fælles stamfader, den i digteren v. Liliencrons pompøse digt forevigede herredsfoged Nis Henriksen på Haystrup, modigt trådte op mod de vrede sønderjyske bønder, da de efter fordrivelsen af Christian II i 1523 på Urnehoved landsting fordrede kongens tilbagevenden. Denne diskrete fornemmelse af fædrelandets historie som en slægtshistorie bør ikke overses. Den er i hvert fald for undertegnede med til at gøre de gamle "Fortællinger" vedkommende som en påmindelse om slægtens spor, også når det gælder forståelsen af at være dansk.

Claus Møller Jørgensen og Carsten Tage Nielsen (red.):
Historisk analyse - nye teorier og metoder.
Roskilde Universitetsforlag 2001, 242 sider ,198 kr.