Af Christian Langballe, Tidehverv 2018 nr. 9, s. 177-178

I begyndelsen af september var jeg på rundtur med folketingets kirkeudvalg til Den Svenske og Norske Kirke. Første destination var Uppsala, hvor Den Svenske Kirke har sit hovedsæde. Lad mig blot slå fast: Svenskerne er et venligt folk. De er så venlige, at ”venligboerne” virker som blodtørstige barbarer ved siden af. Venligheden har antaget sygelige former og er endt i et galoperende vanvid blandt den herskende klasse. Det er som om den fromme pietistiske og missionske kirkelighed er gået amok i Sverige, har rykket sig løs fra sit ophav og er blevet politisk. Sverige er et politisk korrekt missionshus. Vi blev mødt med venlighed, da vi blev budt inden for i Den Svenske Kirkes hus. Vi blev bænket omkring et bord sammen med venlige svenske kirkefolk, og selv kaffen duftede én så venligt i møde. En dame med akademisk grad holdt et venligt oplæg om, hvordan udviklingen tilsagde, at Den Svenske Kirke måtte skilles fra staten og få en selvstyrende synode, og at den næste opgave nu var at nedlægge de små menighedsråd og samle dem i store kirkecentre – for demokratiets skyld!

Dernæst tog en anden yderst kompetent og sympatisk svensk dame over. Hun gennemgik den ny styrelseslov for Den Svenske Kirke, hvor det virkede, som om det var selve den hellige skrift, som hun udlagde. For svenskerne elsker nemlig styringsmodeller og kan få år til at gå med at udarbejde lange rapporter om den slags. Det var under hendes gennemgang, at det gik op for mig, at Den Svenske Kirke slet ikke var blevet skilt fra staten og næppe bliver det. Formelt set skete der en adskillelse mellem stat og kirke i Sverige i år 2000. Den svenske stat indså, at det var politisk ukorrekt og stred mod ånden i konventionerne at slæbe rundt på den besværlige ægtefælle, som kirken var blevet, men den svenske stat sørgede for at bevare kontrollen over kirken. Derfor er de politiske partier så stærkt repræsenteret i den svenske kirkesynode. Da jeg indvendte, at der slet ikke var sket en adskillelse af kirke og stat i Sverige, så den kompetente og sympatiske dame lettet, ja nærmest glædestrålende ned på mig og udbrød: Ja, just det!

Så gik turen videre til Oslo og til vores nordiske broderfolk. Den herskende kirkelighed i Norge er ligesom i Sverige til den pietistiske og missionske side og virker på mig umådelig selvgod, salvelsesfuld og from. Det siger jeg, selv om jeg også kender norske præster, som er ordentlige lutheranere. Den Norske Kirke har også fået en synode, hvor alt væsentligt besluttes. I Norge har man i mange år haft ”Human-etisk Forbund”, der virker som et løsrevet fragment af den gamle selvgode kirkelighed i en forynget og kulturradikal udgave. Forbundet roser sig af at have et videnskabeligt grundlag og hviler på en kristelig humanisme uden Gud. Denne humanisme er parret med tidens religiøse tro på globalismen, menneskerettighederne og konventionerne. Human-etisk Forbund har tur i den i Norge og foretager hver 6. konfirmation. Da vi mødtes med generalsekretæren, Trond Enger, udstrålede han da også en ukuelig optimisme, hvor han meget fermt iscenesatte sig selv som manden, der bragte oplysning og videnskab til et land præget af kristendommens intolerance, fordomme og formørkelse. Mødet med repræsentanter for Den Norske Kirke stod i grel kontrast hertil. De lignede en hær af flygtende tropper, som havde mistet håbet. En rar og frustreret norsk dame kunne træt og opgivende konstatere ateismens og afkristningens fremmarch og den norske kirkes store vanskeligheder. Det var netop trætheden og modløsheden, der virkede mest påfaldende, og som jeg reflekterede over, fordi den også har tag i folkekirken. Det er, som om tomheden og trætheden er blevet et fælles vilkår for kirken og kirkerne i Vesteuropa. Det må undre, da man skulle mene, at man i Den Norske Kirke har alle muligheder og det bedste udgangspunkt for at forkynde evangeliet for almindelige nordmænd, og hvorfor så ikke finde hvile i det? I stedet brugte hun og andre tiden på at diskutere ”strukturændringer”, ”demokratiseringsprocesser” og ”ledelse”. ”Kirken skal have sin egen stemme”, har det heddet så flot i Norge og Sverige. Så er der blevet oprettet en synode, som blot virker som den herskende kirkeligheds talerør, hvor alle tidens politiske korrekte modeluner hurtigt kan ophobes og reflekteres, hvorefter de som varmluftsballoner kan blive sendt til vejrs i den offentlige debat. Samtidig fortsætter den umådelig kedsommelige debat om strukturændringer og demokratisering i den svenske og norske kirkesynode, hvilket er selve tegnet på, at tomheden og den åndelige dødsproces har indfundet sig. Vi har også haft denne strukturdebat i Danmark, da hele diskussionen om kirkeråd eller synode gik for sig, men det er, som om den døde ud, da hele synodeuvæsnet strandede på grund af manglende politisk enighed i folketinget.

Rundturen til Den Svenske og Norske Kirke affødte en dyb taknemmelighed i mig over folkekirken og over, at vi aldrig har fået et kirkeråd eller en synode i Danmark. Når jeg kigger mig rundt til de omkringliggende kirkesamfund i Europa, er der ikke et eneste, som jeg har lyst til at befatte mig blot det mindste med. Norge og Sverige har jeg været omkring. Romerkirken er papistisk og klerikal og dermed lukket land for en ordentlig lutheraner. Hertil kommer den nærmest uendelige mareridtsforestilling med de pædofile præster i den katolske kirke, hvor skeletterne fortsat vælter ud af skabene, og hvor der kan trækkes tråde helt op i Vatikanet. Det værste er, at man har forsøgt at dække over modbydelighederne og bare har ladet dem ske, hvormed man har forgiftet den almindelige tillid, der bør være til præsterne og til kirken. Denne skandale har potentialet til at tvinge romerkirken i knæ – og det med rette!

Når man ser bort fra den katolske kirke, virker det på mig, som om indførelsen af en synode i de protestantiske kirker har ødelagt dem, fordi en elitær kirkelighed har fået frit spil, og fordi de har mistet den folkelige forankring. Den tyske protestantiske kirke er skilt fra staten, og styret af en synode. Den er i dag i en yderst sørgelig forfatning. Tager man Den Engelske Kirke, er den udstyret med en synode. I denne synode har der gennem årtier været lange larmende, udmarvende og forbitrede diskussioner, og dette parret med en sump af intriger har gjort, at englænderne i stigende grad har vendt ryggen til deres kirke. Godt, at vi ikke har en synodekirke, men en folkekirke, hvor ingen kan udtale sig på kirkens vegne, og hvor kirkens eneste stemme er evangeliet selv! Jeg kan ikke se, at tilstanden i folkekirken skulle være dårligere, end i andre kirkesamfund i Vesteuropa. Tværtimod! Jovist er kristendommen historisk og åndeligt udfordret, og der har sandt nok været en afkristning i gang i årtier, men det er en skæbne, som vi deler med hele den vestlige verden. Netop i den situation bør vi præster være taknemmelige for de gode vilkår, som vi har for at forkynde evangeliet for almindelige danskere, og for den almindelig tillid, som folkekirken nyder. Selvfølgelig er det altid en kamp, og kirken er altid den kæmpende kirke. Vi er ikke blevet lovet andet af Jesus selv, som kun har givet os løfte om forfølgelser og trængsler!

Det er i det hele taget ikke kirkens synlige succes og magtfulde berømmelse i verden, som vi tror på. Den trætte pessimisme på kirkens vegne, som jeg mødte i Norge, og som man også kan møde i Danmark, er i bund og grund fejlplaceret. Kirkens opretholdelse består i lyset af evangeliet udelukkende i, at Gud fortsat kalder sin kirke. Kalder Han ikke længere sin kirke, er den ikke længere til. Dersom kirken udelukkende skulle måles på en iboende perfektion i mennesket, en særlig ophøjet moral eller dydig levevis, var den gået i graven allerede Langfredag. Langfredag var der netop ingen retfærdige medlemmer af kirken tilbage ud over et, nemlig Vorherre selv, og han blev forhånet, ydmyget og endte med at blive klynget op på et kors, hvor han døde forladt af alle. Det er igennem ham, at Gud retfærdiggør den gudløse og kalder sin kirke af tomhændede syndere. Når præsten selv er en retfærdiggjort synder, kan han eller hun med en uendelig frimodighed gå ud og forkynde evangeliet for andre tomhændede syndere, som Gud af nåde har udset og kaldet til at være sin kirke. Frimodigheden ligger i, at det altid er Gud, der kalder sin kirke, når og hvor evangeliets retfærdiggørende nåde lyder til den enkelte. Se, det er kirkens nutid og fremtid, som det var kirkens fortid, at Gud i nåde fortsat kalder den i budskabet om syndernes forladelse i Jesus Kristus. Gud vrister den selvretfærdighed fra mennesket, at kirken skulle bestå på grund af det, som mennesket kan, og kundgør mennesket, at den kun opretholdes på grund af Hans kærlighed. Ja, at kirken kun eksisterer på Guds nåde.