Af Torben Bramming, Tidehverv 2022, nr. 5, s. 265-269 

Der hersker en paradoksal tilstand i den måde vi i den vestlige verden betragter både kirkehistorien og den verdslige historie, som er udslag af frafaldet fra kristendommen, som begyndte at brede sig omkring 1850 i Vesteuropa. Den anglikanske præst John Keple beskriver det som ”Nationalt frafald” i sin berømte prædiken fra 1833 i Oxford, som var startskuddet til den dogmebaserede Oxfordbevægelse. Fra at man som samfund forstod sig som en del af Guds historie, blev det mere og mere almindeligt at betragte Gud som en del af vores kulturhistorie, altså kristendom som kultur og ideologi. Bibelen gled ud som forståelses- og tolkningsramme for historiske begivenheder. Fra at man forsøgte at reformere kirke og samfund, så man kom i samklang med Guds vilje i det omfang man kunne ud fra sin forståelse af Bibelen, begyndte man at forestille sig, at sandheden lå foran en ude i fremtiden, og at man skulle udvikle sig videnskabeligt, kulturelt og religiøst for rigtigt at kunne komme i kontakt med den ”selvåbenbarende” mening med historie. Ville kristendommen være med på toget mod fremtiden, måtte den også udvikle sig. Tanken om at det, som ligger i kim, bliver til blomst, som romantikerne hægede om, blev gennem Darwin og evolutionisterne langsomt en herskende betragtningsmåde på historiens område. Man indordnede kulturer, religioner og menneslægten i racer på forskelligt udviklingstrin, som dannede baggrund for både imperialismen og racismen. 

Man har derfor i stigende grad i behandlingen af bibelen, kirkehistorien og historien ladet som om, Gud ikke findes og har en plan med verden og mennesket. Man sætter derimod den menneskelige fornuft og tvivl ind som tolkningsnøgle for f.eks. opstandelsen, inkarnationen, Jesu muligheder for at forudsige hændelser, for kirkehistorien og den verdslige historie. Man skaber sig altså i bedste fald to rum, som ikke hænger sammen, og hvor bibelsk kristendom må vige og tilpasses den tidsånd, der hersker i samfundet. I kirken forkyndes der jo den sandhed, at Gud er almægtig, men i det politiske liv, i uddannelsessystemet og i samfundet generelt handles der ud fra en helt modsat forudsætning, nemlig, at kristendommen er en religion blandt andre og Bibelen en historisk bog, som er skrevet for meget lang tid siden og ikke bærer sandheden i sig. Hvor bededage førhen, som endnu i dag i USA, blev afholdt ved skelsættende begivenheder i nationens historie, så er der nu kun den svage afglans i gudstjenesten ved Folketingets åbning tilbage i Danmark. 

Man lever altså med en bevidst skizofreni i dag og derfor smuldrer sammenhængskraften da også i samfundet, der er opbygget som kristen nation i Bibelens billede, hvilket tydeligst kan ses i fortalen til Jyske Lov fra 1241. Denne udvikling vil tage fart i det omfang samfundet bliver fattigere og splitter mere og mere op i særinteresser, særligt når det står klart, at skiftende regeringer løber tør for penge og ikke kan betale de forskellige grupperinger for at holde sig i ro. Det vestlige, sekulære samfund har jo lukreret på den mening kristendommen har givet den, men hvis man fælder træet, så kan man ikke høste frugterne. For det er gennem hele Vesteuropas historie, trods den gængse fortælling i dag, kristendommen, der har været den måske eneste civiliserende og humane påvirkning igennem det menneskelige besties utallige konflikter, som Tom Holland viste for antikkens vedkommende i ”Dominion”.

Så hvordan kan man skrive en mere realistisk historie end den, som skrives af idealistiske og materialistiske historikere? For den, som behersker nutiden, behersker fortiden, og den, som behersker fortiden, behersker fremtiden, som George Orwell skrev i ”1984” – og det er bedst for alle, at vi tror, tiden ligger i Guds hånd, og hvis man mener, at Gud behersker alle de tre tider, så må historien jo skrives på en anden måde, end hvis man mener, menneskelige ideer eller usynlige love i materien eller ren og skær tilfældighed behersker historien. Hvis ikke den historiske udvikling er progressiv og følger en slags ”naturlov”, som man hos historikere præget af materialisme, idealisme og evolutionisme hører, hvordan bevæger historien sig så? For tiden går jo fremad, hvad enhver kan se, som selv er menneske og ældes. 

I kristendommen ses tiden som en linje, en tid, som skrider frem fra skabelse til dommedag. Men linjen/tiden er omsluttet af evigheden. Begyndelsen og enden får altså en anden betydning end i en materialistisk, sekulær historieforståelse. For mennesket, der dør, har i kristendommen stadig en opstandelse og dom i vente, når tiden ophører. Historien og kirkehistorien begynder og ender i evigheden, som den engelske forfatter Charles Williams skrev i sin kirkehistorie ”Descent of the Dove”. 

Dette betyder jo først og fremmest, at historiesynet i kristendommen er fokuseret på individet, som er evigt, og ikke på samfundet, civilisationen, materien eller universet for den sags skyld, som alle ophører og forgår. I en materialistisk, sekulær historieforståelse er sjæl og bevidsthed produkt af materien, og derfor forsvinder individet med kroppen. Derfor er individet underordnet samfundet, og derfor søger man i denne tankebane andre mekanismer, som bevæger historien fremad som f.eks. klassekamps-, magtteorier eller socialdarwinismen i forskellige afskygninger er eksempler på. Det giver selvfølgelig ikke nogen virkelig mening at tale om en udvikling eller fremskridt i historien på de parametre, da der ikke kan være nogen mening i historien, noget godt eller ondt, kun noget tilfældigt, biprodukter af kemiske processer i hjernen. Derfor har den sekulære materialistiske historieopfattelse altid lukreret på den mening, som findes i den kristne historieopfattelse, at der er godt og ondt, sandt og falsk og et mål med det hele. 

De bedste materialistisk-sekulære historikere holder sig derfor tæt til kildernes udsagn og gengiver fortidens holdninger loyalt, men bedrager stadig sig selv, fordi de ikke gør sig deres forudsætninger klar, uanset hvor mange forbehold de tager. Hvis historien ikke har en mening, og alt er tilfældigt, hvordan skal man så kunne hævde rationalitet og sandhed, der er forudsætningen for, at det giver mening, hvad man skriver. 

 

Bibelen som historiens spejl 

Kristeligt set er der to ”motorer” i historien. Den ene er Bibelen som et spejl. Når man læser i den, ser man et og samme skuespil, der gennem historien bliver ved at gentage sig, skønt rekvisitter og skuespillere skiftes ud. Det er altså de fortsatte skuespil med andre rekvisitter og skuespillere, historikeren skildrer, men stykket handler altid om det samme. Vi deltager i stykket som individer, og som altid er synden den benzin, som holder motoren i gang: ”Det gode, vi vil, det gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil, det gør vi” kunne man kalde formlen på brændstoffet. 

Jeg vil fremstille det første princip ud fra historikeren Anders Sørensen Vedels fortale til hans oversættelse af Saxo fra 1575 og hans programmatiske indledning til hans store Danmarks historie fra 1581, som han desværre aldrig fik skrevet. 

I Den danske krønikes fortale skriver Vedel: ”Thi det går jo således til, at det er alt et spil, som altid drives udi denne verden. Personerne og folkene forandres alene. Men ligervis som menneskets natur er en og sig selv altid lig på sin art og skik så også med al handel og vandel, råd anslag, lykke, modgang, medgang hændelse, fald og fremgang udi al bestilling. De synes vel at gå bort, men de komme dog op igen og gøre deres omløb med et nyt og fersk folk, når som den ene alder er afdød og den anden atter stedet igen.” (Den danske krønike, 1575) Historieskrivning må altså først og fremmest have en antropologi, og den nøjagtighed antropologien har, danner baggrund for hvor tæt på den historiske sandhed historieskriveren kan komme. Beskriver man mennesket som grundlæggende godt og ædelt eller som et tænkende dyr styret af magtbegær og sex, så er man dårligere til at skrive historie, end hvis man går ud fra at mennesket er en synder, skabt af Gud. Man vil forsøge at finde andre forklaringer på det onde/ det uhensigtsmæssige end synden og Djævelen. Man vil forklare, at ”ondskab” skyldes uvidenhed, svig (hvem det så end er, der bringer det ind i verden), dyrisk frygt for døden eller for vilde dyr på savannen (nogle ateisters forklaring på gudstro). 

Når historikere og andre kan gå så galt af, hvad historien drives af og handler om, skyldes det, hvad man i Det gamle Testamente kalder ”fedt om hjertet”, vantro eller forhærdelse. 

I Om Danmarks Krønike at beskrive fra 1581, skrevet seks år efter hans oversættelse til dansk af Saxo Grammaticus’ Gesta Danorum, var Vedel klar med en plan for Danmarkshistorien, som skulle fortsætte, hvor Saxo slap og beskrive tiden op til Frederik 2. (1559-88). I sin opstilling af indholdet for Danmarkshistorien begynder han med kirkehistorie. Her får man netop formålet med samfundet forklaret, hvori Guds historie udspiller sig: ”Thi for sin kristne kirkes skyld, opretholder Gud den politiske og verdslige stat, at han i forskellige lande og riger vil forsamle sig sin menighed, som er hellige menneskers samfund af hvilke han vil dyrkes og æres, ligervis som han derom har åbenbaret sin guddommelige vilje udi den hellige skrift. For dette endelige formål er vi skabte og igenløste ved hans enbårne søn, vor herre Jesus Kristus.” (Om Danmarks krønike at beskrive, 1581, s. 37) 

Det er den kristne kirkes skyld, at regering og samfund opretholdes, det er ikke regering og samfund, der opretholder den kristne kirke. Alene derfor bedes der for staten og øvrigheden i kirkerne. Når dette er klarlagt, kan man begynde at beskrive resten af historien om konger og fromme mænds bedrifter for deres fædreland, genealogi, krige mm.: 

”Hvad som lov er værd, det loves og sættes andre til godt eksempel, og tværtimod hvad som straffeligt er, det lastes og anklages udi dem, som det gjort haver.” (Om Danmarks krønike at beskrive, 1581, s. 38) 

Vedel er mod krig, men det er vigtigt at beskrive dem sandfærdigt, fordi man kan lære af dem: 

”Dersom man er nødt til at beskytte sit fædreland og undersåtter, at forsvare sit navn og gode rygte, at afværge vold og uret og igentage, hvad man er ranført, da er det smukt, at have lært af historier ved andre deres skade og eventyr, hvorlunde man skal forholde sig med gode råd og snilde anslag….Summa summarum hvad man giver for udi historien det skal være sandfærdigt tugtigt og oprigtigt, til Guds ære og hans menigheds opbyggelse, så at løgn skvalder og bagtalelse, utugtighed og letfærdighed, er der langt borte afvist uden for døren, thi sjælen og livet udi historie er sandhed og de som kun omgås fabel og tant og nu mere tegn at opregne, når de mene de har læseren mest fat, da er han en anden sted borte fra dem.” (Om Danmarks krønike at beskrive, 1581, s. 39-40) 

Som man kan lære af Bibelen, kan man lære af historien. Udgangspunktet for en realistisk historie er altså at tage udgangspunkt i, at mennesket er synder, der nødvendigvis også lyver i sine skildringer af begivenheder. 

Det betyder, at historien først og fremmest bestemmes i forhold til faldet og frafaldet fra Gud. Historien handler om et og det samme menneske gennem historien: Den gamle Adam over for den nye Adam. Mennesket er del af Guds historie. Det er ikke Gud, der er del af menneskets historie. Det betyder naturligvis, at man aldrig helt kommer til bunds i historien, for Guds veje er uransagelige og overgår menneskets forstand, men historien hjælper alligevel mennesket til at navigere i verden, når det følger sandhed og sandfærdighed i sin beskrivelse af begivenhederne. 

Derfor er historien også en beretning om fald og gendannelse eller reformation. Det er princippet i Bibelen, når profeterne anklager kongen, lykkeprofeterne og folket for frafald og dyrkelse af afguder. Det er princippet, når Jesus i Det ny Testamente kræver omvendelse og siger: ”de gamle har sagt, men jeg siger jer”, eller ”har I ikke læst, at Gud fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde, derfor…”. Når man derfor begynder med Bibel- og kirkehistorien i beskrivelsen af danmarkshistorien, skyldes det, at det skuespil, som her vises, gentager sig i historien, og den eneste mulighed for gendannelse eller reformation er, at man spejler sig i Bibelens historie, som er det sted, hvor mennesket kommer tættest på at forstå sandheden, selvom den stadig ses stykkevis, og vi ikke her på jorden kan opnå fuld erkendelse, som Paulus så rigtigt skriver i 1. Korinterbrev kapitel 13. 

Men spejler man sig her, har man mulighed for at advares, vende om og gendanne kirke og samfund ved at afskaffe de misbrug, som på grund af menneskets synd er kommet til. Det er også betingelsen for at skrive realistisk historie at være sig dette bevidst. 

 

Kirken bør altid reformeres 

Den anden ”motor” i historien, og dermed noget man skal tage højde for i historieskrivningen og betragtningen af historien, er kravet om, at kirken altid bør reformere sig. Luther siger i de 95 teser, at omvendelsen og angeren er et krav, som man hver dag må underkaste sig. Den samme selvprøvelse gælder, når man beskriver kirken og samfundet, som jo styres af mennesker med embeder. Uden en dommers, statsministers eller biskops anger over forkerte og onde handlinger, embedsmisbrug eller korruption og omvendelse til den rette vej, bryder institutionerne sammen, eller embedsmændene afsættes og dømmes ved domstole. Men angrer man onde handlinger og vender om, så reformeres kirke og samfund, dvs. forsøges ført tilbage til det, som det burde være. At beskrive dette skuespil så sandfærdigt som muligt er historikerens opgave, som også eksistentielt set bliver vedkommende, fordi man aldrig som individ bare er en brik i et spil, men ens handlinger har afgørende betydning. Man føres altså, uanset hvilken tid man lever i, om det er år 1200 eller 2200, tilbage i det ”skuespil”, man ser udfolde sig i Bibelen, hvor synd, misundelse, frafald og afgudsdyrkelse skifter med anger, omvendelse, tilbagevenden og gudsdyrkelse. Det er kun navnene på afguderne, der skifter. Af samme grund skaber mennesket aldrig et paradis eller et klasseløst samfund på jorden. Vi kan aldrig i historien fuldt ud erkende Guds uransagelige veje, for Guds store plan åbenbares først ved tidens ende, og synd og død virker som slør for menneskets erkendelse og vilje. Men at følge disse antagelser om historien giver grundlag for den mest realistiske og virkelighedstro måde at skildre historien på. 

Fra Oldkirkens dage har det derfor lydt, at kirken (det samme gælder samfundet) altid skal reformeres og altså ikke revolutioneres. Man river ned og bygger op igen på den gamle grundvold, som er Bibelen og kirken og forestiller sig ikke, at der bag de brændende byer og udryddede mennesker ligger et lykkesamfund. Det var dette Grundtvig så klart fremstillede i ”Skal Reformationen virkelig fortsættes” fra 1831. Luther brød ifølge Grundtvig ikke med den katolske kirke og skabte en ny, men forsøgte at fjerne misbrugene fra den eneste sande katolske kirke. 

Som reformation kan f.eks. kampen mod kætterne i Oldkirken ses, sådan kan munkebevægelserne betragtes, hvis forkyndelse og opståen altid var forbundet med en omvendelses- og bodsforkyndelse, sådan kan reformationen, modreformationen og pietismen betragtes. Det gælder lige meget for vækkelserne herhjemme som for f.eks. Tidehvervs opståen. Al sand reformation bryder ikke med den almindelige katolske kirke, men forsøger at fjerne misbrugene fra den. 

 

Al reformation begynder i og med kirken 

Når man i historieforståelsen taler om at spejle sig i Bibelen, betyder det altså at gå tilbage og finde vejen, hvor man for vild. For Grundtvig og Oxfordbevægelsen i 1830’erne var bekendelsen den Ariadnetråd, som kunne lede en tilbage gennem misbrugenes labyrint, skabt over århundreder. Denne form for reformation falder derfor ofte i bølger, som kan udstrække sig over lange tidsperioder i historien, således er bodskristendommen en vigtig reformbevægelse, som strækker sig fra middelalderen til vækkelserne i 1800-tallet. Disse lange linjer er den materialistiske periodeopdelte historieskrivning næsten altid blinde for. Når man taler om reformation, forholder det sig på samme måde. Den strækker sig genkendeligt fra 1300-tallet til omkring 1850, nemlig de fire reformatoriske bevægelser hos John Wycliffe, Jan Hus, Martin Luther og Spener og Francke og i Danmark Grundtvig, der i 1831 i et skrift spørger om reformationen virkelig skal fortsættes og svarer ja. Her ser man altså en reformbevægelse, som strækker sig over de perioder man i historieskrivningen normalt afsondrer: middelalder, renæssance, oplysning og romantikken. Men i perioden 1300-1850 er netop tilbagevenden til Skriften og reform af kirke og samfund fælles på tværs af tiden. Derfor er kirken på jorden altid Ecclesia militans, den kæmpende kirke. 

Disse bevægelser bragte, hvad man kunne kalde fremskridt, fordi de vendte om, da man var gået vild, og gik tilbage til stedet, hvor man for vild. Fremskridt har altså ikke noget med teknologisk fremskridt at gøre. Det teoretiske greb, man som historiker må gøre, er altså at antage, at det er ved at følge denne forestilling om historiens gang, man kommer til at se den klarest. ”Motoren” til denne udvikling ligger ikke i skjulte historiske processer af hegeliansk idealistisk eller materiel marxistisk art, hvor udviklingens og fremskridtets fortrop kan tolke de anonyme historiske processers vej fremad gennem revolutioner, der efterlader det gamle som ubrugelige og slukkede bål bag sig på vejen frem mod det liberale demokrati eller det klasseløse samfund. Den katolske kirke er ikke en udbrændt raketdel for den protestantiske raket, der flyver videre. 

I reformationens billede er det ligegyldigt, om man kører i damplokomotiv eller dieseltog, bruger I-phone 4 eller 11. Rettesnoren og reglen for udvikling og fremskridt ligger i, i hvilket omfang man følger Guds lov og ser sig som menneske og synder over for Gud, der hvor man nu er placeret både i det kirkelige, offentlige og private liv. Historikeren prøver så ud fra individers handlinger og ord at beskrive de begivenheder, der havde dem som centrum. 

C. S. Lewis taler i den forbindelse om en ny måde at inddele historien i Europa på. Han skelner mellem den prækristne tid indtil 325 e. Kr. Den kristne tid fra 325 til 1850 og den postkristne tid fra 1850 og frem til i dag. Dette synspunkt giver som antydet oven for plads for at se nye aspekter ved historien, som ikke afgrænses af de inddelinger, vi kender fra oplysningstiden med stenalder, bronzealder, jernalder, middelalder, renæssance, oplysningstid og modernitet osv. Men i den lewiske inddeling af historien ser man, hvordan f. eks. det kristne verdensbillede danner et storrum omkring de 1500 år, som viser det åndsbeslægtede på en klarere måde end den materialistiske historieforståelse, der hele tiden må operere med evolutioner og revolutioner, som bringer en ”videre”. Her bliver historien derfor et stenbrud for nutiden eller man kan sige, at den materialistiske historiker hele tiden fokuserer på det, som er frø og kim til den foreløbig klarere sandhed, der blomstrer i nutiden. Men som Lewis siger i 16. Century Litterature excepting Drama fra 1954: Til ny viden hører ny uvidenhed. Forlader man et verdensbillede og danner sig et nyt, føjer der sig til den nye viden, ny uvidenhed. Men naturen, dvs. den af Gud skabte, er større end ethvert verdensbillede. At skifte verdensbillede er ikke udvikling og fremskridt. Emancipationen fra gamle tankemønstre bærer synden i sig på måder, man ikke let opdager i sin samtid, sådan er heksevidenskaben en skabelse af renæssancen, mens racevidenskaben, udviklet af socialdarwinismen, er en frembringelse af det videnskabelige 19. og 20. århundrede med uendelige lidelser til følge. Det kan man ikke se, hvis man følger forestillingen om, at historien går fra det primitive (f.eks. heksetro) til det udviklede (f.eks. rationalisme) til det moderne (vores tid). En klar begrænsning i dette historiesyn er jo, at man ikke stiller det presserende spørgsmål: Hvordan vil man selv blive bedømt om 200 eller 500 år? Som nogle, der gennemskuede det hele, eller som nogle der så og så, men intet forstod? 

Derfor findes der heller ikke noget ”moderne menneske”. Der findes kun mennesket. Mennesket er sat sammen af tankegods og påvirkninger fra mange epoker og ofte på måder, som går i forskellige retninger både følelsesmæssigt og moralsk, og fornuften er ikke en tilstrækkelig lyskilde i det tusmørke, et menneske udgøres af. Tror man, at man kan løsrive sig fra dette grundlæggende forhold, at mennesket er synder, så laver man teorier om, at man, som f.eks. i nutidens teorier med genteknologi eller ved at betragte børnene som samfundets byggesten, der kan formes af sociale ingeniører i institutioner og behandlingsforløb, kan udvikle et nyt og bedre menneske. Men det gamle menneske kan ikke skabe den nye Adam. At tro det og handle derefter fører ikke til Utopia. Derimod havner man i en tilstand som revolutions- og fremskridtstilhængere altid havner, i hykleriet og tyranniet. Hvis man nemlig tror, man med viden og magt kan gøre mennesket mere end menneskeligt, så bliver det altid til noget mindre, og det bevæger sig altid i retning af dyriskhed. Derfor kan man med fordel i enhver historisk fremstilling fokusere på hykleriet med en farisæer for øje, som jo er dem, som går i lange klæder, beder længe for syns skyld og lader sig beværte af folket og udvælger sig de fineste pladser, men indeni er kalkede grave fulde af døde ben. At overgive magten i et samfund til farisæere, der ikke vil røre de byrder, som de lægger på andre med en finger, fører sjældent til fremskridt og aldrig til omvendelse og reformation - men er altid spændende historie. For mennesket i dag ved ikke ”mere”, er ”bedre” og er ”klogere” end tidligere tiders mennesker. Mennesker ved det, som de skal bruge i den kultur og civilisation, som de lever i med den teknik og de værktøj, som bruges her. Vi kan og ved det, som vor tids skuespil kræver af kendskab til de kulisser, som vi spiller det i. 

Forestiller man sig f.eks. enhedslistens Rosa Lund fik et barn, som fra fødslen blev givet til en indianerstamme i Amazonasdeltaet, så ville dette barn alt andet lige vokse op og lære at blande gift til pusterørene, klæde sig i meget lidt tøj og gå på jagt efter aber og fisk og bo i hytter af grene og blade og tro på ånderne i skoven. Han ville vide og kunne det, man har brug for i denne kultur – at han er født af en dansker, som kommer af en ældgammel vestlig kultur, og at hans mor har fløjet i Airbus til Nepal for at deltage i konference om klimaforandringer, ændrer intet på det. Kommer Rosa Lunds barn til Danmark efter 30 år i junglen, vil han have næsten lige så svært ved at tilpasse sig det danske samfund, som de somaliske mænd, der i denne alder kommer hertil. Det er ikke et spørgsmål om at være tilbagestående, men om at være opvokset og tilvænnet andre færdigheder og tankebaner. Forestiller man sig på den anden side en indianerkvindes barn fra fødsel blive overgivet i Rosa Lunds varetægt, så vil barnet lære at bruge mobiltelefon og I-Pad lige så hurtigt som naboens barn, og efter lilleskolen og det frie gymnasium vil barnet måske begynde i enhedslistens ungdom eller uddanne sig til flymekaniker og alt, hvad andre danskere nu gør.

Historien er altså, som Vedel skrev, et og samme skuespil, hvor kun skuespillerne og rekvisitterne skifter. Man må ikke lade sig forlede af de teknologiske ændringer. Det er yderst farligt og syndigt at tro, Kain er mindre misundelig på Abel, fordi de begge er ateister, som går rundt i sneakers med I-Phones i lommen og arbejder på et reklamebureau i København anno 2022. Og skriver man historien ud fra dette farlige synspunkt, så overser man de afgørende pointer i menneskers handlinger. Derfor må vi ud af denne to-rumstænkning, som vores vestlige samfund er kommet ind i, og det kan kun ske ved en reformation, som altid begynder med kirken og derfra går videre til det politiske og verdslige samfund, som jo kun er opretholdt for den kristne kirkes skyld. 

 

Torben Bramming