Angående Olesen Larsen

Af Erik Kjær-Pedersen, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 8, oktober, s.139.

Replik til Jesper Langballe.
Det er nogle bemærkninger i Jesper Langballes artikel »Angående Olesen Larsen« (Tidehverv 2008 nr. 2), der er anledningen til dette indlæg. Langballes artikel er et svar på Katrine Winkel Holms foredrag »Olesen Larsen to generationer senere« (Tidehverv 2006 nr. 2). I dette foredrag påviser hun blandt andet med en række eksempler, at Olesen Larsens formuleringer og sprogbrug i høj grad bærer præg af hans bestræbelse på at hindre mennesker i at blive sikre i deres gudsforhold. Denne påvisning stemmer udmærket overens med Olesen Larsens bekendte og ofte gentagne udtalelse om, at kristendommen lærer mennesket, at det ingen sikkerhed skal have. Og K. Winkel Holm viser også, at Olesen Larsens bestræbelse på at fjerne ethvert udvortes såvel som indvortes støttepunkt eller hvilepunkt for troen tenderer i retning af, at mennesket sikrer sig ved sin – usikrethed eller bevidstheden om denne usikrethed. Dette minder mig i øvrigt om, at Johannes Horstmann en gang, jeg citerede Olesen Larsens udtalelse om, at mennesket ifølge kristendommen ingen sikkerhed skal have for ham, straks korrigerede udtalelsen med denne replik: Det er rigtigt, at mennesket ingen sikkerhed skal have – uden Gud!

Jesper Langballe skriver et sted i ovennævnte artikel (s. 27-28), at »KWH insisterer på en modsætning mellem Olesen Larsen og Johannes Horstmann«, men hun »erkender ærligt og redeligt, at der intet belæg er for denne modsætning at finde hos Johannes Horstmann, der forstod sig selv som liggende helt på linie med sin forgænger som præst i Esaias kirken ...«.

Men på et væsentligt punkt var J. Horstmann i hvert fald ikke på linie med og ikke enig med Olesen Larsen. Jeg påhørte i en årrække de foredrag, Horstmann holdt en gang om måneden efterår og forår i sit hjem i det, han selv kaldte »den frie teologiske højskole«. Efter foredragene var der spørgsmål og debat, og ved en sådan lejlighed refererede og citerede Johannes Lauridsen fra Olesen Larsens anmeldelse af Christian Lindskrogs bog til brug for præster ved konfirmandundervisning; »Den kristne tro. En gennemgang af Luthers lille Katekismus.« (Gyldendal 1936). Jeg har selv læst og brugt Lindskrogs bog som hjælp og inspiration i min undervisning af konfirmander og har ikke fundet noget uluthersk eller uevangelisk i denne bog. Dette til forskel fra Olesen Larsen, hvis anmeldelse af bogen kan læses under overskriften »Lov og evangelium« i K. Olesen Larsen »At være menneske« bd. 1 (1967 s. 223-29). Jeg ser ikke rettere, end at OLs angreb på Lindskrog for at sammenblande lov og evangelium, så Guds nåde hos ham »kommer til at betyde Krafttilskud, Bevarelse, Sikkerhed, Løn og kødelig Salighed« skyldes, at OL ser rødt – »brændt barn skyr ilden« – ser pietisme og moralisme, så snart han hører tale om, at kristne er skyldige at opfylde Guds lov. OL synes lige så lidt som Johannes Lauridsen at have forstået, at det lutherske simul justus et peccator har både et totalaspekt og et partialaspekt (Horstmanns formulering), og at det sidste for Luther er uadskilleligt fra det første.

Det forekommer mig, at OL i sin anmeldelse af Lindskrogs bog flere steder røber en klart antinomistisk og uluthersk tankegang og teologi. Som eksempler på dette vil jeg citere fire mindre afsnit fra Ols anmeldelse (»At være menneske« s. 226-27):

1. Loven er »Tugtemester til Kristus, og dette er den eneste »lovmæssige« brug af loven. Enhver anden Brug af Loven ødelægger den og gør Kristus overflødig«.

2. Loven skal »ikke andet end drive Mennesker til Kristus; naar den har gjort det, og hver Gang den har gjort det, er dens opgave endt«.

3. »Den kristne er som kristen ikke længer under Lov, men under Naade, – men: mens Loven er Reglen, er Naaden Undtagelsen. Som Synder er den kristne under Loven sammen med alle andre Syndere, ved Naaden bliver man undtagen, ja, det at være kristen bestaar deri stadig paa ny at blive undtaget fra Lovens Krav, fritaget for Lovens Krav ved dens Opfyldelse. Den kristne er som kristen fritaget for enhver Tjeneste under Loven ...«

4. »Heller ikke vort nye Liv er derfor Lov, Fordring, men Opfyldelse, Virkelighed«.

Vil enhver antinomist ikke – ganske som Johannes Lauridsen – være fuldstændig enig i dette syn på lovens plads og brug i kirken og blandt kristne? Det skulle jeg mene. I hvert fald tog Johannes Lauridsen OLs anmeldelse som helhed til indtægt og alibi for sin egen klart antinomistiske teologi og NB! – Horstmann satte ikke spørgsmålstegn ved hans ret til dette, men han erklærede til gengæld meget bestemt, at her er det Olesen Larsen, der tager fejl og Lindskrog, der har ret. Og så melder det spørgsmål sig jo næsten af sig selv: Er der sammenhæng og konsistens i OLs teologi? Hvis svaret er ja, så er der altså grund til at træde i K. Winkel Holms spor og se mere kritisk på Olesen Larsens teologi, end det har været sædvane i vide kredse i som uden for arbejdsfællesskabet Tidehverv.

Hvorfor Horstmann aldrig på skrift ytrede sig kritisk om Olesen Larsens teologi kan man kun gisne om – måske blandt andet, fordi OL var hans forgænger i embedet, og fordi OL ved sin død var afskåret fra at besvare kritik af hans arbejde?

Horstmann tog i øvrigt anledning af sit opgør med antinomismen hos Lauridsen og dennes meningsfæller til at genlæse en hel del af de i bladet Tidehvervs to første årtier trykte prædikener, artikler og foredrag – og hans konklusion var, at en del af bidragyderne til disse årgange af bladet måtte siges at repræsentere en antinomistisk teologi og kristendomsforkyndelse. Men heller ikke på dette punkt har Horstmann så vidt vides ytret sig på skrift.