Af Morten Brøgger, Tidehverv 2023, nr. 10, s. 545-547

På vej ind til Slagelse ad den vej, jeg plejer at køre, passerer man et parcelhus, i hvis indkørsel der er blevet plantet to tynde stænger. Fra hver af disse stænger vajer det palæstinensiske flag. Nu kan man naturligvis ikke vide præcis, hvad man skal lægge i denne markering bortset fra, at det må udtrykke sympati for palæstinenserne. Men mine tanker ledes hen på de mange andre sympatierklæringer for palæstinenserne, vi er vidner til i denne tid. Sympatierklæringer der på samme tid er en tilslutning til terrororganisationen Hamas og dens angreb på Israel den 7. oktober, hvor 1200 israelere blev dræbt (heriblandt mange civile – også kvinder og børn) og hvor omkring 240 israelere blev taget som gidsler. Eller sympatierklæringer fra personer, der undlader at tage afstand fra Hamas og dens terrorangreb på Israel.

Jeg er ingen steder kommet forbi noget hus, hvor der er hejst et israelsk flag. Det kan skyldes, at der ikke er nogen, der føler sympati med Israel i denne tid. Men det er næppe tilfældet. Det kan også skyldes, at de som måtte have sympati med Israel, ikke tør hejse det israelske flag af frygt for repressalier. Det er blevet rapporteret i pressen, hvordan for eksempel politikere, der har udtalt støtte til og forståelse for Israel, har modtaget trusler. Journalister, der rapporterer om Hamas’ ugerninger den 7. oktober, har tillige modtaget trusler på livet, ligesom sådanne trusler også er blevet fremsat mod deres familie. Bevogtningen af jødiske institutioner både herhjemme og i udlandet er blevet skærpet, da trusselsniveauet skønnes at være øget.

Vi genkender mønsteret i muslimske, mellemøstlige landes (og deres sympatisørers) måde at handle på fra for eksempel muhammedkrisen, og fra det pres, der har fået den danske regering til at fremsætte et lovforslag, der skal forbyde afbrænding af Koranen (og som et figenblad også andre helligskrifter).

Der har været arrangeret talrige demonstrationer til støtte for palæstinenserne herhjemme såvel som i andre europæiske lande. Fra mange af demonstrationerne lyder ikke blot sympatierklæringer med og vrede over de civile ofre for den krig, som Israel efter angrebet den 7. oktober har indledt for at tilintetgøre Hamas politisk såvel som militært. Men demonstranterne giver også udtryk for en blanding af fornægtelse af staten Israels ret til at eksistere og jøders ret til det. Grænsen er flydende. Søren Villemoes spurgte i Weekendavisen dem, der vil skelne mellem antizionisme og antisemitisme: ”hvis antizionisme … betyder modstand mod et jødisk hjemland, opløsningen af det eneste jødiske land, der findes, hvis det er en erklæret modstand mod, at lige netop det jødiske folkefærd kan have deres eget land, hvordan er det så ikke antisemitisme?” (WA 26. okt. 2023)

Til en demonstration i København lød slagordet: ”From the river to the sea, Palestine must be free” – hvilket netop er ensbetydende med udslettelsen af Israel. Til en anden demonstration lød det: ”Palæstina er besat! Det skal løses med jihad!” I Warszawa bar en norsk kvinde et skilt, hvor Davidsstjernen blev smidt i en skraldespand ledsaget af teksten ”Keep the world clean” – ”Hold verden ren”, hvilket vanskeligt kan tolkes som andet end antisemitisme. Demonstranter i Sydney har råbt slagord om, at jøderne skal gasses. Demonstrationerne til fordel for palæstinenserne er i Danmark ofte arrangeret af såvel palæstinensiske foreninger og grupper på den politiske venstrefløj. Talsmænd for palæstinensere i Danmark har talt udenom, når de i radiointerviews er blevet bedt om tage stilling til Hamas og deres angreb på civile. Måske støtter de ligefrem Hamas, måske er palæstinensisk sammenhold vigtigere for dem, end afstandtagen fra Hamas’ terrorhandlinger. Samtidig kræver de, at danske politikere skal undlade at støtte eller sympatisere med Israel på grund af de civile ofre for Israels modangreb i Gaza.

Ifølge blandt andet CNN (28. okt. 2023) betyder det 500 km (ifølge Hamas selv) omfattende tunnelsystem i Gazas undergrund, hvor Hamas har lagre af fødevarer, brændstof og våben, hvor de selv kan søge ly mod bombninger, og hvor også gidslerne ifølge et af de løsladte gidsler er blevet ført ned, at det er meget vanskeligt at angribe Hamas uden samtidig at ramme den civile infrastruktur og civile beboere, der lever på jorden over tunnelsystemet. De civile fungerer således som et skjold for Hamas. Det har desuden den propagandamæssige fordel, at Israel, hvis de skal slå tilbage mod Hamas, kommer til at tage civile ofre med i købet. Det er allerede sket og synes at have en stor betydning for verdensopinionen.

Hamas har sine rødder i Det muslimske Broderskab. Organisationen blev stiftet i 1987 under den første intifada. Dens oprindelige charter erklærer oprettelsen af en muslimsk stat i Palæstina for dens mål. Den anerkender ikke Israels ret til at eksistere. I 2017 modererede den dog sit mål til oprettelsen af en palæstinensisk stat inden for 1967-grænserne, uden derfor at anerkende Israels eksistensberettigelse. Efter den 7. oktober erklærede Hamas’ politiske leder, Ismail Haniya, at ”dette land er vores, Al-Quds (Jerusalem) er vores, det hele er vores”, og sagde til israelerne: ”I er fremmede i dette rene og velsignede land. Der er intet sted eller nogen sikkerhed for jer.” (The Week, 21. okt. 2023)

Hamas har siden sin oprettelse igen og igen gennemført angreb mod Israel. Der har blandt andet været terroraktioner og raketangreb. De samarbejder med Iran, Hizbollah samt andre pro-iranske militser og Houthi-militsen i Yemen. De betegner selv dette samarbejde, der koordineres af Irans Revolutionsgarde, som ”modstandens akse”. (jf. Den Store Danske / lex.dk)

Som det har været anført af andre iagttagere, kan man undre sig over, at civilbefolkningen i Gaza, som Israel har opfordret til at rømme den nordlige del af Gaza (så at antallet af civile ofre i krigen kan begrænses), ikke kan forlade Gaza. Det har i skrivende stund kun været muligt at få tilladelse til, at nogle få udenlandske statsborgere kunne forlade Gaza. Det hænger muligvis sammen med eksistensen af de mange officielle palæstinensiske flygtningelejre i Syrien, Libanon, Jordan, Gaza og på Vestbredden. Der lever cirka 1,5 million palæstinensere i disse lejre (næsten en halv million af dem i Gaza). Det er lejre, som blev oprettet efter den Arabisk-Israelske Krig i 1948. De har altså eksisteret i snart 75 år, og er i dag en slags byområder eller slumområder. Der findes en FN-organisation (UNRWA), hvis eneste opgave er at servicere disse næsten 60 lejre.

UNRWA var tænkt som en foreløbig organisation, der skulle hjælpe flygtningene, indtil deres situation blev afklaret. Den er stadig ikke afklaret, fordi Israel ikke har ønsket at modtage flygtningene i Israel, men også fordi nabolandene og palæstinenserne selv har ønsket at opretholde et pres på Israel ved ikke at finde en løsning i nabolandene og de palæstinensiske områder. Flygtningene er på den måde en slags gidsler for konflikten, og således er Gazas civilbefolkning det også under den nuværende krig. Det hænger igen sammen med modviljen mod at anerkende Israels legitimitet. Fandt de arabiske lande en løsning på flygtningeproblemet, ville man hjælpe Israel (synes rationalet at være) og indirekte anerkende Israels ret til landet.

Af en artikel i Kristeligt Dagblad (22. jun. 2011) fremgår det, at palæstinenserne i flygtningelejrene i 70’erne og 80’erne i stort omfang var sækulariserede og politisk hældede mod marxismen, ligesom PLO. Hamas’ voksende popularitet i de palæstinensiske selvstyreområder vidner imidlertid om en muslimsk vækkelse, og om at kampen mod Israel i højere grad forstås en i religiøs kontekst.

Ayaan Hirsi Ali har i Daily Mail (13. okt. 2023) berettet om, hvordan antisemitismen var en indgroet del af hendes muslimske opdragelse. At blive kaldt jøde var den værste fornærmelse, man kunne udsættes for. Som teenager gik hun ind i Det muslimske Broderskab. ”Jeg kan levende huske, hvordan jeg sammen med mine kvindelige fæller sad i moskeer og forbandede Israel og bad Allah om at udslette jøderne. … vi lærte at ønske at se Israel slettet fra verdenskortet.” Vi har ellers hørt en del om, hvordan bogens folk (dvs. jøder og kristne) respekteres i islam. Virkeligheden er tydeligvis en anden. Men konsulterer man Koranen, er det ikke så overraskende. Profeten Muhammed får gennem englen Gabriel åbenbaret, hvad der står i den sande Koran. Synet på de kristnes og jødernes skrifter er i Koranen, at det er forvanskede udgaver af den sande himmelske Koran. Hvis man derfor går efter, hvad Koranen fortæller om bibelske figurer som for eksempel Abraham og Jesus, vil det stride mod, hvad Bibelen fortæller. Abraham bekender sig i Koranen til den gud, som Koranen skal være en åbenbaring fra. Jesus er ikke Guds søn, han døde ikke virkeligt på korset. Dersom mennesker holder sig til Bibelen (og ikke Koranen), er de at regne for vantro. Koranen forkynder derpå udførligt, hvordan gud forbander dem, der holder fast ved Bibelen, og ikke vil lade sig belære af Koranen. ”De, der lever som vantro og dør som vantro, over dem hviler Guds, englenes og alle menneskers forbandelse. Evigt skal de forblive under den, uden at deres straf bliver lempet, og de vil ikke få henstand.” (2,161f) ”Nogle af dem, der er jøder, rykker ordene ud af deres sammenhæng … Gud har lagt en forbandelse over dem for deres vantro.” (4,46) I en sammenhæng, hvor der tales om Israels børn hedder det: ”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending …, er at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det.” (5,33) Senere læser man: ”I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner.! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem.” (5.51) Og mod den kristne treenighedsforkyndelse siger Koranen: ”Vantro er de, der siger: ”Gud er Messias, Marias søn.” … Vantro er de, der siger: ”Gud er den tredje af tre.” Der findes kun én gud. Hvis de ikke ophører med at tale således, vil en pinefuld straf ramme dem af dem, der er vantro.” (5,72f) At der er tale om jødehad eller antisemitisme hos Hamas og hos dens sympatisører andre steder i verden, kan der næppe herske tvivl om. Og vel heller ikke at man som muslim kan opfatte sit jødehad som svarende til Koranens karakteristik af jøder som vantro, der er hjemfaldne til straf.

I Berlin er en synagoge blevet angrebet med molotovcocktails (dog uden at nogen kom til skade). I republikken Dagestan i Rusland forsøgte en muslimsk menneskemængde at angribe passagerer fra et fly, der kom fra Tel Aviv. ”Jeg er kommet for at dræbe jøder”, udtalte en dreng, der var med. Sammen med mange trusler på forskellige sociale medier er der hermed skabt en frygt blandt jøder uden for Israel. Krigen er foreløbig begrænset til Israel og Gaza, men konflikten mellem muslimer og jøder findes overalt.

Dette skyldes her i landet selv sagt i høj grad den indvandring af muslimer, der er foregået de sidste fem årtier. Den politiske klasses vankundighed, når det kommer til religion, gjorde, at man i flere årtier var overbevist om og søgte at overbevise de skeptiske danskere om, at alle problemer kunne løses med integration. Den efter oplysningstiden herskende tanke om, at religion var en privatsag, led skibbrud ved mødet med islam, hvilket dog endnu ikke synes at være gået op for mange. Religion er ikke en privatsag i islam. Men det er en samfundsindretning så meget, som det er en tro. Jo flere muslimer i vore lande, desto større krav om indretning af samfundet vil de stille. Professor i islamisk teologi Thomas Hoffmann skrev i Weekendavisen (7. jun. 2022), at ”den lange march gennem institutionerne” er begyndt for muslimernes vedkommende. Udtrykket er lånt fra marxisten Rudi Dutschke og skal betegne strategien om at ændre et samfund indefra. Hvad der opfattes som vellykket integration, nemlig muslimers deltagelse i foreningslivet, deres repræsentation i samfundets institutioner, betyder ikke, at muslimer assimileres, men at de får en mulighed for stille og langsomt at påvirke det danske samfund, så det bevæger sig i en for muslimerne fordelagtig retning. Foreløbig er det lykkedes for muslimerne at afholde adskillige demonstrationer i sympati med palæstinenserne (og Hamas), give udtryk for, at Israel skal udslettes, skabe frygt blandt jøder og næsten ændre pressens fokus fra Hamas’ terroraktion og dens brug af egne borgere som skjold til at være rettet mod den nødsituation, der hersker i Gaza, uden at det danske samfund synes at vide, hvad det skal stille op herimod.

Litteratur

Koranen citeres efter Ellen Wulffs oversættelse, København 2006. Mogens Müller: Koranen som ”bibelsk genskrivning”, Collegium Biblicum Årsskrift 2012, s.71-81. Andersen, Lars Erslev; Fenat, Mia; Simonsen, Jørgen Bæk: Hamas i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 7. november 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Hamas

Morten Brøgger