Af Jesper Bacher, Tidehverv 2020, nr. 5, s. 85-86

”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomster falder, men Herrens ord forbliver til evig tid”. (1. Pet 1, 24) 

Ovenstående skriftsted turde være mange læsere bekendt. Jeg bruger det ofte ved begravelser og bisættelser. Ordene taler stærkt om vores forgængelighed og ordets evighed, om det, som ikke holder, og det, som holder. Dette forår er det imidlertid ligesom, skriftstedet er kommet til at stå med flammeskrift over verden, også over vores velordnede og velstående del af verden. Selvfølgelig har dødelighed, forgængelighed og skrøbelighed altid været et vilkår på denne side af Paradis, ikke bare for enkeltmennesker, men også for samfund og kulturer. Der er bare stunder og tider, hvor den indsigt melder sig med særlig styrke og prægnans. 

Jeg tænker selvfølelig på den coronakrise, som har lukket Danmark ned og skabt undtagelsestilstand i landet og mange andre lande med. Det er slemt nok i skrivende stund, måske er det blevet værre, når dette bringes. Måske bedre. Under alle omstændigheder har vi erfaret vores egen udsathed og sårbarhed over for et fænomen som en global pandemi. Intet smørhul er så dybt, at der ikke kan gå virus i det, og intet velfærdsamfund så betrygget, at det ikke kan rystes. Verden er ustyrlig, det har mennesker altid vidst, og skulle vi have glemt det, har vi fået en huskekage af dimensioner. 

I Albert Camus´ roman ”Pesten” hedder det et sted om indbyggere i den algeriske by Oran, hvor pesten til alles overraskelse bryder ud: ”Hvordan skulle de have kunnet drømme om pesten, der ophæver fremtiden, umuliggør rejserne og kvæler samtalerne? De troede, at de var frie, men ingen vil mere være fri, så længe der er hjemsøgelser.” Vel hjemsøges vi, Gud ske lov, ikke af den sorte død, men der er meget, som lægger dødt, og p.t. er der over 15.000 døde. Og ligesom med den fiktive pestepidemi i Oran, lægges der bånd på den højt skattede bevægelighed. Også verdensborgeren må blive i et land. Hvis verden var en legeplads for mangt et moderne menneske, er den nu en lukket legeplads. 

Og kirkerne er lukkede. Engang var det paverne, som lagde interdikt over kirkerne, nu er det biskopperne, som har sat en stoppe for offentlige gudstjenester. Man må dog sige, at biskopperne har mere respektable grunde end fordums paver, men det er dog et drastisk skridt. Det er også mærkeligt at fødevarebutikkerne holder åbent, mens kirkerne holder lukket. Måske tænker man, at ordet kan høres og læses uden for kirkens rum, mens fødevarer ofte må afhentes, om end man også kan få dem bragt. Man kunne nu godt lade kirkerne være åbne for forsamlinger på de maksimalt 10 personer, som myndighederne for tiden sætter som grænse udendørs og indendørs. Flere af mine gudstjenester holder sig såmænd under den grænse.

Nuvel, vi må rette ind, og øvrigheden er Guds tjener, som ikke bærer sværd og påbyder nedlukninger for ingenting. Det er ikke det samme som, at øvrigheden er hævet over kritik, ej heller i krisetider. Krisestyring er ingen eksakt videnskab, og man kan godt spørge om kongerigets beredskab har været så beredt, som det kunne forventes, ligesom indskrænkninger af friheden må måles i forhold til effekten ikke i forhold til indtrykket af handlekraft.

Det gælder dog ganske ubetvivleligt, hvad Martin Luther engang skrev i et brev om, hvorledes et kristenmenneske bør forholde sig ved epidemier: ”I sygdom trænger man allermest til det gejstlige embede.” Er ikke alle syge med coronavirus, så har sygdommen ramt det ganske samfund. Måske var det en idé at gøre som i forne tider og lave en ekstraordinær bededag? I årene fra 1538 til 1558 forordnede Christian III 10 ekstraordinære bededage. Trusler mod rigets fred, velstand og sundhed motiverede kongen til afholdelsen af bededage. Han bad så Sjællands biskop Peder Palladius om at foreslå en bibeltekst og et overordnet tema. Når det så var godkendt af kongen, blev der fastlagt tre dage, hvor man i træk skulle afholde bededagene. Man tiltror gerne vores nuværende dronning ånd og trostyrke til at gå i sin forgængers fodspor i så henseende, men nu om stunder må et sådant initiativ nok udgå fra biskopperne. Den, som folder hænderne, sidder ikke på dem. Et bedende folk er et modstandsdygtigt folk.

Ekstraordinære bededage eller ej, melder spørgsmålet sig, om coronakrisen vil mane til alvor, også kristeligt? Vil sygdommen og det lammede samfund lede til besindelse på menneskelivets mere barske vilkår og få mennesker til at spørge efter en nådig Gud? Måske kommer det ikke til flagellantiske optog af selvpiskende bodsøvende i de europæiske gader, som det var tilfældet under pesten i middelalderen, men derfor kunne eftertanken godt melde sig. Man kan også tænke på, hvordan den 1. verdenskrig påvirkede den dialektiske teologi, og var, hvis ikke årsagen til, så en forstærkende faktor i det teologiske nybrud. Ikke uden grund blev der talt om kriseteologi. Skal man ned på knæ som menneske og samfund for at knæle i ånden?

Det er nu langt fra givet, at kriser giver mere gudsfrygt, og resulterer i det, som man har kaldt ”standsningen”. Det gennembrud, som

river illusionerne i stykker, og blotter vores eksistentielle nøgenhed og lidenhed. I 1950 ikke længe efter den anden verdenskrig og fem års besættelse kunne Johannes Horstmann citere Karl Barth, som oplevede to verdenskrige, for at skrive: ”Der er efter det, som vi dag kan iagttage, med stor sikkerhed at antage, at endogså på morgenen efter dommedag – om det ellers var muligt - ville hver dansebar, hver karnevalsklub, hver annonce –og abonnentsultne avisredaktion, hvert smuthul for politiske fanatikere, hver hedensk snakkeforening, men også hvert kristeligt teselskab og hver kirkelig synode efter evne bygge op og nu først rigtigt for alvor fortsætte deres virksomhed, fuldstændig uberørt, uden at være blevet det mindste klogere, i ingen alvorlig mening anderledes i dag end i forgårs. Ildebrand, stormflod og jordskælv, krig og pest og solformørkelse, og hvad der ellers måtte forekomme af den slags, er det nu engang ikke, der som sådanne kunne tvinge os ud i den virkelige angst og så måske også ind i den virkelige ro. Herren var ikke i stormen, ikke i jordskælvet, ikke i ilden (1 Kg 19, 11 ff.). Nej, virkelig ikke ”. (Kirchliche Dogmatik III, 2. S. 135). Den gamle Adam er en sejlivet herre, som ikke sådan lader sig ryste af krig, krise og dyrtid. Den virkelige krise for et mennesket er så sandelig også Guds dom, ikke verdens plager eller hjemsøgelser. Derfor kan man selvfølgelig ikke udelukke, at Gud kan bruge corona som en tugtemester måske ikke til Kristus, så i retning af den lov, som er den sande tugtemester. Martin Luther siger det vanen tro godt: ”Det er Guds natur, at han skaber noget af intet. Derfor: Den, som endnu ikke er et intet, af ham kan Gud heller intet skabe”. Også corona kan gå Guds ærinde. Alle mennesker er som græs, men Herrens ord forbliver til evig tid. Ikke tilfældigt blev det reformationens motto i sin latinske version Verbum Domini Manet in Aeternum. Frederik Den Vise fik det angiveligt syet ind i højre ærme på sine hoffolks dragter, ligesom det stod på det Schmalkaldiske Forbunds uniformer, bannere og sværd. Det er i sidste ende den eneste vaccine mod corona, synd, død og djævel.