Dommedag

Af Morten Rydal, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 3, marts, s.47-55.

Som et fast indslag ved mange kirkebegravelser herhjemme, synges til sidst – eventuelt, mens kisten bæres ud – Kim Larsens: ”Om lidt bli’r her stille”. Den venlige præst, der gerne vil hjælpe de sørgende igennem deres sorg, har sagt god for det, organisten har for længst lært sig den udenad, og kirkesanger og kor synger for. Alle er tilfredse og græder som pisket. Det er en rigtig god begravelse, og ikke een har bemærket, at man netop har givet afdøde den mest gruopvækkende, den mest nådesløse dommedagshymne med på den sidste færd. Når en rettroende muslim dør, skal hans nærmeste vistnok holde fire fingre op foran ham og minde ham om, hvad han skal huske at svare, når prøve-ånderne kommer for at prøve ham i graven. I folkekirken synger hele menigheden i kor til den døde: ”fik du set det, du ville? Fik du hørt din melodi?”. Og mellem linierne ligger dommen: Gjorde du ikke? Nå, det var bare ærgerligt! Det var godt nok nedtur for dig: Nu er du død – du nåede det ikke! Sangen, anvendt ved begravelsen, er det bedste udtryk for det, man kan kalde den moderne nu-religion eller dødskult: ”Det hele ender med døden, så skynd dig at sprælle krampagtigt, desperat, mens du kan. Lev drømmene ud, tag et afdragsfrit lån og rejs til Thailand, for i morgen er du død”. Døden er dommen. Den har det sidste ord! Det er ikke kristendom, men kirken lægger villigt rum til, og koret synger med. For kirken, folkekirken, har glemt, at den er forpligtet på en helt anden tale: at den venter sin Herre Kristus til dom.

Det er det, dette foredrag skal handle om: at Kristus har fået al dom overdraget og skal komme igen på den yderste dag, eller når der ikke er flere dage. Ikke symbolsk, ikke i overført betydning, men virkeligt! Hvorfor prædiker vi ikke om det hver søndag? Hvorfor er det ikke stuerent at tale om det? Hvorfor længes vi ikke efter det? Hvorfor har det været sådan i mange, mange år, at man, hver gang man gav sig til at tale om disse ting, var nødt til først at afsige en slags undskyldende besværgelse: at man sandelig ikke ville drive spekulation over de ting, at kristendom sandelig er nutid og mindst af alt en sukken1 efter noget ude i en fjern fremtid?

Det følgende er mine husmandsovervejelser over det suverænt mest skrumlede og utidssvarende og upassende dogme i kristendommen, det mest forsømte ord i trosbekendelsen: ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Et dogme er som et æg, er der en, der har sagt. Det har en hård og uigennemtrængelig skal, men hvis man ruger lidt på det, så kommer evangeliet ud gennem skallen indefra. Jeg vil altså ruge lidt på genkomst og dommedag.

Jagten på den forsvundne dommedag
Allerførst må man spørge sig selv, hvorfor dommedag er blevet væk. Hvorfor er den gledet ud af bevidstheden sammen med genkomsten? Ikke folkeligt, ikke almenmenneskeligt, men blandt teologer og præster? Hvorfor prædikes der ikke om dommedag, hvorfor holdes der ikke begravelsestaler om den? Det var vel at vente i en evangelisk-luthersk kirke, men dommedag tysses tværtimod ned, bagatelliseres, bortforklares i mere eller mindre vilkårlige symbolske eller såkaldt ”eksistentielle” fortolkninger. Det er temmelig påfaldende, for dommedag er med i alle folkekirkens bekendelsesskrifter: i Biblen, i alle de oldkirkelige bekendelser2 og i den Augsburgske Bekendelse med den berygtede artikel 17, hvor det hedder: ”Ligeledes lærer de, at Kristus vil komme til syne ved verdens afslutning for at dømme, og at han vil opvække alle døde; de fromme og udvalgte vil han give evigt liv og uophørlige glæder, men de ugudelige mennesker og djævlene vil han fordømme til at pines uden ende”3. Hertil kan man så lægge et utal af salmer fra salmebogen. Genkomst og dommedag er altså noget, som alle kristne til alle tider har regnet med. Måske med undtagelse af netop vor tids kristne. Kristeligt Dagblad bad her i foråret nogle præster komme med deres bud på en moderne trosbekendelse. Heriblandt sognepræst Lars Tjalve, som havde hentet hjælp hos sine konfirmander til at finde ud af, hvad der er helt nødvendigt at sige om den kristne tro i dag. Lars Tjalve udtalte: ”Det brænder på nogle steder blandt andet i forbindelse med jomfrufødslen, som medfører en masse underlige forklaringer, og Guds almagt, som giver nogle uoverstigelige problemer at nævne i dag, hvor der sker så meget ondt i verden”. I denne Tjalves trosbekendelse, som vel vil gå over i historiebøgerne som Confessio Tjalvensis, er der ikke hverken genkomst eller dommedag. Det findes ikke4. Og sådan er dommedag væk på folkekirkens store brede midtbane5. I tale og på skrift. Når alle vi præster har aflagt et præsteløfte, hvori vi har lovet at passe vore pligter ”med regnskabsdagen for øje”, må det følgelig være lønningsdagen eller måske præsteretten, der tænkes på! Som undtagelsen, der bekræfter reglen, kom sagen med biskop Steen Skovsgaards udtalelse til Ritzaus Bureau i den forgangne vinter. Skovsgaard havde sagt følgende: ”Er det at gå for vidt at sige, at vi måske befinder os i de sidste tider, og at Herrens dag godt kan være nær? Jeg synes jo netop, at disse skræmmende klimaændringer må få os som kristne til at lytte til evangeliet og ikke mindst Jesu ord om de sidste tider, hvor han siger: Lad jer ikke skræmme”6. Det er i mine øren kun, hvad kristne til alle tider har tænkt for sig selv, men Kristeligt Dagblad var bekymret. Betød det måske, ”at de politiske planer om aktivt at forbedre miljøet bør skrinlægges og overlades til højere magter”7? Biskoppen havde bevæget sig ind på forbudt område. Fremtiden og dommedagstale er i dag overladt til sekterne eller til miljøforkæmpere som Al Gore8. Men biskoppen havde blot ligefremt naivt udtalt det gamle kristne dogme om genkomst og dommedag. Karakteristisk for den efterfølgende debat var, at der var meget få teologer, som blandede sig. Det var journalister og ikke-teologer, der diskuterede biskoppens udtalelse. Kun den ensomme ridder i dansk kirkeliv, professor Svend Andersen, fór op af sin æske og skrev, at Skovsgaard var naiv. Dommedag skal nemlig slet ikke forstås så bogstaveligt – ligesom i øvrigt opstandelsen heller ikke skal forstås bogstaveligt! Dommedag er en sag, der kræver ”en fortolkning og en nyformulering”9, mente Svend Andersen, suppleret af professor Viggo Mortensen10. Men bortset fra professorerne fra Århus var der tavshed.

Arven
Hvorfor er det sådan? Jeg tror, der i hovedsagen er to grunde. For det første den ret simple, at dommedag isoleret set er forfærdelig at tænke på. Den nævnte artikel 17 om evig pine for de fortabte, om adskillelse mellem frelste og fortabte, er at tænke på som universets sorte huller, der suger alt materiale til sig, selv lyset. At tale om dommedag i velfærds-Danmark er selvsagt ikke passende. Simpelt ubehag forklarer en del. Man må dog kunne uddrage den gode tommelfingerregel, at enhver tid skal kendes på de dogmer, som den ikke kan lide at tale om. Vi kan ikke lide at høre om konsekvens, om evt. ubehagelige følger af det, vi gør. Det meste af vores liv arbejder vi tværtimod hårdt på at undgå konsekvenserne af det, vi gør: far og mor sørger omhyggeligt for at undgå at lukke lille Niclas inde på værelset, selvom de har truet med det 27 gange, og på den måde lærer lille Niclas, at fars og mors ord slet ikke betyder nogen verdens ting. I skolen ligeså. Der introduceres f.eks. et stregsystem på tavlen: hvis du får tre streger, så bliver der ringet hjem! Men når Cecilie og Casper har sikret sig de tre streger allerede i næste time, ringes der alligevel ikke hjem. Og sådan bekræftes børnene i, hvad de allerede ved: det betyder ingenting! Når vi køber ind, sikrer vi os, at der er byttegaranti på det hele lige fra fladskærm til dejkroge, og når vi skal på skiferie, sikrer vi os, at vi kan få en specialtransport hjem, hvis vi skulle brække benet. Der er afbestillingsforsikring, rejsegaranti, livsforsikring osv. Alt sammen noget, som skal afbøde eller minimere konsekvenserne af vore handlinger. Men dommens dag – forstået som den yderste dag – betyder jo, at alt er taget ud af mine hænder. Her gælder ingen forsikring. Her tælles de gale streger, og her gælder de! En tid skal kendes på det, den ikke vil tale om, og vi vil ikke tale om konsekvens. Derfor er al tale om Guds konsekvens naturligt nok ikke stueren. Det er bemærket mange gange om Johannes Åbenbaring, at den især har fundet sine læsere i modgangstider. I fede tider har man ikke brug for den slags. Da er det spekulation og virkelighedsflugt. Det er med genkomst og dom som med et par gamle gummistøvler. Man lader dem stå ude på trappen, i udhuset, i skabet. I entreen, hvor gæsterne kommer, står de pæne sorte sko stillet til skue i stativet. Men den dag det regner, ved man nu alligevel godt, hvor man skal finde de gamle, foragtede støvler. Genkomst og dom er kirkens gamle gummistøvler, for grove og ildelugtende til at stå i den pæne entre, for kluntede og bondske og ubehøvlede at gå i byen med.

Der er dog også en anden grund, som, så vidt jeg kan se, ligger i en arv, vi har fået med. Jeg kan vel nemmest antyde det med et lille eksempel. Da jeg som studerende ved Københavns Universitet skulle skrive opgave i Ny Testamente, faldt jeg på at skrive om Johannes-Evangeliets kapitel 5, den tale, Jesus holder umiddelbart, efter at han har helbredt den syge ved Bethesda dam. Her optræder to udsagn, som synes at modsige hinanden. I 5,24 står der: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”. Men allerede i 5, 28-29 står der: ”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom”. På den ene side virker det som om dommedag allerede er nu, hvor Jesus taler, eller hvor ordet lyder, men på den anden side ser det ud, som om det foregår ved verdens ende engang. Det ville jeg skrive om, og så læste jeg med stor fornøjelse Rudolf Bultmanns Johannes-kommentar11. Der var også andre kommentarer, men de var så kedelige, så det halve kunne være nok, og i øvrigt brugte de alle meget tid på at referere og kommentere Bultmann. Hos Bultmann selv var der nerve. Bultmanns synspunkt var, at 5, 24 var den oprindelige Johannes’ forkyndelse, mens 5, 28-29 skyldtes en senere redaktør, som havde fiflet med originalmanuskriptet og tilføjet sin egen mening til den oprindelige. I mødet med Jesus Kristus står afgørelsen. Nu er dommen i afvisning eller forargelse. Nu er frelsen og livet i troen på ham. Nu er det eskatologiske øjeblik, evighedens øjeblik, dvs. den yderste dag er over for Kristus og hans ord trukket helt ind i nutiden. Tid og sted, fortid, nutid, fremtid ophævet. Fremtiden er ikke menneskets mulighed, men Guds. I den kristne forkyndelse kaldes mennesket til orden. Hives ud af tiden, stilles over for Gud. Troen er så at sige enden på historien, og derfor skal man overhovedet ikke give sig til at kigge efter historiens ende engang i fremtiden. Det synspunkt var der drift i: Væk med denne ubehagelige fremtidssnak. Det handler om dette øjeblik, hvor ordet lyder til tro eller forargelse. Hvad der kommer engang – nå ja, lad dem, der gider det, skrive kedelige kommentarer om det! Det syntes også at være helt i tråd med meget både hos Matthæus, Markus, Lukas og Johannes selv. Alligevel var der noget galt, noget, der ikke var rigtigt. Ikke kun, fordi jeg ikke i en opgave syntes, jeg kunne forsvare Bultmanns formhistoriske tese. Det var noget andet. Der manglede noget! Når jeg slog op i samtidige eller senere danske fremstillinger af kristendommen, opdagede jeg noget, der var galt på samme måde: enten blev genkomst og dom som en virkelig begivenhed i tiden slet ikke nævnt12 eller også kun hastigt, hen imod slutningen, på de sidste halvanden sider: ”ja, det hører med, men vi skal ikke tale for meget om det!”. Jeg har aldrig læst specielt meget af den såkaldte eksistensteologi, ej heller den såkaldte dialektiske teologi. Jeg har læst og læser Bultmann med stor fornøjelse, men jeg har længe haft en ide om, at der var enkelte borebiller i læren fra begyndelsen. Dele af Bultmanns synspunkter vandt stor udbredelse, og gennem senere tiders epigoner og eftersnakkere er borebillerne blevet så mange, at der nu er synlige huller i arvegodset. Synet på håbet, på fremtiden, på Guds forsyn gled ret hurtigt ud af synsfeltet. P.G. Lindhardt sagde i 1952 sådan i sit foredrag om det evige liv: ”Opstandelsestroen siger om fremtiden kun, at fremtiden er Guds, for hans er riget og magten og æren, så vi skal ikke bekymre os og beklage os, som vi jo måtte gøre, hvis vi havde en fremtid at bekymre os for og ængstes ved eller stille forventninger og krav til”13. Det er rigtigt sagt. Eller rettere: det var rigtigt sagt engang i en bestemt historisk sammenhæng – i polemik med bestemte teologiske positioner. Men nu? Nu er det, som om der mangler noget. Kan sådan tale stadig tåle ”kistens prøve” i dag? Kan man tale sådan til begravelse og navnlig: kan man tale sådan til den, der netop ligger uden fremtid, altså for døden og gør status for dommedag. Sådan gør jo så mange den dag i dag på dødslejet: de gør status, mens de er ved bevidsthed – og det er vel i grunden at berede sig til dommen – om end man måske ikke ville finde på at kalde det netop det: ”Hår a nu wot, som a sku’ wære”, som en gammel kone udtrykte det. Herren kaldte ved min dåb, men kom jeg? Det er det, jeg mener, når jeg siger, at dommedag slet ikke er forsvundet rent folkeligt. For hvis døden nu virkelig var det hele – hvorfor så bekymre sig for, hvordan man har ”wot”? Det kan vel være ret ligemeget? Denne såkaldt eksistentielle tolkning, denne arv, var som så mange tanker gennem kirkehistorien født som et godt og ægte barn af kristendommen, men nu, i sin nutidige formulering har den fået en tanke, en lidt underlig lugt. Det er blevet til en tale som hos Svend Andersen eller Viggo Mortensen, hvor alting er symbolsk eller eksistentielt og skal læses i overført betydning og ”nyfortolkes” som ”billeder, vi kan spejle os i”. Ole Brehm Jensen fortæller et sted14, at han en gang havde talt ”symbolsk” til sine konfirmander om opstandelsen: at opstandelsen blot betyder dette, at ordet lever og betyder noget for os. En konfirmand svarede hertil: ”Det synes jeg altså er snyd. Passer det så slet ikke?”. Men det er også blevet til en mærkelig teologisk selvcensur: hvis jeg taler om genkomst og dom, dyrker jeg spekulation eller sværmeri. Så er jeg vel missionsk og hører til uden for det gode selskab! En hel generation har lært, at det med den yderste dag behøver vi ikke tale om. I stedet taler man vældigt om nu’et og opstandelses-kraften nu15 uden at lægge mærke til, at om end meningen kan være god nok, så er talen blevet tandløs, for sådan taler man jo tilsyneladende også alle andre steder. Kirkens tale om nuet kommer til at lyde som nu-religionens nu: Lev i nuet! Alle kan latin og sige, carpe diem: Grib dagen, spis, rejs og vær glad, omsæt din friværdi nu, for i morgen er du død! Man går i kirke, og der får man bekræftet, at døden er dommen, at det gælder om at rejse og spise, mens man kan. For siger præsten måske ikke ”nu” hele tiden? Også derfor tror jeg, tiden er inde til et comeback for genkomsten og dommedag, om jeg så må sige. En genoptagelse af dogmet om genkomst, dom, evigt liv, forklarelse gan-ske uforstyrret dogmatisk.

Gid du var i Skanderborg
Lad os nu hente alt skrumleriet frem i lyset – alle de tanker, man er mest tilbøjelig til at høre hen over, alt det, som vi undskylder for eller kvæler, før det kommer ud af munden på os. Det, som vi bortfortolker eller helst vil tie stille med: genkomst, dom ved tidens ende, frelse, evig fortabelse osv. Mon ikke der skulle være en mening gemt her, som vi glemmer? Vi taler her om noget, som ikke er en lidt unødvendig tilføjelse til kristendommens budskab. Det er en central, organisk del af den bibelske overlevering. Genkomst og dom skal ikke skilles, men holdes sammen, men lad mig nu for overblikkets skyld gøre det alligevel. Genkomsten: Hvis man ikke kan få plads til den i sin teologi, er det i bund og grund, fordi man ikke kan få plads til Kristus som Herren. Kristus som den, der har overvundet verden, og som gør alting nyt. Forklaring følger: Evangelisterne beretter samstemmende, hvordan Jesus færdes skjult, ukendt, ”inkognito” mellem folk. De betydningsfulde, de religiøst toneangivende kender ham ikke, men det gør disciplene, fiskere, hedninge, toldere og skøger. Sammen med dæmonerne og de urene ånder: De første, mest højtråbende, mest umisforståelige bekendelser aflægges af dæmonerne: ”Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!”16. De onde kender og hader dæmonisk den gode. For alle andre foregår Jesu virke i det skjulte, om end ikke hemmeligt. Han åbenbarer jo, hvem han er i det, han siger og gør. Ja, det kan han slet ikke undgå. Men det er tvetydigt, enhver må afgøre sig over for det, han ser og hører. ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” spørger Johannes Døber fra fængslet. Og Jesus svarer: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”17. Peter bekender, at Jesus er ”den levende Guds Søn”18, men farisæerne, ”jøderne” hos Johannes ser kun Marias og Josefs søn. Jesus sidder til bords blandt toldere og syndere, men farisæerne ser kun en frådser og dranker. Jesus forkynder dom over Jerusalem og sit eget folk, advarer om fortabelse og dom, men hans landsmænd tror, han er sindssyg eller beruset. I den korsfæstede ser den romerske centurion Guds Søn, der har båret menneskenes synd, men den spottende menneskemængde ser kun et kadaver af en gudsbespotter, som fik, hvad han havde godt af. Alt sammen det samme: inkognito, tvetydigt, uden bevis, uden sikkerhed. Kun i den enkeltes afgørelse og tro, i den enkeltes vidnesbyrd og forkyndelse. Det er vores og alle kristnes betingelser til alle tider i verden. Sådan og kun sådan har vi med kristendom at gøre her: i ordet, som et kald til afgørelse, tror du, som vi vidner?

Men er det så det hele? Nej! Der mangler noget, nemlig fuldendelsen, forklarelsen: at det faktisk skal ske, som vi tror, at det bliver åbenbart for alle. ”Til det håb er vi frelst, siger Paulus, men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se”19? Hvis ikke det sker, hvis ikke vi ser, hvis ikke det en dag står klart for enhver, så må konklusionen være, at disciplene og vi tog fejl, at alle vidnerne drømte. Har man fået et brev fra den elskede, gemmer man brevet ved sit hjerte, men med brevet gemmer man jo også længslen efter en dag at kunne trykke ikke brevet, men den elskede til sit hjerte. Man kan altså hævde, at hvis man ikke vil vide af det kedelige dogme om genkomst, så har man dermed på klarest mulig måde udtrykt, at vi hellere vil ”af med Israels Hellige”20. Tiden råber stadig på nye salmer, og jeg vil derfor foreslå den gode, gamle sang: ”Gid du var i Skanderborg og blev der, kære Peter”. Mon ikke man kunne finde en moderne salmedigter, der kunne sætte den op med lidt kristelige roser, noget à la: Gid du var i himmerig og blev der, kære Jesus! Altså: hvorfor står du dog derude i regnen, Jesus, gå dog hjem! Det er i virkeligheden det, det handler om. At Jesus er Herre – det bryder man sig i virkeligheden ikke om. Man befinder sig egentlig helt godt med, at det hele kun er ord. At det sandsynligvis aldrig bliver bekræftet – at Herren aldrig kommer! Jeg tror, det i virkeligheden er folkekirkens helt grundliggende problem nu. Det handler aldeles ikke om struktur og synlig ledelse, aktuel forkyndelse, præsten ned fra prædikestolen osv. Det handler om troen, om håbet, længslen, der mangler. Kirken er ikke længere på vandring. Den har lagt hjemme-futterne op på radiatoren og er gået til ro på sofaen – ikke med Biblen, men med Politiken. DNK-kirken, integrationskirken. Et fuldkommen sjælerystende udtryk for dette faktum var den spørgeundersøgelse, som blev offentliggjort for nylig om præsters holdning til forkyndelse og integration21. Her mente hele 86% af de adspurgte kvindelige præster, at evangeliets forkyndelse for mennesker af anden tro kommer i anden række i forhold til sager som integration, mellemmenneskelig forståelse. Her er en kirke, der i den grad har glemt sin Herre og den rettethed mod det tilkommende, som er så karakteristisk for paulinsk kristendom, jf. Paulus’ yndlingsbillede af den kristne som en, der løber fremad på stadion22. For over 150 år siden skrev teologen og præsten Frederik Helweg meget tankevækkende, at islams opkomst i 600-tallet var en manende opfordring til kirken til at tage fremtiden op igen. Kristendommen var ifølge Helweg på det tidspunkt stivnet, fordi det havde glemt, at den selv levede af håbet. Den var blevet statsreligion og havde glemt sit udgangspunkt, håbet til genkomsten og dommen. Muslimerne var og er for Helweg ”De sidste Dages hellige, Kødets Evangelium” og han fortsætter: ”Muhammedanismen … træder frem som lutter Fyrighed og Kraft … den stiller Forventningen af den yderste Dag saa eftertrykkelig sammen med Troen på Gud og hans Profet… Men Christendommens Nederlag var et Tegn ligesom Israels Flugt for Kaananiterne, en Tugtelse, fordi de Christne havde sluppet Haabets Kraft. Derfor blev Christendommen overvunden af det kiødelige Haab”23. Det er godt set i 1855. Med utrolig præcision har Helweg hermed beskrevet kristendommens situation i Danmark i dag og i Vesten i det hele taget. Man har glemt det gamle, praktiske synspunkt, som følger direkte af forventningen om Guds riges komme: ”her har vi ikke blivende sted”. Paradis skal ikke findes her i verden. Ikke i nogen samfundsorden, ikke i nogen teori eller religion, ikke i nogen lov. Verden er den verden, som forgår. Guds ord alene består. Verden er, for nu at bruge det billede, som en lidt søvnig dansk landevejskro. Der er forlorne brandspande, plovjern på muren ude foran og buede glas i vinduerne. Der er en kedelig, mørk skænk med ølreklamer og en enlig flue, som summer rundt. Der er en lidt hengemt lugt af cigaretrøg, tapetet og blomsterne er forlorne, men fadøllet er gyldent og godt. Kunsten på væggen er ikke stor, men man kan få frisk purløg og rødbeder til skipperlabskovsen, og kropigen er sød. I sådan en kro er man strandet for en tid sammen med andre rejsende. Den kristne ved, han har andetsteds hjemme, han har noget, han skal. Derfor læner han sig tilbage og nyder stedet for, hvad det er, slår sig ned og skænker sine medgæster sin udelte interesse. Men måske en anden rejsende får den ide, at kroen er hans hjem. Han flytter rundt på møblerne på værelset, hænger billedet af mor og far op over fjernsynet. Han kan slet ikke glæde sig over øl og skipperlabskovs. Han har ikke tid til de andre gæster, for han bekymrer sig om kroens belægningsprocent og bundlinie. Han kravler op af loftlugen og eftergår underfugning og isolering. Han klavrer op ad stiger og banker på sugfjæl og tagrender. Han frygter borebiller og råd og svamp og underskud – men mest af alt frygter han for at skulle forlade kroen.

At tro på genkomsten betyder at kunne gå sagligt til værks i alt nu, uden at lade sig forstyrre af ideologiske hensyn. Ja, man kan se klart og gennemskue alle ideologier og totalitære forestillinger og handle sagligt og udfra sund fornuft. Miljødebatten kan her fungere som illustration. Her har vi Al Gore og andre miljøforkæmpere, der maler et massivt dommedagsbillede op: isen smelter ved polerne, havene stiger, ozonlaget forsvinder, tørke, oversvømmelse, hungersnød – død. Miljø-dommedagen er i sidste ende døden. Panikken spreder sig, og pengene flyver ud til hovedløse projekter. Men set i lyset af genkomsten: af at jeg venter Kristi genkomst, Guds riges komme, kan man lægge panikken væk og tænke ganske snusfornuftigt og praktisk: jeg er ikke Gud, jeg aner ikke, om klimaændringerne skyldes det ene eller det andet. Og jeg aner ikke, hvad der eventuelt kan forandre det. Men jeg kan ganske jordnært sige: vi kunne vel lade være at lede så meget skidt ud. Vi kunne vel støtte vedvarende energi, finde andre energiformer og støtte forskning i renere energi. Det kan vi gøre noget ved! Genkomsten betyder befrielse til saglighed og sund fornuft, men hele den frugtbare tankegang er væk i folkekirken. Man glæder sig tværtimod over at ”religionen er blevet synlig”. Glemt er tilsyneladende den vidunderlig åbne, længselsfulde slutning på Johannes Åbenbaring, som sætter os fri til verden: ”Han, der vidner om dette, siger: ”Ja, jeg kommer snart”. Amen, kom, Herre Jesus!”24.

Dommeren
Men den, der kommer igen er også dommer. ”Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Det er heller ikke blot snak fra en fjern, overtroisk tid, men det ligger jo også til overflod i de bibelske tekster og hænger sammen med det, jeg allerede har sagt om genkomsten. Jeg skal ikke trætte med opremsninger af domsord. Det behøver jeg heller ikke. Det er også, hvor der ikke tales direkte om dom. Det er karakteristisk i de mange fortællinger i evangelierne, at mødet med Jesus er mødet med frelseren – og dommeren, eller dommeren – og frelseren. Det kommer allerede den morgen, da Peter for første gang møder Jesus. Den mærkelige scene, da Peter efter det store fiskedræt knæler ned i båden og siger: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand25! Det er ikke, fordi Peter er opfyldt af ærefrygt for den store magiker, nej, han står over for sin dommer, sin Herre, der kender ham som den synder, han er. I mødet med sin Herre og dommer kender Peter sig selv. Men Peters dommer svarer kun med sit ”frygt ikke” og sin befaling: Peter skal løfte hovedet og fange mennesker – akkurat som mennesker skal løfte hovedet, når de sidste tiders tegn kommer i sol og måne. På samme måde har vi beretningerne om, hvordan Jesus kender folk, før han har talt med dem, f.eks. Nathanael26, kvinden ved Jakobsbrønden27 og den rige mand28. Dommeren er ikke til at skille fra frelseren. Det hører sammen som to sider af samme sag. Som et andet eksempel kan nævnes kvinden, der bliver grebet i ægteskabsbrud og ført til Jesus. Også hun står over for sin dommer – som viser sig at være den, der ikke vil dømme, men være hendes frelser. Anklagerne har allerede dømt hende, men vil have Jesus til at udtale dommen. Dommen er ”skyldig”, men dommeren forbarmer sig: ”Gå og synd fra nu af ikke mere”29. Jesus dømmer ingen, men han bliver på en mærkelig måde til dom alligevel. Han vender ikke ryggen til en eneste. Han rækker hånden frem til alle. Han advarer ofte om dommen. Han kalder, truer, opmuntrer alle til at vende om til evangeliet, men tvinger ingen. Og sådan skiller han vandene: nogle følger ham, andre forarges på ham, vender ham ryggen, vil ikke vide af ham. Farisæere og skriftkloge foragter hans jammerlige selskab af toldere og syndere, men Jesus svarer dem: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere30. Her hos dem er mit selskab, de er min menighed. I er også velkommen, men har I vigtigere ting for, har I et bedre sted at gå hen, så gå, men det sted kender jeg ikke!“ Sådan sker der en udskilning, en splittelse foran ham i dem, der vender sig til og dem, der vender sig bort, dem, der hører og tror, og dem, der forarges. Ikke blot dengang for 2000 år siden, men også nu, hvor der prædikes.

Men igen: Er det det hele? Nej, der mangler noget endnu: forklarelsen eller bekræftelsen. Jesus fortæller om ukrudtet og hveden:31 her kan vi ikke dømme. En mand eller en kvinde, der her hos os anses for from og troende eller religiøs, hører måske slet ikke med. Og en lidettroende, en uvidende vanekristen gør måske? Og hvem der er hvad – det skal først vise sig, når tiden ender. Men så også. Ret skal være ret, løgn løgn. Hvis ikke der er en sidste dom, er der ingen konsekvens. Så er Gud som den hengemte 68’er, den bløde far, der tørrer hænderne i forklædet og siger til løgnerne, morderne, fidusmagerne, de vantro: nej, altså, vi havde en aftale, det er altså for strengt! ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene”32. Hvis der ikke er nogen yderste dom, er vi ikke holdt fast på ansvaret. Det er jo det, alle lignelserne om årvågne tjenere, brudepiger og vinbønder handler om – det er ikke lige fedt, hvad du gør. Der er ansvar, ret og vrang. Virkeligt! Og du skal kendes på det!

Som teologer, som kristne snyder vi på vægten, hvis vi ikke tør tale også om det. Så hurtige vi er til at synge med Grundtvig: ”Ej mer du gruer for dommedag”. Så hurtige vi er til at sige, at vi ikke skal spekulere over det, der ligger foran. Så hurtigt den kliche flyder en i munden – helt automatisk, ganske af sig selv: ”det er nutiden, det gælder – fremtiden ligger i Guds hånd”. Så hastige vi er til at advare imod spekulation og grublen sig væk fra dette øjeblik – men er det spekulation og grubleri? Det mener jeg ikke. Tværtimod: alt andet bliver til pjat og grubleri, hvis man ikke tager dette alvorligt. Hvis det, der ligger foran – til enhver tid skal være sådan som vi prædiker: til håb, til glæde, noget godt, så må vi turde sætte ord også på det med dom og fortabelse. Hvad er meningen ellers med, at vi har Bibel og bekendelsesskrifter og salmebog – hvis vi nok siger, vi holder os til dem, men hemmeligt, i hjertet blæser dem et stykke?

Frelse og Fortabelse
Dom, frelse og fortabelse. Hvordan hænger det sammen? Hvordan kan fremtiden være noget at se frem til, når der nu er dette med dom og fortabelse? Vi skal have den mellemregning med. Jeg vil gennemgå et par af de forsøg, som er gjort for at tænke det igennem. Teologen Lene Flensted Johansen33 stiller i en artikel to klassiske synspunkter op mod hinanden, repræsenteret ved to duellanter: Regin Prenter som fortaler for tanken om dobbelt udgang, altså frelse for nogen, fortabelse for andre. Den tyske teolog Jürgen Moltmann som fortaler for tanken om apokatastasis, altså den tanke, at alle frelses til sidst. Lene Flensted Johansen erklærer sig utvetydigt på Moltmanns parti34.

Prenter mener, at dommen allerede har fundet sted i mødet med Kristus og ordet om ham. Dommen på den yderste dag er en afsløring af den dom, som allerede nu er truffet i det skjulte. Den sidste dom, den på den yderste dag, er ikke en regnskabsopgørelse over menneskets gode eller onde gerninger. ”Ikke hvad det har gjort, men hvad det har været, er afgørende for dommen”35. Og hvad mennesket er, afhænger af dets forhold til Kristus, altså troen nu. Men for Prenter er troen vel at mærke ikke menneskets egen afgørelse, men Helligåndens virke. I forkyndelsen nu afgøres menneskets forhold, idet Gud selv skænker troen på det, som forkyndes. Hvis man så spørger, hvem der frelses, og hvem der ikke gør, svarer Prenter, at det ligger skjult hos Gud. Det er prædestinationen, Guds forudbestem-melse, der for Prenter kort og godt betyder: hold fingrene væk og forsøg ikke at forklare skellet mellem troende og vantro. Udfaldet hviler i sidste ende på Guds frelservilje. Mennesket står ikke på et neutralt sted, hvorfra det så enten kan komme i himlen eller i helvede. Mennesket er allerede i fortabelsen. Det er m.a.o. vores tilstand nu. Mennesket kan ikke frelse sig selv, ja, det kan end ikke forstå, at det allerede nu er fortabt. Det kender først sig selv over for Kristus. Frelsen ved tro på Kristus rækkes som en mulighed til alle, men ikke alle tager imod den. Og den, der ikke tager imod den, forbliver derfor i fortabelsen. Og det hele hører med – også den evige pine fra Den augsburgske Bekendelse art. 17, for at være uden Gud, uden Kristus er en pine.

Lene Flensted Johansen befinder sig ikke godt med denne tankegang. Og hun savner svar på, hvordan det kan hænge sammen for Prenter, at Gud ikke forbarmer sig over alle36, når han dog hævder, at Gud har åbenbaret sig i Kristus, der dog forbarmede sig over alle. Så hænger tingene bedre sammen hos Jürgen Moltmann, synes hun. Man kan formulere det centrale i Moltmanns anskuelse med et spørgsmål: Er Gud kærlighed, hvordan kan han da lade noget af det, han har skabt, gå for evigt tabt? Hvis Gud har overladt dommen til Kristus, så må han da dømme efter ”fjendekærlighedens princip” – akkurat som han gjorde, mens han var her på jorden. Moltmann går ud fra korset: I den korsfæstede ser man den sidste doms dommer, ham, som selv er blevet dømt i de anklagedes sted og til deres bedste. Nogen anden dommer er der ikke tale om”37. Jesus har selv lidt gudsforladthedens helvede for hele verdens frelse. Dermed er sådan set alt sagt. Alle frelses. Moltmann ser ikke dommen som afslutningen, men som en begyndelse på Guds riges opbygning. ”På dommens dag nyskaber Kristus alt og alle til at bebo Guds rige, som går i stedet for den gamle skabelse. Moltmanns udlægning af den sidste dom indebærer en forvandling, så alt bliver nyt”38. ”Ud over onde, voldsmændene, morderne bliver også djævlene, Satans børn og de faldne engle frelst på dommens dag”. Det er jo unægtelig noget af en mundfuld, men det hænger sammen med, at for Moltmann er Satan Guds gode, men faldne skabning, mens det onde faktisk hører med som en del af skabelsen. Gud er faktisk årsag til det onde, ikke fordi han vil, men det følger med som en konsekvens af skabelsens forgængelighed og skabningens dødsbevidsthed39.

Lene Flensted Johansen er klar over, at der er problemer ved begge udlægninger, men synes dog, de er størst i Prenters udgave. Det er jeg så ikke helt enig med hende i. Når man som Moltmann må operere med en skabning med indbygget ondskab, så er det langt ude. Men Moltmanns tanke: hvis Gud nu har åbenbaret sig selv og sin evige vilje i den kærlige Jesus, hvordan kan han så lade mennesker gå fortabt? – den tanke synes jo at være rigtig og god. Kan Gud, hvis han er kærlighed, være med til sådan noget? Skille en mor fra sin søn, mand og kone, bror og søster – den ene til helvede, den anden til himlen? Hvad er han så for en?

C. S. Lewis kommer med noget, der ligner et svar i sin lille bog om lidelsens problem40. Eller rettere: han besvarer ikke spørgsmålet, men antyder, at der måske er noget galt med måden, det stilles på. Lewis skildrer Gud som en, der hele tiden er travlt beskæftiget med at kalde det faldne og forvildede menneske til sig. Mennesket har vendt Gud ryggen, vil ikke give ham æren, og Gud må derfor hele historien igennem med alle midler være i virksomhed for at kalde os til sig, da han jo ved, at tilværelsen uden ham er fortabelse. For Gud er kærlighed – det mener Lewis også, men måske vi har et lidt vel sentimentalt syn på kærligheden? For Lewis har Gud givet mennesket en fri vilje. Gud vil ikke tvinge, men han vil, at mennesket frit skal vende sig til ham. Men her ligger jo så også muligheden for at vende sig fra ham. I sin kærlighed kan Gud dog ikke lade være med utrætteligt at arbejde på at få mennesket vendt sin vej. Hele tiden må han knokle med at rejse det syndige, selvoptagede menneske op på to ben, hvor det hele tiden er på vej ned på alle fire. Til det formål griber Gud så også til lidelsen. Ikke fordi han er ond, men fordi lidelse vækker, kalder til virkelighed, til besindelse. Intet er så effektivt til at bringe en dagdrømmer tilbage til virkeligheden som en sten i skoen eller en hundelort på vejen. Og det, der gør ondt, kalder et menneske tilbage til virkeligheden. Gud vil ikke lade os falde til i verden, stille os tilfreds. Vores salighed er jo ikke at finde her, men hos ham. Landevejskroen er ikke vores hjem41. Derfor er der lidelse, uro, usikkerhed, utryghed. Lewis giver også nogle billeder på forholdet mellem Gud og mennesker: f.eks. manden, der elsker sin hund42. Hvis man nu spurgte hunden, er det ikke sikkert, den ville kalde sin Herre god eller kærlig. Hele tiden er han jo over den, lærer den at gå ordentligt, lærer den lydighed: ikke at springe op, ikke snappe, ikke tisse på gulvet. Og til det formål benytter han strenghed og tvang, ordrer, så det endog gør ondt på dyret, koster det møje, sorg og besvær. For manden vil forædle dyret, gøre det til noget mere. Forme den i sit billede. Sådan med Gud. Han vil genrejse mennesket i sit billede. Men mennesket vil noget andet. Det vil selv have æren, og selv at ville have æren er det værste – det er altid gudsfornægtelse, fortabelse. Er fortabelsen så et nederlag for Gud? Er det virkelig muligt, at der er et helvede med evig pine, når Gud er god? Kan han virkelig tillade det? Lewis spørger tilbage: ”Hvad er det, du beder Gud gøre? At viske deres fortidige synder ud, for enhver pris at give dem en frisk start, glatte alle vanskeligheder ud og tilbyde enhver mirakuløs hjælp? Men det har han gjort på Golgata. At tilgive dem? De vil ikke blive tilgivet. Lade dem være? Ak, jeg er bange for at det er det, han gør43”! Fordi der er frihed, er der også fortabelsens mulighed. Hvordan skal man hjælpe en mand ud i frihed, hvis han har lukket sig inde i en celle og låst og boltet døren indefra – i den tro, at det er herinde, friheden er?

Profeterne
Jeg vil nu vove mig ud på egen hånd. Hos Prenter truer dom og prædestination med at stjæle billedet. Hos Moltmann og hans apokatastasis bliver alting til pjat. Mest hælder jeg vel til Lewis tankegang. Og dog. I alle de fremstillinger af dommedag, jeg har læst, har jeg savnet noget. Ikke logik, stringent tænkning eller fornuft – det er der måske endda for meget af – men snarere noget af den brændende, gnistrende lidenskab og komplet ulogiske livfuldhed, som man finder eksempelvis hos de gammeltestamentlige domsprofeter. Hvis man sætter sig ned og læser dem ligeud ad landevejen, som de er blevet læst rundt om i hjemmene igennem århundreder: altså som andagtslæsning, som opbyggelig læsning, er det forunderligt, som man netop bliver opbygget af at læse disse gamle skrifter. Forunderligt, fordi det næsten kun er skældud, trusler og skideballe fra første kapitel. Domsudsagn om alle de ulykker, som Jahve vil lade regne ned over sit folk – fordi han elsker det! Fåreavleren og profeten Amos’ ord er karakteristiske: ”Kun jer vil jeg kendes ved blandt jordens folk, derfor straffer jeg jer for alle jeres synder”44. Over stok og sten går det med Guds svirpende, snertende, sydende, rammende og fuldkommen nådesløse domsord. Al landsens ulykker kalder Herren ned over folket. Men så midt i det hele, ganske pludseligt, uden overgang eller forklaring, abrupt og brat, drejer talen om på en tallerken og aflægger et løfte fra Jahve om frelse, om oprejsning for det lille folk. Dom og frelse, fortabelse og salighed i en herlig pærevælling. Men som læser eller lytter løftes man. Billedlig talt får man trang til at løfte sig op fra alle fire og komme op på to ben. Dommen er velbegrundet – ja, den kan ikke være anderledes! Men forjættelserne er der også! Det er ikke logik, ikke en kabale, der skal gå op, men det er Guds lidenskab og kærlighed til sit folk, som dog er fuldstændig fortabt i synden. ”Hvorfor var der ingen, da jeg kom? Hvorfor svarede ingen, da jeg kaldte? Er min arm for kort til at udfri jer? Har jeg ikke kraft til at redde jer45”? Israels Hellige truer, lokker, forbander, kalder, raser og fortryder, udsletter og forbarmer sig. For han vil ikke tvinge nogen. Alt skal ske i frihed. Hos profeterne hænger tingene ikke logisk sammen, men man mærker det på samme måde, som også Lewis forsøger at skildre det: Gud er hele tiden travlt beskæftiget med at vende sit folk om. Han er ikke den kolde retfærdighed, der uanfægtet registrerer alt fra sin fjerne himmel. Han er ikke den blinde Justitia. Hele tiden prøver han på alle måder at vække menneskene, rive fedtet fra deres øren, rokke dem ud af deres trygge slummer, så de vender om til ham – fordi kun her er liv og sandhed. Alle andre steder er kun fortabelse. At høre de gamle profetord er at blive stillet over for Herren, at møde ham som det altid er at møde ham: som min dommer og frelser. Den samme lidenskab som hos profeterne, det samme frugtbare kaos finder vi hos Luther. Jeg tænker ikke så meget på ”Den trælbundne vilje”, hvor Luther i diskussionen med Erasmus også stedvis tvinges ud i sumpen, men på erfaringen fra klosterkampen. Martin Brecht, tysk kirkehistoriker, gør i sin Luther-biografi46 opmærksom på, at Luthers dommedagsanfægtelser ikke var akademiske, et spørgsmål om ”læs og forstå”. Luther tænkte konkret i levende billeder. I hans hoved rumsterede sandstensrelieffet af Kristus som verdensdommer med de to sværd ud af munden fra sakristiet i Stadtkirche, billeder og tryk af Gud, der troner på regnbuen eller særlig et billede, som Luther også kendte fra Bernhard af Claivaux: Gud, der troner som den utilgængelige dommer, foran ham står eller knæler Kristus, der som forsoner viser ham sine sår, og foran ham igen knæler Maria, der viser ham sine bryster, som han diede. Billedet findes i flere varianter, også som ”frelsestrappen”47. Det er disse billeder, Luther kæmper med, og som han efterhånden overvinder ved at ”sætte Gud stolen for døren” og holde sig til den korsfæstede alene. Hos Luther er der som hos profeterne ikke sammenhæng, men spring! Abrupt og modsigelsesfyldt: den nådige dommer. Troen er et vovestykke. Jakob Knudsen har fanget det meget godt i den berømte scene i bogen Angst, Mod: den lille Martin er stukket af hjemmefra efter at faderen har mishandlet ham som straf for, at han havde glemt at hente tre bukkekid hjem. Ved genforeningen mellem far og søn, er det drengen, der handler ved bogstaveligt at kaste sig i faderens favn og holde ham fast: ”I selve det Øjeblik var Tankerne over Martin om hans Faders Uretfærdighed og om Guds mulige Uretfærdighed, men han dødede disse Tanker ved atter at knuge sig ind til sin Fader, idet han greb haardt om hans Skuldrer. Tankerne skred saa ogsaa til Side, og han var sig ikke andet bevidst end dette virkelige Menneske, sin Fader, som han holdt fast ved med sine Hænder, og som han knugede sit Hoved ind imod”48. Det er det, det handler om for Luther: I en Jakobskamp49 at holde Kristus fast for sig selv. Hvis jeg må bruge en illustration mere: I den nordiske mytologi fortælles om en rejse til Udgård, som Thor foretager sammen med Loke og de to menneskebørn, Tjalfe og Røskva. Tjalfe har skadet den ene af Thors bukke ved at flække en knogle i dens ene ben, så de må gå til fods. Om aftenen finder de et sted at sove i en sær hule med et stort rum og et lille rum. Næste morgen vågner Thor ved, at jorden ryster. Han går udenfor og finder en kæmpe snorkende mellem træerne. Det viser sig at være kæmpen Skrymer. Og hulen de har sovet i, er hans vante. Så foreslår Skrymer, at de følges, og det gør de så. Men om aftenen, da Skrymer er gået til ro, tager Thor sin hammer og slår Skrymer i hovedet, tredje gang, så Mjøllner synker i til skaftet. Men Skrymer mærker ingenting. Han vågner og tror, det er et blad eller en nød, der har ramt ham. Til sidst i historien, efter at Thor og de andre har været til gilde hos Udgårdsloke og tilsyneladende klaret sig rigtig skidt i prøverne, kommer forklaringen, da Udgårdsloke fortæller Thor, at det i virkeligheden var ham, der var Skrymer. Da Thor greb hammeren for at slå ham, havde Udgårdsloke usynligt for Thor lynhurtigt skubbet et bjerg hen mellem sig og hammeren.

Det er i mine øjne et billede på kristentroen nu og altid og hver dag: at se det i øjnene: synd, skyld, samvittighed, gerninger, konsekvensen, dommen, og så at skubbe den korsfæstede, den fattige Kristus mellem toldere og syndere, hen foran. Ikke som f.eks. Moltmann at skrive en tyk, systematisk bog på næsten 400 sider om Guds komme50, hvori man gør Guds kærlighed til en slags princip, Gud skal rives i næsen med, og hvori mennesker altså foreskriver Gud, hvordan han har at være. Kristentro er imod alt det mørke at ty hen, hvor nåden er. Indrømme blankt, at dommen ikke kan falde ud til min fordel, men så meget desto mere holde mig til dommeren, den korsfæstede, som jeg allerede nu er døbt til at tilhøre. Der er dem, der mener, at sådan en tale sprænger gudsbilledet, at Luther f.eks. nærmede sig til at sprænge gudsbilledet. Men tror vi på Gud eller på et gudsbillede? Mange teologer som Moltmann og Lene Flensted Johansen er efter min mening alt for optagede netop af et gudsbillede, de har strikket sammen. Men er pointen ikke netop, at Gud altid sprænger vores billeder af ham? Lad os bare sprænge det endnu mere: Gud som dommeren, der tager forsvarerens plads, Gud som dommeren, der siger: løb så ind til min glæde – inden jeg fortryder mit løfte! Eller Gud som en rødglødende oberst, der ved krigsretten siger til sine adjudanter: hold fast på mig, så jeg lader de skyldige gå fri! Man kan sige, sådan noget ikke er systematisk teologi, men kun billedtale, men det er ikke sandt. Det er endda meget paulinsk. Det var måske netop sådan, Paulus prædikede: I Galaterbrevet minder Paulus jo selv galaterne om, hvordan han har malet eller tegnet51 Kristus for deres øjne som den korsfæstede.

De skibbrudne
Jeg vil tillade mig at hente et sidste billede frem. Det er K. Olesen-Larsen, der har tegnet skitsen, som jeg vil farvelægge lidt52. Fortabelse, skriver Olesen Larsen, er ikke en mulighed engang. Det er nutid allerede. Udgangspunktet. Frelse er heller ikke blot mulighed engang. Det er også nutid. Hvordan hænger det sammen? Jo, det er som med skibbrudne, der ligger fortabte i det kolde sorte vand og kun kan vente på druknedøden. Så hører de måske en fjern lyd, en knirken af årer, en fjern brummen fra en motor, en fløjten, et råb fra redningsbåden, som er på vej, og da siger de til hinanden: vi er frelst! Altså i nutid. Sådan ligger vi efter det store skibbrud, syndefaldet, men der er rakt os hånd. Ikke synligt, ingen ser redningsbåden, men man hører noget. Hvis man så forestiller sig en af de skibbrudne vende ryggen til og slå armene over kors, idet han siger til de andre skibbrudne: ”I hører syner! Det er ikke redningsbåden. Det er et fantasifoster. Jeg er i al fald ikke med på den galej!” Så har man den evige fortabelse. De kristne er ikke mennesker, som allerede er reddet op og har deres på det tørre. De ligger mellem alle de andre, men kan ikke lade være at række ud i mørket efter den, der er på vej og råbe til de andre: hold ud, der er håb. Med fortvivlet vovemod tager de forskud på redningen midt i det kolde vand. Enfoldigt og håbefuldt kalder de på de andre. Fortabelsen – den er en gådefuld venden sig bort.

Dogmet om dommedag, om evig fortabelse skal stå fast som en uro, en spore, en sten i skoen. ”Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig”53. Kristendom er jo ikke et tankesystem eller en lære, der skal tilfredsstille vores nysgerrighed. Dommedag er til ”indvortes brug”54, en tale til den enkelte, til mig og til dig – ikke en lære i 100 paragraffer, om hvem der hører til hvor. Det er en formaning til at gøre troens vovestykke i dag, hver morgen, hver aften og i den sidste stund: at se alt det ”a hår wot” i øjnene – alt det jeg forkludrede og skyldte, alt det, jeg ikke fik gjort, mens tid var – alt det, jeg forsømte – selv det værste, og så stille Kristus ind foran det. Vove at løfte hovedet og sige: det sidste ord om mig – det skal vor Herre Kristus have, ja, det har han allerede sagt til mig! Det er ikke det, venner og fjender siger. Ikke det der står i avisen eller i mit CV. Ikke det, domstolen eller kommunen siger, ikke det, de engang vil skrive i min nekrolog, eller som præsten halvsøvnigt får flikket sammen i sin begravelsestale over mig. Det sidste ord om mig har Kristus! Det er den store mellemregning, den foruroligende, men også glædelige baggrund for kirkens håb til det, der kommer.

Pyt!
Når redningsfolkene ude på vestkysten sejlede ud i brændingen i deres lille robåd for at hjælpe de forliste, sagde de: nå hvad, det er kun livet vi mister! Det er af kloge folk bag skriveborde udlagt, som en slags virkelighedsflugt – tilmed sammenlignet med de muslimske selvmordsbombere, der er sikre på, de kommer i Paradis for deres velgerning. Men det var ikke virkelighedsflugt. Måske de virkelig havde den frækhed at tro på genkomst og dom? Måske de virkelig mente, døden ikke er dommen? De udviste i al fald en slags mærkelig, næsten uforskammet nonchalance overfor dette nu, som vi godt kunne trænge til at høre prædiket. ”I Kristus”, som det hedder, altså så at sige i ly af ham og med ham for øje at turde sige ”pyt!”. Af frygt for at blive anklaget for at spekulere og bevæge sig væk fra ”dette nu”, ”virkeligheden” og ud i fremtiden bliver teologien mærkelig nok netop virkelighedsfjern. Den graver sig ned i dette nu, vender ryggen til fremtiden. Dens tale bliver ukonkret, åndelig, overført, symbolsk. Og som sådan glider den i et med nu-religionen, så man som kirkegænger føler sig sat under dobbelt ild: Jeg skal nu ikke blot leve drømmene ud, gribe dagen, afgøre min fremtid, nå at få alt det set, som jeg har drømt om, vinde succes og træde i karakter. Jeg skal også afgøre mig for evigheden, træffe troens afgørelse nu, leve det gode liv, medvirke til god integration, være næstekærlig osv. Alt sammen nu! Det bliver til lovforkyndelse og følges så kun op af en underlig slatten, kraftesløs forkyndelse, som man kan finde det i en helt moderne – og i øvrigt ganske sympatisk – fremstilling af gudstjenesten af Jørgen Demant55. Kirkens gudstjeneste er her blevet en slags tryghedsrite for velfærdsdanskere i krise i det svære nu. Jeg får f.eks. åndenød ved denne passage om hånden i dåben: ”Hånden velsigner. Det er den beskyttende hånd mod det onde i tilværelsen. Den hånd, der vogter, at alt nok skal gå godt. Det er den trøstende hånd, der får den angste til at genvinde fatningen og mærke, at han ikke er alene. Det er den beroligende hånd, der får den urolige af hjertet til at falde til ro. Det er den hjælpende hånd, der sørger for bistand og støtte. Altså kort sagt: Velsignelsens hånd beskytter og bevarer det truede liv”56. Dette ikke anført for at spotte med bogens anliggende, men det bliver mig for tamt. Det er i mine øjne et udtryk for den moderne kirke, der har glemt sit rejsemål og sit dumdristige vovemod, som redningsfolkene at turde sige ”pyt” over for selv den værste modgang, ja, selv over for liv og død, men ikke mindst alle de projekter, som skal nås nu – også trosprojekter! Kirken står og træder sig selv forsagt over tæerne og tør ikke tro det, den selv forkynder. Fremdriften, håbet, viljen er væk. Men har man ikke lov at turde tro på, at som det er sagt til mig i min dåb, sådan skal det også være? At Kristus har overvundet verden – trods al den ondskab, man ser? At horisonten er lidt større end blot til min alderdom, pension og død? Kort: når alting ser ud til at gå ad helvede til – så at turde tro det modsatte! Vente sig alt godt: Herrens komme! Ikke frygte nogen menneskelig dom, for Herren skal dømme. Konkret og virkeligt! I folkekirken er det hele blevet til nutid. Fremtiden er bare det store, farlige usikre, som vi ikke tør eller må kigge ud på eller tale om. Der er ikke andet end dette nu tilbage: Det gode liv her, at bygge velfærdsstat i stedet for at vente Guds rige.

Sig det så!
Lad os altså nu turde sige det! Uden at frygte de evindelige anklager om, at vi løber fra pligten, ansvaret, troskaben og opgaven her. Det gør vi ikke – tværtimod, vi sætter pligt, ansvar, troskab og opgave i rette sammenhæng! Altså: En dag skal Gud fuldende, hvad han så møjsommeligt har begyndt i mig. Virkeligt! En dag er Guds rige kommet! En dag skal det ikke blive ved prædiken og ord, tvivl og vaklen! En dag er al prædiken overflødig, da virkeligheden selv er en prædiken. Virkeligt! En dag skal vi ikke mere tro, men se! En dag skal Kristus hugge knuden over og løse alle gåder! Virkeligt! En dag skal han have det sidste ord om mig! Virkeligt! En dag skal hver tåre tørres bort, og hver rynke glattes ud. Virkeligt!

En kirke, der ikke her i verden tror på det, har ikke fortjent andet end at blive en del af verden, af statsforvaltningen, en DNK-kirke, en moderne tempeltjeneste.

Derfor skal de sidste ord være netop som i Åbenbaringsbogen: Amen, Kom, Herre Jesus!


Noter:
1. Læs til sammenligning Paulus, Rom 8, 18-23.
2. Apostolicum, Nikænum og Den Athanasianske Trosbekendelse.
3. Leif Granes oversættelse i Confessio Augustana, Gad 1981.
4. Lars Tjalves trosbekendelse: ”Vi tror på den evige og usynlige Gud, alt levendes fader, hvis kraft gennemtrænger universet, ved hvem alt er blevet til og stadig er til. Vi tror på Jesus Kristus i hvem Gud blev menneske, som fødtes, levede og forkyndte Guds rige, som blev henrettet, døde og opstod, og som har del i Guds magt og væsen, og som med sin kærligheds magt omspænder hele universet. Vi tror på Helligånden, som Guds kraft i dåb, nadver og tilgivelse, som skaber og levendegør Guds kirke på jorden og Guds rige i evigheden og ved hvem Gud giver os del i sin opstandelseskraft.”
5. De adspurgte præster var foruden Lars Tjalve, Morten Munch, som fandt plads til genkomsten, men ikke dommedag. Henrik Wigh-Poulsen, som afstod fra at skrive en ny bekendelse, og Henrik Højlund, som skrev en ny med det karakteristiske ordvalg ”dom eller frelse for levende og døde”.
6. Citeret fra Kristeligt Dagblad 23/1 2007.
7. Kristeligt Dagblad 22/1 2007.
8. Jf. Al Gores film: En ubekvem sandhed.
9. Kristeligt Dagblad, 22/1 refereret af Skovsgaard.
10. do. Viggo Mortensen skrev: ”Disse tekster skal som alt andet i Biblen ikke forstås bogstaveligt, men læses som billeder på den menneskelige eksistens, som mennesker i enhver tid kan spejle sig i”.
11. Rudolf Bultmann: Das Evangelium des Johannes, 10. Ausgabe, Göttingen 1941.
12. Som hos Knud Hansens Den kristne Tro. Bedre var Rudolf Arendt: Tænkning og tro.
13. Foredraget findes i: P.G.Lindhardt, Optryk, Aros 1981 s. 87.
14. Ole Brehm Jensen, Prædikenens dårskab, Aros 1996, s. 73.
15. Se Tjalves bekendelse, nævnt ovenfor.
16. Mark 1, 24, jf. Mark 5,7.
17. Matt 11,4 ff.
18. Matt 16,13-20, Mark 8,27-30.
19. Rom 8,24.
20. Esaias 30,11.
21. Offentliggjort i bogen ”Karma, Koran og Kirke” af Berit Schelde Christensen m.fl., Forlaget Univers 2007.
22. 1. Kor 9,24; Fil 3, 12ff.
23. Frederik Helweg: Spaadomme eller Gud i Historien, Kbh. 1855, side 510-511. Henvisning hos Jørgen I Jensen ”Jeg-Automaten, Aros 2006, s. 106.
24. Åb 22,20.
25. Luk 5, 8.
26. Joh 1,47.
27. Joh 4,16-18.
28. Mark 10, 17-22.
29. Joh 8, 11.
30. Mark 2,17.
31. Matt 13, 24-30.
32. Matt 10,32.
33. Lene Flensted Johansen (LFJ): Dobbelt udgang versus apokatastasis, Præsteforeningens Blad 10/2006 s. 186-196. Artiklen førte siden hen til en længere teologisk diskussion i samme blad mellem Henrik Højlund og Kaj Mogensen, som dog ikke bragte nyt lys over sagen.
34. LFJ. S. 195.
35. Regin Prenter: Skabelse og Genløsning, 2. udg. Kbh. 1955, s. 603.
36. LFJ. s. 192.
37. LFJ. s. 188.
38. LFJ. s. 193.
39. LFJ. s. 193.
40. C. S. Lewis: The Problem of Pain, Fount Paperbacks 1977.
41. Lewis, s. 92.
42. Lewis, s. 35.
43. Lewis, s. 102, egen oversæt.
44. Amos 3,2.
45. Esaias 50,2.
46. Marin Brecht, Martin Luther Bd. 1, Calwer Verlag Stuttgart, 2. Ausgabe 1983, s 82-88.
47. Se billedet hos Brecht, s. 84.
48. Jakob Knudsen, Angst – Mod, 5. udgave, Kjøbenhavn 1919, s. 66-67.
49. 1. Mos 32, 25-30.
50. Jürgen Moltmann: Das Kommen Gottes, Chr. Kaiser 1995.
51. p??e??af? Gal 3, 1.
52. K. Olesen-Larsen, Fra Esaias Kirken, privattryk 1972, s. 17-20.
53. Matt. 25,42.
54. Lewis, f.eks. s. 95.
55. Jørgen Demant, Søndag morgen, Aros 2006.
56. Demant, s. 93.