Angående Olesen Larsen, Horstmann, Kjær-Pedersen og lovens 3. brug

Af Jesper Langballe, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 9, november, s.157-159.

Det kan godt ærgre mig en smule, at jeg af mit manuskript »Angående Olesen Larsen« (Tidehverv 2008 nr. 2) strøg en enkelt sætning om det forbehold over for Olesen Larsen, som Erik Kjær-Pedersen i sin replik til mig i sidste nummer citerer Johannes Horstmann for. Som Kjær-Pedersen anfører, findes dette forbehold ikke på skrift, men Kjær-Pedersen har hørt det mundtligt fremsat. Nu er sagen imidlertid den, at jeg ligesom Kjær-Pedersen har hørt Horstmann nævne Olesen Larsens kritiske anmeldelse af Chr. Lindskrogs katekismus (»«Lov og evangelium»«, Tidehverv, Årg. 11, 1937) og erklære som sin egen vurdering: – Her er det Olesen Larsen, der tager fejl, og Lindskrog, der har ret.

Når jeg nu erklærede så bestemt over for Katrine Winkel Holm, at Horstmann forstod sig selv som liggende helt på linie med sin forgænger i Esaias kirken, så kunne jeg godt for en ordens skyld have nævnt denne undtagelse. At jeg alligevel ikke gjorde det, skyldes, at jeg ikke har tillagt den nogen generel betydning, men netop har set den som en enkeltstående undtagelse, der bekræfter reglen: – Her tog Olesen Larsen fejl. Sådan siger man vel ikke om en mand, man er grundlæggende kritisk over for. Og den med, at Horstmann aldrig udtrykte sin afstandtagen fra Olesen Larsen, fordi denne var hans embedsforgænger og siden døde, kan jeg simpelthen ikke tage alvorligt.

Så kan vi bagefter drøfte, om det er Horstmann eller Olesen Larsen, der tager fejl i det enkeltstående tilfælde. Eller mere væsentligt og nærværende i vores sammenhæng: Om det er Erik Kjær-Pedersen eller mig.

Erik Kjær-Pedersen forekommer mig at være mere horstmannsk end Horstmann selv, når han for egen regning samler en buket af fremragende citater fra Olesen Larsens artikel og – uden at gå ind på citaternes nærmere indhold – finder, at Olesen Larsen her optræder som en fæl antinomist á la Johannes Lauridsen – en lidt besynderlig vurdering af en teolog, for hvem ordene »lydighed« og »ansvar« var nøgleord.

Lad os lige ridse op, hvad sagen drejede sig om. Chr. Lindskrog skriver i sin gennemgang af Luthers lille katekismus, at når Luther tager de ti bud med i katekismen og endog indleder med dem, så er det ikke kun af hensyn til traditionen, eller fordi det gamle Testamente rent historisk var forudsætningen for det nye. Man har forklaret sagen med, at for Luther var loven med det kendte paulinske udtryk en »tugte mester til Kristus«. Derfor bliver den stillet foran troen, og derfor ophæves loven siden af troen som den gamle pagt af den nye.

Det er for så vidt rigtigt, skriver Lindskrog, men forholdet er ikke kun historisk. Vi behøver nemlig hele livet denne tugtemester, hvis vi skal kunne høre evangeliet. For det kan kun høres af dem, der er under lovens anklage og Guds dom. Loven skal stadig læres og stadig sige os, hvad der er Guds vilje, for der er ikke noget evangelium uden for dem, der er under loven.

Så langt er Olesen Larsen helt enig med Lindskrog.

»Men«, fortsætter Lindskrog, »dette fører os et skridt videre«. Det gælder uden indskrænkning, at loven siger, hvad der er Guds vilje, vel at mærke Guds evige vilje. Men det betyder naturligvis, at loven gælder for de kristne, ikke alene som tugtemester til Kristus, men også i den betydning, at de som kristne virkelig er forpligtet til at leve efter den d.v.s. at regne Gud for deres eneste Herre…

Her er det, at det for Olesen Larsens knivskarpe dialektiske blik går galt for Lindskrog. Denne reber skel mellem lov og evangelium på et forkert sted og indfører ligeså stille det calvinske (og til dels melanchtonske) spøgelse »lovens tredje brug« i evangeliet (min formulering), en lov, der gælder særskilt for kristne, fordi de alligevel ikke kan klare sig med evangeliet alene.

Lindskrog fortsætter med at sige, at der jo ikke er tale om en lov, der gælder i al almindelighed, men om den lov, der gælder for dem, der ved Jesus Kristus er blevet Guds ejendom, er blevet hans børn. »De har nu ham til Herre, og dette taler Budene om. Og naar de forsynder sig – hvad de altid gør – så er det som i et Hjem, hvor Børnene ogsaa forsynder sig mod deres Forældres Befalinger og mod deres Hjems »Lov« – de ophører ikke af den Grund med at være Børn i det Hjem.«

Hertil svarer Olesen Larsen nu, at dette billede med børnene er falsk anvendt. »Det er ikke rigtigt, at man kan høre til i Guds Hjem og være Guds Barn, selv om man forsynder sig i mangt og meget. Det at være Guds barn består simpelthen i at elske Gud af ganske Hjerte, Sjæl og Sind og sin Næste som sig selv. Gør man ikke det, er man derfor heller ikke Guds barn.«

Eller som han siger det andetsteds i artiklen: Kristne skal ikke gøre Guds vilje. De gør den.

Det er, så vidt jeg kan se, det, som Erik Kjær-Pedersen kalder antinomisme. Men det er forkert. Antinomisten ser Guds lov som afskaffet ved evangeliet. Han siger som på Luthers tid Agricola: »På rådhuset med Moses!« Den kristne derimod ser loven som opfyldt af Kristus. Som opfyldt gælder loven stadig overalt, men i troen har den intet at skulle have sagt, for den kristne er ikke under loven, men lovens indhold er hans liv. At være under loven er jo nemlig ikke udtryk for Guds nåde, men for at vi har mistet Guds nåde. Ikke et udtryk for Guds kærlighed, men for Guds vrede.

Modsætningen kommer frem, når Erik Kjær-Pedersen anfører et dybt evangelisk udsagn af Ole sen Larsen som udtryk for ren antinomisme – et citat, jeg selv under Tidehvervs opgør med antinomismen har brugt, direkte vendt mod en antinomistisk forfalskning af evangeliet:

»Den kristne er som kristen ikke længer under nogen Lov, men under Naade, – men: mens Loven er Reglen, er Naaden Undtagelsen. Som Synder er den kristne under Loven sammen med alle andre Syndere, ved Naaden bliver man undtagen, ja, det at være kristen bestaar deri stadig paa ny at blive undtaget fra Lovens Krav, fritaget for Lovens Krav ved dens Opfyldelse. Den kristne er som kristen fritaget for enhver Tjeneste under Loven«.

Erik Kjær-Pedersen gør ikke rede for, hvordan han kan læse det som udtryk for antinomisme, men jeg tror, fejlen er, at han overser de to ord »som kristen«. Det er som kristen, at den kristne ikke er under loven. Som synder er han det stadig som enhver anden. For den kristne er på én gang retfærdig og synder.

Jeg tror også, det er denne distraktion, der gør sig gældende, når Erik Kjær-Pedersen misforstået anfører Horstmanns tale om totalaspektet og partialaspektet ved dette lutherske »simul justus et peccator«. E. K-P. skriver: »OL synes lige så lidt som Johannes Lauridsen at have forstået, at det lutherske simul justus et peccator har både et totalaspekt og et partialaspekt (Horstmanns formulering), og at det sidste var uadskilleligt fra det første.«

Ja vist, men netop derfor stod det Horstmann lysende klart, at partialaspektet ikke var noget forbehold for eller nogen reduktion af absolutheden i totalaspektet. Den kristne er virkelig helt ud retfærdig og helt ud synder – ikke en blanding af begge dele. Det er hovedstykket. Men hvor det er sagt uden forbehold, dér skal det tillige siges, at fordi mennesket lever i et spændingsfelt mellem et »allerede nu« og et »endnu ikke«, så er dette menneske stadig i bevægelse mod retfærdighedens fuldkommelse. Mennesket kan ikke som retfærdiggjort slå sig til ro i sin synd, men det skal, som det hedder i gudstjenestens gamle udgangsbøn hver dag forbedre sig i et helligt liv og levned. (De sidst anførte formuleringer er mine egne; jeg har ikke slået efter hos Horstmann, men jeg er nu sikker på, at han ville være tilfreds med min gengivelse af meningen med hans ord).

Det var også således, Horstmann forstod det begreb »helliggørelse«, som han erobrede tilbage fra missionshuset til den evangeliske teologi, hvor det ret beset hører hjemme. Men man kunne faktisk også blive klogere af at lytte til missionsfolk. Som jeg selv en gang hørte en missionsk dame sige, da jeg i min ungdommelige tåbelighed havde erklæret, at jeg intet forbandt med ordet »helliggørelse«, og hun svarede: – Ikke? – det var kedeligt, pastor, for det betyder såmænd, at Kristus skal vokse og jeg blive mindre! – Så var en ung vigtigmås sat på plads.

Det var også i det lys, Horstmann forstod Paulus’ formaninger, der som bekendt gerne kommer efter evangeliets forkyndelse af retfærdiggørelse ved tro. Sådan som helliggørelsen ikke er et tillæg til retfærdiggørelsen, er de paulinske formaninger ikke et tillæg til evangeliet. Men det er selve evangeliet om syndernes ubetingede forladelse, der udfolder sig aktivt i disse formaninger. Eller det er Gud Helligånd, der kærligt tager det retfærdig gjorte menneske ved hånden og leder det igennem dets kristenliv. Ikke krav, endsige dom, men vejledning. For Horstmann var det altafgørende at få forstået, at dette intet har at gøre med lovens tredje brug.

Personligt tror jeg også, at det var dette, Christian Lindskrog ville have sagt med sin tale om lovens opdrag for den kristne. Men Olesen Larsen har for mig at se ret i, at det ikke ganske er lykkedes for ham.

Der er en væsentlig mangel i udførelsen, sikkert ikke – som Olesen Larsen også anfører – i henseende til den gode mening. Sagt med mine egne ord: Lindskrog er gået i den fillipistiske fælde, som Horstmann aldrig er kommet i nærheden af: Det er ærkekætteriet om lovens tredje brug, der stikker sin hestehov frem. Jeg synes også, det fremgår af, at Chr. Lindskrog i forlængelse af sit billede med børnene under hjemmets lov skriver (ikke citeret af Olesen Larsen), at det havde været klarere, om Luther havde behandlet loven under 1. trosartikel, »for det er egentlig dér, den hører hjemme«. Nej, det er ikke. For de tre trosartikler handler samlet om den tro, der er lovens opfyldelse og ophør. Erik Kjær-Pedersen skylder at redegøre for, om det er dette synspunkt, han forsvarer i sin apologi for Lindskrogs katekismus. Eller er det, som Olesen Larsen skriver et sted i sin anmeldelse sådan, at »man tempererer Loven ved Hjælp af Naaden, og det, der kommer ud af det, paatager man sig saa at holde«?

Hvorfor Horstmann forsvarede Lindskrogs bog mod Olesen Larsen, kan jeg ikke sige noget sikkert om, men han har vel ment, at Lindskrog i grunden havde samme ærinde som han selv – hvad han sikkert også havde, hvis man ikke vejer hans bog på så streng en luthersk vægt som den, Olesen Larsen anvendte.

Nødvendigheden af den strenge vægt er ikke blevet mindre af, at vi i dag skal besinde os på modsætningen til et islam, der gør loven til basis for en osende selvretfærdighed. Når socialdemokraternes kirkeordfører nu foreslår, at Ramadan-festen slås sammen med Store Bededag, så synes vanviddets sluser at være vidt åbne – Ramadanen, hvor det lovretfærdige menneske fejrer sig selv og sin egen retfærdighed – og så de bods- og bededage, som Chr. IV indførte under trediveårskrigens lidelser, for at danskerne kunne gå i kirke og høre Johannes Døberens ord: »Øksen ligger allerede ved træets rod; så skal da hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden«. – Høre, at vi ved loven er fortabte og skyldige til evig straf – for så at søge ind under Guds betingelsesløse nåde.

Hvor der er skelnet ret mellem lov og evangelium, kan opgøret med antinomismen aldrig føre til lovretfærdighed og omvendt.

Horstmann var sig bevidst, at når man gør op med antinomismen, så udsætter man sig altid for at blive beskyldt for lovretfærdighed, og vil man helgardere sig mod at løbe den risiko, så får man som regel ingenting sagt. Men han vidste også, at der ikke heri ligger nogen undskyldning for ikke at tage sig i agt. Hvor man ikke gør det, kan opgøret med antinomismen let føre én lige i armene på romerkirken – eller langt værre: i armene på islam. Derfor er det afgørende, at der skelnes præcist mellem lov og evangelium – d.v.s. skelnes skarpt – så at loven er helvede, evangeliet himmelen – men dog skelnes sådan, at enheden mellem lov og evangelium er klar.

Den israelit, der havde forbrudt sit liv og flygtede ind i templet og greb fast om »frelsens horn« på alteret, havde asyl, så længe han holdt fast. Slap han grebet, var han dødsdømt. Overalt omkring ham gjaldt lovens dom: at han var fortabt og skulle hugges ned. Men i det ene greb var frelsen.

Sådan er den kristne stillet i forholdet mellem lov og evangelium, mellem dom og frelse. Loven er overalt omkring ham og ophører aldrig med at være lov. Og som synder er han den underlagt. Men i troen er han undtaget, for i troen er loven opfyldt. Med Olesen Larsens formulering: Loven er reglen, evangeliet er undtagelsen.

Jeg vil nødigt være uretfærdig, men det synes mig, at Erik Kjær-Pedersen i stedet gør evangeliet til en ny regel, og da han ikke vil være en antinomist, der bortskaffer lovens gamle regel, så forekommer han mig i stedet at brygge et mix af begge dele. Dermed får vi en lov for troende og én for vantro.

Erik Kjær-Pedersen gentager Katrine Winkel Holms bebrejdelse mod Olesen Larsen for altid at ville »fjerne ethvert udvortes såvel som indvortes støttepunkt eller hvilepunkt for troen.«

Ja, det var virkelig Tidehvervs indsats i den generation (ligesom det tidligere var Søren Kierkegaards) at sparke alle troens krykker bort. (Siden har kirkeligheden for længst på sin videre vandring samlet krykkerne op igen). Nu mener Kjær-Pedersen så, at han har fået selveste Johannes Horstmanns ord for, at det var rent galt. Da Kjær-Pedersen over for Horstmann citerede Olesen Larsens udtalelse om, at mennesket ifølge kristendommen ingen sikkerhed skal have, »korrigerede« Horstmann straks udtalelsen med denne replik: »Det er rigtigt, at mennesket ingen sikkerhed skal have – uden Gud.«

Jamen det er da ikke nogen korrektion. Det er en bekræftelse. Det selv samme ville Olesen Larsen sige: – Gud selv, som er troens giver og troens genstand, er samtidigt troens eneste sikkerhed. Men Olesen Larsen ville med sit kendskab til kirkelighedens snuhed også have vidst, at ordene »uden Gud« lynhurtigt kan drejes til en udvendig sikkerhed og komme til at betyde: – uden en »gudsforestilling« – eller uden en indre afmagtsfølelse – eller uden lovens tredje brug – eller noget andet bras. For Olesen Larsen vidste, som han en gang anførte over for Løgstrups skabelsesteologi, at så snart en sandhed bliver til en »sætning« (f.eks. sætningen »jeg er skabt«), så bliver den falsk, for så bliver den til en position. Men den er en negation.

Som teolog forblev Olesen Larsen med flid i negationen, for sådan skulle det være Gud alene, der kom med det »positive« – med sit eget frelsende ord. Sådan skulle det bestandigt være klart, at der slet ingen sikkerhed er – uden Gud.

Nu kan vi jo strides til dommedag med citater af Olesen Larsen og Horstmann – efter recepten: »Olesen Larsen sagde selv…« Eller »Johannes Horstmann sagde selv…« – Og midt i alt dette citatrytteri kan man få en ubetvingelig lyst til at udbryde som gamle A. B. Pedersen, da han en gang i en debat om Paulus på Tidehvervs sommermøde blev irriteret på en modpart og sagde: »Jeg vil da skide hul i Paulus!«

Jeg vil for så vidt også skide hul i Olesen Larsen. For det afgørende mellemværende mellem os er jo ikke, hvad Olesen Larsen har sagt, og hvad Horstmann har sagt, men hvad Erik Kjær-Pedersen siger nu, og hvad jeg siger nu. Og vel at mærke, hvad vi hver især mener med det, vi siger. Så kan vi til personlig vejledning slå følge med de gamle. Men ansvaret for det sagte er vort eget.