Af Monica Papazu, Tidehverv 2023, nr 7, s. 489-493  

Sommeren 2023 har stået i koranafbrændingernes tegn, idet  koranbøger gentagne gange er  blevet brændt i Sverige og Danmark. Det er en anden type brand end den, som på samme tid fandt sted i Frankrig, hvor ordensmyndighederne med stort besvær har forsøgt at dæmpe voldsbølgerne i de parisiske og andre store byers indvandrerområder. Sammenlignet med den franske ”borgerkrig i lille format” virker koranafbrændingerne som en harmløs måde at protestere på, for de er kun et symbol – et symbol, som peger på den egentlige brand. 

Begivenhederne i de to nordiske lande og i Frankrig står over for hinanden, og i lyset fra flammerne kan man forstå, hvad det handler om. Koranafbrændingerne signalerer en modstand mod, at vores europæiske lande bliver gjort til muslimsk område – volden i Frankrig signalerer, at Europa allerede er blevet det, og at protesten er berettiget.

Koranafbrændingerne skal forstås i deres rette sammenhæng, selvom jeg personligt ikke støtter dem: De er barbariske, og fordi de er det, risikerer de at forfejle deres budskab og flytte sympatien på muslimernes og de muslimske landes side. 

At en muslimsk reaktion ville indtræffe, var kun at forvente. Selv når kritikken af islam bliver akademisk formuleret og er velovervejet og dokumenteret – som det har været tilfældet med pave Benedikt XVI’s tale i Regensburg i 2006 – er den muslimske verdens reaktion den samme: En massiv harme, som kræver undskyldninger fra modstanderen og et fremtidigt forbud mod lignende manifestationer, og som let kan munde ud i spontan eller statsligt instrumentaliseret vold. Vi står over for en kendt situation, men at kende konsekvenserne er ikke et tilstrækkeligt argument for at afstå fra en handling, man betragter som nødvendig. Frygten for repressalier bør ikke forhindre én i at sige det, som er sandt. 

Protesten kan antage mange former. Jeg vil til enhver tid støtte den akademiske kritik, hvor tanke møder tanke og ord kan imødekommes med ord, men ikke koranafbrændinger, fordi de er en symbolsk voldshandling, spiller på følelser og udmærker sig ved deres hjerteløshed. For millioner  af mennesker, ja, tæt på to milliarder, er koranen en hellig bog, som giver deres liv mening og vejleder dem. Det er det mest dyrebare for dem. Forvrænget som det i vores øjne end kan være, drejer det sig om menneskets forhold til transcendensen på den anden side af verdens horisontalitet. Det er det absolutte, som er kilden til meningen med livet og døden og udgør den moralske rettesnor. Koranafbrændinger rammer millioner af mennesker dybt i deres hjerter. Og de rammer dem i deres identitet – en identitet, som allerede er under pres på grund af den vestlige identitetsudslettende drift. Det er ikke kristendommen, muslimerne konfronteres med, men globaliseringsideologien og globaliseringsteknikkerne implementeret under slagordet ”demokrati for alle”, hvilket intet har med et ægte demokrati at gøre. 

* 

I deres søgen efter argumenter for at afvise – eventuelt forbyde – koranafbrændinger har danske politikere direkte eller indirekte henvist til fortiden: De nuværende hændelser er blevet sammenlignet med nazisternes bogbrændinger¹ . Man kunne også have sammenlignet dem med kommunisternes. Under de store antikristne forfølgelser i Sovjetunionen, især i 1920’erne, da kirker og klostre blev lukket, revet ned eller forvandlet til alt fra lagerrum til offentlige toiletter, blev biblerne også brændt eller kastet ned i brønde eller floder. I Rumænien i 1940’erne blev også hele biblioteker – offentlige såvel som private – brændt. Hellige bøger, skønlitterære værker, historiebøger – den ”borgerlige” kultur – gik op i flammer. Man brændte den kulturelle skat. Man brændte et folks sjæl. 

Sammenligningen med fortidens bogbrændinger er fristende, men den halter. Det er en falsk idéassociation, et retorisk trick. I nazismen og kommunismen var bogbrændingerne et statsligt foretagende i overensstemmelse med en utopi. Bogbrændingerne indgik i et storslået projekt om at erstatte det gamle med det nye. Især i kommunismens tilfælde handlede det om at tilintetgøre den eksisterende kultur, slette samfundets kulturarv og nationale hukommelse for at skabe et nyt menneske med en anderledes, ideologisk bestemt Weltanschauung. De aktuelle bogbrændinger er ikke til støtte for statens projekt eller ideologi. De er udtryk for en personlig mening, som deles af mange – en stillingtagen, som endda modsiger statens officielle ideologi. 

Og nu er vi ved sagens kerne. Grunden til, at koranbøger bliver brændt, er den muslimske indvandring i Vesten, og det betyder, at protesten først og fremmest er vendt mod de vestlige politikere, som har tilladt – ja, mere end det: har opmuntret – indvandringen. Alene i 2015 modtog Tyskland som følge af forbundskansler Angela Merkels indbydelse til flygtninge en ny million af dem. Sverige på sin side er i dag i den situation, at hver femte indbygger ikke er af svensk oprindelse² , og dette ”eliteprojekt” baseret på en ”irrationel humanisme”³ har ført til usikre byer præget af vold og kriminalitet i almindelighed⁴. Til sammenligning udgør indvandrerne i Danmark 15,4 % af befolkningen⁵  – en relativ fordel, som skyldes Dansk Folkeparti, Søren Krarup og Jesper Langballes modige, årtier-lange modstand. 

Det er i denne kontekst, at koranen – og afbrændingerne – bliver til en markør af konflikten. Koranafbrændingerne er ikke til for at fremkalde et sammenstød, men for at åbenbare den eksisterende konflikt, som de vestlige politikere har været med til at iværksætte, og som de i mange tilfælde har forsøgt at lukke øjnene for. 

* 

Set med den muslimske verdens øjne tager koranafbrændingerne sig anderledes ud. De muslimske landes kontekst er en anden end den vestlige, og de vestlige landes problemer er ikke deres. Muslimerne kan ikke andet end tage koranafbrændingerne ”at face value”, dvs. som rettet mod deres tro. Som sådan er deres harme legitim – lige så legitim som en tilsvarende reaktion fra de europæiske lande mod nedværdigelsen af Biblen, afbrændingen af kirker⁶  og forfølgelsen af de kristne i de muslimske lande ville have været, havde den fundet sted. De europæiske lande reagerer dog ikke på sådanne bagateller, for tro er ikke en aktuel ”europæisk værdi”, og de er stolte af deres sækularisme. 

Den Islamiske Samarbejdsorganisation OIC’s protester er kun naturlige. OIC (Organisation of Islamic Cooperation) består af 57 stater fra fire forskellige kontinenter – Tyrkiet, Afghanistan, Irak, Pakistan, Iran, Jordan, De Arabiske Emirater, Algeriet, Senegal, Syrien, Kuwait, Libyen, Albanien osv. – men uanset hvor forskellige de end er fra hinanden, er der ét, de er fælles om: respekten for deres hellige bog. 

I den muslimske verden står koranafbrændingerne ikke alene – som enkeltstående tilfælde, der eventuelt kunne ignoreres – men føjer sig til den lange stribe af ydmygelser, som mange af disse lande er blevet udsat for, og giver ekstra næring til det ressentiment mod Vesten, som krigene i Mellemøsten har vakt. Krige, hvis konsekvens bl.a. har været, at menneskemængder er blevet drevet fra hus og hjem og har resulteret i den indvandring, som er blevet en trussel for selve Vesten. 

Hvordan tager Vesten sig så ud i Mellemøstens øjne? Vestens ansigt er krigen – den magt, som bringer ødelæggelse og død. 

I sin detaljerede rapport How Death Outlives War fra maj 2023 skriver en gruppe forskere fra Brown University i USA:

”Det samlede dødstal som følge af krigene efter 9/11 [2001] i Afghanistan, Pakistan, Irak, Syrien og Yemen, kan være mindst 4,5-4,7 millioner […]. Nogle af disse mennesker blev dræbt i kampe, men langt flere, især børn, er blevet dræbt af krigens eftervirkninger, såsom spredningen af sygdomme. Disse sidstnævnte indirekte dødsfald – anslået til 3,6-3,8 millioner – plus beslægtede sundhedsproblemer er resultatet af den ødelæggelse, som krigene efter 9/11 har medført i landenes økonomi, offentlige tjenester og miljø. Antallet af indirekte død stiger over tid. Selvom USA i 2021 trak sine militærstyrker tilbage fra Afghanistan og derved officielt afsluttede en krig, som begyndte med invasionen 20 år tidligere, lider afghanerne og dør af krigsrelaterede årsager i højere grad end nogensinde før”⁷. 

Er det realistisk at forlange, at den muslimske verden skal udvise et nuanceret syn på koranafbrændingerne og respekt for det vestlige demokrati, i hvis navn disse krige blev ført? Er det rimeligt at kræve, at de skal være forstående og tage sig af de problemer, som Vesten har skabt for sig selv? 

* 

Men hvorfor er Vesten endt i denne situation? Et overfladisk svar ville være: på grund af ”den irrationelle humanisme”, jeg har nævnt før. ”Humanismen” har sikkert spillet en rolle, dog ikke som drivkraft, men som propaganda-middel. Der blev appelleret til følelser – medlidenhed, generøsitet – og selv kristendommen blev taget til indtægt: fra den gode samaritaner til ”Thi jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer af mig” (Matt 25,35). Dette var facaden: ”hvor der er hjerterum, er der husrum”. 

De egentlige grunde var ikke så idealistiske: en forfejlet økonomisk kalkule (behov for arbejdskraft) koblet sammen med et politisk projekt: Det, som til sidst ville blive til Den Europæiske Union. Elitens projekt om et ansigtsløst, traditionsløst, nationsløst territorium. ”En union [eller sammenslutning] mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadig snævrere”, som det kom til at hedde. 

Læser man Jean Monnets Memoirer er der en ting, der springer én i øjnene: Det vigtigste for Monnet, arkitekten bag ”den europæiske integration”, er nedlæggelsen af nationalstaterne, betragtet som kilden til krige – som om en større sammenslutning eller en multietnisk enhed per definition skulle være ude af stand eller mangle motivation til at føre krig. ”[D]en største fare [efter Anden Verdenskrigs afslutning] ville være at genopbygge et Europa bestående af nationalstater”, skrev Monnet⁸ . Hovedhjørnestenen var ”afgivelse af suverænitet”, en vending, som utallige gange bliver gentaget i bogen. Som Monnets tankegang er blevet resumeret: Når der ikke længere findes national suverænitet, ”vil folk være i stand til at arbejde og handle sammen med et fælles mål for øjnene, tale med én stemme og handle med én fælles vilje”⁹. Idealet er således åbenlyst totalitært – med den Rousseauistiske ”volonté générale” bredt ud over det europæiske rum. Men Europa er ikke grænsen. I Monnets vision skal den europæiske union vise vejen frem for hele verdens globalisering: ”[O]ne change brings another. The chain reaction has only begun. We are starting a process of continuous reform which can shape tomorrow’s world”¹⁰. Europa vil ændres, og resten af verden vil følge trop, så der til sidst vil være ”ét mål”, ”én vilje”, ”én stemme”. 

Ved at bevæge sig hen imod nationalstaternes opløsning har man samtidig bevæget sig væk fra demokratiets betingelser, for nationalstaten er netop den ramme, inden for hvilken et ægte demokrati kan eksistere. 

Når nationalstaten anses som en bremse på udviklingen mod ”den lyse fremtid” (som det hed i kommunist-tiden), er det logisk, at det, som hører til det nationale, skal bekæmpes. Idéen er ikke at nedlægge staten som teknisk apparat, men at afkoble staten fra nationen. Staten bliver ”neutral”; den hører op med at danne en ramme for nationens liv; den ene specifikke, unikke nation erstattes med ”befolkning”, og national bevidsthed, fædrelandskærlighed, overlevering af en national kultur og nationens minder bliver gjort til anakronistiske levninger, som skal ryddes af vejen. Fra dette perspektiv betragtet kan svækkelsen eller sprængning af nationalstaternes demografiske homogenitet eller kohærens kun tjene det overordnede formål.  

Enhver nationalstat har minoriteter – historiske minoriteter eller grupper af indvandrere, som er kommet i nyere tid – men disse har været mindretal, som enten stammede fra samme religion og kulturområde eller fra kulturer, som på trods af forskelle var kompatible med den vestlige civilisation. Integrationen har været en livsnødvendighed for dem. Integrationen har været vellykket, så længe der eksisterede nationalstater i ordets fulde forstand: et afgrænset folk, et reelt fællesskab, som naturligt lever sammen i en fælles nutid på baggrund af en fælles fortid. Forudsætningen for integration er, at der findes et levende nationalt liv, som man kan integrere sig i. 

Åbne grænser- og åbne dørepolitikken i Vesten er blevet forklaret humanitært og som betinget af et behov for arbejdskraft. Det vigtigste har ikke desto mindre været det politiske projekt til nedlæggelse af det nationale. Den demografiske udvanding, hvor ikke-integrerede minoritetsgrupper øver pres, har kunnet opfattes som et kærkomment middel til realisering af projektet. 

Det er i denne proces, de europæiske politikere (mange af dem) deltager. I reglen uden at have gennemskuet eller uden at bekymre sig over projektets substans. De er kun administratorer af et system, som er givet, hjul i maskineriet. 

Utopien er for længst blevet modsagt af virkeligheden: Tænk på terrorangrebene på Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade i København i 2015, på massakren i Nice i 2016, på mordet på den gamle præst Jacques Hammel i kirken Saint-Étienne-du-Rouvray i 2016 og på læreren Samuel Paty i 2020. Så mange eksempler, som taler deres klare sprog. 

Det er det, koranafbrændingerne pegede på. Det var selve globaliseringsprojektet, koranafbrændingerne opponerede imod. Meningen var at vise det, som alle  véd: At der er forskel på kulturer, religioner, civilisationer.

 * 

Tilbage står så at analysere politikernes reaktion på koranafbrændingerne og på protesten og truslerne fra muslimske lande og ikke mindst fra islamistiske grupperinger. I skrivende stund er et forbud mod koranafbrændinger blevet bebudet. 

Et forbud af denne art vil betyde endnu et tilfælde af suverænitetsafgivelse – ikke i teknisk forstand, men hvad tingenes indre mening angår. En sådan ændring i lovgivningen er ensbetydende med en tilpasning til fremmede normer – mere præcis: til det muslimske syn på koranen. (Vi må huske, at blasfemi mod koranen og den islamiske tradition straffes med døden i nogle muslimske lande, og at straffen også forsøges eksekveret i ikke-muslimske lande: mordforsøget på Salman Rushdie f.eks.) Det er et knæfald for en fremmed civilisation, og det viser – hvis forslaget bliver vedtaget – hvor lidt principperne vejer i politik.

De to hovedargumenter, som fra politisk side er blevet bragt på bane, har været ”danske interesser” og ”sikkerhedshensyn”. Det første betyder, at penge er vigtigere end frihedsrettighederne. Det andet indebærer, at magt er ret, og underkastelse er prisværdig. Det er samtidig en undvigemanøvre, for terrortruslen vil fortsat eksistere, selv i fraværet af tilspidsede situationer, for den har rod i den geopolitiske kontekst (Vestens krige) og i det forfejlede globaliseringsprojekt, som indvandringspolitikken er udtryk for. 

Et forbud mod koranafbrændinger er ikke uden konsekvenser på det principielle plan. Hvis blasfemiparagraffen under den ene eller den anden betegnelse bliver genindført i Danmark, brydes der med sekulariseringsprincippet. Det anerkendes, at noget er helligt og urørligt – og hvad mere er: at islam, som ikke er Europas religion, er hellig. Islam og ikke kristendommen! Eller med andre ord: en sharia-inspireret regel gøres gældende i Danmark. Dette er frivillig underkastelse, selvvalgt dhimmificering. 

At skænke islam en speciel status vil, bredt betragtet, betyde, at lovgivningen hviler på arbitrære beslutninger; at der ikke lovgives efter principper, men efter situationernes lune. Opportunisme ophøjet til rang af juridisk rettesnor. 

Et forbud mod koranafbrændinger rammer uvægerligt ytringsfriheden. Den moderne ytringsfrihed er værdineutral. Den er, med Grundtvigs berømte formulering, ”frihed for Loke såvel som for Thor”. Denne værdineutralitet er en anerkendelse af mangfoldigheden af meninger i et pluralistisk samfund. Værdineutraliteten er et forsvar mod ideologisk totalitarisme, hvor kun én officielt vedtaget mening er tilladt, og en måde at sætte grænser for jura og derved for statens magt over menneskenes tanker og ord. 

Af de grunde, jeg tidligere har nævnt, bifalder jeg ikke koranafbrændinger – men jeg kan heller ikke støtte et forbud, som undergraver fundamentet i et frit samfund baseret på ånds- og ytringsfrihed. 

Der er forskel på at bedømme noget som smagløst, tåbeligt eller endda umoralsk og så at gøre det til en lovmæssigt strafbart handling. Loven er til for at sætte grænser for syndens værste manifestationer (f.eks. mord), men den kan ikke – og heller ikke bør – forsøge at dække livets enorme kompleksitet. 

Dybest set vil ytringsfriheden altid være til værn for sandheden: ”Friheden er friheden til at sige, at to og to er fire”, som Orwell skrev. En rest af koblingen mellem ytringsfrihed og sandhed findes også i forståelsen af injurien: At sige noget ubehageligt om nogen  er ikke en injurie, hvis man kan dokumentere, at det, der er blevet hævdet, er sandheden. 

Denne basale tankegang kolliderer dog med den politiske korrekthed, hvor folk kan blive anklaget og straffet for ”hate speech”, et vagt begreb – følelser, kærlighed eller had, lader sig ikke, i modsætning til handlinger, defineres strengt juridisk – og som er afkoblet fra kravet om dokumentation af såvel påstanden som af anklagen. Det er nok at føle sig krænket – subjektivitet i stedet for objektivitet. Her er der igen tale om en arbitrær ideologi, som fordriver de almengyldige principper, som står til grund for retsbevidstheden. 

* 

Det er ganske sandsynligt, at et forbud mod afbrænding af koranen vil blive indført. Derved vil islam – i modsætning til kristendommen – få hellig status. Det flugter med det ”europæiske projekt” og viser hulheden i de højt besungne ”europæiske værdier” såsom ytringsfriheden. Ved et forbud mod at krænke islam vil koranafbrændingernes budskab være neutraliseret. For koranafbrændingerne var først og fremmest et signal rettet, ikke mod islam som sådan, men mod de vestligere politikere, hvis indvandringspolitik har givet bagslag. Vestlige politikere, som har svigtet deres ansvar over for deres egen nation. 

 

Monica Papazu      

 

________________________________________________________________________

1  https://www.altinget.dk/artikel/forsker-regeringen-fordrejer-sagen-om-koranafbraendinger-i-offentligheden 

2  https://www.weekendavisen.dk/2023-5/samfund/sverige-har-gjort-sit 

3  https://www.information.dk/udland/2017/06/sveriges-

mest-indvandrerkritiske-oekonom-indvandring-truer-finansieringenvelfaerdsstaten 

4  https://perspective.usherbrooke.ca/bilan/servlet/BMAnalyse/3127 

5  https://integrationsbarometer.dk/tal-og-analyser/INTEGRATION-STATUS-OG-UDVIKLING 

6  Seneste eksempel: ”Tusindvis af pakistanere sætter ild til kirker”, DR, 17. august 2023 (https://www.dr.dk/nyheder/seneste/ tusindvis-af-pakistanere-saetter-ild-til-kirker).

7  Stephanie Savell, How Death Outlives War: The Reverberating Impact of the Post-9/11 Wars on Human Health, Watson Institute, Brown University, May 15, 2023 (https://watson.brown.edu/costsofwar/papers/2023/IndirectDeaths). 

8  Jean Monnet, Memoirs, New York, Doubleday & Company, 1978, s. 222. 

9  George W. Ball, ”Introduction”, Monnet, Memoirs, s. 12. 

10  Monnet, Memoirs, s. 463.