Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2024, nr. 1, s. 565-567

Spørgsmål til de tænksomme dåbsfornyere på Frederiksberg.

I 2018 offentliggjorde Lindevang sogn på Frederiksberg, som inden da havde fået status af liturgisk frisogn, et alternativt dåbsritual. Begrundelsen for det alternative ritual var, at præster og menighedsråd i Lindevang sogn var enige om, at det ikke er i dåben, et menneske bliver Guds barn, men at vi som Guds skabninger er Guds børn fra fødslen af. Dåben i Lindevang var altså ikke et gennemgribende genfødelsens bad, men en bekræftelse på dåbskandidatens allerede eksisterende barnekår hos Gudfader. Siden da har det alternative dåbsritual skiftet navn til Frederiksberg-ritualet og af Københavns biskop i 2022 fået det blå stempel til at blive brugt af alle sogne i Frederiksberg provsti. På et spørgsmål fra folketingssalen om, hvilken myndighed biskoppen har til at tillade ændringer i et for folkekirken så centralt ritual som dåbsritualet, har biskoppen i november 2023 med henvisning til menighedsrådsloven svaret, at der er tale om mindre ændringer, hvorfor der ikke er tale om en omgåelse af den autorisationsproces, der normalt skal gå forud for nye ritualer. At der kun er tale om mindre ændringer, turde være noget af en påstand, da ritualets sigte som ovenfor anført er et opgør med den dåbsteologi, de hidtidige ritualer hviler på.

Man kunne derfor få den uelskværdige tanke, at Københavns biskop ikke har tænkt sig særlig godt om, inden han blåstemplede ritualet til brug i hele provstiet. Men måske har biskoppen stolet på, at de præster, der står bag ændringerne i dåbsritualet, har tænkt så længe og grundigt over dem, at biskoppen ikke har haft nødig selv at gennemtænke det foreslåede ritual. I den introduktion til ritualet, som Frederiksbergs provst Kirsten Jørgensen giver i en video på provstiets hjemmeside, understreger hun flere gange, at man i folkekirken – og derfor vel også i Frederiksberg provsti – tænker sig godt om, inden man ændrer på ritualerne, for i folkekirken går al udvikling langsomt. Hvad er det så af tanker, man så længe og grundigt har gjort sig på Frederiksberg og lagt til grund for de angiveligt små ritualændringer? Jo, den overordnede tanke er, at man har villet lade 2000 års teologisk tradition mødes af moderne Så man har beskæftiget sig med det menneskesyn, som moderne mennesker kommer til dåben med. Og tænk engang – det har vist sig, at menneskesynet i dag er meget anderledes, end menneskesynet var på reformationstiden. Dengang betragtede man nemlig mennesket som syndigt, befængt med arvesynd. Men i dag føler mennesker sig ikke så meget som syndere; moderne mennesker ved selvfølgelig godt, at mennesket er en blanding af godt og ondt, men menneskesynet i dag er, at mennesker i høj grad kan gøre godt og samvirke med Gud i det godes tjeneste. Da man kunne frygte, at Frederiksberg-ritualet og de dybe tanker, der ligger bag det, kan blive vejledende for det dåbsritual, dåbskommissionen når frem til at foreslå, er der grund til at stille kritiske spørgsmål til de tænksomme frederiksbergere. Og det første spørgsmål, Kirsten Jørgensens introduktion kalder på, er: Har man på Frederiksberg overvejet, om det syndige menneskes syn på sig selv er, at det er en synder? Med andre ord: Er det menneskesyn, vi kommer til kirken med, nødvendigvis i overensstemmelse med det syn, Gud har på os? Eller kunne det være, at det ligger i syndens væsen at være blind for sin egen synd? Farisæernes menneskesyn var vist nok også, at de selv var istand til at samarbejde med Gud, og de gjorde jo virkeligt meget godt. Tænk blot på farisæeren i Jesu lignelse, der i templet takkede, fordi han ikke var som andre mennesker – røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller tolderen – dvs. værnemageren – der. For farisæeren fastede to gange om ugen og gav tiende af sin indtægt. I dag havde han sikkert sparet på oksekødet, kørt elbil, haft et donorbarn i Afrika … Men det var tolderen, der bad: Gud vær mig arme synder nådig! , der gik hjem fra templet som retfærdig.

Men formentlig som en konsekvens af den dybe tanke om menneskets evne og vilje til at samvirke med Gud, har man i Frederiksberg-ritualet udvidet korstegnelsen ved dåben, så der ikke blot slås kors for dåbskandidatens ansigt og bryst, men også for hans hånd, som et tegn på, at det at være kristen også er en praksis. Korset er jo, forklarer provsten, det kristne symbol. Men når nu provsten og hendes kolleger har tænkt sig så godt om, så kunne man godt savne en uddybning af korsets betydning.

I ritualets indledning til voksnes dåb, siges der: Du får tegnet opstandelseskorset på dit hjerte, din mund og din hånd/ for dit ansigt og bryst Korsets tegn er Guds tegn, som viser, at du er barn af et fællesskab, der forener mennesker med Gud og mennesker med hinanden.

”Opstandelseskorset” kalder de på Frederiksberg korset, og det kan jo også give god mening, da Jesu kors og opstandelse hænger uløseligt sammen. ”Livstræet skyder af korsets rod..” synger vi med Grundtvig. Og i ”Hil dig, frelser og forsoner..” synger vi: ”Ja, jeg tror på korsets gåde, Gør det, frelser, af din nåde: Stå mig bi, når fjenden frister, ræk mig hånd, når øjet brister, sig: Vi går til Paradis.”

Sidstnævnte salme, der som bekendt er en gendigtning af Arnulf af Louvains meditation over Kristi kors, rummer imidlertid nogle mellemregninger, der ikke er helt uvæsentlige, hvis også moderne mennesker skal forstå, hvad korstegnelsen ved dåben betyder; forstå, hvordan korset kan vise, at den døbte er blevet ”et barn af et fællesskab, der forener mennesker med Gud og mennesker med hinanden.”

I al korthed er det betragtningen af den korsfæstede, af Kristi selvhengivende kærlighed, at han heller giver end tager, og ”Ene derfor dig behager korsets død i vores sted..” der åbner den mediterendes øjne for hans egen afgrundsdybe synd: ”Ak, nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde..” Kristus, kærligheden selv, hænger på korset i vores sted, dvs. han har taget vores dom på sig. Men, korsets gåde er, at af Jesu vunder udspringer væld til stort vidunder, mægtigt til at smelte isbjerge – og derfor også det stenhårde menneskehjerte – og til at tvætte hjertet rent. Hvorfor den mediterende beder om, at frelseren vil lede floden, der kan smelte isbjerge og tvætte blodskyld af, ind i hans årer.

Eftersom ”Hil dig, frelser og forsoner..” stadig er en af de mest populære salmer, må man formode, at de også synger den på Frederiksberg blot en gang imellem. Men er det så ikke faldet de dybt tænkende ritualfornyere ind, at ”floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af” kunne have noget med dåben at gøre? Ja, at det er denne flod, den døbte døbes i. Og det er sådan korset og opstandelsen hænger sammen – jf. salmens vers 8: ”Skønt jeg må som blomsten visne, Skønt min hånd og barm må isne, du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold.”

Nu støtter dåbsfornyerne på Frederiksberg sig iflg. Kirsten Jørgensen på den tese, at deres menneskesyn er i overensstemmelse med menneskesynet i oldkirkens første to århundreder, hvor man angiveligt ikke betragtede mennesket som så syndigt, at det havde Kristi korsdød behov for at få genoprettet fællesskabet med Gud. Men den ovenfor citerede strofe: .. ”du betalte syndens sold” er jo, skønt salmen kun er fra det trettende århundrede, et skjult citat af Paulus: ”For syndens løn (sold) er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre. ”(Rom. 6,23) Hvis Kirsten Jørgensen og konsorter tænkte endnu dybere over korstegnelsen ved dåben og over, hvordan de kan kalde korset for ”opstandelseskorset”, ville de måske være nødt til at gøre sig overvejelser over, hvad det er, der binder os mennesker til døden; og hvordan Jesu stedfortrædende død giver os håbet om opstandelsen. Hvis evig død ikke er syndens sold, men blot en trist skæbne, som Vorherre har lovet at hjælpe os ud af, hvorfor er vi så underlagt denne triste skæbne? Er det på grund af skaberens vilkårlige ondskabsfuldhed, som Jesus så retter op på? Er det, fordi Jesus i højere grad end sin fader, er livets kilde? Nej, hvis ikke, frederiksbergerne ved at mediterer lidt over korset, ser, at det er synden, der står mellem os og fællesskabet med Gud, hvorfor livstræet spirer af det kors, hvorpå Guds søn betalte syndens sold, så, synes det mig, nærmer frederiksbergerne sig betænkeligt et skisma mellem en ond eller lemfældig skabergud og den gode forløsergud, Kristus. Og det er ganske vist, at sådanne tanker finder man også i kirkens første to århundreder, men de er ikke ganske i overensstemmelse med de oldkirkelige symboler, så vidt jeg er orienteret. Nej, uanset, hvor lyst det moderne menneskesyn er, så konfronterer korset os med vores egen synd i og med, at det åbenbarer os Guds selvhengivende kærlighed.

Men for nu at lade frederiksbergerne få en nutidig kontekst at gøre deres overvejelser over, så vil jeg minde dem om balladen i forbindelse med Mel Gibsons film ”The passion of Christ” fra 2004. Mel Gibson blev beskyldt for antisemitisme, fordi han så grelt fremstillede jødernes had til Jesus – det had, der driver Pilatus til at lade Jesus korsfæste for at undgå optøjer. Skrev Mel Gibson sig med sin film ind i traditionen med at give jøderne al skylden for Jesu henrettelse? Nej, for i den scene, hvor Jesus nagles fast til korset, ser man Mel Gibsons egen hånd holde om en af naglerne.

Hermed illustrerer Mel Gibson det, som Kingo skriver i sin passionssalme: .. ”Og når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder.” Hvem bærer skylden for Jesu lidelse og død? Det gør vi alle, for – med langfredagslæsningen fra Esajas: .. ”.. han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; Men Herren lod al vor skyld ramme ham.” Men måske er de på Frederiksberg så selvsikre i deres lyse menneskesyn, at de mener, at det kun var jødernes – og måske også lidt romernes - skyld, at Jesus blev pint og korsfæstet? Det ville da være et ganske opsigtsvækkende standpunkt i den pæne danske folkekirke af i dag! Men, ak – jeg tror simpelthen ikke de har tænkt så dybt og grundigt på Frederiksberg, som de selv påstår. De har ikke mediteret over korsets gåde, og derfor har de ikke fattet, at når større teologer end de har talt om menneskets synd, ja, sågar om arvesynden, så kom det sig ikke af epokalt betingede syn på mennesket, men af, at korset er og bliver al kristen teologis knudepunkt. Men derfor skulle de også afholde sig fra at lave nye dåbsritualer på Frederiksberg.

Agnete Raahauge