TIDEHVERV - Bladet udkom første gang okt. 1926

Fingrene væk fra gudstjenesten!

 Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2019, nr. 7, s. 109-111

Mange husker nok historien om den hundrede år gamle Kristus-freske i kirken Santuario de la Misericordia i den spanske by Zaragossa.
Fresken var efterhånden blevet noget medtaget, og det fik for syv år siden en from ældre kvinde, der i årevis var kommet i kirken, til at tage affære. Derhjemme syslede kvinden med ikon-maleri, så hun gik i gang med pensel og farve for at male fresken op.

Resultatet blev verdenskendt: På trods af den stakkels kvindes fromme og gode hensigter, forvandlede hendes opfriskning af fresken Kristus-billedet til et billede af ”en behåret abe”!
Moralen turde være, at en vis portion ydmyg selverkendelse kan forhindre ødelæggelse af overleveret arv.
Det er i mange tilfælde bedre at holde fingrene væk, selvom man ser alderstegn på det overleverede, end det er i tillid til egne evner at buse på for at redde - blot for derefter at opdage, at man har ødelagt arvegodset uopretteligt.

I juni måned offentliggjordes de sidste to rapporter fra de i 2016 af biskopperne nedsatte faggrupper om folkekirkens liturgiske situation: ” Gudstjeneste – om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke” og ”Dåb og Nadver – Om sakramenterne i den Danske Folkekirke.” Det var under læsningen af rapporten om gudstjenesten, at jeg kom til at tænke på fresken i Zaragossa. Rapporten lider af en udpræget mangel på teologi. Ikke et sted gøres der forsøg på en udførlig kristologisk og trinitarisk redegørelse for, hvorfor vi holder gudstjeneste.
Navnene Jesus og Kristus nævnes kun sporadisk, og de for gudstjenesten afgørende begivenheder: inkarnationen, korsfæstelsen, opstandelsen, pinsen glimrer ved deres fravær.
I stedet skrives der side op og side ned om os selv. Om, hvad vi gør, føler og oplever, når vi går i kirke. Og især skrives der om fællesskab.
Gudstjenestenen et fællesskab. Sekulariseringen og individualiseringen påvirker mennesket og vores fællesskaber og dermed synet på gudstjenesten. Men hvordan former vi gudstjenester, hvor det senmoderne menneske oplever mening, frihed og fællesskab? Og hvordan sørger vi for, at gudstjenestens sprog – ritualets formler og Bibelens og salmebogens sprog og tone – understøtter dette?”

Således hedder det konkluderende i det første afsnit om baggrunden for rapporten. Det er det senmoderne menneskes oplevelse af mening, frihed og fællesskab, der er i centrum, hvorfor hele rapporten får et ulideligt navlepillende præg af psykologisk og sociologisk lommeuld.
Skønt rapportens senmoderne menneske kræver så megen opmærksomhed, må det dybest set være et såre nøjsomt væsen, som kan leve af åndelig junk-food. For når vægten i den grad lægges på vore oplevelser af mening og fællesskab, bliver der ikke megen plads til den sande åndelige føde, Guds ord, hvis vi ikke umiddelbart finder det relevant.
Men et af syndens symptomer er jo, at vi mennesker helst vil finde det relevant og meningsfuldt, som behager os og giver os ret i, at det er os, der afgør, hvad der er meningsfuldt.
Resultatet af gudstjenesteændringer, der skal bygge på, hvad vi gerne vil høre, kunne snart blive, at vi kun kommer til at høre om os selv og vore egne meninger. Og det er en fattig kost målt med Guds ords næringsrige daglige brød.

*

Det er formentligt det oplevelseskredsende udgangspunkt, der gør rapportens fåtallige forsøg på teologiske redegørelser for gudstjenestens betydning så fade og floskelagtige.
Som f.eks. den passus, som er det nærmeste forfatterne kommer til en teologisk redegørelse for gudstjenestens mening, i afsnittet om samme: ”Gudstjenestens dybeste grund er, at mennesker kommer sammen for at lovprise og takke for, at Gud har vist sin kærlighed til mennesket igennem sin søn Jesus Kristus.”
Det er da så vist og sandt, men samtidig såre vagt i forhold til f.eks. Paulus’ ord: at Gud sparede ikke sin egen søn, men gav ham hen for os alle. Eller Johannes: Thi således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn…
Det er og bliver en kristen gudstjenestes mening, at der i alle dens led skal peges på Kristus som det Guds lam, der bærer alverdens synder, så det forkyndes, at i ham og hans gerning for os har Gud åbenbaret os sin kærlighed. 
Hvad enten vi er senmoderne, førmoderne eller langt forud for vores tid, så gør den udflydende tale om Guds kærlighed, som går igen gennem hele rapporten, og som måske desværre afspejler en generel prædike-modus i folkekirken, sit til at gøre kristendommen til ligegyldig muzak i folks øre.

Et eksempel på en kristelig musak-formulering i rapporten er denne redegørelse for gudstjenestens mening: ”Kristendom er noget, vi deler. Derfor holder vi komsammen hver uge, hvor vi igen får det at vide: at vi er elskede og frie mennesker, bundet til Gud og hinanden i kærlighed.”
Den tænksomme – og måske ligefrem anfægtede kirkegænger – kunne med føje spørge: ” Hvordan har Gud vist mig sin kærlighed? Hvad er det for en frihed, der tales om? Hvad er den frihed fra – og hvad er den frihed til? ”
Men som sagt: når vægten i forståelsen af gudstjenesten skal lægges på, hvordan vi oplever gudstjenesten, så fortoner det gudstjenestekonstituerende Guds-ord sig i fade kærlighedsfraser, og rapportens fåtallige teologiske redegørelser bliver uklare og tvetydige.
Således f.eks. i afsnittet om ”Gudstjeneste og samfund”:
”Gudstjenesten har efterklang i samfundet, i hverdagen. I gudstjenesten bliver menigheden mindet om Guds historie med sin skabning. Og den historie tager menigheden med ud i verden som horisont og perspektiv. Ja, det er et sigte med gudstjenesten, at vi får mod og vilje til at gøre gavn i verden. Lovprisningen og bekendelsen i gudstjenesten er en forkyndelse af, hvordan både kirken og verden burde være. Gudstjeneste fejrer vi i grunden for verdens skyld. For nyskabelsen af verden og os i den. Navnlig i et protestantisk samfund er det vigtigt ikke at miste gudstjenestens offentlige stemme i hverdag og samfund.”

Hvad siges der her? Siges der, at fordi Gud ved ikke at spare sin egen søn har sat sin nyskabelse af verden og os i værk, hvorfor vi frit kan gå hver til sit og stole på Guds nåde og således i kald og stand gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde? Eller siges det, at nyskabelsen af verden er et fællesprojekt mellem os og Gud, der i gudstjenesten lader os se, hvordan vi skal være med til at ændre verden? Måske ved at gå foran som grøn kirke?
Men det er måske af hensyn til den rummelige folkekirke, hvor der skal være plads til såvel luthersk kristendom som Grøn Kirke, at rapporten taler så tåget?

Under alle omstændigheder synes rapportens forfattere, ganske tidstypisk, ikke at have megen tiltro til Guds skaber- og forløsermagt. I afsnittet om ”Ritual og sprog” hedder det: ”Gudstjenesten foregår i et anderledes rum. Der er særlige handlinger og en særlig koreografi. Der er et særegent indhold af tekst, sang og bøn. Alt dette har det særlige formål at skabe et mødested mellem Gud og mennesker med det håb, at mennesket tilgives og bliver styrket i troen.”
Det er vel at mærke ikke undertegnede, der har fremhævet ordene ”skabe et mødested mellem Gud og mennesker”, men forfatterne selv.
Det er tankevækkende, at Jesu løfte om, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, der vil han selv være til stede iblandt dem, ikke nævnes her. Men det ville selvfølgelig relativere vores skabelse af mødestedet mellem Gud og menensker en del, for holder vi gudstjeneste i tillid til, at Vorherre holder, hvad han har lovet, så er det ikke os, der skaber mødestedet mellem Gud og os, men Vorherre selv, der med sit løfte har givet os mulighed for at møde ham.

Mens når det omvendt er gudstjenestens liturgi, - som selvfølgelig er menneskeværk – der skal skabe mødestedet mellem Gud og mennesker, så vi kan få tilgivelse – (hvad vi skal have tilgivelse for, nævner rapporten intet om) – og blive styrket i troen, så må konklusionen jo være, at uden vores gudstjenesteindsats var Gud uhjælpeligt bundet til sin fjerne himmel og ude af stand til at tilgive syndere.

*

Kort sagt: rapporten begynder i vores egen navle og kommer derfor ikke ud af den. At alt i gudstjenesten: liturgi, salmer, prædiken er tom og meningsløs kling-klang, hvis ikke den er efterklangen af Guds nyskabende handlen for os, af inkarnation, kors, opstandelse og pinse, ja, hvis ikke dens horisont er den eskatologiske: at himmeriget er kommet os nær i evangeliet om Guds søn, som det vel at mærke er Gud Helligånd selv, der skaber troen på, og hvis ikke også gudstjenestens fremtidsperspektiv er det eskatologiske: dommen over denne verden og Guds oprejsning af os i sin søns billede, så bliver det svært at kende forskel på en kristen gudstjeneste og et humanistisk-kristeligt symposium.

For at vende tilbage til min indledning med fresken i Zaragossa: læsningen af rapporten om gudstjenesten rejser først og fremmest det spørgsmål, om det er betimeligt at pille ved gudstjenestens form i dag.
I forordet til rapporten skriver biskop Marianne Christiansen, at eftersom gudstjenestens liturgi hele tiden er i en langsom forandring, der medbringer ord og traditioner fra flere årtusinder og indoptager nye udtryk, må vi med jævne mellemrum standse op og overveje: ”Hvordan fejrer vi bedst gudstjeneste? Hvordan skal rammerne for mødet med Guds ord være? Hvordan udtrykkes takken og glæden over skabelse og opstandelse og bøn om tilgivelse og forsoning? Hvordan bidrager vores tid til den levende gudstjenestetradition?”
Det lyder lidt som kommunalbestyrelsen, der gerne vil nå at sætte sit præg på kommunen, før den går af. ” Vi vil også have lov til at efterlade et aftryk på gudstjenesten!”

Men i al sin enkelhed er svaret på, hvordan vi bidrager til den levende gudstjenestetradition, jo, at det gør vi ved flittigt at gå i kirke. Ved ydmygt at lytte til Guds ord, som vi stadig kan høre i den traditionelle gudstjenestes liturgiske led, i de salmer, som generationer har sunget før os. Og så svære er de gamle ord ikke, at ørerne på den, der flittigt går i kirke, ikke kan åbnes for dem.
Men for os alle gælder, at vi skal lære at lytte i frygt og bæven til Guds ord som den skat, hvor sandheden om vore liv gives os, før vi overhovedet skal tænke på at sætte vort eget aftryk på gudstjenesten.
Hvis udgangspunktet for at forny gudstjenesten er det, at folk ikke gider komme i kirke, og at præsterne ikke selv finder mening i at holde gudstjeneste for de få, der kommer – ja, så må dommen over vor tid være, at den er så selvoptaget, så overfladisk, så uden gudsfrygt og alvor, at det vil blive et rent mord på vores trods alt gennemprøvede og slidstærke gudstjenesteordning, hvis der gives frit lejde til at pille ved den.

*

Men hvorfor er det overhovedet kommet dertil, at vi blot 27 år efter, at vi sidst fik en ny alterbog, igen skal til at pille ved gudstjenesten?
Det antydes i afsnit 2.7: ”Diversiteten i gudstjenestelivet – også specifikt i højmessen – øges i disse år, måske fordi individualiseringen og kompleksiteten øges.”
Men mon ikke mennesker altid har fundet netop deres egen tid kompleks og atomiseret? Det hører jo ligesom med til menneskelivet, at det er sværere at overskue den situation, man står i, end den fortid, man har bag sig.
Når diversiteten i gudstjenestelivet er blevet øget i de senere år, så hænger det jo først og fremmest sammen med, at der fra biskoppernes side lader til at være blevet givet grønt lys for et utal af ændringer. Så selvom sognene formelt skal have biskoppens godkendelse til brug af ikke-autoriserede liturgier, fra- og tilvælger sognene i praksis frit uden at besvære bisperne med anmodninger om forlov.

Derfor er tiden nu, iflg. bisperne, kommet til at tage gudstjenesten op til revision og kaste spørgsmålet om dens fremtidige former ud til al folket.
Det svarer lidt til, at forældre ikke orker sætte grænser for deres børn, og når børnene så er vokset vildt udover alle bredder, anmoder forældrene kommunen om hjælp.
For bispernes opgave var og er jo at tage de sogne – in casu vel oftest sognepræster og menighedsråd – i skole, som uden tilladelse ændrer løs på de autoriserede ritualer.
Og når bisperne har denne opgave, så er det for at forsvare kirkegængerne imod at blive gjort til gidsler for præsternes eksperimenteren. For autorisation af liturgi og ritualer er til for at give det Guds ord frit løb, hvis myndighed også bisperne står under. For at sikre, at den kirkelige opfindsomhed ikke ender med at sætte Guds ord i skammekrogen.
Biskopperne har ikke orket at mande sig op til at skride ind over for de mange angreb på den autoriserede højmesse – og nu kaster de så endeligt håndklædet i ringen med det argument, at der jo er sket så meget omvæltende de sidste tyve år.
Men er de sikre på, at der er et virkeligt folkeligt ønske om frihed til at ændre i gudstjenesten?

Jeg har spurgt blandt kirkegængere i eget sogn, og i de nabosogne, jeg i sommerferien har passet. Her ønskede alle at holde sig til det kendte og fortrolige.
Og i mine år som sognepræst har jeg gang på gang været ude for, at forældre, der skulle have barnedåb, sagde, at ganske vist kom de ikke så meget i kirke, men når de kom, så håbede de, at det var, som det plejede at være.
Jeg vil mene, at mine undersøgelser af sognefolkets ønsker til gudstjenesten er fuldstændig lige så gyldige, som det det billede af et angiveligt voksende behov for større liturgisk valgfrihed, gudstjenesterapporten er udsprunget af.
Så for alle de folkekirkemedlemmers skyld, som ligesom mine sognebørn, håber, at gudstjenesten er, som den plejer, vil jeg opfordre til besindighed, hvad angår ændringer af gudstjenesten.
Tænk, hvis bestræbelserne på at forbedre ender som den fromme kvindes i Zaragossa. I stedet for Kristus får vi en behåret abe – eller måske snarere et billede af os selv, os selv og endnu engang: os selv.