Af Jesper Bacher, Tidehverv 2025, nr. 3, s. 25-26

”Vin gør de levende glade”, siger Prædikeren, men sådan er det ikke ganske for Mads Davidsen, biskop over Fyns stift. Altervin gør ham faktisk lidt ærgerlig, når nu folkekirken forsøger at være et inkluderende fællesskab, og der er en del mennesker, som ikke drikker alkohol. ”Der burde være hvid januar i folkekirken året rundt”, lød overskriften på det indlæg i Jyllands-Posten, hvor den fynske højærværdighed i begyndelsen af året opfordrede til diskussion, om det er nødvendigt at servere alkohol i kirkerne, og hvorvidt man kunne ”nøjes med en enkelt kande med god druesaft”.

Diskussionen om altervin versus druesaft er jo velkendt, men jeg mindes ikke, at jeg før har hørt en biskop spørge, om det overhovedet er nødvendigt at servere alkohol i kirkerne? Man kunne ellers tro, at det høje embede ville mane indehaveren til en vis ærbødighed og veneration over for gammel kirkeskik. Ja, måske endog en fornemmelse for, at der ikke bare er vane, men også teologi i altervinen. Nuvel, det er ikke alle illusioner, man får lov at beholde.

Mads Davidsen fortæller, at han selv har valgt alkoholen fra, og biskoppens akavede oplevelser ved altergangen er en del af baggrunden for hans opfordring. I nogle kirker serveres der kun vin, og så har biskoppen enkelte gange måtte drikke vin, selv om han helst var foruden. I andre kirker bliver de, som ikke drikker alkohol angiveligt udstillet, når præsten stopper op i liturgien for at hente en særlig kande med saft, og i atter andre kirker er det præsten, som efter bedste evne forsøger at vurdere, hvem der er gamle nok til vin, og hvem der skal have saft, og det giver en underlig vilkårlighed i uddelingen. Forlegenhed ved alterbordet er jo ikke rart, så Mads Davidsen er åben for, at alle bare skal have druesaft. I Kana forvandlede Jesus vand til vin, men den fynske biskop ser gerne, at folkekirken laver et liturgisk forvandlingsnummer og serverer saft, som var det vin. Det er da også en slags transsubstantiation. ”Du har gemt den gode vin til nu”, siger skafferen til værten ved brylluppet i Kana, men sådan kan man ikke just sige om Mads Davidsens nutidige udvandingsforslag. Den gamle formand for Danmarks Afholdsforening, Henning Sørensen, udtalte engang, at beretningen om vinunderet ved brylluppet i Kana burde være fjernet fra Bibelen ”sammen med andet underlødigt stof”. Så vidt går den biskoppelige afholdsmand dog ikke i sit debatindlæg. Han henviser slet ikke til Skriften, men det er jo også let at leve med tekster, som siger en imod, hvis man ikke tager dem alvorligt. Biskoppen fortæller, at han ikke drikker alkohol, ”så jeg altid er klar i hovedet til at arbejde og træffe beslutninger”. Det sobre klarsyn kan nu ikke rigtigt spores i Mads Davidsens betragtninger vedrørende altervinen. ”Drik ikke bare vand, men tag også lidt vin”, lyder Pauli råd til Timotheus. Her udspringer apostlens råd ganske vist af hensyn til Timotheus' helbredstilstand, men kunne man på nytestamentlig tid drikke lidt vin for sin maves skyld, kunne biskoppen måske også indtage lidt vin under altergangen, selv om han ellers ikke drikker alkohol uden at gøre sine oplevelser til et folkekirkeligt problem? Sådan skulle det altså ikke være, og Mads Davidsens indlæg kalder på et ædrueligt forsvar for altervinens vigtighed. Vin er stærke sager i Bibelen. Det fremgår med al ønskelig tydelighed, både når vin gør de levende glade, som hos Prædikeren – druesaft har erfaringsvis ikke helt den samme betydning for stemningen – og som når det i Ordsprogenes Bog hedder, at vinen ”ender med at bide som en slange, spy gift som en hugorm”. Vinens symbolske mening ligger selvfølgelig også i vinens styrke og forvandlende kraft med stærk vished om, at det både kan blive til glæde og fordærv. Druesaften vil tage saft og kraft ud af nadverelementet, og det er det sidste, folkekirken har brug for, her som i andre henseender. Desuden er nadverfejringen ikke noget, man skal gøre sig til vilkårlig herre over, fordi man måtte opleve en smule forlegenhed. Vi tror, at nadveren er indstiftet af Herren Kristus til det jødiske påskemåltid, hvor man drak vin, og det er ikke noget, som bare kan ændres, fordi det kommer nogen på tværs. Når vi modtager nadveren, er vi gæster hos kirkens Herre, og gæster bestemmer ikke menuen, det gør værten.

Så er der biskoppens tale om det inkluderende fællesskab. Er det et dilemma, at vi bruger altervin, når der er medlemmer af menigheden som ikke drikker og tåler alkohol, og derfor kun kan modtage alterbrødet? Hvis de da ikke er glutenallergikere. Overhovedet ikke! Folkekirken udelukker ikke sine medlemmer fra nadverbordet, det gør de selv, når de af forskellige og sommetider særdeles gode grunde ikke drikker alkohol. Jeg tror nu heller ikke, at de fleste afholdsfolk har nogen forventning om, at nadveren rettes ind efter dem. Vi undlader heller ikke vand i dåben, fordi der er nogen, som ikke kan lide at få vand i hovedet, eller fjerner krucifikserne fra vores kirker, fordi der er nogen, som dårligt tåler at se billeder af lidelse og død. Der bliver ikke mere plads til den svage, fordi man svækker kirkens udtryk. Det er misforstået hensyntagen at spille hensynet til næsten ud mod hensynet til nadverens rette forvaltning. Mads Davidsen har dog en pointe, når han skriver, at eftersom de fleste kirker har indført en kande med saft, viser det, at ”hvorvidt der serveres vin eller ej, ikke handler om teologi, men alene om vane.” Det kan tjene til forvirring, at man også byder på druesaft under nadveren, men det viser imidlertid ikke, at brugen af vin bare handler om vane. Det kalder snarere på en skærpet bevidsthed om vinens særlige betydning, men det er dog meget bedre med to muligheder end at henvise alle altergæster til druesaftens pauvre nadversurrogat. Desuden må det være gejstlighedens opgave at fortælle de tvivlrådige og usikre, og her kunne de fynske præsters tilsynsmand passende gå forrest, at man ikke får halv nadver eller skal fattes et gran af Herrens nåde, fordi man kun modtager alterbrødet. Jeg er med på, at der kan være særlige nødsituationer, hvor man må afstå fra at bruge vin til nadveren, det oplever jeg selv som fængselspræst i en lukket verden, hvor al alkohol er bandlyst og dermed også altervin. Men det er egentligt for galt, og jeg håber en dag at få det ændret. Jeg er ikke fri for at se det som en art krænkelse af de indsattes religionsfrihed. Det anføres sommetider, at vinen blot er noget ydre, så hvorfor gøre så meget ud af det? Er det ikke ordet og troen, som tæller? Er nadveren ikke en hjertesag frem for en smagssag? Det er sandt, at vinen er noget ydre, men det ydre er ikke det samme som det ligegyldige og betydningsløse. I nadveren er vinen en tjener og skal give skikkelse til det indre, til den nye pagt i Jesu Kristi blod. Det synlige skal vise det usynlige, og hvad viser druesaften? At nadveren er en tynd kop te? Det ville være en sørgelig misforståelse. Vin er det tegn, som vi har fået overleveret, og det skylder vi at værne om. De teologiske tømmermænd hører druesaften, ikke vinen til.

Jesper Bacher