Af Christian Langballe, Tidehverv 2022, nr. 6, s. 285-287.

Forleden udtalte jeg i en forsamling, at indførelsen af det homoseksuelle ægteskab var folkekirkens store syndefald. Det mente jeg, da det blev indført, og det mener jeg stadig. En kvindelig præst replicerede, at hun ikke vidste, hvad det var med os mænd og det homoseksuelle ægteskab, som om det handlede om individuelle seksuelle præferencer. Jeg svarede, at det ikke handlede om nogen nyfigen interesse i, hvad folk laver inden for hjemmets fire vægge. Det må de godt nok selv om. Det er løgnen, som generer mig. Man foregiver, at der ikke længere er forskel på ægteskabet mellem mand og kvinde og ægteskabet mellem homoseksuelle i folkekirken. Hele ægteskabsteologien er blevet omdefineret og står nu i modsætning til hele den kirkelige tradition, kirkefædrene og biblen. Der findes altså et før 2012 og et efter 2012, og det, som var før, står i total modsætning til det, som er efter. Det, som var før 2012, bliver nu betragtet som et moderne kætteri og et anslag mod menneskerettigheder, frisind og tolerance. Det handler om udvikling, må vi forstå. Fortiden er mørk, middelalderlig og intolerant, mens nutidens menneske i dag står på historiens tinde som de åh så liberale, tolerante og frisindede. Der er ingen ende på, hvor gode og selvopofrende de er – i hvert når de konsulterer deres egen mavefornemmelse. Det er lige præcis ingredienserne i argumentationen for at indføre det homoseksuelle ægteskab i folkekirken. 

Jeg husker udmærket marts 2012, da ”ægteskabet mellem to personer af samme køn” blev drøftet i folketinget. Jeg var på daværende tidspunkt medlem af folketinget og kirkeordfører for Dansk Folkeparti. Jeg anbefalede dengang, at vi stemte nej, og det gjorde vi som det eneste parti. Der var få hæderlige undtagelser. Birthe Rønn Hornbech stemte nej og holdt en fremragende tale på folketingets talerstol om den opløsning af Danmark, som indførelsen af det homoseksuelle ægteskab ville føre til. Socialdemokraten Mogens Jensen (den senere så berømte mink-minister) fremturede med det alternative og ikke just faktuelt underbyggede synspunkt, at kvinderne i 1700-tallet blev betragtet som kvæg, mens vi i dag betragter kvinder som ligeværdige. Således også med de homoseksuelle. Ikke engang Mogens Jensens søforklaringer i forbindelse med minkskandalen, der førte til hans fald, rammer helt det samme debatmæssige bundniveau som dengang i 2012.

For mig var det mest frustrerende ved debatten både i og uden for folketinget, at der aldrig blev taget stilling til nogle grundlæggende og meget principielle spørgsmål: Er det et flertal i folketinget eller for den sags skyld interesseorganisationer som LGBT+, der skal definere kirkens læregrundlag og teologi angående eksempelvis ægteskabet. Det var, hvad der faktisk skete i 2012. Helle Thorning-Schmidt-regeringen dikterede med et folketingsflertal folkekirken en helt ny forståelse af ægteskabet, der som sagt strider mod den kirkelige og teologiske tradition, kirkefædrene og biblen selv. Den evangelisk-lutherske kirke er ret beset et selvstændigt trossamfund, hvis læregrundlag hviler på biblen og bekendelsesskrifterne. I paragraf 4 i Grundloven lyder det, at ”den evangeliske-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Det betyder netop ikke, at folkekirken er en statskirke, hvor regeringen og folketing udgør sådan en form for eksegetisk pavedømme, men tværtimod, at regering og folketing har en særlig forpligtelse til at understøtte folkekirken og den evangelisk-lutherske teologi og forkyndelse. Jeg fik aldrig svar på, hvordan regering og folketing kan diktere folkekirkens læregrundlag og teologi, men løbet var så også kørt i lige præcis det øjeblik, da skrogede biskopper underdanigt valgte at underlægge sig regeringens diktat. Det rokker bare ikke ved, at det strider mod den bibelske forståelse af ægteskabet, som angår forholdet mellem mand og kvinde. Det hører med til det at være skabt, at vi mennesker er udstyret med et køn, hvad enten det er som mand eller kvinde (jf. 1. Mosebog 1, 26: ”Gud sagde: Lad os skabe mennesker så de ligner os”). Det er ikke blot en bibelsk forståelse, men en biologisk realitet. I den bibelske optik skal der en mand og en kvinde til at få et barn, og det er ikke mindst afkommet, som Gud velsigner (jf. 1. Mosebog 1,28: ”Og Gud velsignede dem og sagde til dem: Bliv frugtbare og talrige…”. Vor Herre selv refererer til denne skabte virkelighed og til ægteskabet mellem mand og kvinde, når han siger: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ”Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød” (Matt. 19,4f). Det gælder ikke kun Biblen, men det er en biologisk realitet. Der er i den foreliggende virkelighed nogle biologiske holdepunkter, som man uden videre må bøje sig for – eller sådan var det i hvert fald. For nu er der ligesom i teologien også i forhold til biologien et før og et efter 2012. Kønnet er nemlig ophørt med at være en fysisk realitet men betragtes i stedet som en social konstruktion. Den liberale idé om menneskets frigørelse og en grundlæggende respekt for den enkeltes valg er endt i et surrealistisk postmoderne scenarium og en påstand om, at kønnet slet ikke er en objektiv fysisk realitet, men først bliver til som et valg. Alt er valg. Det gælder i forhold til virkelighedsfortolkningen og kønnet. Det er denne løgn, som man i folkekirken mere eller mindre villet har valgt at spille med på i tolerancens og frisindets navn, men det handler bare ikke blot om frisind og tolerance. 

For LGBT+ og bannerførerne for regnbueflaget og prideparaderne handler det om meget, meget mere. Virkeligheden skal ud fra en totalitær utopi laves om. For når alt handler om fortolkning, er det den fortolkendes verdensbillede, som skal laves om. Det bestående samfunds traditioner og normer skal destrueres, for moral og normer bygger udelukkende på fordomme og sociale konstruktioner. Vi skal alle sammen på genopdragelseskursus, så vi forstår, at vi er helt galt på den, hvad angår kønnet, ægteskabet, samfundet og virkeligheden. LGBT+ anbefaler på organisationens hjemmeside, at deres egen såkaldte ”normkritiske” syn på seksualitet og køn bliver indført i folkeskolen (hvilket det allerede delvist er). Det gælder også i forhold til den litteratur, der læses osv. osv. Der er i det hele taget så meget i den identitetspolitiske bølge, der skyller ind over os, så meget, der bringer mindelser frem om marxismen, der huserede i min barndom og ungdom i 70’erne og 80’erne. Jeg har gjort mine egne erfaringer med en giftig og underlødig debat angående det homoseksuelle ægteskab i 2012 og fremad. I årene, der fulgte efter 2012, blev jeg ringet op af utallige skoleelever, som skulle lave projekt om homoseksuelle, og de ringede gerne for at få svar på, hvorfor jeg var et så forfærdeligt og intolerant menneske. Jeg havde altid på fornemmelsen, at eleverne forinden var blevet undervist i den gode globalt favnende regnbuefarvede tolerance af deres lærer, og som en ond modpol skulle have mig med i projektet. Det hele blot for at vise, hvor al ondskaben og intolerancen kommer fra: ”Ring til Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Han er en kulsort racist, en formørket bibelfundamentalist og en af årsagerne til, at der aldrig bliver fred i verden”. Et andet eksempel: Den 6. februar skulle en præst indsættes i Hedensted kirke. Han havde i tiden forinden hændervridende tilkendegivet, at han ikke ville vie homoseksuelle. En gruppe kaldt Socialistisk Ungdomsfront (SUF) havde taget den lange vej fra Vejle til Hedensted for at demonstrere mod den formastelige præst. En repræsentant for SUF, som blev spurgt, hvorfor han ville demonstrere, udtalte de vise ord: ”Det er noget værre noget”. Demonstreret blev der med regnbueflag og bannere. Man spørger sig selv, om de demonstrerende nogensinde har sat deres fødder i en kirke. Næppe! Venstrefløjen har igen og igen demonstreret, at de betragter uvidenhed som en dyd, og de har en skrækkelig intolerant måde at være tolerante på, når det angår folk, som de er uenige med. Hele affæren fik en sekretariatschef fra LGBT ved navn Susanne Branner Jespersen til at udtale, at præster, der ikke ville vie homoseksuelle, ikke skulle ansættes i folkekirken (jf. DR den 31. januar 2022). Der var heller ikke megen hjælp at hente fra liberalt sindede præster som eksempelvis Katrine Lilleør, som søndag den 13. februar i en kommentar i Berlingske skrev følgende bekendelse: ”Jeg var som ung præst imod homovielser. Nu krymper det sig i mig, når præster siger nej til at vie homoseksuelle”. Hun forholder sig faktisk til det synspunkt, som jeg har gjort rede for, men på en meget lidt overbevisende måde. Det ender i sådan en antinomistisk libertinerkristendom, hvor Det gamle Testamente sættes i skammekrogen, mens Jesus er frisindet og tolerant på den liberale måde, forstås (Berlingske tidende 13. februar). Hun medgiver, at Kristus udtaler sig om ægteskabet, men skriver, at ”det blot er en af de mange Kristuskonstateringer af, hvordan vi gør forkert. Hårdhjertede, som vi kan være”. Hokuspokus. Sådan kan man relativere alle Jesu fordringer til ingenting. 

Tilbage står, at folkekirken er forandret, og at man nu som udgangspunkt abonnerer på den sandhed, at virkeligheden og kønnet er en social konstruktion. Den engelske konservative tænker Douglas Murray, gav i forbindelse med bøgerne ”Europas undergang” og ”Hordernes hærgen” interview til Peter Robinson (Se Youtube, Hoover Institution 7. oktober 2019). Douglas Murray er selv homoseksuel, men han vender sig alligevel mod at sidestille det homoseksuelle ægteskab med det almindelige ægteskab. Problemet er, siger han, at man trækker en løgn ned over hovedet på folk. Det er også årsagen til, at jeg har skrevet denne her artikel. Der skal en mand og kvinde til at få et barn. Selv med videnskabens hjælp skal der stadig en sædcelle og et æg til. Det er et biologisk faktum. Alene af den grund er der forskel. Nej, siger LGBT+, der er ingen forskel, men alligevel beder mandlige homoseksuelle nu om, at lovgivningen for rugemødre laves om, så man også kan gøre brug af udenlandske rugemødre. Der tales i øvrigt meget om de homoseksuelles rettigheden, men hvad i grunden med børnenes rettigheder? Har de ikke ret til at kende deres biologiske ophav – rugemødre eller ej? 

Her til sidst er det helt afgørende for mig at få understreget, at kirkedøren er åben for alle om søndagen, og homoseksuelle er lige så velkomne, som jeg selv er. Her kan vi komme og modtage syndernes forladelse, og ja, vi slæber alle rundt på en hob af synder. Ingen har noget at lade hinanden høre i så henseende. Det er Guds tolerance – den sande tolerance – at Han tåler trods vore synder og tilgiver dem i Jesu Kristi navn. Det er det afgørende, og her må vi lade Gud råde. Fordi Gud tolererer os, skal vi også tolerere vores næste. Det er den sande tolerance, men at spille buddet om tolerance ud mod den bibelske forståelse af ægteskabet, den kirkelige traditions forståelse af ægteskabet - og virkeligheden selv - er at gøre tolerancen og kærligheden til altrelativerende størrelser. Det ender med, at man relativerer Guds fordring og Kristi fordring til mennesket efter forgodtbefindende, fordi det ikke passer ind i ens eget liberale og frisindede verdensbillede. Man får lyst til med Prædikeren at udbryde: ”Forfængelighed, alt er forfængelighed” (jf. den engelske bibel: ”Vanity of vanities. All is vanity”). 

 

Christian Langballe