Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2019, nr. 6, s. 85-87

Der er ikke noget mere forstemmende end at se begavede og uforfærdede mennesker optræde som kuede og angste væsner, der vejer hvert ord, de ytrer, på en guldvægt, inden de sender det ud i verden.
Lidt den forstemmende følelse fik jeg, da vi i Trykkefrihedsselskabet  i 2016 havde besøg af Roger Scruton, der modtog årets Sappho-pris.

Ikke fordi det, han sagde, ikke var skarpt og rammende. Det var en fremragende tale, han holdt.
Det var mere hans frygt for, hvordan offentligheden ville reagere, hvis dele af hans optræden blev offentligt kendt, der var mærkelig.

Vi, der havde filmet både hans tale og den efterfølgende debat, spurgte nemlig om lov til at offent- liggøre det hele på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside og fik så svaret: Hans tale måtte vi gerne offentliggøre, men ikke den efterfølgende debat.‘

Sært. For debatten havde formet sig som en fredsommelig samtale med publikum, og alt, hvad Scruton selv havde ytret, havde været afdæmpet og ukontroversielt. Samtidig var det rigtig ærgerligt, for samtalen med publikum var den mest levende del af hans optræden, hvorimod hans tale var særdeles bundet til manuskriptet, han havde med.

Vi gjorde naturligvis som han bad om, men jeg sad bagefter tilbage med en beklemmende fornemmelse af, at han var bange. Bange for, hvordan hans ord kunne blive udlagt, bange for hvilke konsekvenser, det kunne få, og at det var denne frygt der fik ham til at foretrække en lukket samtale frem for en åben. På en eller anden måde en lille bitte smule uværdigt for en ellers uforfærdet og tænksom filosof som Sir Roger Scruton.

Men hvor kunne jeg tillade mig at tænke sådan! Det var jo mig, der var alt for uvidende om de forfærdende vilkår for en konservativ filosof i England i dag. Det blev klart den 10. april i år, hvor der gik noget for sig, der giver et så klart billede af vilkårene for den offentlige samtale, at den fortjener at bliver grundigt gengivet.

Først en lille tilbagevenden til Scrutons tale i Trykkefrihedsselskabet. Her var en af hans pointer, at ytringsfriheden havde fået en ny fjende, som vi endnu ikke er gode nok til at forsvare os imod: Den intimidering, der følger af de sociale mediers mulighed for at bedrive effektive heksejagter. Hvis man kommer til at sige et ord forkert eller formulerer sig lidt kluntet, kan der opstå en Twitter-storm, der fører til at man i løbet af en enkelt dag eller to bliver slagtet og får ødelagt sin karriere. Scruton nævnte som eksempel Nobelprismodtageren i medicin, Tim Hunt, der på en videnskabelig konference i Syd-Korea var kommet med en munter bemærkning om kvinder i videnska- belige laboratorier og kort efter måtte træde tilbage fra sin stilling efter en kort, effektiv forargelsesstorm på Twitter. Ingen havde forhørt sig om, i hvilken sammenhæng, ordene var faldet, og hvad han havde ment med dem. Straffen for udtalelserne faldt før undersøgelsen af dem.

Tre år efter blev det så Roger Scrutons egen tur til at gennemgå præcis det, han havde advaret imod. I årevis har Scruton været hadet af venstrefløjen, men da han i efteråret blev udnævnt til formand for en arkitektur-kommission nedsat af regeringen, blev venstrefløjen rødglødende.

Formandskabet for kommissionen The Building Better, Building Beautiful Commission er ulønnet og ret ukontroversielt. Det drejer sig om arkitektur og bestræbelsen på at indtænke æstetik i nye, statsligt finansierede boliger. Vi er langt fra islamkritik og andre farlige emner. Ikke desto mindre var udnævnelsen af Scruton en blåstempling af en filosof, der siden han i 1980’erne angreb den nye venstrefløjs tænkere, ellers er blevet udelukket fra den akademiske verden og fra det pæne selskab i Storbritannien. Følgelig kom der vrede reaktioner på udnævnelsen, men den konservative regering stod fast på sit valg af for mand, og henviste til, at Roger Scruton har beskæftiget sig meget med æstetik og arkitektur og derfor er  særdeles kvalificeret til posten.

*

Men så begik Scruton her i foråret den dumhed, at sige ja til at lade sig interviewe af en journalist fra det venstreorienterede magasin New Statesman. En fatal dumhed, for det viste sig at journalisten George Eaton kun lavede interviewet med det ene formål at få Scruton fyret som formand for kommissionen. Eaton lagde ikke engang skjul på sine motiver. Da det lykkedes ham at få Scruton fyret, lagde han et foto af sig selv ud på de sociale medier, hvor man ser ham stå triumferende og drikke champagne direkte fra flasken. Fotoet var tilsat denne tekst:

”Den følelse, man får, når man får fyret højrefløjsracisten og homofoben Roger Scruton som rådgiver for den konservative regering.”

Sjældent ser man journalister så tydeligt afsløre deres egen private hævn-dagsorden, og man er næsten taknemlig for selvafsløringen.

Problemet i sig selv var imidlertid ikke den svinske journalist, men den konservative regerings reak- tion på journalistens aktion.

Kun fire timer efter interviewets offentliggørelse forlød det fra regeringen, at ”professor Sir Roger Scruton er blevet afskediget som formand for The Building Better, Building Beautiful Commission på grund af sine uacceptable udtalelser.”

To ting er her værd at hæfte sig ved. For det første, at den konservative regering slet ikke forsøger at camouflere, at det er Scrutons frie ytringer, der fælder ham. Ytringer, der ingen relevans havde for hans hverv i arkitektur-kommissionen.

For det andet, at man helt ukritisk overtager den venstreorienterede journalists forvrængede fremstilling af Scrutons holdning og ikke engang forsøgte at lade som om konservative kan og vil tænke selv og f.eks. først undersøge hvad der egentlig blev sagt.

Journalisten havde virkelig også lagt op til den perfekte Twitterstorm.

Dagen inden interviewet blev offentliggjort i magasinet, havde han skrevet på Twitter, at ”den regeringsudnævnte filosof, Roger Scruton, er kommet med en række rystende udtalelser, om ”ungarske jøder”, har fremsat racistiske be- mærkninger om kineserne,  havde kaldt ”islamofobi et propagandaord opfundet af det muslimske broderskab for at stoppe en nødvendig debat”. Endelig at Scruton havde sagt, at der i 2015 havde befundet sig ”muslimske horder” ved den østeuropæiske grænse.

Hvad der var op og ned, sandt og falsk i denne sammenklippede citat-mosaik, interesserede hverken Labour, der straks krævede Scruton fyret, og altså heller ikke Theresa Mays parti, der blindt fulgte efter og straks fik denne ros fra Det muslimske Råd i Storbritannien:

”Vi hilser afskedigelsen af Roger Scuton velkommen, men sagen rej- ser det alvorlige spørgsmål: Hvordan kunne Roger Scruton overho- vedet blive udnævnt til denne post?”.

Så fik muslimernes talsmænd lige markeret, at ensretningen bliver total, den dag de får det endelige ord at skulle have sagt.

*

Og hvad havde Scruton så sagt i interviewet? Et par uger efter eksekveringen af ham lykkedes det Spectator at få lagt råbåndene frem. Og her hører man en besindig, forsigtig og i øvrigt meget forkølet Scruton fremsætte ukontroversielle overvejelser overfor en tilsyneladende særdeles venligsindet journalist.

Det er selvfølgelig ikke korrekt, at Scruton siger noget ufordelagtigt om ”ungarske jøder” i almindelighed, han kommer alene med en kritisk bemærkning om den magtfulde mangemillionær George Soros, uden overhovedet at hæfte sig ved at Soros er jøde. Han kritiserer den kinesiske regering for at ”skabe robotter ud af deres befolk- ning” for så vidt regeringen forsøger at ensrette og hjernevaske sin befolkning. Han er yderst dæmpet i sin islam-kritik (for dæmpet), men sandt er det, at han anvender ordet ”muslimske horder”. En ma- lende og ganske dækkende beskrivelse af de migranter, der væltede frem mod den ungarske grænse i 2015, og som den ungarske regering vil høste uvisnelig ære for at have modstået.

Sig ordet ”muslimske horder”, og du kan kastes for ulvene i Storbritannien anno 2019.

Er det læren af den vellykkede heksejagt på Roger Scruton?

Tilsyneladende, for det er den formulering man i den efterfølgende debat især har fremhævet som fuldstændig uacceptabel.

Men der er selvfølgelig ingen regler for, hvad man må sige og ikke sige. Det er helt uforudsigeligt og afhænger af hvad humøret er blandt venstrefløjen på twitter lige den dag. Det er en del af det uhyggelige ved vores offentlige debat.

Læren er en anden: Hvis man ikke har en indre modstandskraft og anden målestok end pragmatisk kamp for indflydelse og politiske delpunkter, har man tabt kampen om den offentlige mening. Sådan som den svæklinge-agtige britiske regering har.

Skal man kunne modstå heksejægerne og beskytte dem, de forsøger at kaste på bålet, skal man være rede til at stå imod og i den forbindelse  miste fuldstændig anseelse og blive hængt ud som umenneske.

Det kan man kun holde ud, hvis man frygter en anden og større dommer mere end man frygter den aktuelle mediedomstol. Hvis gudsfrygten er større end frygten for hoben.

På den måde viser heksejagten på Roger Scruton endnu en gang, at den vigtigste kamp i vores tid er den åndelige kamp. At det bliver de åndelige forudsætninger for den politiske kamp, der kommer til at afgøre den politiske kamp.