Prædiken

Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2007, nr. 9, november, s.191-192.

16. søndag efter trinitatis

Da den engelske forfatter C. S. Lewis, der blandt andet er kendt for Narniabøgerne, mistede sin kone, som døde af kræft, skrev han en dagbog, som siden blev udgivet. I den skriver han: „I dag skulle jeg møde en mand, jeg ikke har set i ti år. Jeg troede, jeg huskede ham godt – hvordan han så ud og talte, og hvad han plejede at sige. De første fem minutter vi var sammen nu slog mit erindringsbillede af ham helt itu. Ikke fordi han havde ændret sig. Tværtimod, jeg blev ved med at tænke: Nå ja, selvfølgelig, jeg havde glemt, at han syntes sådan – eller ikke kunne lide dette, eller vidste det og det – eller slog med hovedet på den måde. Jeg havde engang kendt alle disse træk, og jeg genkendte dem også med det samme, jeg så ham igen. Men de var altså alle forsvundet fra min erindring om ham. Hvordan kan jeg håbe, at det samme ikke vil ske med mit minde om min kone? At det ikke er ved at ske allerede.“

Lewis’ frygt svarer til den desperation, jeg engang mødte hos en, der ikke længere kunne huske lyden af sin fars stemme. Han havde ikke alene tidligt mistet sin far, men nu begyndte mindet om ham også at krakelere og forsvinde stykke for stykke.

Lidt senere i bogen skriver Lewis: „Mit hjerte og min krop råber, kom tilbage, kom tilbage. Men jeg ved det er umuligt. Jeg ved, at det jeg ønsker er netop, hvad jeg aldrig kan få. Det tidligere liv, vittighederne, drinksene, diskussionerne, elskoven, de små hjerteskærende almindeligheder. … at sige at hun er død, er at sige, at alt det er borte.“ „Sorg er som at vente,“ skriver han, „bare hænge og vente på at noget sker. Den giver livet en følelse af permanent foreløbighed. Det synes ikke umagen værd at begynde på noget. Jeg kan ikke falde til ro. … Indtil dette skete havde jeg altid for lidt tid, nu er der ikke andet end tid. Næsten ren og skær tid, det ene tomme minut efter det andet.“

Begravelsesfølget, der fulgte enkens døde og eneste søn ud af byen, kan vi tænke, var enten behersket af tavshed eller måske af klagesang, og dér foran byporten mødte dette følge en helt anden slags følge, Jesus og den skare der fulgte ham. Jesus kom, fortæller Lukas, fra byen Kapernaum på den nordlige bred af Genesaret Sø, hvor han havde helbredt en, der lå for døden, og nu kom han så til Nain, der lå sydvest for søen. Det ene følge mødte det andet, og begravelsesfølget blev i kraft af Jesu opvækkelse af enkens søn i hvert fald for en stund optaget i Jesu følge: Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: „En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.“

For enken skete det, som Lewis vidste var umuligt. Han ønskede det, som han godt vidste, han aldrig kunne få. Enken fik det. Hun fik sin søn tilbage.

Vi ved godt, at vores vilkår er som Lewis’ og ikke som enkens. Vi går alle i en vis forstand i begravelsesfølget. Vi kender vores vej til kirkegården. Det er vores lod, at vi må gå den vej. Alligevel siges det os, at vi samtidig går i det andet følge. Vi er en del af den skare, der følger Jesus. Men på et andet vilkår end det, der var givet dem, der fulgte ham dengang. Vi har ikke opstandelsen bag os, når vi følger Jesus, men foran os. Derfor er vi både i begravelsesfølget og i Jesu følge på en og samme tid.

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet, om vores håb om opstandelsen er andet end en projektion af vore inderste ønsker. Om gentagelsen af historien om opvækkelsen af enkens søn fra Nain i generation efter generation skyldes, at den er andet og mere end en slags billede på, hvad vi alle længes efter, når vi har mistet nogen, vi ikke kan undvære.

Det ved jeg ikke, og det kan ingen af os jo sådan vide. At hævde muligheden af det, som vi med vores almindelige erfaring ved er umuligt, er selvfølgeligt et risikabelt forehavende. „Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom.“ Sådan skrev allerede Paulus. Alligevel forkyndte han fortsat, at Kristus er opstået. Uden at have andet end budskabet, det rene ord, om opstandelsen at holde sig til og give videre. Åbent for angreb som det er.

Lewis beskrev i et tungsindigt øjeblik sorgen som en endeløs venten, ikke på noget bestemt, men nærmest bare en venten på en adspredelse. På noget der kunne fylde tiden, der var blevet tom for ham.

Budskabet om opstandelsen tager ikke ventetiden fra os, det kan alene selve opstandelsen gøre. Men budskabet vil give os noget at vente på, nemlig genoprettelsen af det tabte. På den måde vil budskabet lære os at holde ud i ventetiden. Det vil give ventetiden mening, hvilket ikke nødvendigvis gør ventetiden lettere, men det forandrer ventetiden. For budskabet om opstandelsen giver os ret i at sørge, fordi det med løftet om opstandelsen forkynder Guds ja til det, der var, det, vi har mistet. Således skal vi lære, at sorgen og ventetiden hører sammen med den kærlighed, der engang bandt os til den savnede.

Lewis skriver i sin dagbog, at nogle bridgespillere har sagt, at man bliver nødt til at spille om penge, ellers tager folk ikke spillet alvorligt. Og han tænker, at det åbenbart er på samme måde med troen. Hvad den er værd, viser sig først, når der står noget på spil. „Du vil aldrig opdage, hvor alvorligt det var, før indsatsen er blevet frygtelig høj; indtil du ser, at du ikke spiller om poletter eller enkroner, men om alt hvad du ejer. Intet mindre vil ryste en mand – i hvert fald ikke en mand som mig – ud af hans rent … begrebsmæssige tro.“

På samme måde synes det at have været for en mand som salmedigteren Brorson. Mange af hans tidlige salmer er i salmebogen barberet ned til halvdelen eller mindre af deres oprindelige længde. Det skyldes, at de før indeholdt mange vers, hvor han moraliserede over synden. Læser man de vers, får man tydeligt en fornemmelse af, at synden ikke er hans eget problem – ikke rigtigt – den er kun de andres, og det resulterer i denne udvendige moraliseren, der ikke er værd at beskæftige sig videre med. Hvad angår de salmer, han skrev i sine sidste år, så er de som regel optaget i salmebogen i deres fulde længde. Der er sket noget med Brorson i mellemtiden. Trangen til at moralisere er borte, og mon ikke det skyldes, at synd og død og lidelse er blevet noget, han har fået et andet og mere personligt kendskab til. I disse hans sidste salmer er det snarere et menneske betrængt i tilværelsens nød, der digter, og nu altså ikke om andres synd, men om håbet og om hjælpen mod hans egen nød. Og så klinger evangeliet renere igennem i hans salmer, fordi han selv havde brug for at høre det.

En af de sidste salmer, han skrev, og som først blev udgivet efter hans død, var salmen: Her vil ties. Den handler om at vente. Deri finder vi linierne: Trange tider langsomt skrider, langsomt skrider. Det har den art. Dagene længes, vinteren strenges, vinteren strenges. Og det er svart.

Men de trange tider har givet ham øre for evangeliet og lært ham at håbe og glæde sig ved håbet. Han synger om det første tegn på forår midt i vinteren, om evangeliet om opstandelsen og genoprettelsen, der lyder ind i sorgen og håbløsheden. Også han ved, at budskabet ikke tager sorgen væk, men først opstandelsen selv vender sorg til glæde:

Se, nu er stunden, næsten oprunden, næsten oprunden, som gør dig glad.

Amen.