Af Katrine Winkel Holm, tidehverv nr. 7, s. 121-123

I den forløbne sommer kunne man i P1-programmet ”Genstart” høre et interview med en læge fra en palliativ afdeling. Interviewet fandt sted i anledning af anbefalingerne fra det regeringsudnævnte udvalg for en angivelig ”mere værdig død” – i folkemunde kendt som ”dødsudvalget”. 

Som bekendt ønsker syv ud af otte af dødsudvalgets medlemmer at indføre aktiv dødshjælp. Læger skal enten direkte kunne hjælpe terminale patienter med at indtage medicin, der resulterer i døden, eller udskrive dødelig medicin, som patienten så selv skal indtage. Lægen i programmet forklarede, hvilken omvæltning af hendes arbejde en legitimering af en sådan praksis ville betyde. Pludselig ville hun ikke længere være den, der kom for at lindre og hjælpe. Hun ville være en potentiel dødsengel og hun var tydeligvis dybt bekymret for og ulykkelig over den ændring, det ville medføre. Ja, hvem vil have lyst til at lade en meget syg og måske depressiv pårørende få behandling af en læge på et palliativt afsnit, når det vil kunne medføre, at lægen slår den syge ihjel? 

Perspektivet er rædselsfuldt og lægens bekymringer var både velbegrundede og velfunderede. I lighed med Lægeforeningens formand vidste hun, hvad hun talte om, når hun advarede mod at virkeliggøre statsministerens ønske om aktiv dødshjælp. 

Midt i interviewet fik formanden for regeringens dødsudvalg ordet i et interview-klip. Med ét blev lægens grundige og samvittighedsfulde udredning erstattet af skråsikker bedrevidenhed. Det var Kathrine Lilleørs stemme, vi hørte, og hun slog på Hellerup-københavnsk fast, at det vil være en ”trøst” for alle, hvis en meget syg person af lægen kan få ordineret en dødspille. Det var ikke bare budskabet, der var ubehageligt. Det var også skråsikkerheden, der var pinagtig, ja næsten uhyggelig. Kathrine Lilleør hører til de præster i landet, der ikke véd særligt meget om palliativt arbejde. Landets hospitalspræster har langt større konkret erfaring og kyndighed. Men det holder hende ikke tilbage fra at fælde firkantede domme, domme der i dette tilfælde kan få fatal betydning. Hendes meninger er ikke længere kun noget, der kan underholde morgentrætte Berlingske-læsere; de vil kunne føre til en radikal ændring af forholdet mellem læge og patient. 

* 

Lilleørs skråsikre dødsønske gjorde mig rent ud sagt uhyggelig tilmode. Ikke mindst fordi jeg, som de fleste læsere af dette blad, engang kendte Kathrine Lilleør som en præst, der nok fremstod overfladisk i medierne, men som man alligevel forventede havde en solid teologisk bund. Hvordan er denne præst endt som landets mest højlydte tilhænger af aktiv dødshjælp? Hendes egen begrundelse indskrænker sig til en henvisning til en beretning som Ekstra Blads-journalisten Kirsten Jacobsen har skrevet om sin egen mands død. Døden var pinefuld og Jacobsen ville gerne have gjort en ende på pinen og taget livet af manden selv, men turde ikke, fordi det var forbudt. Denne højst subjektive anekdote udgør ifølge Kathrine Lilleør  selve  argumentet for, at hun pludselig blev tilhænger af aktiv dødshjælp (Berlingske Tidende 12/7 2023). Et argument, de fleste har mødt, og som enhver kristen afviser med udgangspunkt i gudbilledligheden og det femte bud. 

Hvordan ser Kathrine Lilleørs kristne forkyndelse egentlig ud, når hun så suverænt skubber Guds ord til side for i stedet at følge den kompakte medie-majoritets betragtninger? For at finde et svar på det har jeg læst hendes udgivelse fra 2023, der bærer titlen: ”Præsteværelse. Mine svar på livet, døden og kærligheden”. Bogen, der består af en række små tekster, rummer almenmenneskelige råd om, hvordan man håndterer ensomhed, snusfornuftige betragtninger om f.eks. kvinders herskesyge i ægteskabet og adskilligt andet fra den bedre del af selvhjælps-litteraturen. Er der også kristentro, lov og evangelium? 

Lad os se nærmere på det. Bogen vil have læseren til at finde glæden ved livet i det uventede, det uplanlagte, det ukontrollerede. I alt det, der ikke kan snøres ind i regler og paragraffer.  Væk med presset og forventningerne – livet skal strømme frit og uhindret uden at blive begrænset af moraliseren. Ligesom kærligheden. ”Det er ikke nogens skyld, når et ægtepar ikke elsker hinanden mere, det er bare blevet sådan, at Gud af en eller anden grund ikke længere velsigner jer med tilgivelse og dermed kærlighed til hinanden”. 

Når et ægtepar ikke længere har varme følelser for hinanden, er det i orden at blive skilt og det er i øvrigt også Guds ansvar – han velsigner dem ikke længere med den stærke følelse. Hvordan begrunder hun den påstand teologisk? Jo, det er noget hendes præste-farfar har ment og han havde det fra selveste N.I. Heje, der engang holdt foredrag for hendes meget unge farfar på en efterskole i Haslev. Foredraget har hun godt nok aldrig læst, alligevel mener hun at kunne referere indholdet af det. Og det dukker op rundt omkring i bogens små tekster, når der er behov for teologisk substans. 

Kernen i det er, at der ikke findes nogen fordømmelse hos Gud. Vi kan gøre lige, hvad vi har lyst til. Han elsker og accepterer os uanset hvad: ”Ingen moraliseren, ingen fordømmelse, ingen trussel, ikke et ord om helvede”. ”Alle regler for, hvordan vi skal leve, tænke og mene, har vi højst en demokratisk ret, men ingen guddommelig ret til at diktere hinanden”. Der er heller ikke rigtigt noget om soningsdød, synd og skyld. Gud sendte Kristus herned for at oplyse os om, hvor glad han er for os, når vi udfolder os frit: ”Gud sendte Kristus for at fortælle os, hvordan han ser os, livet, døden og kærligheden, fordi vi så let danner Gud i vores billede og tror, at Gud enten tænker, som vi selv gør, eller som de andre gør. Men det gør han ikke. Han tænker helt anderledes end vi. Aldrig med dom, straf og udelukkelse. Altid håbefuldt, frisættende og opmuntrende”. Det vil sige, at Gud tænker helt ligesom Kathrine Lilleør og helt som hende er vitalist: Livet skal flyde frit og uhindret trods moraliseren, andre menneskers fordømmelse, forventninger og sorg. Gud bliver på den måde en slags garant for, at vi kan gøre, hvad vi vil. Han dømmer os aldrig. Vel heller ikke, hvis vi skulle få lyst til at overtræde det femte bud, og overtale vores besværlige gamle tante til at sluge en dødspille, så vi slipper for at skulle tage os af hende. Det hører med til billedet, at der rundt omkring i bogen faktisk er drysset evangeliske ord og formuleringer ud over teksterne, men de er næsten lige så sjældne som rom i romkugler. Ofte sker der en glidning, så det, der umiddelbart lyder som evangelisk kerneforkyndelse, viser sig at være endnu et vitalistisk selvhjælpsråd. Som når hun taler om tilgivelse. Den er vigtig, understreger hun, for vi kan ikke tilgive os selv. Gud kan tilgive, men det er ikke tilstrækkeligt for hende at sige det, for hun henvender sig ligeså meget til ”den, der ikke tror på Gud”. Derfor rykker andre mennesker frem og får en rolle på linje med Vorherre. Om det er Gud eller andre mennesker, der tilgiver, kommer hos Lilleør ud på et. Det vigtige er, at man tror, man er tilgivet. At man erkender at ”du dybest set i dette liv er afhængig af, at Gud og andre mennesker vil dig, ja, elsker dig, som du er...” Tilgivelse er her et andet ord for accept af din handling. Ikke et ord om anger eller soning eller noget så gammeldags som Jesu korsdød. Hvis andre mennesker ”tilgiver dig, vil du lære at leve med din anfægtede samvittighed og ubehaget over det, du gjorde, vil slippe sit greb om din tanke, så lyset og farverne vender tilbage”. 

Andre mennesker rykker her diskret frem og indtager Guds rolle, samtidig med, at ordet ”tilgivelse” skifter betydning og nu bliver et andet ord for, at andre mennesker synes, det er ligemeget, hvad man har foretaget sig. Den anfægtede samvittighed er sendt på ferie sammen med ubehaget over det onde, man har gjort, og den frie livsudfoldelse kan fortsætte med masser af af lys og fest og farver. Men på et tidspunkt bliver livet jo andet end lys og fest og farver. Affældighed, pine og smerter risikerer at ramme os alle, og vi ender måske som en byrde for vores omgivelser og forhindrer den af Gud ordinerede frie livsudfoldelse i livets store fest. Så er det måske mest passende og værdigt diskret at forlade festen, så omgivelserne ikke tvinges til at forsømme festlighederne. Sådan har vitalister alle dage tænkt. Når omsorgen for de affældige tappede de unge og vitale for kræfter og hindrede deres udfoldelse, så var det de affældige, der var problemet. En vitalist som f.eks. Knut Hamsun udfoldede det mange steder og erklærede, at man i stedet for at ære sin far og sin mor skulle ære de unge. Det er vitalismens hedenske evangelium. 

* 

Når man har læst Katrine Lilleørs lille bog færdig, giver det faktisk god mening, at hun i dag er den fremmeste fortaler for det nyhedenske ønske om indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark. For det er snarere det vitalistiske evangelium end det kristne, hun slår til lyd for i sit præsteværelse. Og man kan kun gratulere hende med, at hun ved samme lejlighed helt har afskaffet Guds dom. Det er nok i hendes interesse, at hun ikke kan se frem til at stå til ansvar for Vorherre for sine bestræbelser på at indføre mulighed for statslig aflivning af enkeltindivider. 

Katrine Winkel Holm