Af Morten Brøgger, tidehverv nr. 10, s. 197-199

I en tid, hvor muslimer i Danmark hylder Hamasledere og støtter den palæstinensiske kamp mod Israel, kan det være tankevækkende at deltage i en sangaften med højskolesange. Det er dog ikke just altid opmuntrende tanker, der vækkes. 

På en sådan sangaften kan man støde på den særegne alliance, der findes i Højskolesangbogen, mellem kristentro og kulturradikalisme. Jeg kalder det en alliance, fordi der ikke blot står kristne salmer side om side med kulturradikale, ateistiske viser, men denne blanding findes stundom også i en og samme sang. Vi kan finde den uafkortede bekendelse til skaberen i en salme som Vi pløjed’ og vi så’de (”Han er jo den, hvis vilje opholder alle ting”; ”Alle gode gaver, de kommer oven ned”) og den klare, utvetydige bekendelse til frelseren i en salme som Hil dig frelser og forsoner (”Du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold”). Men vi kan også finde visen af Poul Henningsen med titlen I dit korte liv. Heri besynger han det korte liv mellem fødsel og død, og med et nik til Shakespeares Stormen skriver han: ”Vores lille liv sluttes inde af en søvn.” En søvn som visen slutter med at erklære for drømmeløs. Den ateistiske bekendelse lyder i andet vers: ”Alle som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift. Mennesket har dyrket en hob ideer som erstatning for naturlig drift.” Denne naturlige drift er med en vitalistisk klingende formulering: ”Hvert atom forlanger du skal leve.” Visen er fra 1941, hvor tyskerne jo udfoldede deres livsappetit i et orgie af had og udslettelse. Heroverfor sætter Poul Henningsen ”den jordiske kærlighed”, som har ”våben mod et ragnarok”. Og det er, som om han mener, at denne kærlighed er menneskets bestemmelse, når han anfører, at vi blev til kærlighed: ”gjort i elskov”. Det er den kærlighed, som han året forinden havde bestemt som en vild blomst, der ville gå ud i gartnerhænder: ”Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig … De ord, vi svor med hånd og mund, de gælder kun den korte stund, det netop er kysset fra dig, jeg ka li.” 

Men vi kan også i Højskolesangbogen finde eksempler på, at denne alliance mellem kristentro og kulturradikalisme i nogle sange bliver, hvad man kunne betegne som en fusion. Det sker for eksempel i Jens Rosendals Forelskelsessang, som handler om forelskelse, der slår benene væk under den forelskede: ”Alting råbte: lev det!” Kærligheden, forelskelsen tolkes som en gave fra Gud: ”Vorherre selv bød ind til fest … i kærlighedens sale.” Og om de to forelskede siges det, at de: ”slugte livets tale”. Livet og Vorherre smelter her sammen. ” Talen lyder: ”Kærligheden er og bliver og hvad end hele verden sir, så har den vore hjerter.” Vi har altså i kærligheden/forelskelsen med en livskraft at gøre, der bemægtiger sig menneskene. Som man derfor må give efter for, hvad end verden siger, altså selvom der kunne gøres indvendinger eller tages andre hensyn. ”Lev det” – eller som Poul Henningsen skrev: hvert atom forlanger det. Hvad der hos sidstnævnte var en ren naturlig drift, tolkes af Rosendal som en ytring af netop det gudskabte liv. 

Jeg har tidligere i bladet gjort rede for, hvordan vitalismen prægede det 20. århundredes (tidehvervs-)grundtvigianisme¹. 

Kristentroen blev her tolket som en forløsning af det jordiske liv i den forstand at menneskene ved troen frisattes til at leve jordelivet fuldt ud uhæmmet af moralisme og livsfrygt. Den kristne eskatologi blev flyttet fra endetiden ind i nuet, opstandelsen og det evige liv var ikke længere et håb for, hvad der kom efter døden, men en nutidig realitet i kraft af troen. Troen blev som hos R. Bultmann opstandelse til et liv i åbenhed for den fremtid, som kun modtages af Guds hånd, i den forstand ville man tale om ”evigt” liv. 

Af denne vitalistisk prægede grundtvigianisme kommer den alliance mellem kristentro og kulturradikalisme, som højskolesangbogen vidner om. Af den følger også de senere års udbredte afsked med troen på den legemlige opstandelse og livet efter døden (Sandbeck, Grosbøll, Ramsdal et al.) I stedet er trådt en poetisering i fortolkningen af Det nye Testamentes opstandelsesforkyndelse. Der er kommet et flimrende, upræcist sprog, som kun antydningsvis siger noget, og som nærmest er skabt til at være glat og ufastholdeligt som våd sæbe, som for eksempel når man i morgenandagten på P2 taler om ”dage gennemlyst af Guds lys” (citeret efter hukommelsen) – hvad mener man med det? Jeg tør ikke give et bud. Poetiseringen af opstandelsesbudskabet dækker dels over afskeden med den legemlige opstandelse, dels over at de autentiske, fulde liv, som troen skulle føde, mest af alt fremstår som en påstand, der ikke er hold i (jf. salmelinjen: ”så hold os fast på drømmen: At du er livets kilde”, hvor troens indhold omtales som en drøm). Man afskaffer helt eller delvis det hinsidige (Gud, det evige liv) ved at gøre det til blot en særlig evangelisk retorik, der skal forløse jordelivet mellem fødsel og død. 

Det medfører, at der intet højere eller sandere findes at kæmpe for end det ”naturlige” menneskeliv. En fordring om, at man må påtage sig lidelse og ofre, ja, at der er noget, der er værd at ofre livet for, giver ikke længere mening, og må affærdiges som misforstået askese og fjendtlighed mod livet. Hævder man, at evangeliet indeholder en konflikt mellem det at leve som kristen og det at leve det ”naturlige” menneskeliv, beskyldes man for manikæisme (jfr. Knud Hansens polemik mod Kierkegaard). 

Samtidig har vi i løbet af det sidste halve århundrede fået en stadig større andel af muslimer til landet, hvilket medfører, at vi ikke blot skal forholde os til, at de har en anden tro, men også til at de i stigende grad ud fra islam vil stille krav til vores samfundsindretning og vores hverdagsliv, efterhånden som de kommer til at udgøre en større proportion af befolkningen.

For omkring 20 år siden hørte jeg Niels Højlund holde foredrag om, hvordan vi skulle klare den udfordring. Hans svar var en grundtvigsk variant af to-regimente-læren: Vi kunne være uenige med muslimerne om troen, men vi måtte til gengæld mødes i det folkelige, hvor vi på neutral eller fælles grund kunne diskutere politik og samfund. Trods det sympatiske i at søge en løsning, må man sige, at forslaget var en fejlbedømmelse af, hvordan forholdet mellem tro og samfundsliv/politik opfattes i islam. Det står efterhånden klart for undertegnede, at i de muslimske lande, hvor man har eller har haft en delvis sækularisering af samfundet, har denne ikke haft sin rod i islam, snarere tværtimod. Det har ofte været et resultat af vestlig indflydelse. Denne indflydelse er aftagende nu. Vi kan for eksempel se, hvordan Tyrkiet under Erdogan i vid udstrækning er undergået en konservativ islamisk reformation. I Iran skete omvæltningen som en revolution i 1979. 

Samtidig er der undersøgelser, der viser, at unge muslimer i Danmark er mere konservative eller fundamentalistiske end deres forældre og bedsteforældre². 

Muslimsk Ungdom (i Danmark) udtalte tilbage i 2017, at det aldrig kunne komme på tale at assimilere sig, for islam var ”et komplet livssystem, hvor samfund og spiritualitet er to sider af samme mønt”³.

Det er altså ikke sådan, at jo længere siden det er, at en familie immigrerede til Danmark, desto mere assimileret bliver dens medlemmer. Halime Oguz har i Information i anledningen af en imams opfordring til unge muslimer om at pjække fra skole for at deltage i fredagsbønnen skrevet: Budskabet er klart: ”De unge muslimer skal adskille sig fra alt, der ikke er ’rigtigt’. De skal leve ’halal’. Og de skal undgå fester, rusture og samvær med klassekammerater, der har ’forkerte’ værdier, alt hvad der er ’haram’. For de her typer er det danske samfund grundlæggende haram.” ”De unge fastholdes i en snæver religiøs ramme, der kontrollerer deres valg og hæmmer integrationen. De islamiske ledere opbygger mure mod danske værdier og livsførelse, og religiøse dogmer og moralforestillinger står skarpt over for frihed og sekulære værdier.” Hun erkender, at Det islamiske Trossamfund har taget afstand fra den pågældende imams opfordring, men er dog overbevist om, at ”når en muslimsk studerende i dag søger råd hos sin imam, vil svaret forstemmende ofte stadig være det samme: Beskyt dig mod danske værdier.” ⁴

Det har været rystende at se, hvordan Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober sidste år blev fejret blandt muslimer i Danmark. Hvordan det blev fulgt op af demonstrationer, hvor man råber på palæstinensisk herredømme fra floden til havet, altså Israels udslettelse. Hvordan trusselsniveauet mod jøder i Danmark er steget i det forgangne år. Det vidner alt sammen om større loyalitet mod muslimske trosfæller i Mellemøsten, end mod medborgere her i landet. 

I Magnus Ranstorps nyligt udkomne, informative bog Hamas – terror indefra kan man blive klogere på, hvad det er, muslimer her i landet støtter, når de støtter den palæstinensiske kamp. Hamas er udsprunget af Det muslimske Broderskab. Ud over deres militante, terroristiske aktioner mod Israel, har Hamas også udfoldet store anstrengelser for at reformere samfundet i Gaza. Ahmed Ismael Yassin, en af Hamas’ grundlæggere, begyndte inspireret af Det muslimske Broderskabs kamp for at afmontere de sekulære arabiske regimer at etablere en række institutioner blandt palæstinenserne ”som islamiske kulturcentre, klinikker, ungdomsklubber og børnehaver” i 1970’erne⁵.

Det skete gennem organisationen Mujama al-Islamiyya. Den havde et socialt program, som var ”orienteret mod at fremme en islamisk livsstil med særligt fokus på familieliv og kvinders rolle i samfundet. Programmet sigtede mod at integrere islamiske værdier i alle aspekter af det daglige liv.” (64) Man gjorde her en ”massiv indsats for at indgyde sand islam i den enkeltes sjæl, som senere skulle være grundlaget i en kamp for national befrielse. Det var også en periode med store investeringer i moskébyggeri.” (49) Man overtog Det Islamiske Universitet i Gaza og kombinerede dér uddannelse og islamisk orientering. ”Islamisterne begyndte at organisere demonstrationer mod venstreorienterede og sekulære kræfter i det palæstinensiske samfund. … Gennem chikane, vold og trusler angreb islamisterne PLO, nationalister og sekulære symboler, mens de gradvis indførte kønsadskillelse, regler for korrekt påklædning og islamisk klædedragt på universitetet.” (50) Hamas begyndte sit virke i december 1987, i sit manifest, som kom året efter, understreges det, at ”der er brug for grundlæggende ændringer i skolernes læseplaner for at frigøre dem fra indflydelsen fra vestlige orientalister og missionærer”. (59) 

I kølvandet på Frederik Vads såkaldte tredje erkendelse vedrørende integrationen af indvandrere (nemlig at man ikke er integreret, hvis man i Danmark arbejder for at fremme samfundsformer og skikke, der strider mod dansk lov og sædvane) er der fremkommet historier, der drager offentligt ansattes loyalitet mod Danmark i tvivl. Vi har blandt andet hørt om integrationsmedarbejderen i Aarhus kommune og medlem af Det nationale Integrationsråd, der på Facebook hyldede den afdøde Hamasleder Ismail Haniyeh. Man må spørge, hvad vi har at stå imod med over for et stigende pres fra muslimer i Danmark om at give indrømmelser til deres ”livssystem”, hvis kernen i vores selvforståelse er den ovenfor skitserede kulturradikale kristendom, hvor det drejer sig om en dyrkelse af livet. Hvor evangeliet er sat i tjeneste for menneskelivet. Hvor det derfor gælder frem for alt længst muligt at bjærge sit eget liv og få det til ”at lykkes”. 

Morten Brøgger 

Noter:

1: Se mine essays: Menneskefrygt og gudsfrygt, 2014 (om bl.a. Knud Hansen), og For menneskelivets skyld, 2018 (Om Kaj Thaning). 

2: Jyllands-Posten 30.10.2024. 

3: Citatet kan bl.a. findes på Den Korte Avis. 

4: Information 17.9.2024. 

5: Ranstorp, s. 48, ved de følgende citater anføres sidetallet i parentes efter citatet.