Farvel til prædikanterne

Af kwh, Tidehverv, 2008, nr. 2, februar, s.38.

De danske præster vil have fri om søndagen. Også selv om de ikke kan finde en anden præst, der kan tage gudstjenesten for dem. Så bliver der bare ingen gudstjeneste den søndag. Herregud, folk kan jo bare tage bilen og køre et andet sted hen. Og en rar provst i Struer provsti har nu indvilget og giver efter for de weekendhungrende præster. Eneste krav er, at der ét sted i provstiet skal være gudstjeneste. Én præst skal holde skansen, mens de andre går i Bilka. Og anklager man præsterne for dovenskab, er de der med det samme: Ikke tale om, de arbejder simpelthen så meget mandag til fredag, så hvorfor skal de så ikke også have ret til mere fritid i weekenden, når alle andre har det?

På reformationstiden blev de lutherske præster kaldt prædikanterne, og i de byer, der først blev lutherske, blev der nogen steder om søndagen holdt fire gudstjenester om formiddagen og to eller tre om eftermiddagen. Altså seks eller syv gudstjenester »Gud til lov og almuen til opvækkelse i Guds kærlighed«, som det hed. Siden den gang har lutherske præster stået på prædikestolen hver søndag, ikke seks gange, men en gang er også nok. Gennem århundrederne har de sikkert været trevne, dovne, småsure og trætte af deres arbejde. Men de er alligevel gået derop. Der har alligevel aldrig før været nogen, der slog til lyd for at nedlægge kirkens gudstjenester, for at præsten i stedet kunne ligge og sove længe i præstegården overfor. Så meget skam har de dog haft i livet.

Men skyld og skam er som bekendt yt, og nu har børnehavegenerationen besteget prædikestolen. De er ikke prædikanter, og de er tilsyneladende stolte af deres egen skamløshed. Godt nok er de fleste af de kvindelige præster semi-feminister, der til enhver tid vil insistere på, at kvinder sagtens kan gøre et ligeså grundigt arbejde som en mand. Også selv om hun har små børn, hun også vil bruge tid på. Men interessant nok er det de kvindelige præster, der fører an i jammeren over præsternes utålelige arbejdsforhold, der gør, at de skal arbejde om søndagen. Om søndagen, har man hørt så galt. Har jeg ikke brug for at holde weekend sammen med mine børn og min mand, der kommer træt hjem om fredagen og da ikke kunne drømme om at spilde en weekendformiddag på at gå med sin kone på job? Min mor, der var skolelærer, havde da også fri i weekenden. Så må vi da indrette »præsterollen«, så de passer til mine behov. Fordi jeg fortjener det.

Og gråhårede provster og smilende bisper drister sig ikke til at slå i bordet og give de skamløse præster en opsang og en oplæring i, hvad det vil sige at være minister verbum Dei. De giver efter, for sådan vil de unge have det, og så må det blive sådan.

Præsterne er ikke længere prædikanter, men funktionærer med krav om en femdages arbejdsuge. De får fritid, men mister deres frihed. Og med præsternes velsignelse tager afkristningen til. Flere tomme, tavse kirker søndag efter søndag.

På reformationstiden holdt man gudstjeneste »Gud til lov og almuen til opvækkelse«. I dag bør man nok ændre det til »Gud til lov og præsterne til opvækkelse«.

Der er åbenbart brug for det.

Kwh.