Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv 2023, nr 4, s. 433-434

Efter at have oplevet Folkekirkens mobiliseringsgudstjeneste i Holmens kirke på etårsdagen for Ruslands invasion, er der ikke meget, der kan overraske mig. 

Det vil således ikke komme bag på mig, hvis Københavns biskop velsigner de Leopardkampvogne, vi sender til Ukraine, eller hvis frivillige fra Ukrainekomiteen indridser ”Gud er med os” på hvert stykke militært isenkram, der sendes derned. 

Da Holmens kirke slog kirkedørene op d. 24. februar, faldt der nemlig skæl for øjnene på alle os, der troede, at der trods alt var grænser for, hvor meget Folkekirken vil prostituere sig politisk. 

Kritiske røster havde på forhånd advaret om politisk misbrug ved denne lejlighed, men blev modsagt af Kathrine Lilleør, der i parentes bemærket var inviteret med til gudstjenesten sammen med Søren Pind, måske fordi de har samlet våben ind til den gode sag, måske fordi idéen til denne event kom fra Ukrainekomitéen. Hendes udtalelser fortjener at blive citeret i deres helhed: Gudstjenesten er ”ikke blot en god ide, det er en oplagt idé. Den lutherske lære skelner mellem et åndeligt og et verdsligt regimente. Af den grund er kirken ikke en selvstændig politisk stemme, men understøtter demokratiet og Hendes Majestæt Dronningen, fordi hun er overhoved for kirken og vores styreform.” (Kristeligt Dagblad 23. februar 23)

Jo, det sagde hun. Folkekirken skal altså politisk altid følge dronningen og hvad, hun måtte have af meninger, fordi hun er overhoved for kirken. Nu ved alle, at en konstitutionel monark altid følger og så vidt muligt skal følge den til enhver tid siddende regering. Det gjorde dronningens far og farfar, og det gør hun også selv. Ifølge Lilleør skulle kirken, da dronningen i 1980’erne plæderede for åbne grænser, have hyldet denne tanke. Og da Christian 10. i maj 1943 fordømte sabotage mod den tyske besættelsesmagt, skulle alle kirker have fulgt ham. Med andre ord siger Lilleør, at folkekirkens gudstjenester til enhver tid skal udgøre et politisk ekko af regeringens holdninger. Hvordan Luthers toregimentelære kan misbruges til den slags absurde påstande, har jeg opgivet at forstå. Men jeg har en mistanke om, at Lilleørs kendskab til Luthers skrifter er mindre end hendes kendskab til Lise Nørgaards værker. 

Gud er med os. Gud er med NATO’s våbenregn. Det var budskabet fra Holmens kirke d. 24. februar. Allerede efter første salme blev det klart. I stedet for en præst, der læste bøn og epistel, stillede statsministeren sig op foran alteret og holdt en tale om, at vi aldrig må svigte Ukraine. Underforstået: Vi må ikke stoppe våbenleverancerne til landet. 

Birgitte Kvist Poulsen sørgede i sin prædiken naturligvis også for at fordømme Putin, og så var der Ukraines ambassadør, Mykhailo Vydoinik. Hans prædiken blev ligeledes holdt foran alteret, og her understregede han, at Zelenskijs regering kæmpede mod ”det absolut onde”. Derfor var han også taknemlig for de våben, Danmark sendte – han henviste specifikt til Leopardkampvognene. Og man skulle samtidig forstå, at det er en indiskutabel sandhed, at alle ukrainere står sammen i denne sag, selv om det er et faktum, at hele balladen begyndte med en borgerkrig i Østukraine, hvor mange sympatiserer med russerne. Men den slags irriterende indvendinger hører ikke hjemme foran Guds alter, hvor ambassadøren bad Gud ”om at give os muligheden for at nedkæmpe det onde, der er kommet til vores land”. Ukraines regering repræsenterer altså det gode i Guds øjne. Den russiske regering repræsenterer det onde. Det absolut onde. Det var så massivt, at man måtte komme i tvivl, om det var Putin eller djævelen, der henvistes til, da hele forsamlingen sang ”stå mig bi, når fjenden frister”. 

Hele ”menigheden” rejste sig da også op, mens den ukrainske nationalmelodi blev sunget og så sluttede man af med ”Altid frejdig”, og da man kom til sidste vers sang ”menigheden” stående ordene: ”Kæmp for alt, hvad du har kær”. Læs: Kæmp for Ukraine, send i det mindste kampvogne derned. 

Således fik Holmens kirke helliget krigsstøtten til Ukraine. ”Vi flød jo over med tårer” forsikrede Kathrine Lilleør bagefter. ”Jeg tror ikke, der er en, der går ud af kirken, der ikke tænker, at vi må gøre, hvad vi kan for at hjælpe dette folk.” Værsgo: Her var meningen med eventen. Gudstjenesten var ifølge Mette Frederiksen da også en god idé for at undgå, at ”krigen bliver hverdag”. Ja, det ville jo ikke være så godt. For når det bliver hverdag, og stemningen ikke er oppisket, så stiller man stille, rolige og kritiske spørgsmål. Som f.eks.: Hvad gør vi for at få krigen til at slutte? Risikerer vi ikke, at vi eskalerer krigen ved vores våbenstøtte? Hvordan sikrer vi, at vi ikke medvirker til ulykkelige, afledte virkninger af denne militære intervention i en dybt kompliceret konflikt? 

Heldigvis råder statsministeren over et redskab til at gejle befolkningen op, så ingen spørgsmål stilles. Regeringen kan arrangere en flot og stemningsfuld mobiliseringsevent i et smukt og manende kirkerum. Det var da også Folketinget, der havde taget initiativ til arrangementet. Som sognepræst i Holmens kirke, Peter Thyssen, udtalte: 

”Vi fik en henvendelse fra Folketinget, der ønskede, at der skulle afholdes en gudstjeneste i forbindelse med étårsdagen for krigens udbrud. De havde ønsker til et antal talere og en varighed på maksimalt en time, men programmet og det kirkelige indhold stod vi for”. 

Ak ja, så servilt lader man regeringen misbruge kirkens rum til egne politiske formål, og så sørger man selv for lidt salmesang og bønner og en prædiken, der synger med på samme sang. Det er særligt trist at se en så solid teolog som Thyssen være med på denne vogn og hårdnakket benægte gudstjenestens politiserende karakter med det argument, ”at der er opbakning i samtlige partier og i det meste af befolkningen” til militær støtte til Ukraine. Med andre ord: Der hvor flertallet går hen, går den kristne forkyndelse med. 

Det er det, man kalder religiøs legitimering af krigsindsatsen. Præcis sådan som den russiske patriark Kirill legitimerer den russiske krigsindsats. Det er Folkekirkens top voldsomt forarget over. Det er jo klart. Det russisk styre repræsenterer jo det absolut onde, som vi forsager i trosbekendelsen, mens vi i vores langt mere noble og ædle kirke hylder vores kamp for det gode i Ukraine. 

Hvor er det godt at vide, at Gud er på vores side, så vi ikke behøver at lave nogen form for selvransagelse. 

Katrine Winkel Holm