Af Christian Langballe, Tidehverv 2021, Nr 7, s. 109-111

”Endnu et udslip fra den kirkelige varmluftsindustri”, tænkte jeg, da jeg i min ferie kunne konstatere, at 1000 personer blandt kirkefolket i et offentligt brev protesterede mod regeringens flygtningepolitik. Anledningen til protestskrivelsen er, at regeringen helt logisk begynder at hjemsende syrere til de sikre zoner i Syrien. Jeg orkede ikke at bruge min ferie på at læse skrivelsen. Jeg havde allerede på forhånd gættet indholdet og alle de sædvanlige fraser og paroler af venstreorienteret eller radikalt tilsnit - sovset ind i en klæg sekulariseret kirkelighed. Da jeg efter endt ferie nu har fået læst de 1000 kirkefolks protestskrivelse mod regeringens udlændingepolitik, var den lige så lidt overraskende som en af de snart mange ordførertaler, som jeg har hørt fra Johanne Schmidt Nielsen i folketingssalen om udlændingepolitikken. Indholdet, argumentationen og fraserne er præcis de samme. Det hele løber ud i den samme abstrakte velfærdshumanisme, som er blevet Enhedslistens varemærke: Man kaster om sig med andres penge i godhedens navn og lader andre betale prisen. Lad os først høre nogle sætninger fra protestskrivelsen, der godt nok svulmer af patos, men efterlader nogle helt afgørende principielle spørgsmål: ”’Et samfund kendes på, hvordan det tager sig af de svageste’ var engang mottoet for vores land. Men ikke længere: Et af de rigeste lande i verden mener sig ude af stand til at tage vare på mennesker, der er kommet til os i nød”.

At være godhedsapostel for skatteydernes penge 

Det er efterhånden en traver, når de kirkelige og velfærdshumanisterne leger godhedsapostle for skatteydernes penge, men der er også noget iscenesat og noget historisk manipulerende over det mere principielle i argumentationen. Danmark har inden for de sidste 40-50 taget imod en massiv flygtningestrøm og indvandring fra de islamiske lande, som har ændret Danmark og Europa markant. Man har taget imod flygtninge fra senest Syrien, der passerer gennem adskillige lande og over adskillige landegrænser for at nå til blandt andet lande som Danmark med høje sociale ydelser. Hvad angår syrerne, så har den danske stat taget imod dem og beskyttet dem, men det betragtes nu af de 1000 kirkelige som et overgreb, når den danske stat tager initiativ til at sende syrerne tilbage til sikre områder i Syrien. Jeg vil mene, at det er udgangspunktet for at være flygtning, at man på et tidspunkt vender tilbage og hjælper med at bygge sit eget land op. Jeg nægter ikke, at det er en stor opgave, men der er faktisk folk i nærområderne, der også er begyndt at vende hjem. Det er så også klart, at hele diskussionen om hjemsendelsen af flygtninge sker på en bestemt baggrund. Uansvarlige politikere er skyld i, at der på grund af indvandringen i vores land er opbygget stærke parallelsamfund - bygget på islam og mellemøstlig kultur - der svækker og opløser sammenhængskraften i vores land! Politikere har hævdet, at det bare handlede om ordentlig integration, og vi har så alle kunnet følge med i, at den ene integrationsplan efter den anden har lidt skibbrud. Nogle og tyve af slagsen er det blevet til. Blandt andet syrerne har vist sig at være umådelig vanskelige at integrere. Alt i alt har indvandringen og flygtningestrømmen mod Danmark bidraget til parallelsamfund og det forhold, at islamiske love og sharia fungerer som parallellovning i disse samfund og umuliggør integrationen. Hvad med banderne og det forhold, at kriminaliteten i 2019 var 51 pct. højere blandt mandlige indvandrere og 139 pct. højere blandt mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund end blandt hele den mandlige befolkning (jf. https://integrationsinfo. dk/indvandrere-i-danmark-2020- saa-er-den-her/)? I år 2020 kostede den ikke-vestlige indvandring 33 milliarder ifølge ”Udlændinge- og Integrationsministeriet”, men for mig handler det ikke først og fremmest om økonomi, men om den stadige opløsning og ødelæggelse, der sker af Danmark såvel som af resten af Europa. Jeg kigger med gru mod Sverige, hvor man kan se, hvor langt ud opløsningen og ødelæggelsen af landet er kommet, men vi kan også være med i en mindre målestok. Et lille, men signifikant tegn er, at tegneren Kurt Westergaard forleden blev begravet et hemmeligt sted: Man frygter vandalisering. Ironisk nok blev hans tegning af Muhammed med bomben i turbanen virkelighed i Danmark: Mange her i landet frygter bevidst eller ubevidst, hvad der sker, hvis man lægger sig ud med islam. Jeg nævner alle disse forhold som indlysende grunde til, at der nu trods alt og ikke mindst på grund af DF føres en nogenlunde ansvarlig udlændinge- politik, hvor man også er begyndt at hjemsende blandt andet syriske flygtninge. Det var faktisk mig, der i sin tid foreslog i DF, at vi i stedet for hele tiden at tale om skærpede asyl- og integrationsregler for alvor begyndte at hjemsende flygtninge. Hjemsendelse er i mange tilfælde den bedste integration. Nuvel, ikke et eneste af de forhold, som jeg nævner, er reflekteret i de 1000 kirkefolks protestskrivelse, hvilket vidner om en bemærkelsesværdig virkeligheds- og faktaresistens. 

 

Nazikortet trækkes endnu engang 

Gæt, hvad de bruger som argument i stedet. Jøderne under 2. verdenskrig! De nævner ikke nazismen, Auschwitz, raceideologi, gaskamrene og udryddelsen af 6 millioner jøder, men antydningens kunst er også langt mere effektiv. Der står: ”Vi husker og fortæller gerne fra 2. verdenskrig, hvordan de jødiske danskere eller danske jøder for størstedelen blev reddet”. Videre hedder det: ”Vi husker og fortæller ikke så gerne, at Danmark før krigen lukkede grænsen for jødiske flygtninge og kun lod få politisk forfulgte tyske socialdemokrater og kommunister slippe ind. Man var bange for, at Danmark skulle blive overrendt af jødiske flygtninge, og at de var for fremmedartede i forhold til danskerne. De fleste blev sendt tilbage, for de var jo ikke politisk forfulgte. Vi ved nu, hvordan det gik dem”. Vi må forstå, at vi med vores behandling af syrerne stiller os det samme sted som nazisterne. For som det hedder: ” Hvad skal vores efterkommere huske og fortælle om os om 75 år, om 100 år? Hvilke fortællinger om Danmark og det danske folk vil leve videre i erindringen i de syriske familier, hvis hjem forsvandt under krig og terror, så de begav sig afsted og fandt et tilflugtssted i Danmark…. indtil de – af hensyn til den danske befolkning – blev splittet ad, så nogle kom til et ingenmandsland i såkaldte udrejsecentre eller tilbage i hænderne på det blodige styre, de var flygtet fra. …” Sådan trækkes nazikortet endnu engang, og hvor er det i grunden infamt og usagligt ud over alle grænser. Det er et fremskridt, at en protestskrivelse med så lavt et debatniveau så hurtigt er endt i glemslen. Det fortjener den.

 

Anker Jørgensen som sandhedsvidne 

Man kunne så forvente, at de 1000 kirkelige i deres protest påberåbte sig Jesus eller kom med et citat fra Det nye Testamente, men nej! Her bliver det nærmest komisk, for hør blot, hvilket orakel de øser af: ”Som Anker Jørgensen har sagt: ’Der er nogle hellige ting, et parti ikke må opgive. Man må hellere tage et nederlag end at give efter over for racisme og tidens fremmedfjendtlige strømninger”. Dette citat mener vi burde gælde for alle partier i et demokrati”. Ak ja, tænk, hvilke banale betragtninger de 1000 kirkelige dog har ladet sig lede af. Det vidner om protestskrivelsens niveau i det hele taget. Det viser også, at de 1000 kirkefolk i virkeligheden bare er politikere, der dyrker globalismens babelstårn. 

 

Kirken og globalismens babelstårn 

Det har undret mig i mange år, og det undrer mig med protestskrivelsen, at kirkens politiske og aktivistiske venstrefløj i mange år har været så modtagelig for utopiske drømmesyner af mere eller mindre totalitær art. I 70’erne og 80’erne var det marxismen, og nu er det menneskerettighedsideologien og en galopperende konventionsdyrkelse. Jeg har en fornemmelse af, at det slet ikke er det utopiske ståsted, men snarere den politiske iklædning, som har ændret sig. Først forsøgte man under inspiration fra marxismen at nå det nye globale verdensrige, og nu forsøger man gennem menneskerettighederne og konventionerne at gøre det samme: Den globale menneskehed, det grænseløse Europa, den grænseløse verden. De har udset sig selv til at være godhedens parti på jorden, der nu må kæmpe mod alle de mørkets kræfter, der står dem imod. 

Det er så i øvrigt et træk ved det moderne kirkeliv, at forkyndelse af syndernes forladelse og Guds nåde i Kristus er skiftet ud med menneskerettigheder og konventioner. Vil man se det udfoldet, så gå til de 1000 kirkefolks protestskrivelse. Man vil slet ikke vide af den syndens virkelighed, som Jesus selv, Paulus og andre i den første kirke anfører som baggrunden for evangeliets frelse. Hvad er der blevet af kirken af tomhændede syndere, der må komme for at høre ordet om korset – en dårskab for dem, der fortabes – men som er frelsen og Guds kraft (1. kor. 1,18). Med menneskerettighedsideologien er mennesket selv rykket ind i centrum, hvor det så handler om, at det er mennesket, der skal virkeliggøre den globale utopi, og hvor det handler om det nye globale menneske. Det er den nye mission, der er trådt i stedet for udbredelsen af evangeliet til alle menneskers frelse og omvendelse. Dog er den nye mission i virkeligheden bare den gamle, hvor mennesket har gjort sig selv til udgangspunkt for alle ting. Den er historien om mennesket, der vil rejse sig et babelstårn til erstatning for Gud. Det er gennem historien varieret i det uendelige, og nu er det så globalismens babelstårn, der skal rejses. 

Hvad angår ansvaret over for næsten, så står budet fast, men det er selvfølgelig under- ordnet budet om kærligheden til Gud. For blev kærligheden til næsten det første, så vil mennesket guddommeliggøre næsten og mennesket selv i en sådan grad, at det glemmer Gud. Mennesket har et ansvar over for næsten, fordi det har et ansvar over for Gud – ikke en idé, ikke den abstrakte næste eller menneskeheden, men den konkrete næste i ens dagligdag. Ansvaret for næsten kan ikke tørres af på staten, uden at det ender i rent hykleri. Staten har omvendt det ene ansvar at forsvare og beskytte landet, dets grænser og landets borgere med love. Det er statens embede i en syndig verden.