Af Elisabeth Krarup Jensen, Tidehverv 2023, nr. 9, s. 529-531

Denne artikel skal handle om flere ting – og så alligevel om ét og det samme. Den skal handle om den netop offentliggjorte anbefaling fra Etiks Råd om en udvidelse af abortgrænsen til uge 18. Den skal handle om den indførelse af aktiv dødshjælp, som Mette Frederiksen er fortaler for – hun der under coronaepedemien bebudede, at hvert mistet liv er ét for meget. Men den skal først og fremmest handle om familien – det frihedens sted, som intet menneske kan være foruden, og som staten, hvis den mener noget med borgernes frihed, skal værne om. Men lad mig begynde et andet sted.

Forleden havde jeg foredrag i min konfirmandstue. Jeg havde inviteret den tidligere formand for Etisk Råd, tidligere overlæge i pædiatri på Rigshospitalet, Gorm Greisen, til at tale om sin modstand mod den bebudede udvidelse af abortgrænsen. Og det havde jeg, fordi han er en yderst saglig og hæderlig mand, hvis artikler i bl.a. Kristeligt Dagblad jeg læser med stor fornøjelse. Hans tale er ikke båret af ideologiens tunnelsyn, men derimod af eftertænksomhed og skønsomhed. Og så er han en mand, der er udstyret med en god sans for menneskets ufuldkommenhed – ikke bare andres, men også sin egen. Læs blot, hvad han udtalte for nogle år siden om aktiv dødshjælp til bl.a. spædbørn:

”Nogle børn, vi starter palliativ behandling på, overlever alligevel. Nogle går det bedre, end vi havde frygtet. Vi læger er ikke altid så kloge, som vi tror. Så reservationen mod aktiv dødshjælp er også en garanti mod, at ens uforstand ikke får større konsekvenser end højst nødvendigt”.

Man må sige, at det er en ædruelig læge, som i erkendelse af sin egen begrænsning værner de lidende. Med andre ord: her taler et menneske og ikke en ideolog. En helt anden ydmyg tale end den, der nu føres fra fortalerne for udvidelsen af abortgrænsen. For lytter man til deres argumenter, eller rettere argument, så lyder det: Kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop!

Og indvender man, at et foster ikke er at regne som blot et lem på kvindekroppen, så lyder svaret: Det er i kvindens krop, og den skal hun – og kun hun – bestemme over. Siger man – eller hvad værre er – siger en mand, at fosterets størrelse vel ikke er underordnet, når man foretager aborten, lyder svaret: Det ved kvinden bedst, hun er jo ikke ubegavet og behøver ikke andre til at træffe den beslutning for sig! For der er kun ét argument: Kvindens ret til at bestemme over egen krop. Og denne ret til abort skal piger fra 15-års alderen ifølge Etisk Råd tilkendes, uden at der skal være samtykke fra forældrene. For hvem ved bedst? Det er ikke dem, der dagligt foretager indgrebet. Det er ikke lægerne eller jordemødrene eller sygeplejerskerne – som vægrer sig mod denne udvidelse. Og det er da slet ikke en ung piges forældre, der skal med på råd, når deres barn er kommet i en vanskelig situation.

Nu kan jeg godt regne ud, at en væsentlig grund til, at grænsen for abort uden forældrenes samtykke sættes ned til 15 år, er et forsøg på at værne muslimske piger mod familiens udstødelse eller i værste tilfælde mod æresdrab. Men så meget desto mere er der grund til at råbe vagt i gevær over for den anbefalede abortlov, fordi vi her til lands ikke har for vane at udstøde fortabte sønner og døtre. Der er grund til at sige det lige ud, at vi nu vil overlade umyndige piger til en ensom og fortvivlet situation, fordi vi vil tage hensyn til en muslimsk kultur, der ikke kender til familiens loyalitet og samhørighed og tilgivelse. Men hvordan kan det være, at vi uanset dette hensyn til muslimerne, er nået så vidt, at vi er villige til at kaste vore børn ud i dette ingenmandsland? Hvorfor skal abortgrænsen udvides? Hvordan kan det være, at vi ikke længere vil værne de gamle og de svages liv? Hvorfor skrider moralen?

Er det monstro fordi vi ikke har lært det fra barnsben af? Er det fordi, familien ikke længere er stedet, hvor der er tid til at tage sig af de gamle, og hvor børnene fra de er 1 år er sendt hjemmefra? Skyldes det monstro, at loyalitet og samhørighed og overbærenhed er noget, man i bogstavelig forstand må have ind med modermælken? Er det fordi, vi har ophævet det sted, hvor den selvfølgelige opofrelse udleves?

Svaret er ja. For loyalitet og samhørighed er familiens særkende, jeg er lige ved at sige, dens adelsmærke, som vi alle lever af og er afhængige af – men som en ideologisk tid har gjort alt for at splitte ad. I al sin emsighed og bedreviden. Og hvor familiens indbyrdes loyalitet forsvinder, der går samfundet i opløsning. Ikke blot moralsk, men kontant og velfærdsmæssigt. Dér destrueres samfundet. For der er noget, der er givet, der er en pligt og et ansvar, der binder, og intet menneske, intet samfund kan være det foruden og dog bestå.

Vore forfædre vidste dette, og de hævdede, på deres firkantede og – for os at se – ofte intolerante måde, at familiebånd, dem kunne man ikke sådan løbe fra, og familiebåndene blev respekteret dels i lovgivningen ved særrettigheder i arvemæssige og anden økonomisk forstand, de respekteredes gennem en håndhævelse af hjemmets ukrænkelighed og privatlivets urørlighed. Ja, de respekteredes hos menigmand gennem en almen og højlydt forargelse over dem, der løb fra familieforpligtelse og ansvar. Man vidste instinktivt, at her var noget grundliggende, som der ikke skulle pilles ved eller lempes på. Fordi – ja, fordi enhver var afhængig af, at det eksisterede.

Fra de gamle sagaer med deres både storslåede og uhyggelige beretninger om slægtsfejder til forrige århundredes romantiske idyllisering af familieliv og ægteskab har de gamle vidst, at der var forskel på det i familier givne fællesskab – og på det fællesskab, som blev båret af smag og indskydelse, af følelse og stemning og mening. De gamle vidste noget om et givent ansvar og loyalitet og forstod også ganske usentimentalt, at disse begreber ikke altid dækkede over en rosenrød virkelighed, men de skulle alligevel respekteres.

Men det 20. århundrede blev kendetegnet af, at en tidligere tids selvfølgelige familieforståelse blev diskutabel. Ikke at familieforståelsen før havde været ens og entydig, selvfølgelig var der forskel på sagaernes slægtsbinding og romantikkens idylliske kernefamilie, som der var det på middelalderens fornuftsægteskaber og reformationstidens påbud om at forblive i kald og stand. Men at familie og slægt var et særligt og af samfundet hævdvundent forhold, det var fælles for fortiden, hvad enten den ligger 1000 eller 100 år tilbage.

Men i det 20. århundrede sætter individets tidsalder for alvor ind. Enkeltpersonen dyrkes som ubunden af omgivelser og historie – uforpligtet af de på forhånd givne sammenhænge, han eller hun fødes ind i. Med andre ord, individets tidsalder, det blev vort århundrede. Den individuelle frigørelse, enkeltpersonens uafhængige lykkekrav, kald det, hvad du vil. Typisk for det 20. århundrede er, at mennesket fra at være betragtet som medlemmer af et givent fællesskab langsomt begynder at blive anskuet som noget i sig selv rettighedshavende – som individ, som enkeltstående. Den individuelle rettighed blev sat over alt andet. Derfor ophævelsen af ægteskabets særstatus i økonomiske forhold. Derfor familiens opløsning. Derfor feminismen, derfor børnerettighederne, og derfor skal der nu propaganderes for udvidelse af abortgrænsen og en indførelse af aktiv dødshjælp. For bag denne historie ligger en gennemgribende misforståelse af pligtens væsen. Der ligger en opfattelse af, at pligt og ansvar kan gå to veje, nemlig at de kan være enten indadrettet eller udadrettet. Og i den misforståelse bunder hele miseren.

For pligten er jo aldrig indadrettet, pligten er derimod altid rettet bort fra det forpligtede menneske. For næstens skyld lyder kristendommens ”Du skal”, det blev ikke sagt af hensyn til mennesket selv, men med henblik på Næsten. Og familien véd det instinktivt, for det ligger i familiens væsen, at sådan er det. Den får det blandt andet fortalt med et billede så tydeligt og klart, at ingen kan misforstå det, når barnet i al dets hjælpeløshed kommer til verden. Alt, hvad forældrene er og har, deres kræfter, deres viden, deres traditioner og rødder – alt dette får med barnet besked om at rette sig ét sted hen. Og at mennesket bøjer sig for den besked, det er i grunden det, som ligger i at indgå ægteskab. Der forudsiger man så at sige naturens besked, fordi man afgiver sine rettigheder til den ægtefælle og den kommende familie. Man gør det ikke på åremål, man gør det ikke delvist, man gør det ikke med forbehold, men som vielsesritualet siger: ”Til døden skiller jer ad”, hvormed alvoren og det endegyldige i løftet understreges.

Dette forhold har lovgivningen respekteret, indtil ”individualprincippet” blev herskende. Lovgivningen respekterede det ved at give ægteskabet særstatus og således værne familien og børnene. Men i individualitetens navn vil staten ikke længere foretrække én familieform frem for en anden. I neutralitetens navn ophævede man ægteskabets særstatus.

Men det er en forløjet tale, for intet valg er neutralt. Staten har nemlig valgt individualprincippet. Staten har valgt at lytte til den toneangivende ideologi, der siger, at bundethed og givne sammenhænge er et levn fra fortiden, og at det nu er det enkelte individ, det drejer sig om. Fegjt og under dække af at være neutral har staten valgt at sælge det bundne familielivs retsstilling til fordel for den individuelle rettighed. Og således sælge de stakkels piger, der måtte blive gravide i en ung alder, til ganske alene at skulle tackle problemet.

Man kunne også sige, at vor tid er blevet historien om det principielt familieløse menneske, det er blevet historien om den individuelle rettighed sat over alt andet. Og det er for dette blads læsere sikkert en velkendt historie. Men den skal gentages, for det er denne historie, der er forklaringen på, at landets regering tager tilløb til at indføre aktiv dødshjælp og en udvidelse af abortgrænsen.

Det er denne historie, der er årsagen til, at et hjem ikke længere er et hjem, men et bosted. Det er denne historie, der er årsagen til, at vi samvittighedsløst nægter at forholde os til, at et 12 uger gammelt foster ikke er det samme som et foster i uge 18. Det er denne historie, der er årsag til, at en statsminister forfægter det rigtige i at tillade dødshjælp til alle med ondt i livet. Det er denne historie, der har afskaffet samvittigheden, og et land med borgere uden samvittighed, det eksisterer kun på lånt tid. Otto Møller hævdede vist nok en gang, et enhver ulykke i et land altid til syvende og sidst kom af elendige præster. Og i det havde han fuldkommen ret. Derfor kan det ikke undre, at formanden for det regeringsnedsatte udvalg, der skal være løftestangen for at få indført aktiv dødshjælp, er en præst – Katrine Lilleør, der efter hun har vendt på en tallerken, nu også prædiker individets ret som dette livs salighed.

Hun som burde vide, at ”Således skal det ikke være blandt jer; men den, som skal være stor iblandt jer, skal være jeres tjener; og den, som vil være den første af jer, skal være alles træl”

Elisabeth Krarup Jensen