Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2021, nr. 1, s. 1- 3

Der blev skrevet kirkehistorie i 2020. For første gang siden landet blev kristnet, stod landets kirker tomme og tavse juledag. Næst efter påske årets største og vigtigste helligdag. Vel var der undtagelser, små lommer af kirkelig modkultur, hvor kirkeklokkerne ringede til gudstjeneste alle julens helligdage, men det skete uden at menigheden i almindelighed hørte dem, dvs. forstod opfordringen til at søge kirken. Langt de fleste havde opfattet de offentlig udmeldinger sådan, at alle gudstjenester var aflyst hele julen til og med Helligtrekonger.

Det til trods for, at sundhedsmyndighederne ikke havde krævet gudstjenesterne aflyst, og at alle d. 23. december om formiddagen var sikre på, at der ville blive holdt gudstjenester i landets kirker den følgende dag. For det skulle der, det var biskopperne enige om, trods voksende pressemodstand. Som Viborgs biskop Henrik Stubkjær heroisk erklærede samme dag: ”Hellere lægge ryg til en usaglig shitstorm end at blive kastet hid og did af skiftende folkestemninger. For mig er det vigtigt, at juleevangeliet lyder under overholdelser af alle retningslinierne.” (Viborg Stifts Folkeblad 23/12). Og at alle bestræbte sig på at overholde alle retningslinjer kunne ingen være i tvivl om. Alligevel modtog folkekirkens præster samme dag om aftenen en indstændig anbefaling om at aflyse alle gudstjenester i julen. Det blev præsenteret som en indpakket ordre, og det blev understreget, at den eneste grund til, at ordren ikke var direkte, var det faktum, at det ikke juridisk er muligt for en biskop at aflyse en gudstjeneste. Anbefalingen var tilsat en indskærpelse om, at ansvaret for, hvad en afholdt julegudstjeneste måtte føre med sig, ville blive lagt på præsten. De ubehagelige undertoner af fingerpegning og (uvirkelige) erstatningskrav i tilfælde af Corona-smitte var ikke til at tage fejl af. Samtidig lod alle nyhedsmedier melde, at biskopperne rent faktisk havde aflyst gudstjenesterne, uden at det blev korrigeret.

Så mens menigheder i f.eks. Norge og Tyskland kunne fejre jul i kirken, blev kirkedørene smækket i her i landet.

*

Hvordan kom det så vidt, og hvis var ansvaret? Kigger man på forløbet, springer det i øjnene, at nedlukningsidéen ikke primært blev luftet blandt gravere og kirkesangere, men blandt præster. Idéen blev første gang fremført i Kristeligt Dagblad d. 24. oktober, fremført af sognepræst Kaj Bollmann og hustru. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor smittetallene ikke var alarmerende. Ægteparrets argumenter for, at man skulle aflyse sognegudstjenesterne og i stedet blive hjemme i sofaen og se tv-gudstjeneste juleaften, var da heller ikke primært sundhedsfagligt.

Hr. og fru Bollmann fremførte, at kirken alligevel ikke ville kunne rumme alle i år, og at en gudstjeneste i idrætshallen ”ikke var den mest festlige”. Derfor: Hvis ikke alle kan komme til julegudstjeneste, må ingen komme til julegudstjeneste. Bollmann og hustrus forslag nød ingen større opbakning, men det fik ikke Bollmann til at opgive tanken.

Mens man rundt omkring i sognene brugte tid og kræfter på at forberede en julegudstjeneste, der på den ene side var Corona-sikker og på den anden side gav plads til flest muligt kirkegængere, fortsatte Bollmann sin nedlukningsagitation.

Da der i begyndelsen af december kom skærpede restriktioner, der lukkede biografer, teatre og koncertsale, men ikke kirkerne, gav det Bollmann blod på tanden: ”Luk kirkerne for julegudstjeneste juleaften”, genlød hans budskab i et indlæg i Kristeligt Dagblad 8/12. Avisen kunne også berette, at ”præster har debatteret sikkerheden ved julegudstjenester i en intern debatgruppe, og flere af dem ønsker nu gudstjenesterne aflyst”. Det var Facebook-gruppen ”Præster i den danske folkekirke”, avisen her henviste til.

Gruppen består af 816 præster, heriblandt undertegnede, og fulgte man debatten her, blev det tydeligt, hvem der støbte nedlukningskuglerne.

Bollmann var den ivrigst agiterende og nød lige så ivrig opbakning fra Lars Sandbeck, der ud over at være lektor på Folkekirkens efteruddannelse og forfatter også er en af de mest indædte og aktive Facebook-debattører.

Da Bollmann i denne gruppe rundsendte sit nedlukningsforslag, kommenterede jeg ironisk, at det, der nu var mest brug for, var ”en stærk og højtråbende præsteopinion, der kræver kirkerne lukket juleaften, ingen kimen til julegudstjeneste og intet andet end mad og gaver d. 24. december. Bugen skal jo også mærke, det er jul, og hvorfor gå i kirke, når man kan sidde i sofaen og se fjernsyn i stedet? Sandbeck og Bollmann går sikkert gerne forrest i præste- og teologkravet”.

Ironien fra min side viste sig at være helt malplaceret, for det kom desværre til at gå præcis som jeg skrev. Det blev netop Bollmann og Sandbeck, der gik forrest i nedlukningsønsket. Bollmann på de ydre linjer, Sandbeck på de indre Facebook-linjer.

Knap havde Bollmann lanceret en underskriftindsamling til fordel for mulig aflysning af gudstjenesten juleaften, før Sandbeck meddelte, at han skrev under, og sidenhen sørgede han for at rundsende alt, hvad der kunne tale for en nedlukning, samtidig med at han udkæmpede lange kampe i kommentar-felterne for nedlukningens velsignelser.

For hvorfor holde gudstjeneste, når man lige så godt kan sidde hjemme og høre juleevangeliet?

Da det 15. december kom frem, at mange var blevet smittet i Havdrup kirke, og at stedets præst Kristine Hestbech Stricker nu sluttede sig til nedlukningspræsternes rækker med en aflysningsopfordring i offentligheden, var der straks opbakning fra Sandbeck: ”Det er meget svært for mig ikke at være enig med denne sognepræst. En smuk og eftertænksom og vigtig kommentar her forud for de mange julegudstjenester”. Og Bollmann supplerede begejstret: ”Håber, der sker noget nu – det skal aflyses!!!”.

Mens især Sandbeck havde travlt med at tage fortalerne for julegudstjenesterne i skole for at anvende ”ubegavede” argumenter og udtrykke sig ”ukollegialt”, når de kritiserede f.eks. Bollmann, var der visse væsentlige ting, de to nedlukningsagitatorer undlod at forholde sig til ved Havdrup-tilfældet: at menigheden i Havdrup ikke kun var samledes til gudstjeneste, men også til julehygge med dertil hørende indtagelse af guf og juleknas. Lige præcis den slags, der forhøjer risikoen for Corona-smitte, og som langt de fleste sogne af samme grund har skåret væk, og som ingen drømte om skulle foregå under nogen af julens gudstjenester. Alligevel satte netop Havdrup-eksemplet for alvor fart i nedlukningsønsket, der nu slog rod blandt kirketjenere og kirkesangere.

Da kirkesanger Jacob Skov Andersen midt i december indledte en underskriftindsamling for at aflyse alle julens gudstjenester, rundsendte Bollmann den straks begejstret til præsterne i Facebook-gruppen med varme anbefalinger. Nu støttede han ikke kun, at gudstjenesten d. 24. december blev aflyst. Præsterne blev opfordret til at bakke op om at få alle julens gudstjenester væk.

*

I medierne blev det en god historie, at det var præster, der protesterede mod den linje, som var blevet lagt af biskopper, regering og sundhedsmyndigheder, og at netop de krævede julegudstjenesterne aflyst. Det er selvfølgelig tankevækkende og beskæmmende, at både graverforeningen og sangerne har så lidt sans for, hvad en kirke er, og hvorfor vi holder gudstjenester. Folk, der får brød på bordet takket været det evangelium, der ikke synes at rage dem en pind. Men havde disse evangelium-apatiske personalegrupper mødt en fælles front af præster, der alle havde lagt sig i selen for at forklare, hvorfor vi er kirke, og hvorfor gudstjenesten er så vigtig, ville den shitstorm, som ganske rigtigt trak op mod folkekirken i de sidste uger af december, ikke have nået den styrke, den fik. For enden blev jo, at sundhedsmyndighederne i sidste øjeblik ændrede anbefalinger, sandsynligvis presset af folkestemningen. Og at biskopperne, stik imod Henrik Stubkjærs smukke ord d. 23. december, netop endte med at lade sig kaste hid og did af folkestemninger.. Man undgik shitstormen og lukkede ned for evangeliets forkyndelse, skønt om sundhedsmyndighederne stadig gav mulighed for korte, sangløse gudstjenester. Bollmann og co. vandt. Beskæmmende nok. ”Er pligten til at holde gudstjeneste på søn- og helligdage aflyst?” Sådan spurgte professor Lisbeth Christoffersen efterfølgende i Kristeligt Dagblad og gjorde opmærksom på, at ”retsreglerne om gudstjenesteordningen ikke alene er den eneste sikring, folkekirken har for en fælles ordning. Det er også den eneste sikkerhed, folkekirkens medlemmer har, for at gudstjenester faktisk findes. At de ikke aflyses.”

Det er ikke det eneste gode spørgsmål, der står tilbage efter den gudstjenestefri jul. For hvorfor overhovedet holde gudstjeneste i landets kirker, når man kan sidde derhjemme og følge en gudstjeneste på skærmen? Det argument, der fik lukket julegudstjenesten, kan jo også bruges til at lukke hver eneste gudstjeneste året rundt og hurtigt gøre både Kaj Bollmann og Lars Sandbeck arbejdsløse. For uden gudstjenester, ingen kirke. Som de allerældste kristne kilder slår fast: At være kirke er at mødes hver Herrens dag og bekende opstandelsestroen, og ligesom opstandelsen er en begivenhed, er gudstjenesten det også. Kristus stod ikke virtuelt op af graven, selv om man kan få det indtryk, at det netop er det, Lars Sandbeck forkynder. Jesu historiske, kødelige opstandelse er den dybere grund til gudstjenestepligten, til at kirken siden sin allerførste tid har understreget, at ”hver Herrens dag skal I mødes og bryde brødet...”

Det er på tide, at den evangelisk-lutherske kirke har i landet besinder sig på det og holder det i hævd. Og det bliver biskoppernes opgave at slå fast, at den gudstjenestefri jul 2020 var en undtagelse og fejltagelse. At gudstjenestepligten består - så sandelig også i krisetider.