Af Morten Brøgger, Tidehverv 2020, nr. 4, s. 61-63

”Indvandring har gjort Danmark til et mindre liberalt land. Det mener jeg er indiskutabelt. Havde vi ikke haft 50 års indvandring, havde vores lovgivning været langt mere liberal i dag. Jo mere indvandring, desto stærkere en statslig regulering er der nødt til at være, og den regulering gælder alle. Det er vi nok nødt til at erkende i en folkevandringstid.” Således udtalte integrationsminister Mattias Tesfaye sig til Weekendavisen i begyndelsen af februar. (WA 7.2.20)

Det var forbavsende ærligt, når man sammenligner det med den argumentation, hans partifælle justitsminister Nick Hækkerup fremførte for at indføre mere statslig overvågning af borgerne. I begyndelsen af december sidste år sagde han fra folketingets talerstol: ”Uden tryghed ingen frihed. Det er sandheden. … med overvågning stiger friheden. … Indgreb i privatlivets fred kan føre til mere tryghed, fordi vi bekæmper kriminalitet. Fordi vi får sat forbryderne fast. Fordi vi får stoppet samfundsmæssig adfærd, som vi ikke vil have. Og dermed bliver der skabt mere frihed”.

Der er den sandhed i Hækkerups udsagn, at øvrighedens kriminalitetsbekæmpelse altid har tjent til at sikre individets fred. Denne fred blev fra gammel tid forstået som en slags zone, hvor den enkelte borger havde ret til eller mulighed for uantastet af andre (tyve, voldsmænd, drabsmænd og lignende) at udfolde sit liv, men disse andre inkluderede også øvrigheden, for så vidt den enkelte selv holdt sig inden for lovens rammer. Det er den forståelse af fred, der endnu findes i udtrykket privatlivets fred. Denne fred var dermed også en frihed: den enkeltes frihed til at stifte familie, drive erhverv, have ejendom. Det er også denne fred, der beskyttes gennem de såkaldte frihedsrettigheder: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed foruden personens, boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed.

Det paradoksale i Hækkerups argumentation er naturligvis, at han vil effektivisere kriminalitetsbekæmpelsen ved midler (overvågning), der udgør en indskrænkning af privatlivets fred. Han vil dermed give mere frihed ved at tage frihed, og spørgsmålet er så, hvordan balancen bliver i det regnestykke.

I artiklen fra Weekendavisen nævnes en række andre eksempler på, hvor friheden er blevet eller vil blive indskrænket. Friskolelovgivningen er blevet mindre liberal. De unges valg af gymnasium vil fremover blive styret og mindre frit, end det er nu. Regeringen er i færd med udarbejde nye regler for det. 24-års-reglen, der regulerer familiesammenføring med ægtefæller fra udlandet. Og så er der indført særlige regler for folk i visse boligområder (ghettoerne), som betyder, at de skal sende deres børn i vuggestue for at få børnepenge, og at de slet ikke kan få familiesammenføring. Man kunne også nævne den såkaldte ghettopakkes virkninger, der betyder, at nogle folk bliver tvunget til at flytte.

For en del år siden skrev jeg et lille avisindlæg mod et forslag, som der dengang var bred tilslutning til blandt folketingets partier, om tvangsfjernelse af indvandrerbørn, som risikerede ikke at få den rette opdragelse til demokrati i deres egen familie. Man har således længe kunnet se, hvor det bar hen: Et mindre frit land end det Danmark, vi har kendt indtil for få årtier siden. Der er sådan set ikke noget overraskende i det. Det måtte blive konsekvensen af en indvandring i den størrelsesorden, der har fundet sted de sidste fire-fem årtier.

Mange af de frihedsindskrænkende tiltag, der er gjort i de seneste årtier, er begrundede i uønskede følgevirkninger af indvandringen. Indvandrerbandekriminaliteten, der ses som en følge af dårlig integration, er en af de tungtvejende grunde. Heraf kommer for eksempel behovet for den ”massivt øgede overvågning”, som regeringen har bebudet. Terrorangreb (udførte såvel som planlagte) er en anden grund. Dertil kommer problemer med negativ social kontrol, manglende ligestilling mellem kønnene, æresrelaterede forbrydelser (såsom drab) og mange andre ting. Problemerne ønsker man oftest at løse ved at skabe en bedre integration, men det er åbenbart lettere sagt end gjort. ”Efter flere årtier forsøger politikerne stadig at løse de samme problemer med de samme løsninger,” skriver Leny Malacinsky i interviewet med Mattias Tesfaye. Det er naturligvis ikke de samme løsninger, men løsninger af samme slags: stadig flere begrænsninger i friheden og en stadig større styring fra det offentliges side for at sikre den integration, som man mener er nøglen til problemernes afskaffelse.

Vi har set fremvæksten af flere og flere parallelsamfund som følge af indvandringen, og det udgør selvsagt en hindring for integrationsmålet. Det er en udvikling, som man har forsøgt at bremse med ghettopakken, men som heller ikke er så let at styre. Mattias Tesfaye siger: ”Vi kan konkludere, at segregering sker af sig selv,” og der anføres et eksempel i interviewet. På et gymnasium satte eleverne sig i grupper efter etnicitet i kantinen. Det fik gymnasiet til at anvise eleverne faste pladser i kantinen for at undgå segregering. Det er den samme mekanisme der synes at gøre sig gældende, når der skal vælges gymnasium. Indvandrereleverne har det med at blive koncentrerede på nogle gymnasier, hvilket får danske elever til at søge til andre gymnasier, når andelen af indvandrere bliver for høj, og det øger igen andelen af indvandrere.

Det svarer nøje til økonomen Thomas Schellings modeller for segregering, der viser, at der opstår en slags dominoeffekt. Når et individ flytter sig for at komme hen til nogle, der ligner ham, så påvirker det stedet, hvor han flyttede fra, hvilket igen kan få flere til at ønske at flytte, fordi sammensætningen af individer nu er ændret og heller ikke længere passer dem.

Jeg kender ikke statistikkerne og ved ikke, om det allerede kan aflæses, men jeg er overbevist om, at segregeringen også vil sætte sig igennem på grundskoleniveau. Der er selvfølgelig en afsmitning på elevsammensætningen i folkeskolerne alt efter, hvordan befolkningssammensætningen er i lokalområdet for den enkelte skole. Men bliver integrationsproblemerne ved med at tage til i folkeskolerne, vil der også ske (og er måske allerede sket) en forøgelse af søgningen til fri- og privatskoler. (Det vil have den pudsige virkning, at de konfessionelt bestemte skoler kommer tilbage, efter at man igennem et århundrede har arbejdet for at befri folkeskolen fra det konfessionelle. Indtil for nylig var Danmark konfessionelt meget homogent; sådan ser det ikke ud til at blive i fremtiden, og hvorfor skulle det så ikke blive her i landet, som det har været i mange andre lande, hvor skolerne har været konfessionelle?)

Spørgsmålet er også, om sådan noget som ghettopakken virker i det lange løb. Hvis indvandringen fortsætter, og hvis indvandrerne forsat vil have en højere fødselsrate end danskerne, så vil andelen af indvandrere stige. I skrivende stund sidder Europa desuden med tilbageholdt åndedræt, fordi præsident Erdogan har åbnet de tyrkiske grænser mod Europa for flygtninge fra Mellemøsten, hovedsageligt Syrien. Men efter sigende kan vi også vente mange afrikanske flygtninge endnu. Der er altså ikke meget, der tyder på, at flygtningestrømmen til Europa vil ebbe ud foreløbig. Hvis der således bliver med at komme flere og flere indvandrere, bliver ghettopakkens delvise opløsning af ghettoerne så ikke bare overhalet af udviklingen? Segregeringen sker jo af sig selv.

En af de afgørende faktorer for integration af indvandrere i et samfund er uden tvivl antallet. Det har vist sig at være særdeles vanskeligt at styre, hvilket skyldes flere ting. I første omgang skyldes det de politikere, der fra udlændingeloven af 1983 og frem til i hvert fald begyndelsen af nullerne ikke troede og ikke ville tro på, at antallet af indvandrere kunne have nogen betydning for, hvor stor succes man ville få med integrationen, hvilket gjorde, at de ikke havde nogen tilskyndelse til at mindske tilvandringen af indvandrere til landet.

Dernæst skyldes det selvsagt de forhold (krig, fattigdom, forfølgelse mv.), der har sat så store mængder af mennesker i bevægelse mod Europa. Og endelig skyldes det de konventioner vedrørende flygtninge mv., som Danmark har forpligtet sig til at overholde, hvoraf en del er blevet til på et tidspunkt, da man ikke kunne vide, hvordan migrationsstrømmene ville blive i vores tid, så at disse konventioner ikke har taget højde for nutidens situation.

Leny Malacinsky har i en anden artikel (WA 9.8.19) i Weekendavisen givet et eksempel på, hvordan konventionerne sætter begrænsninger for danske politikeres forsøg på at styre indvandringen. Sidste sommer fik en tyrkisk mand ved EU-domstolen ret i, at Danmark uretmæssigt havde nægtet ham familiesammenføring. Denne ene sag kan få betydning for 8000 andre sager og således virke modsat den førte indvandringspolitik, der skulle begrænse tilvandringen.

Mattias Tesfaye har i lyset af Erdogans udmelding sagt, at regeringen er klar til at benytte sig af en såkaldt asylnødbremse, hvis Europas asylsystem skulle bryde sammen under byrden af en stor strøm af indvandrere som i 2015. Denne nødbremse går ud på – har han forklaret på TV – at man ikke kan søge asyl ved grænsen til Danmark, når man kommer fra Tyskland eller Sverige (eller et andet sikkert land). Jeg blev lidt paf, da jeg hørte det, for jeg troede, at det var reglen allerede nu. Det burde egentlig give sig selv, at man ikke kan møde op ved den danske grænse og søge asyl, hvis man for eksempel kommer fra Tyskland, når Tyskland, som man allerede befinder sig i, er et sikkert land.

En anden vigtig faktor for integrationen er uden tvivl, at rigtig mange af de indvandrere, der er kommet til Danmark, er muslimer. Ruud Koopmans, der er professor ved Humboldt Universitetet i Berlin, og som har forsket i migration i 20 år, har konstateret, at integrationen af netop muslimer ikke er lykkedes i noget land i Europa. Alle vegne har man set fremvækst af parallelsamfund, fastholdelse af traditioner, der strider mod det lands skikke og love, som man har slået sig ned i, forøgelse af kriminalitet i landet, samt forfølgelse af jøder og homoseksuelle. Der er desuden blandt muslimer en større modvilje mod at lade kvinder komme ud på arbejdsmarkedet, samt en modvilje mod blandede ægteskaber.

Årsagerne til den dårlige integration af muslimer skal ifølge Koopmans findes i den konservative, fundamentalistiske islam, der voksede frem gennem det 20. århundrede og fik sit gennembrud i halvfjerdserne. Den fastholder muslimerne i et modsætningsforhold til kulturen i deres nye land. Dertil kommer, at rige muslimske lande støtter de muslimske indvandrersamfund i Europa og derved binder dem til den fundamentalistiske islam, der hersker i hjemlandene (såsom Saudi Arabien og Iran med flere).

Der er stor fokus på radikaliserede muslimer eller ekstremistiske muslimer herhjemme. Nogle gange kan man få det indtryk, at dersom de radikaliserede kunne afradikaliseres, ville integrationen af de øvrige ikke være det store problem. Men den konservative og fundamentalistiske islam er en bred bevægelse, så det vil være mere ædrueligt at anerkende, at integrationsproblemet ikke kun er ekstremismen, men problemet er islam som sådan.

I 2017 foreslog historikeren Uffe Østergård, at muslimerne skulle lade sig assimilere, ligesom jøderne har gjort det. Dertil svarede organisationen Muslimsk Ungdom, at det aldrig kunne komme på tale at assimilere sig, for islam var ”et komplet livssystem, hvor samfund og spiritualitet er to sider af samme mønt”. Man kunne altså ikke tilpasse sig det danske samfund og så være muslim samtidig. De fortsatte med at sige, at de som muslimer, der var opvokset her i landet, så det som deres opgave at præge det danske samfund med deres muslimske værdier. Det var jo klar tale, og det siger nok en del om, hvordan muslimer ser på det at være muslim i Danmark.

Det kan derfor være vanskeligt at holde mismodet fra døren, hvis man holdt af det Danmark, vi kendte for nogle få årtier siden, der – som Mattias Tesfaye siger – var mere liberalt, end Danmark er i dag. Forandringen af vores land minder om en lavine, der kun lige er begyndt af rulle. Jeg har desværre ikke nogle forslag til forbedringen af integrationen, der kan overflødiggøre den øgede offentlige styring og overvågning. Jeg har også svært ved at se for mig, at indvandringen vil blive rullet tilbage. Vi er derfor nok vidner til et langsomt farvel til det Danmark, vi kendte og kender.