To kvindesagskvinder
Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2022, nr 9-10, s. 333-339
I oktober 1912 skrev den nygifte Sigrid Undset en artikel hjem fra London til det norske tidsskrift ”Samtiden”.
”Noen kvinnesaksbetragtninger”, som artiklen hed, beskæftigede sig først og fremmest med en på det tidspunkt meget omtalt bog af den fremtrædende amerikanske kvindesagsforkæmper Charlotte Perkins Gilman – ”The Man-made World”, udkommet 1911. Undsets anmeldelse er tvetydig: på den ene side udtrykker hun sin taknemmelighed over for de kvinder, der gav sig selv til pris for latter og spot ved at kæmpe for kvinders stemmeret, og anbefaler i den forbindelse Gilmanns bog for den velmente – men rørende naive – borgerånd, der bærer den. På den anden side hudfletter Undset bogen for dens virkelighedsfjernhed. Gilmans samfundssyn byggede på den noget svævende teori om en guldalder under et matriarkat – en guldalder, som forfaldt, da mændene med deres større fysiske styrke og kampinstinkt opkastede sig til herrer over kvinderne og opbyggede den verden, vi kender i dag med krig, ulighed og uretfærdighed.
Gilman plæderer i sin bog for, at der findes en almen menneskelighed, som hverken er kvindelig eller mandlig – (den har dog mange idealkvindelige karaktertræk!) - som skal fremelskes og lægges til grund for en ny samfundsudvikling, hvis samfundsforholdene skal blive lykkelige. Forudsætningen for en sådan udvikling mod, at hele verden skal blive menneskehedens trygge hjem, er, at kvinderne får økonomisk selvstændighed og frihed fra omsorgen for hjem og børn, så de kan tage del i samfundsudviklingen på lige fod med mændene.
At der har eksisteret et oprindeligt matriarkat, tror Undset ikke på – hvis der har, må det have været, da menneskene levede i trætoppene, men da de kom ned herfra, og før kan de næppe kaldes mennesker, er det sandsynligt, at det forhold mellem kønnene, som Gilman forarges over, faldt naturligt: at manden blev den udadvendte og beskyttende, og kvinden den beskyttede part, som tog sig af børn og hjem. Og da denne ordning også har været i kvindernes interesse, må kvinder erkende, at de også har været med til at indrette verden sådan, som den er.
”Og så længe samfunnets ordning og husholdning var slik at så godt som alle kvinner fant plass og sysselsættelse i et avhengighetsforhold til en mann, og det normalt var i hans egen interesse at vareta sine kvinners interesse, så var det like meningsløst å kalle dette forhold at manden beskyttet kvinnen, som at han undertrykte henne. Sikkert forekom både det ene og det annet, og noen kvinner levde lykkeligt og andre ulykkeligt, akkurat som det vil bli ved å være under alle forhold. Først da den nye kulturfaktor, som mannen og mannen alene har skapt – maskinkulturen – kom til å spille en fremtredende rolle i samfunnshusholdningen, ble disse forhold unaturlige.”
For med maskinkulturen blev kvinderne trængt ud af hjemmene, ud på arbejdsmarkedet, og derved blev det nødvendigt for de kvinder, som ingen mand havde til at repræsentere deres samfundsinteresser, at tilkæmpe sig repræsentation på anden måde. Det er derfor, skriver Undset, meningsløst at tale om en uret, som kvinder har lidt i årtusinder.
På samme måde er det en abstraktion at tale, som Gilman gør det, om kvinders moderskabsinstinkt som et særligt fredsskabende karaktertræk hos kvinder. Når kvinder endnu ikke har været dem, der erklærede krige, hænger det udelukkende sammen med deres hidtidige tilbagetrukne rolle i samfundet.
Nej, der findes gode kvinder og dårlige kvinder, og Undset har aldrig set noget til, at en kvindes fysiske frugtbarhed hang sammen med hendes menneskeværd.
Men : ”Selv om det å være mor i og for seg ikke betegner noe som helst annet enn et fysisk faktum. Dette fysiske faktum betyr i det menneskelige samfunn så meget at en kvinne ikke kan bli noe bedre enn en god mor, og ikke noe verre enn en dårlig mor.”
Når Undset kunne samstemme med Gilman i, at en vis form for kvindekamp var nødvendig, var det altså ikke, fordi Undset godtog frasen om, at kvinderne i årtusinder har været undertrykt af mændene, men fordi industrialiseringen havde givet mange kvinder ulykkelige forhold ved at tvinge dem ud af hjemmene.
Og at kvinders moderinstinkter, hvis de fik lov at bestemme verdens forhold, skulle sikre kvinders lykke, var iflg. Undset en sværmerisk utopi, så sandt som den enkelte kvindes lykke eller ulykke altid er en personlig sag, som ikke afhænger af samfundsforholdene alene; og så sandt som det at være en god mor altid er den enkelte kvindes personlige ansvar i forhold til hendes egne børn og ikke en almen kvindelig egenskab. Så på trods af at Undsets anbefaling af Gilmans bog vidner hendes anmeldelse af den om, at Undset – i modsætning til Gil- man – aldrig forfaldt til dyrkelsen af en abstrakt utopisk kvindesag, men tværtimod mere og mere så sig i modsætning til den ideologiske kvindesag i en erkendelse af, at den enkelte kvindes lykke eller ulykke, godhed eller elendighed ligger på et dybt personligt plan, som samfundsarkitekter hverken kan eller skal forsøge at gøre til en almen sag.
Utopisten
Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935), hvis bog Sigrid Undset anmeldte, regnedes i sin tid for en af de mest betydelige utopisk-feministiske samfundstænkere, og hendes værker har inspireret senere feminister som Simone de Beuavoir, Germaine Greer m.fl.
En artikel, oversat fra ungarsk og trykt i Dansk Kvindesamfunds tidsskrift ”kvinden og Samfundet” i 1911, betegner hende som kvindesagens vigtigste teoretiker; hendes betydning for kvindesagen svarer til Karl Marxs betydning for socialismen, hedder det. Hendes arbejde for kvindernes frigørelse betegnes som et arbejde for hele menneskeheden: ”Hun er som gennemsyret af Viljen til at omdanne Verden til et hjem for hele Menneskeheden, og hun arbejder med beundringsværdig Konsekvens på denne Opgave.”
Gilmans engagement i samfundets forbedring havde hun ikke fra fremmede. Hendes fars familie rummede adskillige samfunds- reformatorer – bla.a. var hendes grandtante Harriet Beecher Stowe, der med ”Onkel Toms Hytte” gav røsterne for slaveriets ophævelse folkelig gennemslagskraft. Gilman voksede dog op uden synderlig kontakt til faderens familie, for han forlod hendes mor og overlod hende, Charlotte og hendes bror til en forhutlet og fattig tilværelse. Gilman læste en kort overgang sociologi, skrev en prisopgave, giftede sig ung og fik en datter – og en svær fødselsdepression, som efter den tids psykiatriske videnskab blev behandlet med fuldstændig hvile og isolation, hvilket kun førte til dybere depression.
Hun forlod sin mand og flyttede sammen med en veninde, som siden giftede sig med hendes eks- mand. Og da Gilman anså veninden for en bedre opdrager end sig selv, overdrog hun sin datter til veninden og eksmanden. En overgang havde hun et kærlighedsforhold til en kvinde, men giftede sig anden gang med sin fætter, som hun blev enke efter i 1934. Få år før havde hun fået brystkræft, og i 1935, da hun havde lagt sidste hånd på sin selvbiografi, tog hun sit eget liv - valgte kloroformen fremfor kræftdøden.
Efter at have forladt sin første mand ernærede Gilman sig som forfatter – især til samfundsteoretiske værker med kraftig socialdarwinistisk inspiration. I ”Women and Economics” fra 1898, hævdede hun, at kvindernes økonomiske frihed var en uomgængelig nødvendighed for samfundets udvikling til det lykkebringende hjem for alle, som var målet. I ”The Home: Its Work and Influence” fra 1904 skrev hun om kernefamiliehjemmets forkrøblende indflydelse på kvinder og børn og slog til lyd for nye bofællesskaber: kommunale kol-ektiver, hvor hver enkelt frit kan nyde fællesskab med andre uden at være bundet til dem, og derfor hellige sig sin egen personlige udvikling. Hvor alt husarbejde og madlavning er overladt til betalt arbejdskraft og store fælleskøkkener, og hvor børnepasningen overdrages til uddannede passere og foregår i særlige børnehuse. I årene 1909 til 1916 skrev og udgav hun tidsskriftet ”The Forerunner”. Heri offentliggjorde hun i føljetonform flere romaner bla.a. i 1915 romanen ”Herland” – en feministisk utopi, som først blev udgivet som sammenhængende værk 1978. I efterskriftet hertil af den amerikanske kvindehistoriker Ann J. Lane, skriver Lane, at det først er nu – altså i 70erne – at kvindebevægelsen er ved at blive klar over humorens betydning som redskab for social kritik, men at Gilmans skønlitterære værker er foregangsværker ved at appellere til mange former for humoristisk respons: ”Hun (Gilman) fremkalder uventet og medrivende satirisk og sardonisk latter – alt sammen for at afsløre, hvor absurde de konventioner er, vi tager for gode varer, især dem der gælder kvindens ”naturlige plads” eller ”sande natur.”
Da jeg læste ”Herland” med disse ord in mente, fristedes jeg imidlertid i høj grad til at give min mand ret, når han påstår, at kun få kvinder har humoristisk sans. Så tåkrummende tung og ideologisk konventionel er romanens ironi over mænds fordomme og dårskaber.
”Kvindeland”
Romanen begynder med, at tre unge mandlige eventyrere i bedste Jules Verne-stil i flyvemaskine lander på den anden side en bjergkæde, som i 2000 år har adskilt et hemmeligt land fra resten af verden – et land, hvor der iflg. rygtet kun bor kvinder. De finder – til stor forundring for deres mandlige fordomme om kvinders manglende organisatoriske evner - et eksemplarisk velorganiseret og harmonisk samfund. Siden en naturkatastrofe lukkede adgangen til resten af verden, mens landets mænd førte krig og alle blev dræbt i den, har ingen mand sat sin fod her.
De efterladte kvinder troede oprindeligt, at folket skulle uddø med dem, men et mirakel skete, og en af dem undfangede og fødte en datter blot ved moderskabslængslens kraft. Hun gav sin evne til jomfrufødsel videre til sine efterkommere, - som alle var kvinder - så alle kvinderne i landet er i familie med hinanden og betragter landet som deres fælles hjem.
Da de unge mænd lander i Kvindeland, bliver de til en begyndelse sat under bevogtet husarrest, hvor de får tilknyttet hver sin lærer, indtil de har lært landets sprog, og det skønnes sikkert at lade dem bevæge sig ud mellem kvinderne. Hver især forelsker de sig i en af de tre langlemmede stærke, ugenerte og muntre unge kvinder, som først fandt dem, og på deres rejse rundt i det vidunderligt harmoniske land besvarer de unge kvinder og deres lærer deres fordomsfulde spørgsmål med uendelig mild og overbærende klogskab.
Mændene spørger til, hvad man gør ved lovovertrædere i Kvindeland og får det svar, at det er sekshundrede år siden, de har haft en sådan. Enhver ung kvindes største mål i livet er at blive mor til det enkelte barn, det af hensyn til befolkningsbegrænsningen er hende beskåret at føde. Men er der unge kvinder, der viser sig at have asociale tilbøjeligheder, overtales de mildt til ikke at føde børn, ligesom en mor, der viser sig at have den egoistiske indstilling at regne sit barn for vigtigere og bedre end andre børn, ikke får lov selv at opdrage det.
Opdragelse er en af de ædleste opgaver, som kun overlades til virkelige eksperter – og at passe spædbørn er også at opdrage dem, idet opdragelsen ikke rummer bud og kræver lydighed, men består i stimulering og udvikling af børnene ved passende aktiviteter, så børnene formes uden selv at vide det.
”De (børnene) var på intet tidspunkt klar over, at de blev opdraget. De anede ikke, at al denne eksperimenteren og muntre konkurrence var grundlaget for den nære og vidunderlige gruppebevidsthed, som de tilegnede sig så grundigt i årene efter. Dette var uddannelse til at blive gode medborgere.”
Da fortælleren indvender, at en mors kærlighed da må indebære, at hun selv føler sig som den bedste og mest kaldede til at opdrage sit barn, spørger hans lærerinde mildt drillende: ”Du har fortalt os om jeres tandlæger.... Får moderkærligheden jeres mødre til selv at ville behandle deres børns tænder? Eller vil de gerne?”
”Nej, naturligvis ikke, ” protesterer fortælleren, ”men det er et yderst specialiseret område. At tage sig af spædbørn er da noget, enhver kvinde – eller mor - kan.”
”Det synes vi ikke”, svarer den kloge lærerinde: ”Forstår du... Der er simpelthen sket det, at opdragelsen af vores børn har nået et sådant kulturelt stade og bliver udført med en sådan dygtighed og klogskab, at jo mere vi elsker vore børn, jo nødigere vil vi overlade dem til ukyndige personer – end ikke os selv.”
Men det betyder ikke, at den unge mor har mistet sit barn – det er stadig hendes, hun er blot ikke den eneste, der tager sig af det. Der er andre, som hun ved, er klogere.... Hver mor – som har de rette egenskaber – har et år sammen med sit barn, hvor de lever tæt; derefter opfostres barnet i et vidunderligt stimulerende børnemiljø, mens moderen passer sit arbejde, som hun selv har valgt ud fra det, hun som barn er blevet stimuleret til at finde interessant. Men hendes forhold til med-mødrene, som tager sig af barnet, er forbilledligt.
De unge mænd, som begynder at drømme om ægteskab og eget hjem sammen med deres udkårne, opdager, at i Kvindeland er der intet ord for ”vores hjem”, ligesom der ikke er noget ord for ”familie”.
For hele landets befolkning er forenet i den fælles moderkærlighed til de fælles børn, og til det fælles land og miljø, som børnene vokser op i. Da fortælleren taler med sin elskede om religion og fortæller om sin verdens dyrkelse af en 5000 år gammel patriarkalsk gud, der idømmer de onde evig straf, bliver hun så rystet, at hun først må løbe bort for at blive styrket i et af landets templer, hvor særligt kloge og indfølende kvinder trøster de andre med fornuftige anvisninger på, hvorfor en kærlig guddom aldrig kan straffe... Og hun vender tilbage med det indlysende rationelle spørgsmål: ”Når I nu har gjort fremskridt på alle andre områder, hvorfor har I så bibeholdt disse gamle idéer om en straffende gud?”
I det hele taget er straf ikke noget, kvinderne i Kvindeland kender til. ”Straffer I nogen, der har brækket benet eller fået feber? Vi har naturligvis visse forholdsregler og behandlinger. Nogle gange må vi få patienten ’til at holde sengen’, for nu at sige det på den måde. Men det er ikke straf – det er kun en del af behandlingen,” forklarer den kloge unge pige.
Pietet og lydighed over for formødrene kender kvinderne ikke til. De gør det, de har lært af deres mødre, men de gør det ikke for mødrenes skyld.
Og det, kvinderne har lært, er, at de skal være led i det stadige fremskridt både i organisation og i menneskelighed. I Kvindeland lærer børnene derfor historie sammen med psykologi:
”Det er jo vores historie og den ændrer sig i takt med efterfølgende og forbedrede generationer. Vi prøver hele tiden langsomt og forsigtigt at udvikle hele vores folk ud fra disse retningslinjer. Det er et vidunderligt arbejde. At se hundredvis af småbørn udvikle sig, blive intelligentere, få mere tiltalende personligheder og flere evner....”
Exit fra Kvindeland
På trods af såvel de udkårnes som den hele kvindebefolknings un dren over, hvad ægteskab egentlig er godt for, lykkes det de tre unge mænd at få afholdt en bryllupsceremoni og blive gift med deres udkårne.
Men da viser uoverensstemmelserne mellem mændenes medbragte fordomme og de højt udviklede kvinders livssyn sig for alvor. De unge kvinder fatter ikke, hvorfor deres mænd taler om, at de sammen skal have et eget hjem. ”Vi kan jo være alene, hvor og når vi ønsker det? ”
Og i jomfrufødselslandet er erotik noget ganske fremmed. De unge kvinder glæder sig til at skulle være mødre og er nysgerrigt og stolte indstillede på, at de nu skal blive det på en anden måde end den, de kender. Men fra naturen ved de, at selv monogame dyr kun parer sig med henblik på at yngle, og da al deres kærlighed er bundet til moderværdigheden, tager pigerne blidt, men vedholdende afstand fra forbindelsen mellem erotik og kærlighed.
De to klogeste af mændene forstår snart, at det fysiske behov, de mente at have, i virkeligheden var psykisk betinget og ”at der nedenunder deres tillærte holdning over for kvinder fandtes en ældre, dybere og mere naturlig holdning, den rolige ærbødighed, hvormed vi ser op til det køn vores mødre har.”
Men den tredje af dem, Terry, der hjemme i USA havde begået sig som kvindebedårer, er uimodtagelig for sin elskedes belæringer. Det ender med, at han i frustration forsøger at tage sin hustru med magt – hvorefter han dømmes til udvisning af Kvindeland, og forlader det sammen med fortælleren og dennes hustru, der gerne vil se sin mands verden.
Realisten
I de samme år, som Gilman udgav sine romanføljetoner, skrev Sigrid Undset en række essays og artikler om kvindebevægelsen, som i 1919 blev udgivet samlet under titlen ”Et Kvinnesynspunkt.”
I disse år gjorde Undset sine erfaringer som hustru og mor i et stormfuldt og vanskeligt ægteskab, hvor hun knoklede sig selv i sænk ved, ud over omsorgen for sine egne tre børn, at påtage sig forpligtelsen også for sin mands tre børn af første ægteskab, som ellers ville være blevet opfostret på børnehjem.
Manden, kunstmaleren Anders Svarstad, var meget lidt hjemme, da der ikke var plads til atelier i deres fælles hjem. Undset var husmor om dagen og skrev om natten, holdt oppe af kaffe og cigaretter. I 1916 overvejede hun at starte et tidsskrift med titlen: ”Fra køkken og barnekammer.”
Det blev ved idéen, men Undsets syn på kvindebevægelsen, som i artiklen fra 1912 havde været moderat positivt, blev stadig mere kritisk. Som hun skriver i efterordet til ”Et Kvinnesynspunkt”, så er tidens mest brændende spørgsmål, om ”Udviklingen” er en mystisk almægtig Gud, eller om det i det store og hele er vor vilje, der bestemmer den. Undset savner, at kvindebevægelsen, der arbejder for udviklingen, standser op og ser på den igangsatte udviklings tabskonto: ”Kom- mer vi noensinne bare så nær i nabolaget af disse kvinners mål... (vil) kvinnerne nemlig da være kommet i en stilling som truer selve forutsetningen for samfunnets eksistens – slektslivet og yngelpleien, hvis man vil ha de mest moderne navn på tingene.”
I artiklen ”Begrepsforvirring” fra april 1919 tog Undset skarpt til genmæle mod en kvindesags- brochure, ”Kvindernes fødselspolitik”, som opterede for mere lovgivning for forholdet mellem ægtefæller – bla.a., at kvindens kår skal bedres ved, at hun modtager løn for sit moderskab af staten. Alene ordet ”Fødselspolitik” vidner om en moderne begrebsfor- virring.
Forfatteren til pjecen, Kati Anker Møller, skriver: ”Ved så godt som alt andet arbeide en kvinde nu vilde beskæftige sig med, vilde hun være bedre økonomisk stillet end som hustru og mor.”
Undset replicerer: ”Ved nedlegning af rabarbra medgår bare halvdelen så meget sukker som sirkelens kvadratur. Den ene sammenligning er lige så god som den anden. Å være mor er ikke et arbeide. Det medfører arbeide og plikter. Som samfunnsvilkårene er for mange kvinner, medfører det ofte arbeide og plikter som i hjerteslitende grad overstiger hennes krefter og tilslut dreper hennes mot og glede ved livet – men moderskapet er livet. Om hvert menneske som har barn, - hver far og mor – vet vi, det er iallfall mulig de har opplevd livsfølelsens fortettelse til den høyeste intensitet alminnelige mennesker erfarer. Og i sine barn kan de opleve igen og igen en potensering af livsfølelsen – i gleder og i sorger. Det er jo nemlig så at ved arbeide er det liten glede når det ikke er lykkelig udført, men livet kan have den høyeste verdi for oss selv om det leves ulykkelig; tusenvis av fedre og mødre ville ikke unnvært farskapet eller moderskapet, om de så har grått seg halvblinde og sørget seg gråhåret over sine barn.”
Om betalt moderskab skriver Undset: ”For å komme på en slik idé må man være sjelelig impotent – en og annen mor som livskampen har sprengt og gjort til åndelig invalid, kan muligens tenkes å slutte seg til.”.... ”Hvert eneste uforvrøvlet menneske som kan kjenne et gammelt folkeligt begrep igjen, selv om det kommer i en lang kjole af moderne lange gloser, vet at det gamle og folkelige uttrykk for ”kvindernes utnyt- telse av sine indre naturligheter” er hor.”
Det er begrebsforvirring, når kvindesagens emsige kvinder taler om, at ægteskabslovgivningen skal kunne bedre mulighederne for lykke i folks ægteskaber. Lovgivning om ægteskabsforhold er selvfølgelig lige så nødvendig som lovgivning angående sundheds- og begravelsesvæsenet. Men lovgivningen ”kan omtrent så meget gjøre et ekteskap til en velsignelse eller forbannelse, et barns fødsel til glede eller sorg, som den kan gjøre døden til en gru eller en seirersvinning. Det er ikke gitt flere mennesker at kunne avle barn ”rationelt” enn å dø ”rationelt” ” .... ”Loven kan vanskelig og aldri for det gode gripe inn i forholdet mellom mennesker, som står hinannen så nær som ektefolk, foreldre og barn. Og den kan ikke endre de enkelte menneskers – menns og kvinners – egoisme eller ansvarsløshet eller råskap.”
Som Undset skriver i ”Efterskrift”: Det er kun ved ægteskabets opløsning, at loven med fordel kan gribe ind. Tænker man på de to køns fundamentalt ulige stilling til det barn, som de begge har været med til at kalde til live – at kvinden ikke kan være i tvivl om, at barnet er hendes eget kød og blod, mens man- den i det stykke må stole på hende; at manden i højere grad end kvinden kan løbe fra ansvaret for barnet – så er det også fuldstændig begrebsforvirring at tale om kønnenes ligestilling.
I ”Efterskrift” skriver Undset videre om den fundamentale forskel på de to køn, at i det private forhold mellem de enkelte mænd og kvinder opvejes mandens større fysiske styrke af en sjælelig udholdenhed hos kvinden: ”Hun orker, ja, liker ofte likefrem, å sige den samme ting hundre ganger, mens menn flest knapt orker å høre en ting ti ganger og gjerne gjør svært meget for å høre det den ellevte.”
Denne kvinders udholdenhed i at gentage det samme igen og igen hører sammen med, at det til alle tider har været moderens opgave at tage vare på livets statiske værdier – at lære børnene at skelne mellem ondt og godt, mens mændenes virkefelt har været det udadrettede, organiseringen af samfundet.
”Kvinnenes særinteresse og særopgave i omveltningstider er den å passe, menneskene ikke glemmer, man kan revolusjonere samfunnsorden og rette samfunns-misforhold, men ikke de elementer samfunn bygges av, og ikke de faktorer misforhold gror frem av – menneskene og deres naturlige beskaffenhet. Det er kvinnene som særlig får å håndtere det friske råmateriale og konstatere at det har ikke forandret seg i historisk tid.”
Det moderne snerperi
Drøftelsen af kvindens stilling i samfundet og af forholdet mellem kønnene vanskeliggøres, skriver Undset, i hendes samtid af et tidsegent snerperi. Hvor tidligere slægtled blufærdigt undlod at tale om det mest intime i forholdet mellem mand og kvinde, men ikke ignorerede det, er det tidstypisk, at man nu ignorerer det.
Og snerperi er at folk prætenderer uvidenhed om kendsgerninger, som vi alle kender, men har ret til at undslå os for at tale om. Derfor er der kun et hanefjed mellem snerperi og skamløshed. Mens den kristne ægteskabssyn med dets realistisk tale om syndens konsekvens for mands og kvindes indbyrdes forhold vidste om de uudsigeligt sammenviklede sjælelige og fysiske intime forhold mellem mand og kvinde i og med ægtefællernes ulige stilling i ægteskabet, er Undsets samtids ægteskabslovgivning, der tror at kunne regulere ægtefællers liv og sikre deres ligestilling, et udtryk for dette moderne snerperi.
”Om den moderne lovgivning på slektslivets område kan man virkelig fristes til at tro det er maskerte forbudsbestrebelser som har til formål at alle mennesker skal måtte slokke sin tørst i enslags statsbrygget tyntøl, indeholdende ikke over 2,25% erotikk.”
I ligestillingens snerperi ser man bla.a, bort fra det forhold, at hvis man vil bevare den gammeleuropæiske idé om kvindens menneskeværd og moderens og barnets ret til beskyttelse, da må man gå ud fra, at den bedst anerkendes, når det pålægges manden at beskytte den enkelte kvinde, han har valgt at leve sammen med, og de børn, han kan kalde sine.
”Det må tildeles mannen som hans rett og plikt å ivareta familiesammensluttningens interesser utadtil i den større sammenslutning. Det er nemlig her ugjørlig å stille far og mor like; et forsøk på å give moren identiske rettigheter – som må bli følgen av, eller ha til følge identiske plikter – betyr ikke likestilling, men særbelastning af kvinnen, siden en far ikke kan overta hennes plikter og en mann ikke trenger sin hustrus beskyttelse overfor samfunnet.”
...
”Samfunnsarbeide i videre forstand må forutsette evnen til utsyn – fremover og ikke minst bakover. Barns velferd forutsetter at det er noen som er villige til uavbrutt og årvåkent å vende synet nedover – mot det små, som gror opp.... Samfunnsarbeide forutsetter evnen til at dra linjer og bygge etter planer, en mor må først og fremst ha tålmodigheten til hver da å se sine sirkler tråkket på og sine planer krysset. Mannen har gjerne utrettet sit beste når han husket menneskenes brorskap i sult og herskelyst og lykketrang, likheten i lengsler og naraktigheter, - kvinnen når hun husket at ikke to brødre utgått av samme mors skjød er like. I mannens verden krevet rettferdigheten at ingen dømmes uhørt og ingen sak avvises uprøvd – en mor må ha retten til at stenge ute fra barnas hjem både saker og mennesker uten at prøve dem. Mannens del er først og fremst å ta livets konsekvenser, kvinnens først å lempe seg etter dets inkonsekvens.”
I de livsaldre som svarer til en mands mest frugtbare arbejdsår, kan kvinden aldrig møde manden som ligestillet, medmindre hun vil leve i cølibat. ”Det er ut fra erkjennelsen av det faktum at begrepet ridderlighet er utsprunget – kvinnen er, selv når hun er en fjende, en lenket fjende. En mann mangler et instinkt som folk flest kaller godt, fordi det er livsbevarende, dersom han ikke overfor en hvilken som helst kvinde bevarer en viss respekt for hennes kjønn, selv når hun ikke har skygge af rett til å kreve respekt som individ. Dette er i mine øyne en kvinnes naturlige rett, fordi den i lengden beskytter ikke bare kvinnene, men selve menneskelivets beståen, og den kan bare hevdes ved at kvinnen vedkjenner seg sine lenker og bærer dem med verdighet”.
Kvindens sag eller den totalitære kvindesag
Det er en tilsnigelse, og egentlig en urimelighed, at kalde Sigrid Undset for kvindesagskvinde, for kvindesagen, sådan som den blev skudt i gang af f.eks. Charlotte Perkins Gilmann, byggede på en abstrakt forestilling om mænds og kvinders ligestilling og ignorerede med det moderne snerperi, Undset påpegede, det inderste i kvinders liv; det, som iflg. Undset til hver en tid er den dybe grund for en kvindes erfaring af livsfylde – at være mor for sit eget kød og blod.
Sigrid Undsets genmæle mod kvindesagen var derfor ikke bygget på teorier, men på hendes egen erfaring af virkeligheden, som hun så den. Og af forsvaret for den hjemmets verden, som hun så, ville forlise, dersom kvindesagen fik magt, som den havde agt.
At Gilmans utopiske kvindesag i mangt og meget har sat sit præg er evident: kvinderne forlod i det 20. århundrede i stor stil hjemmene, børnene overlodes i vidst omfang til de særligt kyndiges opdragelse – og dermed til den ideologiske opdragelse, som fornægter det, Undset kalder ”tilværelsens statiske værdier”: det absolutte forhold mellem godt og ondt, mellem privat og offentligt, mellem troskab og utroskab, pligt og ansvarsløshed - til fordel for en opdragelse til tro på de ved fremskridtet vundne værdier. Det moderligt formynderiske velfærdssamfund, som vil sikre den enkeltes lykke og til den ende ikke viger tilbage for at stikke sin lange offentlige næse i hjemmenes private forhold, lå også i kim i Gilmanns utopiske kvindesag.
For øjeblikket forlyder det, at Undsets to store middelalderromaner er ved at blive nyoversat til dansk. De kan nu med fordel læses på norsk, men man kan håbe på, at genudgivelsen af dem vil åbne manges øjne for Undsets forfatterskab, også for hendes genmæle mod kvindesagen. Et genmæle, som ideologer vil rynke på næsen ad, men som mangen en levende kvinde vil kunne finde en medvider i, når det på trods af kvindebevægelsens angivelige landvindinger, ”kun” er hjemmet, børnene og manden, der på godt og ondt binder hendes hjerte.
Agnete Raahauge