Af Kristine Garde, tidehverv nr. 7, s. 145-147

I sit komiske heltedigt over fire bøger (1719-20) Peder Paars lader Ludvig Holberg i første bog (tredje sang, vers 321 ff.) hovedpersonen Peder Paars, der har begivet sig ud på en rejse, nedsætte en krigsret over Niels Kock for hans fejhed i et nederlag til nogle røvere. Peder Paars, som leder krigsretten, får hentet kokken og siger til ham: ”Man her besluttet har dit Hoved paa een Block / At hugge af, dog maa du dig først friit forsvare,” / Vi ingen nægte sligt, som er i saadan Fare, / Sig til dit Forsvar kun, hvad du optæncke kand / Vi uden Forsvar ey henrætte nogen Mand.” 

Nuvel, digtet omhandler et fiktionsunivers, men samtidig emmer det af tidløs samfundskritik. Jeg er senest kommet til at tænke på historien om kokken, hvis skæbne var afgjort på forhånd, i forbindelse med en kirkeministeriel præsteafskedigelse¹. Afskedigelsesforløbet illustrerer, at Kirkeministeriet i bekymrende omfang har tilsidesat præstens retssikkerhed, selv om retssikkerheden er et grundprincip i et retssamfund. I lighed med kokken forsvarede præsten sig uden held, selv om hun i sit høringssvar fremkom med substantielt nye oplysninger. Endvidere havde hun vedhæftet en separat udtalelse, der påpegede processuelt mangelfuld sagshåndtering og på denne baggrund opfordrede Kirkeministeriet til at frafalde den varslede afskedigelse eller at foranstalte et tjenstligt forhør under ledelse af en uvildig dommer, der er uddannet til at afhøre indkaldte vidner og bevisvurdere modstridende vidneudsagn. Det er nemlig modstridende forklaringer, der er det juridiske brændpunkt i præsteafskedigelsen. 

Lad mig, inden jeg forklarer nærmere, indskyde, at jeg forfattede udtalelsen på grundlag af de sagsakter, Kirkeministeriet havde vedhæftet afskedigelsesvarslet til præsten. Endvidere var jeg i 2022 præstens bisidder i en sag om et i offentligheden omstridt Facebook-opslag. Sagen afsluttedes med, at præsten underskrev en erklæring, der blev lagt ud på stiftets hjemmeside. Endvidere blev hun sanktioneret med en advarsel, der ikke bortfalder, men direkte eller indirekte kan indgå i bedømmelsen af senere/nye forhold og dermed få ansættelsesretlige konsekvenser. I de mellemliggende år har jeg ikke haft kontakt med præsten. Min udtalelse var ikke et partsindlæg, og jeg forholdt mig ikke til de decorumoverskridelser (tjenestemandslovens § 10), Kirkeministeriet efter indstilling fra biskoppen begrundede den diskretionære afskedigelse med (tjenestemandslovens § 28). 

En diskretionær afskedigelse umuliggør i praksis, at præsten kan opnå ansættelse i et andet embede. Da afskedigelsen er velfærdsødelæggende for præsten, må der stilles store krav til, at præstens retssikkerhed vægtes højt undervejs i hele forløbet. Dette krav er på afgørende punkter tilsidesat. Jeg vil fokusere på to punkter, nemlig de modstridende vidneudsagn og den betydning, tilsynsmyndigheden (biskoppen) og ansættelsesmyndigheden (Kirkeministeriet) tillagde dem. 

Vidneudsagnene vedrører præstens adfærd i forbindelse med et stiftspræstestævne, som blev afholdt på et hotel, hvor der var andre indlogerede end præsterne. Som tidligere folkekirkepræst har jeg deltaget i sådanne stævner, hvor det om aftenen kan gå meget livligt for sig, og den normale sengetid ikke overholdes. Det var også tilfældet på det pågældende stævne, idet en gruppe præster ud på aftenen opholdt sig i hotelbaren sammen med andre hotelgæster – og herfra er det i realiteten uklart, hvad præsten måtte have begået af decorumbrud. En af gæsterne kunne fortælle biskop og Kirkeministerium, at alle præster var berusede og støjende, og at den indklagede præsts adfærd ikke var værre end de andre præsters. Dette vidneudsagn er blevet modsagt af fire af præsterne i baren, idet de indberettede til biskoppen, hvor diskussionssøgende, konfliktoptrappende og grænseoverskridende hendes opførsel var, og at hun blev anholdt af politiet, da hun stærkt påvirket befandt sig uden for hotellet. Præsten kunne ikke genkende kollegernes samstemmende beskrivelser og afviste, at hun blev anholdt af politiet, der tilfældigvis var i området og i venlig hjælpsomhed kørte hende hjem. I sit høringssvar redegjorde præsten som noget nyt for, hvorledes hun havde været udsat for en meget ubehagelig optræden fra en af vidnepræsterne, hun var flygtet fra ud på gaden. 

Få dage efter begivenhedsforløbet indkaldte biskoppen præsten, som var blevet tjenestefritaget, til en ikke-tjenstlig, dvs. uformel samtale uden bisidder, men med deltagelse af stiftskontorchefen og provsten, som også havde afgivet en udtalelse, da han var blevet hidkaldt. Præsten havde dog med biskoppens tilladelse taget sin ægtefælle med til mødet, hvilket ikke ændrede mødets status af ikke-tjenstlig samtale. Biskoppen oplæste alle fem beretninger uden at oplyse, hvorledes de var kommet ham i hænde. Da flere af dem tyder på, at stiftet kan have spillet en aktiv rolle i deres tilvejebringelse, er det ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt vigtigt at få en uvildig undersøgelse af biskoppens sagsbehandling, også fordi biskoppen afslutningsvis tilkendegav, at der ville blive indledt en afskedigelsessag mod præsten på grundlag af uformelle forklaringer. Om disse forklaringer skrev biskoppen i sin indstilling til Kirkeministeriet, at de ”giver et klart og samstemmende billede af hendes højst uanstændige adfærd i det offentlige rum”. Hvis biskoppen medvirkede i tilvejebringelsen af udtalelserne, optrådte han både som politi, anklager og dommer i samme sag, hvilket strider imod grundlæggende principper i et retssamfund. Derfor er det ikke alene hensynet til præstens retssikkerhed, men også hensynet til bispeembedets omdømme, der taler for en uvildig undersøgelse af biskoppens handemåde. 

Specialkonsulenten i Kirkeministeriet gjorde bedømmelsen af forklaringerne til aritmetik på underskoleplan, idet hun tillagde det afgørende vægt, at fire vidner talte imod den indklagede præst, der kun støttedes af sig selv og det udefra kommende vidne: 4 er mere end 2. Specialkonsulenten overså, at de fire selv havde været berusede og støjende og således havde gjort sig skyldige i en væsentlig del af den samme decorumoverskridelse i det offentlige rum som præsten. Derfor havde de en oplagt interesse i at reducere deres egne handlinger og skubbe mest muligt over på præsten, medens det udefra kommende vidne var ægte neutralt. En straffedommer, der er vant til at bedømme afgivne forklaringer, burde have bedømt forklaringernes troværdighed. Hertil kommer, at specialkonsulenten ikke selv havde hørt forklaringerne eller stillet spørgsmål, men udelukkende haft de skriftlige akter. 

Hvis der ikke er tvivl eller tvist om, hvad der faktisk skete, kan det ikke kritiseres, at Kirkeministeriet bedømmer, om det beviste forhold retfærdiggør en afskedigelse, men i den foreliggende sag herskede der netop tvivl om, hvad der nøjagtig skete. Min ægtefælle, pensionerede kriminaldommer Peter Garde, har belært mig om, at denne tvivl burde være løst af en dommer. Han påpeger, at medens den tiltalte selv i en lille straffesag, hvor en meget mild straf forventes, har ret til at kræve et retsmøde, hvor alle vidner afhøres under strafansvar for urigtig forklaring, og hvor den tiltalte altid har ret til at møde med forsvarer, er præsten i denne sag blevet afskediget alene på grundlag af biskoppens og specialkonsulentens opfattelse af de modstridende forklaringers vægt. Nøjagtig de samme regler gælder for et tjenstligt forhør. 

Der er i Kirkeministeriets afgørelse endvidere lagt megen vægt på, at politiet var indblandet, idet de kørte præsten hjem. Afgørelsen nærmest antyder, at politiets indblanding lignede en anholdelse. De pågældende betjente ses ikke at have været udspurgt om, hvordan de kom ind i sagen, hvilket burde være sket – også af en dommer. 

Min opfordring til at gennemføre et tjenstligt forhør med udpegede advokater – det sikrer høj grad af retsbeskyttelse – blev afvist af Kirkeministeriet med den begrundelse, at ”sagen ikke kan behandles som et disciplinært forhold med et dertil hørende tjenstligt forhør”, da ”sagsgrundlaget er diskretionært og i det væsentlige omhandler vurderingen af uegnethed”. Begrundelsen er bemærkelsesværdig, eftersom afskedigelsen netop ikke var motiveret af en generel bedømmelse af præstens egnethed, men næsten udelukkende bedømmelsen af et omstridt begivenhedsforløb på stiftsstævnet. Det var jo dette begivenhedsforløb, som fik biskoppen til at indlede afskedigelsessagen. 

Naturligvis ville præsten risikere, at hun efter et tjenstligt forhør alligevel var blevet afskediget, men så havde alle implicerede været sig bevidst, at sagen var blevet behandlet betryggende i respekt for præstens retssikkerhed. Nu skaber denne præsteafskedigelse velbegrundet bekymring for, om historien om kokken i Peder Paars gentager sig for andre folkekirkepræster, hvilket er et klart samfundsproblem. Præsten er indforstået med, at hendes navn oplyses. Hun hedder Therese Strand Kudajewski. 

Kristine Garde, retsteolog, ph.d

fodnote 1: Sagen omtales i anonymiseret form, selv om præstens navn oplyses til sidst. Tidehvervs redaktør er bekendt med Kirkeministeriets afgørelse om præstens afskedigelse.