Af Jesper Bacher, Tidehverv 2022, nr. 7, s. 301-302

”Må vi være her? – Folkekirken efter Luther”. Sådan lyder titlen på et skrift med reformatoriske ambitioner udgivet af Katakombisk Studiekreds. Tre af kredsens sandhedsvidner Louise Højlund Franklin, Anders-Christian Jacobsen og Lise Horneman Kragh står som forfatterne til hin skrivelse, som har formået at skabe et vist røre i den kirkelige andedam. ”Må vi være her?” er en nemlig opfordring til en korrektion af den evangelisk-lutherske teologi. For ikke at sige et regulært angreb på folkekirkens konfessionelle identitet. Luthers arv fylder ikke bare i folkekirken ”den skygger” for det menneskekærlige evangelium, som nu skal bringes til ære og værdighed og som levende vande strømme ud over folkekirken. Men må de være her, altså i folkekirken? De er jo, som de selv udtrykker det ”alle medlemmer af folkekirken og kunne ikke forestille os at høre hjemme i andre kirkelige sammenhænge. Og det til trods for, at vi ikke vil betegne os som lutherske”. Jamen, selvfølgelig må de da være her. Der er som bekendt slet ingen grænser for, hvor ugudelig og vranglærende man kan være som medlem af folkekirken.

Kirkeskatten lugter ikke, og medlemskab af den danske folkekirke udløser ikke just kirketugt og trosforhør, så selvfølgelig må de være her. Hvem skulle også finde på at smide dem ud? Men det er næppe det, som der egentlig spørges til, men snarere om der i en evangelisk-luthersk kirke er plads til en uluthersk teologi i kirkens lære, liv og liturgi? Nu er det ikke så høfligt at besvare et spørgsmål med et spørgsmål, men alligevel er det et spørgsmål, som trænger sig på. Hvorfor i alverden insistere på at være med i en kirke, når man ikke kan forlige sig med centrale dele af bekendelsesgrundlaget? Hvorfor vil de dog være her? Der er jo religionsfrihed i dette land, og den katakombiske studiekreds kunne grundlægge deres egen kirke med fri teologisk leg og masser af kærlighed. En lys og venlig kirke i samklang med folkets længsler og tidens eksistentielle spørgsmål, hvor man kan få lov til at bidrage til egen og andres frelse, og skulle bidraget være af svigtende kvalitet, er der frelsesgaranti for alle, så der er slet ingen grund til frygt og bæven. Jeg mener, folk vil da strømme til et sådant humanistisk fyrtårn af en relevant kirke, hvor de frigjort fra den tunge lutherske arv og arvesynden kan høre Guds rige forkyndt ”så man kan mærke det ind i knoglerne og se livet boble surdejsagtig af det”. 

Men der er, så vides, ikke optræk til en sådan frikirkedannelse blandt katakomberne, de mener snarere, at det er folkekirken, som bør give plads til den teologi, som angiveligt er i pagt med folkets vilje og overbevisning. ”Det er ikke holdbart, at folkekirken officielt kun har teologiske grundsynspunkter, som mange af danskere ikke kan se sig repræsenterede i”. Katakomberne har hjemstedsret i folkekirken som dem, der lytter til folket i folkekirken, og det holder ikke, at folket ikke kan se sig repræsenterede i folkekirkens lære og ritualer. Tanken om at bringe de mange danskere til en bedre forståelse af folkekirkens teologiske grundsynspunkter, er imidlertid ikke den oplagte konklusion. Nej, det er folkekirkens teologiske grundsynspunkter, som bør imødekomme og tilpasses ”den kristendoms - og livsforståelse, som mange af folkekirkens medlemmer har”. ”Vox populi, vox Dei/Folkets røst er Guds røst”, kunne være det katakombiske slogan. Der er selvfølgelig den indbyggede fare ved hint repræsentationssynspunkt, at hvis mange af danskerne skulle tilslutte sig arvesynden og den dobbelte udgang, så måtte der også tages ydmyg højde for det. Man må jo, som det hedder: ”lytte og være i samtale og lade sig bevæge af samtalen i stedet for at fortælle folk, hvordan de skal forstå det, de oplever, så de forstår det rigtigt”. 

”Forstår du også det, du læser?”, spurgte apostlen Filip den etiopiske hofmand, som studerede Esajasbogen og fik svaret: ”Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, som vejleder mig?”. Men det var jo dengang, før folket nåede den aktuelle grad af åndelig modenhed og kristelig lærdom. Måske kunne en diehard lutheraner godt bruge lidt katakombisk vejledning, men dem er der heldigvis ikke så mange af. Jo, katakomberne har fingeren på pulsen og ved nok, hvor silden står i folkehavet. Det vidste apostlen Paulus sikkert også, man han virkede alligevel mærkeligt ligeglad og kunne ligefrem skrive: ” Vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for et behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte”. Ja, det er ikke alene Luther, som kan skygge for det katakombiske evangelium, det kan Paulus også, men hvorfor stå i skyggen af troens gamle stridsmænd, når man har set lyset i folket og selv er noget af et lys? 

 

Jesper Bacher