Af Erik Sloth, Tidehverv 2020, nr. 6, s. 101- 103

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage!

Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke:
til Sommer vajer Dannebrog igen på Dybbøl Banke.

Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner.
forkyndes nu paa dansk og tysk som Løfteord af Frænder.

Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!

Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge!!

Men du vil ingen Sørgefest!, Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

Du kommer klædt i Hvidt og Rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjesten, i Nytids-Morgenrøde!

I Grænseforeningen har de gjort et kup. Man har allieret sig med en (med rette) højt respekteret og afholdt kunstner, som alle kender, og som man næsten ikke kan andet end holde af. Jeg tænker naturligvis på Sigurd Barrett. Han kan skrive sange, som mange gerne synger med på. Han kan fortælle historie, både Danmarkshistorie og Bibelhistorie. Ja, han kan endda fortælle om klassisk musik, på en sådan måde, at folk følger med lige fra de mindste til de største.

Han kan også på en sober måde tale til børn om kristendom, så de virkelig lytter.

Man kvier sig næsten ved at sige noget negativt om ham, men Grænseforeningen har altså nu fået den geniale idé at bede Sigurd Barrett skrive en sang i anledning af Nordslesvigs genforening med Danmark. Det skulle de have ladet være med. For den bevæger sig desværre, ligesom i øvrigt Grænseforeningen selv, i et lukket univers af fraser som ”rummelighed” ”dialog”, og alskens politisk korrekthed. Selv har Sigurd Barrett sagt, at hans sange og fortællinger, som han skal rejse landet rundt med i genforeningsåret, handler om ”Det med at rumme andre mennesker”. Det er unægtelig ikke meget at få ud af genforeningen at sige, at den handler om ”at rumme andre mennesker.”. Og når Sigurd rejser landet rundt til kirker og koncertsale med den slags banaliteter, så må der siges fra – uanset hvor sympatisk man måtte finde ham- Jo, Grænseforeningen har virkelig gjort et kup. Opskrift: Man tager en mand, som vitterlig er dygtig til sit arbejde, som virker troværdig, og som næsten alle kan lide. Man sætter ham til at skrive en sang på melodien til Ottosens gamle sang om sønderjydernes kamp: ”Det haver så nyligen regnet”, og ud kommer: - Varm luft.

Et af versene lyder sådan:

Det har været et vildt og voldsomt regnvejr,

Og det drypper fra træerne endnu.

Frygt for andre har hersket på vor egn her.

Og fremmedhad sprængte tillids bånd itu.

Det gir lysere vejr, når man rummer enhver

og har folket og sammenholdet kær.

Jeg hører gerne Sigurd og hans sange, og jeg har stort respekt for hans evner og professionalisme Men dette her er under lavmålet., og også langt under hans eget niveau. Flosklerne falder næsten over hinanden. Alt det sædvanlige pladder om” frygt for andre” ”fremmedhad,” ”rummelighed” ”og sammenhold”. Man kunne ønske, at Sigurd Barrett havde holdt sig for god til at skrive denne sang, som Grænse(løsheds)foreningen må bære hovedansvaret for, og som røber, forekommer det mig, en total mangel på respekt for det, som de dansksindede sønderjyder måtte gennemleve, de ofre, de måtte bringe, og den meningsløse krig, som de var tvunget til at sende deres ægtemænd og sønner og kærester af sted til. Deres efterkommere lever endnu mange steder i Sønderjylland, og de har fortjent, at man hædrer mindet om dem, der faldt eller blev invaliderede for livet, fordi de var blevet tvangsudskrevet til at være en del af den tyske krigsmaskine. Utallige familier mistede en søn eller en forsørger, og mange af dem, der nåede hjem, måtte resten af livet slås med voldsomme traumer, krigsgasforgiftning og andre Fandens plager. Det er disse mænd og deres familier, som man rammer med sin overfladiskhed og sin angst for virkeligheden. Der er virkelig tale om noget, som ikke kan affærdiges med almindelig dansk gemytlighed.

Det faldt i min lod at få den ære at tale over de sidste tre veteraner fra 1. Verdenskrig fra mine to sønderjyske sogne. Nogle af dem, der blev indkaldt, ”gik over (Kongeå)grænsen”, som man sagde, d.v.s. de tog til Danmark for at undgå at blive indkaldt til den tyske hær. De fleste blev i deres (oprindelig danske) hjemstavn. De lod sig indrullere i den tyske hær for ikke at miste retten til deres arvede jord. Af dem kom flere end 5000 sønderjyske mænd ikke hjem, men faldt på de blodige slagmarker på øst- og vestfronten, i Frankrig og Rusland.

Det er alle disse mænd, som Henrik Pontoppidan havde i tankerne, da han i forbindelse med. afstemningen skrev sit genforeningsdigt, (Se ovenfor) hvor en af stroferne lyder. :”

Du sad i bolt og fangejern til

spot for vilde drenge,

seks tusind unge sønners liv var

dine løsepenge.

Det var den lidet festlige sandhed om de mænd, som aldrig vendte hjem. Pontoppidan vidste, at folket i Nordslesvig virkelig havde siddet i ”bolt og fangejern” og at det i sandhed var fra ”bøddelhænder”, de var blevet befriet.

I øvrigt havde Pontoppidan allerede året før udbruddet af verdenskrigen skrevet et digt, som blev læst op ved en forsvarsfest(!) i Casino den 11. Februar 1913, og som antydede hans syn på danskernes forhold til Tyskland og dets ekspansionstrang. Modsat hvad der vistnok har været den almindelige mening – og i hvert fald imod hvad Georg Brandes og Co. mente - så var Pontoppidan livet igennem sympatisk indstillet over for det danske forsvar og den sønderjyske sag. Digtet, som blev oplæst ved festen, blev trykt i Ugens Tilskuer den 14.4. 1913 Festkomiteens medlemmer havde meddelt, at ”man” ikke ønskede digtets tredje vers læst op. Verset lyder:

Længe nok den danske Mand

fandt sig i sin Trællestand,

i vor Angst for tyske Noter

gik vi om på Kattepoter

i vort eget danske Land.

Et andet markant vers lyder således:

Uffes Sværd vi gemte hen.

Vi må finde Skræp igen!

Vi vil spørge, til det høres,

Vi vil kalde, til vi føres

Frem paany af djærve Mænd.

Henrik Pontoppidan blev aldrig lyrisk digter, hvad han selv var helt på det rene med. Men skrive vers, det kunne han. Og det blev ham, der fremfor nogen tolkede Danmarks vemodsblandede glæde over den mishandlede datters, Nordslesvigs, hjemkomst. Pontoppidan var klar over, at det var intet mindre end et blad i historiens bog, som blev vendt, da kong Christian red over den gamle Kongeågrænse og ind i det befriede land. Her var tiden ikke til joviale viser eller overfladisk latter, men til de glædelige, men altså også alvorlige ord som dem, der tolker smerten over de ”seks tusind unge sønners liv”. Og så har vi endda ikke nævnt dem, der desuden på en anden måde blev forladte, de danske sønderjyder i den sydlige del af det gamle hertugdømme Slesvig, der måtte nøjes med et tvivlsomt løfte om, at ”I skal ikke blive glemt.” Også de havde lidt og stridt – men uden at blive belønnet med at komme hjem til Danmark.

Pontoppidan var taget til Sønderjylland for at se kongen ride ind i det genvundne land, men måtte, vist nok på grund af en forkølelse, opgive at være med Men han var dog glad for, at så mange mennesker havde kunnet fornemme hans vers som tolkende deres egne følelser. Med sin typiske beskedenhed skrev han hjem til sin hustru; ”Det er lige ved at lyde for mig selv som et Eventyr, at jeg, som er saa lidt af en Lyriker, har formået at begejstre med et Lejlighedsvers”. (Fl. Behrendt: ”Livsrusen”, en bog om Henrik Pontoppidan, Gad 2019 s. 563). En af Danmarks helt store forfattere, en tilhænger af mådehold og nøgternhed, havde vist sig som en i egentligste forstand folkelig digter, som det blev givet at give ord til danskernes glæde over Sønderjyllands tilbagekomst til Danmark. Med rette skrev Tom Kristensen tyve år efter genforeningen dette lille vers, direkte henvendt til Pontoppidan:

Den Dag, da Sønderjylland kom tilbage,

da brast din stemme og blev sært til Sang.

Kun én Gang gav du efter for din Mildhed,

men aldrig glemmer vi den ene Gang.