Af Christian Langballe, Tidehverv 2023, nr 3, s. 413-415

”På den tid lød Herrens ord sjældent, og syner var ikke almindelige”. Ordene står at læse i 1. Samuel 2,1 og kunne vel godt stå som et vidnesbyrd om vores egen tid. Man kan i hvert fald godt lade sig gribe af åndeligt mismod, når man følger den almindelige debat. Den er nemlig domineret af et åndeligt lavtryk, som bare synes at blive ved i det uendelige. Det gælder ikke mindst på de protestantiske breddegrader, men er i øvrigt et grundlæggende vilkår i Vesteuropa. Man trøster sig ved de få solstråler af ånd, som fra tid til anden oplyser debatten. En dødssyg materialisme og en grasserende relativisme har angrebet os som en aggressiv bacille, hvilket har ført til, at åndslivet er blevet så underligt forkrøblet. Den menneskelige sandhedssøgen strander i reglen på de døde tings åndløse regime. Tidligere tiders prioriteringer er vendt på hovedet, for vi forholder os absolut til det relative og relativt til det absolutte. Se, nu blot hele affæren med St. Bededag. I regeringens optik forekommer det, som St. Bededag er der for, nemlig bønnen til Gud, så latterlig ligegyldig set i forhold til det, som virkelig betyder noget: En velsmurt og mægtig velfærdsstat. Velfærdsstaten er snart det eneste, som regering og politikere bøjer knæ for. Selv landets forsvar har man udsultet i en grad, så man dårligt nok vil kunne forsvare Langeland en time, hvis en fremmed magt skulle beslutte sig for at annektere landet. Tidligere tiders mennesker forstod, hvad nutidens åndløse barbarer har glemt: Det begynder med Gud. Det gælder ikke mindst i urolige og dystre tider, hvor krigens og ufredens skygger truer. Derfor blev bededagene oprettet for så i 1686 at blive slået sammen til en stor bededag. Man tog bønnen til Gud så alvorlig, at butikkerne lukkede, men i dag er det bededagen, som man lukker ned. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at regeringen nu vil nedsætte et råd, som skal se på, hvordan kulturen kan afhjælpe danskernes krisebevidsthed. Så når angsten for krigen og klimaet kommer over os, skal vi åbenbart på kunstmuseum, hvor vi så kan fordybe os i Michael Kvium og tidens skramlede installationskunst. Det åndløse i projektet skriger til himlen. Det bliver ikke bedre af, at der bruges millioner af skatteydernes penge på projektet. Det sker samtidig med, at St. Bededag afskaffes for at kradse penge ind til statskassen. Prioriteringen taler for sig selv.

Sekulariseringen og den materialistiske filosofi 

Man må sige, at de protestantiske lande fører an, når det angår afkristningen. For enden af sekulariseringsteologien og ønsket om at indgå i en pagt med det moderne og postmoderne venter den golde materialisme. Her tænker jeg ikke blot på det forhold, at indkøbscentrene i dag fungerer som forbrugstempler, hvor vi kan fejre den ugentlige gudstjeneste ved at fylde indkøbsvognen med ting. Nej, jeg tænker snarere på, at både den teologiske og filosofiske tænkning er endt der, hvor rammen for det at tænke er det, som vi kan røre ved, se, måle og veje. Den åndelige side af virkeligheden fornægtes simpelthen. Der er tale om en realisering af marxismen, hvor målet ganske vist ikke er den rå maskuline kommunistiske diktatorstat, men snarere den bløde, venlige og mere feminine velfærdsstat. Nu er den teologiske tænkning ofte et spejl i forhold til den tid og virkelighed, hvori den udfolder sig. Sekulariseringsteologien fortæller os, at vi lever i eftervirkningerne af Guds død og i stedet for Gud og hans kærlighed til mennesket træder nu vores kærlighed til hinanden og fællesskabet. Den postmoderne teologiske tænkning bærer et tydeligt aftryk af den altfavnende velfærdsstat. Den ubetingede og derfor besværlige fordring om kærlighed til næsten kompenserer vi for ved at betale aflad over skattebilletten. De kristne er ikke længere benådede syndere, men globale verdensborgere, der optræder som kærlighedens repræsentanter på jorden og betaler deres skat med glæde. Den snaksalige kærlighedslirumlarum er dog præget af narcissisme og navlepil. Den demonterer sig selv, så snart den udtales og bevidner i sig selv syndens realitet. 

Om en afgået professor 

Alle disse ting fæstnede sig i mig som et decideret ubehag, efter at jeg den 21. december havde læst en kronik i Kristeligt Dagblad af Lene Koch og Troels Engberg-Pedersen. Kronikken bar den meget sigende overskrift ”Hvad er kristen tro i klimakrisens tidsalder” og her kunne man læse følgende: ”Gud gjorde ingenting. Jesus var ikke Guds søn. Han genopstod ikke fra de døde. Og det kommer vi heller ikke til”. Igen hedder det: ”Vi forstår ikke Gud som et væsen, der findes i verden (og da slet ikke i himlen) ved siden af alt andet, der findes. Vi forstår heller ikke Gud som for eksempel en ”kraft”, der ”gør” noget uden om alle de andre kræfter, der findes i verden. Vi forstår derimod Gud som navn på en bestemt sag i menneskenes verden, som vi mener er af helt central betydning. Denne sag er: kærlighed og grænseoverskridende omsorg for livet på Jorden”. Gud er altså et andet ord for menneskenes kærlighed til hinanden og omsorgen for klimaet. Argumentationen minder til forveksling om August Comte (1798-1857) og hans videnskabelige positivisme, og Comte endte da også som en selvudnævnt ateistisk sekulariseringsprofet, der i Guds sted dyrkede menneskeheden og himmelrummet. Man fornemmer også, hvordan marxismens dogmer stadig har tag i de intellektuelle. Se, det bemærkelsesværdige ved kronikken er i grunden, at forfatternes argumentation og skråsikre postulater hviler på, at de er ”videnskabspersoner”, der bekender sig til ”evidensbaseret naturvidenskab”. Hvad det betyder, udfoldes ikke, hvilket gør argumentationen så rystende banal og afslører et grænseløst forstandshovmod: Tænk, at den evidensbaserede naturvidenskab ikke kan sætte Gud på formel. Tænk, at den hverken kan fange evigheden eller opstandelsens under ind. Tænk, at den ikke forstår, hvad synd vil sige og aldrig vil kunne pege mennesket hen mod det gode. Tænk, at den aldrig vil kunne begribe troen, håbet og kærlighedens inderste guddommelige substans. Det andet bemærkelsesværdige træk ved kronikken er, at den ene af forfatterne er den nu afgåede professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, Troels Engberg-Pedersen. Det er mig en gåde, at Troels Engberg-Petersen ikke kan se det selvmodsigende i sit eget synspunkt. Hvis Gud ikke er til, hvis Jesus ikke er Guds søn og opstandelsen aldrig har fundet sted, så er biblen en helt igennem løgnagtig bog. Hvis det hele er noget, som profeterne og senere Peter, Marie Magdalene og Paulus har fundet på og derpå bildt eftertiden ind, hvorfor skal vi tro på Paulus, når han skriver om kærligheden? Så er han og de første kristne blot gemene bedragere lige meget, hvor mange hermeneutiske krumspring man så end finder på. Hvis udgangspunktet for den nytestamentlige universitetseksegese er, at der slet ikke er nogen historisk sandhedskerne i det kristne budskab, er det for mig svært at se, hvad vi overhovedet skal med et nytestamentligt fakultet. Selv Bultmann talte da trods alt om kerygmaet med udgangspunkt i Jesu død og opstandelse, men det budskab har Engberg-Pedersen skiftet ud med en politisk bekendelse, der kunne have stået i De Radikales partiprogram, til kærlighed og globalisme. Man må sige, at det er et vidnesbyrd om, hvor åndløs, ligegyldig og fattig den protestantiske teologi kan tage sig ud i en postmoderne tid, selv når den formuleres af nogle så fine som ”videnskabspersoner”. 

Åndens vidnesbyrd 

Tillad mig så her at runde af med henvisningen til et sjældent åndfuldt og ydmygt vidnesbyrd om den kristne tro, der står i skærende kontrast til den enerverende åndløshed, som jeg lige har beskrevet. Jeg betragter mig selv som en nidkær protestant, der forsager papismen, alle dens gerninger og alt dens væsen. Dog må jeg også tilstå, at pave Benedicts åndelige testamente, som blev offentliggjort lige efter hans død, falder som en plaskregn i en tid, hvor åndløsheden breder sig som en ørken. Jeg foretrækker at kalde den forhenværende pave for Ratzinger, for det er ikke i egenskab af pave, men som et menneske af ånd, at hans ord får betydning. Hans åndelige testamente taler for sig selv, og derfor vil jeg give ham ordet i det følgende. Blot vil jeg anføre følgende afsluttende betragtning: Det er en uomtvistelig sandhed, at den hellige skrift er vidnesbyrdet om Guds ord, og at skriftens centrum er Kristus. Det er, hvad også vi protestanter må holde fast i og som angiver rettesnoren for den evangelisk-lutherske teologi og eksegese. Man kan simpelthen ikke læse den hellige skrift, hvis Gud, Kristus og troens dimension fornægtes uden at gøre det hele til en stor løgn. Når der i de første ord i Markusevangeliet står, at det er begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn, så angives det hermeneutiske udgangspunkt for overhovedet at læse og forstå Markusevangeliet. Det er så i øvrigt en selvstændig pointe i evangelierne, at budskabet om Jesus Kristus, Guds søn, vakte lige så stor anstød og forargelse, da det lød første gang, som det gør i dag. Man hører så ofte selv teologer sukke opgivende, at vi lever i efterkristen tid, men evangelisk set er det noget nonsens. Vi lever i en afkristnet tid og her må vi kæmpe det bedste, vi har lært, mod åndløsheden, relativismen og den materialistiske filosofi. Her må vi så vidne om Guds ord, om Guds søn og hans opstandelse. Vi er sat ind i en kamp, hvor vi alle må vidne, og hvor vi ikke kan forfalde til hverken mismod eller åndelig dovenskab. For afkristningen er jo netop et produkt af dette. Med Ratzingers ord: Stå fast i troen! Lad jer ikke forvirre! 

Ratzingers åndelige testamente:

 ”Når jeg på dette sene tidspunkt af mit liv ser tilbage på de årtier, jeg har gennemvandret, ser jeg først og fremmest hvor meget grund jeg har til at takke. Først og fremmest alle gode tings giver, Gud selv, som skænkede mig livet og førte mig gennem alle former for forvirring; som altid løftede mig op, når jeg begyndte at glide, og som altid på ny skænkede mig sit ansigts lys. I tilbageblik ser og forstår jeg, at selv de mørke og vanskelige strækninger på denne vej var til min frelse, og at han har ledet mig godt på netop disse strækninger. 

Jeg takker mine forældre, som gav mig livet i svære tider, og som med deres kærlighed skabte et vidunderligt hjem for mig, som fortsat stråler som et klart lys for mig i dag. Min fars klarsynede tro lærte os brødre og søstre at tro og stå fast som en rettesnor midt i al min videnskabelige viden; min mors inderlige fromhed og store venlighed er fortsat en arv, som jeg ikke kan takke hende nok for. Min søster har uselvisk og fuld af omsorg tjent mig i årtier; min bror har altid banet vejen for mig med sine klarsynede vurderinger, med sin stærke beslutsomhed og med sit glade hjerte; uden dennes altid nye gående med og gående foran ville jeg ikke have været i stand til at finde den rette vej. 

Jeg takker Gud fra mit hjertes dyb for de mange venner, mænd og kvinder, som han altid har stillet ved min side; for de medarbejdere, som har været med på alle stadier af min vej; for de lærere og elever, som han har givet mig. Jeg overlader dem alle taknemmeligt til hans godhed. Og jeg vil gerne takke Herren for min smukke hjemegn i de bayerske Alper, hvor jeg igen og igen har kunnet se Skaberens egen pragt skinne igennem. Jeg takker folk i mit hjemland for at lade mig opleve troens skønhed igen og igen. Jeg beder til, at vores land fortsat må være et troens land, og jeg beder jer, kære landsmænd, om ikke at forlade jeres tro. Endelig takker jeg Gud for al den skønhed, som jeg har oplevet på de forskellige stadier af min færd, især i Rom og i Italien, som er blevet mit andet hjemland. 

Jeg beder fra mit hjertes dyb om tilgivelse fra alle dem, som jeg på en eller anden måde har gjort uret. 

Hvad jeg før sagde om mine landsmænd, siger jeg nu til alle dem, der er blevet betroet min tjeneste i Kirken: Stå fast i troen! Lad jer ikke forvirre! Ofte ser det ud som om videnskaben – på den ene side naturvidenskaberne, på den anden side historieforskningen (især udlægningen af Den Hellige Skrift) – kan tilbyde uigendrivelige indsigter, som er i strid med den katolske tro. Jeg har fra for længst forgangne tider været vidne til naturvidenskabens forandringer og har set, hvordan tilsyneladende visheder mod troen forsvandt og viste sig ikke at være videnskab, men filosofiske fortolkninger, der kun tilsyneladende hører til videnskaben – ligesom det i øvrigt er i dialog med naturvidenskaben, at troen har lært at forstå grænserne for rækkevidden af sine bekræftelser og dermed sin egen essens. I 60 år har jeg fulgt teologiens og især bibelforskningens vej, og har set tilsyneladende urokkelige teser bryde sammen i takt med skiftende generationer, som viste sig at være rene hypoteser: den liberale generation (Harnack, Jülicher osv.), den eksistentialistiske generation (Bultmann osv.), den marxistiske generation. Jeg har set og ser, hvordan troens fornuftighed er opstået og på ny opstår ud af dette virvar af hypoteser. Jesus Kristus er i sandhed Vejen, Sandheden og Livet – og Kirken er i sandhed hans Legeme, trods alle sine mangler. 

Til sidst beder jeg ydmygt: Bed for mig, så Herren kan lukke mig ind i de evige boliger på trods af alle mine synder og utilstrækkeligheder. For alle dem, der er mig betroet, beder jeg dag efter dag af hele mit hjerte”. 

 

Christian Langballe