Den rette samtale

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1995, s.43-46. (Niels Henrik Arendt: Gud er stor (udg. på forlaget Anis); Jes Asmussen & Søren Nordentoft: 2 artikler, i Støtteselskabet for Pakistans Kirkes årsskrift for 1994).

Kristendommens møde med muslimernes religion i teologisk reflexion.

Evangeliets prædiken er, siger Luther, som "en drivende plaskregn, som solen og varmen følger efter og slikker op". Evangeliet vil derfor høres, mens det er der. Det, som kommer bagefter, når menneskene først har tilegnet sig det og overtaget det og dermed har gjort sig til herre over det, det er ikke evangelium, men antikristens tale. "Paulus bragte evangeliet til Lilleasien. Men borte er borte, nu har de tyrken. Rom og Italien har også haft det. Borte er borte. Nu har de paven. Og I, mine venner, skal ikke bilde jer ind, at I skal besidde det evindelig. Thi utaknemmelighed og foragt derfor vil ikke lade det blive der bestandig."

Islam er kommet på dagsordenen i Danmark. Og det er nok ikke bare noget tilfældigt, for meget tyder på, at det danske folk og den danske kirke selv har beredt vejen for sin egen islamisering. For islam er en religion, som bliver tilbage der, hvor evangeliet har været og er blevet forkastet, eller sagt på anden måde, islam er antikristendom. Den lever af at modsige kristendommens tale om Gud, hans Søn og hans gerning ved Helligånden.

I denne situation er den danske kirke tvunget til at klargøre sin stilling overfor islam, og det kunne jo være særdeles gavnligt for dens selverkendelse. Men et ægte opgør med muslimernes religion kan ikke ske, uden at kirken deri nødes til at se sig selv som i et spejl, se sig selv som den, der af grundløs barmhjertighed, uden værdighed og fortjeneste, ved evangeliet om Jesus er kaldet til et liv i troen på Gud og dermed må se sig selv stående Helligånden for øje som stridende imod Guds søn. Der er et fællesskab mellem muslimer og kristne, nemlig deri, at begge parter hører hjemme i synderes fællesskab om vantroens oprør imod Gud og hans søn. Og det er forudsætningen for her at kunne se, hvad der skal ses, og for at kunne føre en samtale med mening i, at kirken indrømmer, at den ikke har noget fortrin fremfor muslimerne hos Gud, men at den til forveksling ligner dem i farisæisme og gerningsretfærdighed, i fornægtelse af at ville leve af Guds nåde alene. Det er dette fællesskab i synden, der er mulighedsbetingelsen for virkelig samtale. Ved at stille parterne på samme plan, skal denne betingelse ikke først etableres af samtalepartnerne selv. For samtalen er allerede begyndt. Der er et fællesskab i forvejen, og det er der uundgåeligt. Hvor evangeliet om Jesus lyder, der er samtalemuligheden givet med alle andre mennesker. Derfor lyder det også: "Gå ud i al verden og gør alle folkeslagene til mine disciple..." Der er ikke et begrebsklarende og venskabsskabende arbejde, der nødvendigvis må gå forud for samtalen, hvor evangeliet er. Med dette selv er samtalens mulighed givet, uanset hvor meget denne mulighed måtte mangle efter fornuftens bedømmelse. Men denne mulighed implicerer den ovennævnte indrømmelse, som til gengæld skulle gøre det let at gøre den, når det står fast, at den ene samtalepartner her bestandig holder den anden partner et billede af ham selv for øje.

Nødvendigheden af, at der sker en klaring af forholdet mellem kristendom og islam, er set af professor Jes Asmussen og lektor Søren Nordentoft i to artikler i Støtteselskabet for Pakistans Kirkes årsskrift for 1994, hvor begge søger efter muligheden for en dialog mellem kristne og muslimer.

Jes Asmussen skriver om Jesus i islam. Han mener, at der ligger et fællesskab med kristendommen i det, som Koranen fortæller om Jesus, der jo af muslimer omtales med megen respekt som en profet ligesom Muhammed; blot er han ikke den profet, som afslutter, hvad Gud vil åbenbare for mennesker. I denne meget positive holdning til Jesus skulle der være et fælles grundlag for de to religioner, idet Muhammed for muslimerne er den paraklet, den talsmand, som Jesus i NT har forjættet som "den kommende". Asmussens artikel forlader ikke den videnskabeligt objektive og oplysende betragtning, og han kommer derved til at overse, at et sådant positivt syn på Jesus ikke er det forhold til ham, som den nytestamentlige Jesus leder efter, når han spørger om tro på ham hos sine disciple. Asmussen synes ikke at bekymre sig om, at denne tro er, hvad Jesus selv ved Helligånden skal sende disciplene fra Faderen, og at denne tros genstand derfor er ham selv som Guds evige søn, der blev menneske, og som de mennesker, han kom til, henrettede på et kors. Og når Koranen bestrider, at Jesus er andet og mere end en profet, og hævder, at han ikke er Guds menneskeblevne søn, ikke er Kristus kommet i kød, så er dette ikke bare en anderledes opfattelse af Jesus, der gøres gældende, men det er en åbenlys fornægtelse af det, som er kristendommens kerne. Koranen er ved det, som den siger om Jesus, antikristelig, en religiøs antikristendom, en fornægtelse af den Søn, i hvem Faderen har åbenbaret sig i verden, og dermed forargelse på eller fornægtelse af troen på den ene sande Gud.

Hermed sammenhænger klart Koranens forkastelse af treenigheden som polyteisme, som flerguderi, og dens mangel på forståelse af, at kristenhedens tale om Gud som den treenige ikke er ude på metafysisk spekulation, men dermed bekender troen på Gud som kærlighed - efter Guds og ikke efter menneskenes forstand på, hvad kærlighed er. Det er meget muligt, at muslimer tænker meget på Jesus, meget mere end man gør i det kristne Europa, som Asmussen, åbenbart med tilslutning, citerer en dansk sognepræst for at have sagt. Men hvor der tænkes og tales om Jesus på den måde, der står skrevet om ham i Koranen, dér er han, som dér kaldes Jesus, ikke identisk med den Jesus, som de kristne bekender som deres Herre; han er forvansket og forvandlet til at være selveste antikrist. Jesus som Kristus er den, hvem alle Guds profeter giver vidnesbyrd som Herrens lidende tjener, som menneskesønnen, der er kommet for at give sit liv til en genløsning for mange, som den Søn, i hvem Gud selv er, og som Faderen har sendt til verden, for at han i sin død skal være et forsoningsoffer for den hele verdens synd. I alt det, som Koranen siger om Jesus, er det forargelsen på Guds nådes evangelium, der taler. Islams sammenhæng med oldtidens arianisme, som Luther klart har opfattet, og hvori Jesus er en skabning og ikke andet, og med den nyere tids rationalistiske og humanistiske Jesus-forståelse, denne sammenhæng falder i øjnene. Men arianisme og rationalisme og humanisme har også gerne villet optræde, som om netop deres tale var den sande kristendom, og har gjort det, indtil de er blevet tvunget til selv at afsløre sig som fornægtelse af den kristne kirkes tro.

Søren Nordenloft kalder sin artikel "Karen Blixen om islams styrke". Her gælder det også om at finde det, som er fælles for kristendommen og islam. Nordentoft finder dette ved at skelne mellem forskellige "områder".

Der er en dyb og uoverstigelig kløft mellem de to religioner på frelsens område, dvs. Jesus Kristus og hans gerning, som er overvindelse af synd og død. Kløften er også stor på lovens område. Det er ikke Muhammeds og de første kaliffers livsførelse, der er vort forbillede, men Jesu forbillede er vort ideal. Dertil kommer i praksis de mere overkommelige ti bud i skiftende udlægning samt vestlig skik og brug. Altsammen er det anderledes end islamiske love. Men kløften er ikke særlig dyb på det område, der hedder det daglige liv på jorden, sådan som det leves under Guds styrelse i medgang og modgang. På skabelsens og forsynstroens område er ligheden større end forskellen. Denne forståelse søger Nordentoft nu at tydeliggøre som kristelig ved hjælp af Karen Blixens forfatterskab.

Men ved på denne måde at tildele skabelses- og forsynstroen dens område som et, der er forskelligt fra frelsens område, kommer Nordentoft til at røbe den latente rationalisme, der styrer hans tankegang. Den kristelige forsynstro er ikke identisk med en slags tro, der er anvendelig til hverdagsbrug på jorden, mens der på vejen fra jorden til himlen behøves en anderledes from tro. Kristeligt er der ingen forskel mellem frelsestro og forsynstro i kvalitet. Hvor troen på Gud er, dér er himlen, og mennesket er i den. Kristeligt er der kun tro på Gud til dér, hvor hans syndstilgivende ord høres. Dermed bliver fornuftens almindelige forsynstro afsløret som forargelse- og vantro, som den tro på skæbnen, som den virkelig er. Ingen har nogensinde set Gud. Han kendes kun derved, at den enbårne Søn, som er i Faderens skød, har kundgjort ham. Hvordan skulle så den tro, som ikke vil kende Gud på disse præmisser, overhovedet kunne være andet end fornægtelse af Gud? Har Nordentoft glemt, at djævelen kommer i en lysengels skikkelse, at han optræder i fromhedens klæder netop for at kunne ødelægge troen hos mennesket? Hvor mennesket er vantroens fange, der gør denne vantro alt, hvad mennesket siger og gør, alt, hvad det øver og er, til synd mod Gud og dermed til livsødelæggelse.

Der bliver ikke en rest tilbage i mennesket som kan godkendes af Gud som brugbar for livet i hans samfund. Paulus siger da også: "Om nogen er i Kristus, da er han en ny skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt." Nyt - ikke som konstaterbart for menneskefornuften og erfaringen, men nyt i kraft af den nådesordets tiltale, hvori skabelsesordet gentages i synderes verden. Syndstilgivelsesordet er et ord af menneskenes guddommelige Herre. Derfor vil det ikke nøjes med et område af menneskets tilværelse. Men det gør ubetinget fordring på det hele, således at ethvert andet fællesskab end synderes fællesskab om og samfund med den syndsforladende Gud - og derved, men kun derved, fællesskab med hinanden - må opløses og forsvinde som uvirkelig tale, hvor dette ord lyder og høres og dermed skaber kirke. Frelsens ord sætter vel mennesket den opgave for at skulle leve som menneske i verden, men nu som den, der er i verden og ikke mere er af verden, som den, der ved at have fået sit borgerskab i himlen, er fri til al leve skabningens liv på jorden, som er hans bestemmelse, det liv, som ikke blot er fornuftens og erfaringens liv overfor det synlige, men som er troens liv overfor den usynlige skaber, som er al virkeligheds grundvold og kilde.

Niels Henrik Arendt vil med sin bog "Gud er stor" (udg. på forlaget Anis) skrive en alment tilgængelig teologisk bog om islam og kristendom, der tager sit udgangspunkt i den aktuelle danske situation. Efter Arendts skøn er der et overordentligt stort behov for teologisk reflexion på området. Og det kan man kun give ham ret i. Islams tilstedeværelse i Danmark er en udfordring, der må tages op af danske kristne. Men den skal hvile på, at den endegyldige sandhed, som er åbenbaret i Jesus af Nazaret, stiller alle mennesker på samme plan. Arendt mener, at det ved at tage udfordringen op er muligt at bringe islam og kristendommen i samtale. Han mener ikke som muslimerne, at denne samtale nødvendigvis vil føre til enighed til sidst, men den får den betydning, at man kan komme væk fra de uholdbare og utilstrækkelige positioner og frem til den egentlige modsætning mellem de to religioner. Længere kan man ikke komme gennem en sådan samtale men den har så haft den betydning, at man kan leve på det samme sted ved siden af hinanden.

Mon ikke Arendt ved at tale sådan kommer til at røbe det ønskelige i, at hans teologiske reflexion får en fortsættelse. Han har den forståelse, at de kristne kan og skal bringe islam til at samtale. Men han synes ikke at se, at islam lige fra sin begyndelse har stået og fremdeles står i samtalen med kristendommen og slet ikke kan undgå at gøre det. Islams modsigelse af Jesus som Kristus, Guds Søn og verdens frelser, er kun til som replik i denne samtale. Islam så at sige lever af at være denne negative replik. Hvad kristenheden kan gøre, er at høre, at islam ikke kan være andet end denne replik, og at de kristne derfor altid må tale med muslimerne med dette forhold in mente. Det vil sige, at kirken kun kan tale forkyndende til muslimerne, og at denne prædiken altid må være en samtale, hvori det ikke er menneskenes fornuft, men gudsordet, der taler. Det er altså der, hvor den fornuftige dialog ikke kan komme længere og derfor må ophøre, at den virkelige alvorlige samtale begynder, den samtale, der skifter subjekt derved, at der i den gøres alvor af, at alle mennesker befinder sig på nøjagtig samme plan overfor sandheden fra Gud, og at samtalen derfor bliver til det sammen med samtalepartneren at lytte til det ord, som ikke de to, men som Gud taler. At forkynde er at lytte til dette ord sammen med de mennesker, man taler til. Arendt vil selv skabe samtalen, selv om han godt ved, at han ikke ved samtale kan gøre muslimerne til kristne. Men han skal netop ikke skabe denne samtale, fordi han skal gå ud fra, at han såvel som muslimerne står i den, og det med nødvendighed.

Så svinder nok også den interesse for det religionsvidenskabelige og religionshistoriske, som nedtoner Arendts teologiske reflexions gennemslagskraft ved at hindre den i at finde sit hvilepunkt i den enfoldige forkyndelse af det samme budskab om Jesus Kristus for alle folkeslagene uanset race og religion og ikke i en mulighed for fredelig samexistens mellem muslimer og kristne, som menneskers fornuft trods alt håber at kunne etablere. Det vil så sige, at i det øjeblik, da den menneskelige samtale står overfor den uforligelige modsætning mellem kristendom og islam, og samtalen dermed er afbrudt, og det, som siges, ikke kan være andet og mere end en stadig gentagelse af det, som allerede er sagt, og som altså skiller parterne ad, så er den samme samtale i fuld gang, som den, hvori Gud selv samtaler, ikke bare med det enkelte menneske, men med alle mennesker, den samtale, der ikke peger hen på frelsen som et resultat, mennesket må søge at nå, men som allerede er frelse og sandt menneskeligt liv, fordi det er livet som menneske, som skabning, at høre Gud selv tale i den Søn, som han har sendt til verden som menneske, og som hans Ånd vidner om for og i menneskene: "Se det Guds lam, som bærer verdens synd!" Og som Guds egen samtale med alle folkeslagene, med enhver, som har menneskeansigt, behøver den ingen oversættelse eller forklaring, fordi den som Guds samtale oversætter og forklarer sig selv. Der er heller ingen andre, der formår at udføre det stykke oversættelsesarbejde.

Med den som gudsfrygt maskerede forargelse og vantro kan og skal kirken ikke samtale på anden måde end ved at sige den imod. Ikke at gøre dette er at sige ingenting, selv om man samtaler til tidernes ende, og det er blot at understøtte forargelsen i det at være forargelse og vantro. I det antikristelige er det vantroen, der klæder sig i troens dragt. Og hvor troen på Kristus, Guds Søn, ikke er, men hvor evangeliet stadig prædikes, dér er med nødvendighed den antikristelige tro på en afgud. Den sande Gud selv bliver til en afgud der, hvor han vil kendes i noget andet end i det menneskeord, som hans evige ord har gjort sig kendeligt i i verden. "Den, som ikke er med mig, er imod mig", siger Jesus. Udenfor troen på ham som Kristus, Guds Søn, er der ingen sand tro, men udelukkende vantro, afguderi. Der kan ikke blive andet. Gudsordet vil selv i verden sørge for, at ethvert andet forhold til det end troens bliver til vantro i mødet med det. Hvad det ikke løser ved troen, det hinder det ved forargelsen, fordi det er det ord, som Gud selv taler, og ansvaret i mødet med det derfor er absolut.

Det er denne stræben efter at få etableret en samtale med muslimerne for så bagefter og på dette grundlag at komme til at prædike kristendom for dem, der foresvæver de tre ovennævnte forfattere. Men på denne måde bliver de stående i forberedelser og kommer ikke for alvor frem til det, som er sagen, hvor det drejer sig om evangeliet. Dette bliver tydeligt, når man sammenligner med, hvordan Luther bærer sig ad i sit forhold til islam, som han havde et godt kendskab til, idet han både havde læst Koranen og været virksom for, at den blev oversat til latin og udgivet. Netop fordi Luther ser på denne religion med evangelieforkynderens øjne og ikke har andre biinteresser, der først skal varetages, er han i stand til virkelig at se, hvad det er, han har med at gøre, og tale tydeligt om det, som er sagen, og ikke bare om udenværkerne. Luther ser klart den iboende rationalisme, der gør islam tiltrækkende for mennesker i hans egen samtid. Det ligefrem sner med disciple af den tyrkiske tro, skriver han. Det behager den menneskelige natur overmåde, at Kristus ikke er Gud, og i særdeleshed den gerning behager, at han skal herske og føre sværdet og være ovenpå i verden. Om tyrkernes tro mener Luther, at den er sammenflikket af jøders og kristnes og hedningers tro. "Thi fra kristenheden har den, at de priser Jesus og Maria, desuden apostlene og andre helgener. Fra jøderne har den, at de ikke drikker vin, faster, bader sig og på nasiræeres vis spiser på jorden og lægger sig så efter sådanne hellige gerninger, som en del af vore munke gør, og håber på det evige liv på den yderste dag. Thi de tror alligevel på de dødes opstandelse, dette hellige folk, hvilket dog kun få papister tror. Hvilket fromt kristeligt hjerte vil nu ikke grue for sådanne fjender af Kristus, fordi vi ser, at tyrken ikke lader så meget som en artikel af vor tro blive stående bortset fra den om de dødes opstandelse. Her er Kristus ingen frelser, forløser, konge, her er ingen forkyndelse af syndernes forladelse og ingen nåde eller Helligånd. Og hvorfor skal jeg sige meget? I den ene artikel er alt gjort til intet, at Kristus er under og ringere end Muhammed." (Vom Kriege wieder die Türken. Erlanger Ausgabe 31,49f.)

"At der er en Gud, ved hvem alle ting er skabt, det ved du vel af hans værker, dvs. af dig selv og alle skabninger. Dem ser du vel, men ham selv, hvem han er, hvad for et guddommeligt væsen han er, og hvordan han er sindet, det kan du ikke se eller erfare af det udvortes. Men skal du erfare det og erkende ham ret, så må du høre hans ord, hvori han giver sig selv tilkende og har sagt, at han er Jesu Kristi evige Fader, hvem han har givet som midler, for at han har skullet blive et sandt menneske, os lig, dog undfanget ved den Helligånd af en jomfru og født uden synd. Thi for at en sådan person i sandhed kunne være midler og vor frelser, der forløste os fra Guds vrede og forhvervede os evig nåde, så har han måttet blive og være delagtig i både guddommelig og menneskelig natur og væsen. Og for så vidt han har guddommelig natur, så må han være lige og evig almægtig med Gud Fader. Og for at vi kan erkende hans guddommelige væsen og hans tilsvarende vilje, har denne guddommelige Søn, som er i Faderens skød, selv forkyndt os dette.

Derfor, skønt tyrker, jøder og alle hedninger ved at sige så meget om Gud, som fornuften kan kende af hans værker - at han er skaber af alle ting, og at man skal være ham lydig et(. - og til stadighed råber op imod Kristus og dadler os, for at vi tilbeder tre guder - men dermed handler de ubilligt og gør os uret - så ved vi dog, at de ikke har den rette Gud, for de vil ikke høre hans ord, således som han selv fra verdens begyndelse åbenbarer det for hellige fædre og profeter og nu til sidst gennem Kristus selv og hans apostle, eller således erkende ham, men de spotter og larmer derimod. De maler sig en Gud, som ikke har nogen søn eller hellig ånd i sin guddom, holder således en løs drøm for Gud og tilbeder den, ja roser sig af løgne og bespottelser, som om de var guds-erkendelse, fordi de understår sig i uden guddommelig åbenbaring, dvs. uden den Helligånd, at erkende Gud, og uden midler, hvilken må være Guds egen Søn, at komme til ham og altså i grunden er uden Gud. For der er i sandhed ingen anden Gud til end denne, som er vor Herres Jesu Kristi Fader, hvilke begge åbenbares for kirkerne gennem Helligånden og virker og regerer i de troendes hjerter, som Johannes siger i det andet brev: "Den, som ikke hører og bliver i Kristi lære, han har ingen Gud." (E .A. 16,212 f.)

"Vi hedder kristne, fordi vi tror på denne Herre, som samtidig er sand Gud og sandt menneske, ikke alene af den grund, at vi tror, at Gud har skabt os såvel som andre skabninger. For himlen er også Guds skabning og dermed ligeså god som vi, og det samme gælder også tyrker, hedninger, ja djævelen selv efter hans oprindelige englelige natur, så at vi af den grund, at vi er skabt af Gud ikke er eller har noget fortrin fremfor andre. Men derfor hedder og er vi kristne, at vi tror på Guds Søn, som med sin Fader er sand evig Gud og dog også menneske af natur, født af jomfru Maria, for at han kunne blive vor Herre og frelser og således åbenbaret og givet os, for at vi skal tro på ham og påkalde ham tillige med Faderen.

Med denne artikel skiller kristendommen sig ud fra alle andre menneskers religion og tro. Den gør alle de andre falske og til ingenting og bliver alene sandfærdig og bestandig. Thi skønt tyrker og jøder også roser sig af at være Guds folk og siger, at de tror på og beder til den eneste, evige og levende Gud, som har skabt himmel og jord etc., men forarges overmåde på os kristne og holder det for den største tåbelighed, ja, for den største skændsel, at vi sætter mere end en person i det evige, guddommelige væsen, eller, som de siger, tilbeder mere end en Gud, hvad de åbenlyst lyver os på, så forvilder de sig og tager fejl af den rette Gud og tilbeder ikke ham." (E. A. 16,211 f.)

Luther fører således ikke en videnskabelig og filosofisk samtale med muslimer om, hvad tro på Gud er, men han gør op med deres lære og tro og forkyndelse derved, at han selv forkynder, og det ikke blot for muslimer, men sandelig også for kristne. Han ser, at han har at gøre med en antikristelig fornægtelse af Kristus i den islamiske tro af samme art som den, der også er virksom i kristenheden. Overfor alle, der kan høre, hvad han siger, gentager han med sine egne ord Jesu spørgsmål til disciplene: "Hvem siger I, at jeg er?" Kun i denne opgørets situation er der sandt og ikke opdigtet og konstrueret fællesskab mellem kristne og muslimer, fordi det dér er den Jesus, der er Kristus og verdens frelser, der på denne måde spørger alle om deres tro på ham. Fællesskabet består altså ikke i at have sådanne ensartede meninger om Gud, som man kalder tro, men det består i at måtte stå overfor det bestandige spørgsmål om egen tro på Jesus, i ikke at kunne have noget andet liv end det at blive forfulgt af det spørgsmål om tro, som Guds menneskeblevne Søn selv stiller til alle ved at være den, han evigt er. Du skal tro det ord, som Gud taler til dig og til alle andre mennesker i sin Søn! For det er at leve som menneske og skabning. Alt andet forbeholder Gud sig selv at sørge for - samtidig med at han sørger for, at alt, hvad han i sin omsorg gør for dig, sigter på at stille dig overfor dette spørgsmål om tro, fordi det - og det alene - giver dig din identitet som skabning og menneske ved at kalde dig til at være til for Gud.