Biskoppers magt og myndighed
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2020, nr. 2, s. 21- 23
Første akt:
Den 14. august 2019 deltog jeg i et møde om liturgi i Fredericia. Jeg var inviteret som repræsentant for ”den kirkelige organisation Tidehverv”. Den slags invitationer plejer jeg at arkivere lodret, men ved dette møde forekom det mig at være vigtigt at troppe op for at give mit besyv med.
Som omtalt flere gange her i bladet har landets biskopper udsendt tre rapporter om folkekirkens liturgi – rapporter, der lægger op til en folkelig drøftelse af, hvordan folkekirkens liturgi og ritualer skal se ud i fremtiden, og om folkekirkens liturgi fremover skal være autoriseret i det omfang, den har været det siden reformationen og stadig er det, eller om autorisationen skal indskrænkes til et minimum, så sognene – in casu sognepræster og menighedsråd – får friere slag til at husere med højmessen.
I de forløbne år er flere sogne blevet udnævnt til ”liturgiske frisogne”, og de hjemmestrikkede ritualer, som hidtil er blevet offentliggjort fra disse sogne, giver et trist forvarsel om den folkekirke, der kan blive resultatet af bispernes liturgiprojekt.
Gudstjenester, hvor det er os selv som fællesskab, vi samles om; dåb, som ikke må være genfødelsens bad ved Helligånden.
Derfor drog jeg af sted til mødet for at protestere – og for at spørge: Hvorfor? Hvorfor risikere at give køb på en højmesse, der i det store og hele er genkendelig fra sogn til sogn? Og hvorfor risikere, at ritualerne glider ud i almenreligiøs fællesskabsdyrkelse?
Det var min biskop, Marianne Christiansen, der ledte mødet. På mit spørgsmål: Hvorfor? svarede hun, at den liturgiske selvtægt rundt omkring i sognene i de senere år var taget til, så man var nødt til at tage bestik af den.
Jeg indvendte, at hvis den liturgiske selvtægt var taget til, var det da først og fremmest et tegn på, at biskopperne havde forsømt deres tilsynspligt.
” Jamen, hvad vil du da have, at vi skal gøre”, svarede biskoppen. ” Skal vi tage ud at slå folk?”
Jeg mente, at biskopperne kunne begynde med at bruge deres myndighed til at indskærpe præster og menighedsråd, at de har at holde sig til de autoriserede ritualer, sådan som det er foreskrevet i alter- og ritualbog.
Men, som biskoppen senere i drøftelsen udtalte: en sådan brug af den biskoppelige myndighed ville gøre folkekirken til bispekirke. Autorisationen havde baggrund i den enevældige konges magtbud – og bisperne ønsker ikke at udøve magt!
Anden akt:
Onsdag den 4. december var jeg bisidder for en sognepræst, der var indkaldt til tjenstlig samtale hos biskop Marianne Christiansen. Som bisidder tog jeg et referat, som blev vedlagt sagsakterne sammen med stiftsfuldmægtigens referat.
Begrundelsen for den tjenstlige samtale var, at den fripostige unge sognepræst i en mail havde anklaget en embedsbroder for at fremsætte flere åbenlyse usandheder i en tvist om ledelsen af en fælles aktivitet.
Det var vel at mærke ikke den aktuelle sags indhold, der var genstand for den tjenstlige samtale, men sognepræstens sprogbrug, som biskoppen i begyndelsen af samtalen indskærpede sognepræsten at moderere, for ellers ville biskoppen skride til tjenstlige sanktioner.
Biskoppen fandt det nedladende og arrogant at bruge ordet ” usandheder”, for det var at opkaste sig til dommer; det var at gå efter personen og ikke efter sagen. Og hvis sognepræsten ikke selv kunne høre tonen i sin måde at udtrykke sig på, skulle han rette ind efter biskoppens bedømmelse af den. Ellers kom de til at støde sammen!
Hvis sognepræsten endelig ville tage skarpt til genmæle over for en anden, skulle han sige: ”Jeg er lodret uenig.”
Sognepræsten indvendte, at udsagnet: ”Jeg er lodret uenig!” netop ikke ville være et udsagn om et sagsforhold, men et subjektivt udsagn om, hvad han mente og syntes. Mens ordet ”usandt” angiver, at der er tale om påstande, som afviger fra en foreliggende objektiv kendsgerning.
Biskoppen sluttede med at udtale, at det var ikke selve sognepræstens sprogbrug, men mønsteret i hans udtalelser, tonen i dem, som var kritisabel…
- - -
Det forekommer mig at være ganske tankevækkende, at den samme biskop, som vægrer sig ved at bruge sin myndighed til at skride ind overfor liturgisk selvtægt, fordi det angiveligt vil være udtryk for magtfuldkommenhed, ikke holder sig tilbage fra at bruge sin biskoppelige myndighed til at gennemtrumfe sin opfattelse af sproget: at ordene ”åbenlyse usandheder” ikke refererer til et sagsforhold, men udelukkende er udtryk for personintimidering.
For sagen er jo, at når en biskop skrider ind overfor liturgisk selvtægt, udøver biskoppen sin givne myndighed. Hun gør det, hun har fået i opdrag i og med sit embede.
Her er der ikke tale om vilkårlig magtudøvelse, for biskoppen holder sig til det, som både hun og den liturgisk kreative præst på forhånd ved, at biskoppen skal føre tilsyn med.
Når biskoppen derimod med trussel om tjenstlige sanktioner indskærper en præst at holde sig til en sprogopfattelse, som er biskoppens egen subjektive opfattelse, er der tale om en anderledes vilkårlig magtdemonstration. For ”tonen” er og bliver et ubestemmeligt kriterium for sanktioner.
Når ”tonen” bliver kriterium for reprimander, falder sagligheden bort, og enhver sognepræst, der siger sin mening skarpt og ligefremt, vil i princippet stå til biskoppelig reprimande.
Nu ville der ikke være grund til at overveje forholdet mellem biskoppernes givne myndighed og deres magtudøvelse, hvis ovennævnte tjenstlige samtale var en enlig svale.
Men biskoppernes brug af tjenstlige samtaler er i e senere år blevet intensiveret, jf. Kristeligt Dagblad 25.9.2015. Da samtalerne af hensyn til den indkaldte sognepræst behandles fortroligt, er det selvsagt skjult for offentligheden, hvad grunden til den hyppigere brug af tjenstlige samtaler er.
Men i flere af de sager, jeg har fået kendskab til, har det netop været ”tonen”, der har været ankepunktet: Præsternes angivelige mangel på respekt over for kolleger, mangel på fornemmelse for kirkegængernes følelser i præsternes prædikensprog, mangel på respekt for præstens foresatte.
Kort sagt det, der falder ind under decorum.
Og vist er det, at præsterne aflægger løfte på ” mod foresatte og kaldsfæller at udvise et sådant forhold, at der ikke med grund skal kunne føres klage over mig.”
Imidlertid står decorumløftet sidst i præsteløftet. Det vejer altså ikke lige så tungt som den første del af præsteløftet som angår hovedsagen: forkyndelsen af Guds ord:
” At jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger…”
Blandt kirkens symbolske bøger er som bekendt den Augsburgske Bekendelse, hvori det i artikel et hedder vendt mod dem, der fornægter den kristne kirkes grunddogmer – at Kristus er sand Gud og sandt menneske og at Gud er treenig - : ”De ( dvs. de lutherske menigheder) fordømmer alle kætterier, som er opkomne mod denne artikel, såsom manikæerne, der antog to grundvæsener, et godt og et ondt, ligeledes valentinianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og alle deres lige.”
Med denne fordømmelse slog reformatorerne fast, at de stod på bibelsk og oldkirkelig grund; at de lutherske menigheder var sande lemmer på den hellige almindelige kirkes legeme, hvorfor reformatorernes fordømmelse af alle antitrinitarer selvsagt også forpligter bisper og præster i den danske folkekirke til i deres forkyndelse og offentlige tale at være i modsætning til f.eks. islams kætteri.
Her er det ikke tonen, men selve kirkens grund, det drejer sig om. Frelsen i Kristus alene.
Ikke desto mindre har vi i det sidste årti været vidner til biskopper, der offentligt udtalte, at der var andre veje til Gud end Kristus; biskopper, der inviterede imamer til at oplæse egne bønner ved den TV-transmitterede nytårsgudstjeneste; biskopper, der offentligt var fortalere for moskebyggeri…
Men nu hviler biskoppens myndighed jo på, at det er hans eller hendes embede at føre tilsyn med, at præsterne holder sig til det præsteløfte, som også biskoppen har aflagt.
For hvad der adskiller udøvelse af myndighed fra magtudøvelse, det er, at myndigheden er givet som en bestemt og begrænset opgave.
Og når forkyndelsen af Guds ord i overensstemmelse med kirkens bekendelsesskrifter er det første og overordnede i præsteløftet, så siges det, hvoraf også biskoppens myndighed udspringer: At den dybest set er givet med Vorherres befaling til sin kirke om at prædike hans ord. Om at gøre alle folkeslag til hans disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Med andre ord: biskoppens særlige embede, hans myndighed til at revse sine præster, er uløseligt forbundet med det almindelige præstedømme: at Gud i dåben gør os alle til præster over for sig.
Evangeliet om Guds nåde i Kristus, som stiller biskoppen på lige fod med enhver anden døbt, er det, biskoppen har fået som embede at holde sine præster fast på. Det skal være fortegnet for al biskoppens myndighedsudøvelse, at han selv såvel som de, han er foresat for, skal leve af Guds ord.
Men derfor er det selvsagt også fatalt, når bisper lader hånt om Den Augsburgske Bekendelses artikel eet, fordi denne artikel netop fastholder det evangelium, som gør alle døbte lige for Gud, over for de vranglærere, der ved at fornægte frelsen i Kristus ikke kan andet end at prædike gerningsretfærdighed og dermed, at der er personsanseelse hos Gud.
For så sniger politiseringen af bispeembedet sig ind, og bisperne betragter sig som bemyndigede til at moralisere grøn kirke, klimakamp, den rette indvandrerpolitiske tone …
Gennem årene er der blevet udtalt drøje ord mod såvel biskopper som andre præster fra dette blads spalter. Men mig bekendt har ingen af disse uhøviske angreb på den gode tone ført til tjenstlige samtaler.
Det kunne måske hænge sammen med, at de har haft biskopper, der var sig bevidste, hvoraf deres myndighed udsprang, og derfor kunne skelne mellem væsentligt og mindre væsentligt. Som ikke var overfølsomme over for tonen, fordi den, når alt kommer til alt, er underordnet det embede som ordets tjenere, som de delte med deres præster.
Mens biskopper af i dag, som tager let på præsteløftets første del, bliver så meget desto mere nidkære tonemestre.
Det turde være et af folkekirkens største problemer i dag, at en del biskopper selv har udvisket forskellen på myndigheds- og magtudøvelse ved at lade hånt om f.eks. Den Augsburgske Bekendelses artikel eet.
For når biskoppen ikke selv holder sig til det præsteløfte, som han skal føre tilsyn med sine præster efter, så gør han – eller hun – sin myndighed vilkårlig.
Og så er den ikke myndighed længere, men magtudøvelse.
For mig at se er derfor en besindelse på bispernes myndighed langt mere presserende end den liturgi-drøftelse, som bisperne for tiden trækker ned over hovedet på præster og menighedsråd.
Ja, den er en forudsætning for, at det ”historiske experiment”, som bisperne selv kalder deres ansporing til fornyelse af liturgien, ikke bliver en katastrofe for folkekirken.
Præsters og menighedsråds indtil videre gældende forpligtelse på en autoriseret liturgi er nemlig et bolværk mod en politisering af folkekirken.
Men erstattes den nuværende autorisation af en moderat eller minimal autorisation, sådan som liturgiprojektet synes at sigte mod, er det er ikke svært at forestille sig, hvorledes de inspirerende og vejledende samtaler mellem på den ene side præst og menighedsråd og på den anden side en biskop, der ikke er sig sin myndigheds grund og begrænsning bevidst, kan ende med at blive indøvelse i at synge med på den af biskoppen anslåede rette tone.