Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2024, nr. 2, s. 585-597.

Om lægmandspræster og abdicerende monarker.

Julesøndag, som i år lå på nytårsaftens dag, faldt jeg efter gudstjenesten i snak med en kirkegænger om lægmandsgudstjenester. I de senere år er der rundt om i landet, blandt andet af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, udbudt kurser for interesserede lægfolk i at forestå gudstjenesten. Tanken bag kurserne er den sympatiske, at der med flere og flere sognesammenlægninger og små sogne, der på grund af deres lidenhed kun kan få bevilget en deltidspræst, oftere og oftere er gudstjenester, der aflyses i landsognene. Enten fordi præstens kvote indebærer, at han ikke er forpligtet til at holde gudstjeneste hver søndag, eller fordi præsten ikke kan nå at holde gudstjeneste i de mange sogne, han er præst i. De ovennævnte forhold gør det også sværere for præsterne at vikariere for hinanden under ferie og sygdom.

Men de søndagslukkede kirker og de mange skæve gudstjenestetidspunkter, som er nødvendige, når en præst skal holde fri, går selvsagt ud over gudstjenestekontinuiteten og kirkegangen. Det skal lægmandskurserne rette op på ved at ruste lægfolk, så de kan træde til og gennemføre en gudstjeneste uden nadver og dåb – og hvis der skal prædikes, så med oplæsning af en prædiken, som sognets præst har skrevet eller fundet i en postille. Sådan som det foregår i bygder på Færøerne og på Grønland, hvor præsten ikke kommer hver søndag. Og sådan, som jeg selv har været til gudstjeneste på Anholt, hvor degnen holdt netop en sådan gudstjeneste, når præsten ikke kunne få en sommerferieafløser. Det vil sige: lægmandsgudstjenesterne er en nødløsning.

Et sympatisk tiltag, men også et tiltag, der vidner om, at de kirkeministerielle beregninger for, hvor mange folkekirkemedlemmer, der skal til for at oppebære en fuldtids præst, har en slagside. Den slagside nemlig, at flere og flere landsogne dømmes for små til at have en hel præst. Hvoraf følger fald i antal af gudstjenester og deraf følgende kirkegangsafvænning af sognebørnene. Indførelsen af lægmandsgudstjenester som akut hjælp på grund af præstemangel burde afføde overvejelser over holdbarheden i den kurs, folkekirken er slået ind på med oprettelsen af stordriftssogne og nedskæring af præstekvoten i mindre sogne. For som sagt: nødvendigheden af lægmandspræster burde i et land, hvor der tidligere har været råd til at holde gudstjeneste i langt de fleste kirker landet over, være en nødløsning. Et memento til en folkekirkelig kursændring.

Desværre er spørgsmålet, om den eneste begrundelse for lægmandspræstekurserne er den presserende gudstjenestenød. En af de sønderjyske provster, som står bag initiativet, har til Jyske Vestkysten den 26.december 2020 udtalt, at lægmandsgudstjenesterne også vil kunne løfte kirken. Forandring fryder jo, og det vil angiveligt trække folk i kirke, der ellers ikke går i kirke, hvis det er naboen eller kollegaen, som de kender så godt, der står for gudstjenesten, og ikke den sædvanlige sognepræst. Og i flere sogne, hvor der er menighedsrådsmedlemmer, der har taget lægpræstekurset, betragtes det som lægpræstens ret at få stillet 3 – 4 gudstjenester til rådighed i løbet af kirkeåret – også selvom sognepræsten ikke har brug for lægpræsteafløsningen. Så tanken bag lægmandskurserne er åbenbart, at det også i de sogne, hvor der ikke er brug for nødløsninger, skal betragtes som et frisk pust, hvis sognepræsten fra tid til anden overlader gudstjenesten til en lokal lægmandspræst, som altså ganske vist ikke skal prædike og døbe og uddele nadver, men lader menigheden nyde afvekslingen ved ikke at skulle høre på deres sædvanlige kedelige sognepræst.

For selv den bedst prædikende sognepræst er jo kedelig en gang imellem. Alle præster kender til de perioder, hvor ånden flyder lavt, hvor prædikenarbejdet skrider trægt, og man hænger fast i automatpiloten. Men det, der i disse perioder holder præsten fast på, at prædikenen skal skrives, det er, at han skal! At evangeliet skal forkyndes hver søndag – også i uinspirerede gevandter. For det er nu engang ens forbandede pligt; ens kald, ens embede. Det er forpligtelsen, der driver en på prædikestolen også de søndage, hvor man mest af alt har lyst til at spytte sin uinspirerede prædiken ud. Det er jo det, der ligger i, at præsten er rettelig kaldet: at han, der over for Gud er af det almindelige præstedømme, dvs. på grund af sin dåb står lige med sine sognebørn over for Gud – at han er udpeget og kaldet til søndag efter søndag at fastholde sine sognebørn på denne det almindelige præstedømmes lighed for Gud. Fastholde den ved at prædike Kristus, ved at prædike dåbens nåde. Derfor aflægger en sognepræst præsteløfte, fordi han med regnskabsdagen for øje skal prædike Guds ord i overensstemmelse med Bibel og Bekendelsesskrifter. Og sognepræsten kan i yderste konsekvens miste sin kollats, hvis han ikke holder sig sit præsteløfte efterretteligt.

For præsten skal tjene sit sogn med evangeliet! Han skal ikke være entertainer og kan ikke klage over, at han ikke bliver hyldet for sin tjeneste. Og det er forpligtelsen til at være Ordets tjener, hvad enten det sker inspireret og underholdende eller i træthedens tunge former, der gør, at præsten ikke skal skamme sig over at gå på prædikestolen. For det er ikke hans beåndethed, der bærer Helligånden, men Guds Ånd er, hvor Guds ord lyder. Og fordi præsten skal prædike evangeliet, kan han regne med sognebørnenes loyalitet og overbærenhed. For de ved jo, at det er hans pligt at passe sit embede. Men nu skal præsten altså ikke nødvendigvis prædike hver søndag, for han kan afløses af en lægmand – og menigheden kan slippe for hans prædiken. Sognebørnenes loyalitet over for præstens forpligtelse kan få en revne: vi behøver ikke høre på ham hver søndag; vi kan prøve en anden. Ja, det spørgsmål kan brede sig i sognet: Hvorfor er det altid præsten, der står for gudstjenesten, når NN nu har taget kursus og så gerne vil? Det må da være, fordi præsten er så glad for at høre sig selv tale! Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ville kunne stå på prædikestolen, hvis ikke jeg skulle. Og jeg får svært ved at holde mine sidste ni år ud, hvis jeg skal have liggende i underbevidstheden, at jeg skal konkurrere med eventuelle lægmænd, hvis gudstjenester har nyhedens interesse. Nej, uden den pisk over nakken, at det nu engang er mig, der skal bestride mit embede, og derfor må mine sognebørn trækkes med mig, vil fornemmelsen af hver søndag at skulle overgå mig selv i inspireret veltalenhed snart indfinde sig; fornemmelsen af, at jeg skal bevise mit værd – og det vil forplumre alt. For det er forpligtelsen, der driver værket. Den forpligtelse, som er givet med kaldet. At jeg skal – søndag efter søndag. Men gennemhulles pligten af muligheden for, at jeg kunne være så venlig at overlade gudstjenesten til en anden, selvom jeg hverken er syg eller har ferie, så indsniger sig muligvis den uudtalte forventning sig, at det er mig, der skal bevise mit værd; skal udfylde min rolle med min egen personlige evne for at få menighedens accept af, at jeg står på prædikestolen. En lille, men betydelige accentforskydning af opfattelsen af, hvad et embede er: Fra at forstås som kald til at betragtes som en rolle, der skal udfyldes.

…

Det var efter højmessen nytårsaftensdag, at jeg talte med kirkegængerne om lægmandsgudstjenester. Så blev det nytårsaften, og vi samledes om Dronningens nytårstale og hørte hende meddele sin abdikation den 14. januar efter 52 år på tronen.

Her i huset var der sorg; ingen af os delte kommentatorernes jubel over Dronningens angiveligt kloge og modige beslutning. I mange år har det nemlig, i hvert fald for mig, været en utidssvarende kilde til besindelse på eget kald og egen pligt at se vores gode gamle Dronning ved officielle lejligheder. Mere og mere slidt af lang og trofast tjeneste. Og derfor langt smukkere end de velpolerede kvindelige statsministre, minister- og præsidentfruer, hun sås sammen med. For hendes mere og mere slidte skikkelse var et udtryk for den slidsomme pligt, hun ved tronfølgerloven i 1953 blev indsat i; et kald, hun var bundet til indtil sin dødsdag – troede vi. Og sådan har Dronningen også selv sagt hidtil, når journalister spurgte, om hun overvejede at overgive tronen til sin søn før sin død: Nej, hendes job var at blive på pinden, til hun faldt af, har hun da svaret. Og det var og er jo monarkens betydning: at skulle være det levende symbol på Danmark, på det danske folks fællesskab; på vor fælles historie og fælles arv. Derfor er monarkiet ikke moderne, for det stiller enhver af os over for et højst umoderne tilværelsessyn: At vi er forpligtet af vor fortid, af vores historie, af en arv, vi skylder vore efterkommere at bevare og give videre – og at det inderste i et menneskeliv er forpligtelsen til at tjene næsten og ikke trangen til selvrealisering. Monarken skal ikke bevise sit værd ved at udfylde sin rolle; men monarken er monark, fordi hun eller han er bestemt til det på livstid, og derfor skal ingen stille spørgsmålstegn ved monarkens egnethed eller evner. Hendes Majestæt har bevist sit værd og udfyldt sin plads på forbilledlig vis – ingen tvivl om det. Men det skal ikke være det, der berettiger monarkens forbliven på tronen. Nej, det er den livslange forpligtelse, vi alle skal være loyale over for. Et tungt og trættende kald; ganske givet til døden udmarvende, men så meget desto mere har majestæten krav på folkets loyalitet og troskab.

Og netop i vore moderne tider et manende umoderne eksempel på, at der er pligter, der ikke står til valg; at der er kald og embeder, der ikke bæres af vores evner til at udfylde rollen, men blot af, at vi skal. Og derfor skal ingen vurdere monarken på hans eller hendes evner, men ære ham eller hende for den tunge pligt, han eller hun bærer. Men hvad vil konsekvensen blive af, at vi nu har erfaret, at en monark kan trække sig fra pligten? Ja, den vil kunne gøre den siddende monark til genstand for folkets stadige vurdering af hans evner til at gøre fyldest. Og dermed befordre opfattelsen af, at kongeværdigheden er en rolle, der skal udfyldes, og ikke en livslang pligt, der skal bæres. Jeg kunne af mit fulde hjerte unde vores gamle trætte dronning at kunne sidde i ro med et broderi efter veludført gerning. Men det foruroligende spørgsmål er og bliver, om monarken kan trække sig tilbage til et otium uden at ændre afgørende ved monarkiets betydning og på monarkens krav på folkets ubetingede loyalitet. Om kongeværdigheden ved at blive en byrde, kongen kan lægge fra sig, bliver trukket ned i den modernitetens sump, hvor alt er på valg. Hvor embeder ikke er ubetinget kald og pligt, men roller, der skal spilles.

Agnete Raahauge