Af Elisabeth Krarup Jensen, tidehverv 2025, nr. 4, s. 41-43

Jeg ved ikke noget mere trist, end når jeg i mit provsti erfarer, at endnu et lille sogn bliver lukket ned. I 18 år har jeg været vidne til, hvorledes det ene mindre, selvstændige sogn efter det andet er blevet lagt sammen med nabosognet, fordi man fra stiftet og provstiets side har ment, at arbejdsopgaverne var for få til en fuldtidssognepræst. Denne sære måde at afgøre et sogns ret til selvstændighed på har jeg skrevet om tidligere, og det er derfor ikke det, der er mit ærinde i denne artikel. Nej, grunden til, at jeg indleder med denne konstatering, er, at det er gået op for mig, at der i den kirkelige lovgivning tildeles medlemmerne af folkekirken en ret til illoyalitet over for deres sogn, som er lige så stor en trussel mod de små sogne som affolkningen og djøf'ernes excelark.

*

Jeg har indtil for et år siden gået i den vildfarelse, at mit sogns grænser tydeligt udstak, hvem jeg i mit embede var forpligtet på at betjene som præst og derfor også, hvem jeg ikke var forpligtet på. Jeg har indtil for et år siden gået i den vildfarelse, at mine sognebørn var en konkret defineret størrelse afstukket af sognets grænser med den undtagelse, at folk udensogns fra kunne anmode om sognebåndsløsning, hvis de af forkyndelsesmæssige årsager – dvs. for deres samvittigheds freds skyld – fandt sig bedre til rette under min prædikestol end under deres stedlige præsts. En anmodning, jeg selv skulle vurdere. Men den vildfarelse er jeg nu kommet ud af, for jeg er blevet klar over, at i princippet er mit embedsområde uden en fast grænse. Den afstikker i princippet min biskop. Men det skal hun nu ikke klandres for, for hun følger såmænd blot den lov fra 1991, der ændrede reglerne for retten til at løse sognebånd. Og det er en ændring, som er ret fatal, hvorfor det er loven, der skal klandres og ændres, hvilket følgende sag gjorde mig opmærksom på. I mit bysogn ligger der en kommuneskole, som underviser ikke bare mine sognebørn men også en stor del af mine nabosognes, fordi de små landsbyskoler, som bekendt, er en saga blot. Og derfor sker det ikke så sjældent, at jeg af vordende konfirmandforældre fra omegnens sogne bliver spurgt, om ikke deres datter eller søn kan få lov at blive konfirmeret sammen med vennen eller veninden i Augustenborg Slotskirke. Det vil, lader de mig forstå, betyde så umådelig meget for barnet på den store dag. Dertil har jeg altid svaret, at jeg ikke vil være med til at tømme mine små nabosogne for konfirmander, for de kæmper i forvejen en urimelig kamp for at få lov til at bestå som selvstændige sogne. Og tillader jeg, at konfirmanderne frit selv kan vælge, hvilken kirke de skal konfirmeres i, så er jeg ret overbevist om, at konfirmanderne vil samles i Augustenborg.

Det skyldes på ingen måde, at jeg er en særlig populær præst blandt ungdommen, ej heller at konfirmandforældrene er mere begejstrede for min forkyndelse end nabopræstens, men det skyldes alene, at ungdommen vil gå i flok op ad kirkegulvet med kammeraterne og veninderne. Og da flokken af konfirmander er størst i mit sogn, så vil den trække de andre til sig. Men selvom det ikke har været populært at stå fast på sognegrænserne, så har jeg indtil for et år sid-en ikke haft problemer med mine afslag. Forældrene har accepteret mine argumenter, og jeg har kun afveget fra mine principper, hvis der har været tale om et barn, der for at slippe for drillerier og grove forfølgere søger ly i min konfirmandstue. Med andre ord: jeg – og for den sags skyld – også mine nabokolleger er enige om, at sognegrænserne ligger fast. Hver konfirmand tager hjem til eget sogn for at blive undervist og konfirmeret. Sådan har forholdene været håndhævet uproblematisk i 18 år, indtil et meget ihærdigt forældrepar ikke ville respektere, at jeg afviste at konfirmere deres barn, blot fordi vedkommende selv ville bestemme, hvor og med hvem han skulle konfirmeres. De anmodede derfor om sognebåndløsning for deres barn i håb om, at de ad den vej havde reddet ham en plads på holdet i Augustenborg. En anmodning, jeg afviste, fordi der på ingen måde var tale om, at forældrene af forkyndelsesmæssige grunde ville under min prædikestol. Vel nærmest tværtimod.

En sådan afvisning kan ifølge gældende lov om sognebåndsløsning indklages for biskoppen, og det blev den, hvormed det gik op for mig, at en sådan sag var ganske ukendt, for biskoppen og dennes stiftsfuldmægtig måtte henvende sig til Kirkeministeriet for at få, som de skrev: ”en afklaring af forståelsen af sognebåndsløsningsinstituttet og fortolkningen af medlemsskabsloven, og herunder et medlems adgang til at løse sognebånd til en sognepræst udenfor sit bopælssogn”. Og for at gøre en meget lang historie kort så svarede Kirkeministeriet, at præsternes frihed til at afvise en sognebåndsløser i 1991 blev begrænset. For med 1991-loven – som er gældende lov – tog man hensyn til, at der bag de fleste ønsker om sognebåndsløsning ligger en tilknytning til vedkommende kirke og menighed snarere end kirkelige retningsbestemte overvejelser. En sådan tilknytning vil ofte skyldes, at ansøgeren tidligere har boet i sognet. Tillige blev det understreget, at der skal foreligge afgørende hensyn imod at antage en person som sognebåndsløser, såfremt en ansøgning herom skal kunne afslås. Ved vurderingen af, om sådanne afgørende hensyn gør sig gældende, vil den grad af tilknytning, som ansøgeren påberåber sig til sognet, eller ansøgerens begrundelse i øvrigt, være af betydning. Og så skal det også nævnes, at en evt. afvisning kun kan komme på tale, hvis begrundelsen er af arbejdsmæssig karakter og dermed rummer en hensyntagen til sognemenigheden.

På den udtalelse desavouerede biskoppen min afgørelse. Og på den udtalelse blev jeg bekendt med ændringen af loven om sognebåndsløsning i 1991, en ændring som er ganske radikal, fordi den gør op med den oprindelige tanke om retten til sognebåndsløsning, sådan som den var formuleret i loven før ændringen af 1991: Ingen præst er pligtig til at modtage sognebåndsløsere, men modtager han dem, er han både med hensyn til kirkelige handlingers udførelse og med hensyn til sjælesorg stillet ganske på samme måde over for sognebåndsløseren som over for sin egen menigheds medlemmer. Med andre ord, indtil 1991 var det alene præstens afgørelse, om han ville imødekomme en anmodning om sognebåndsløsning, og det var derfor en afvisning, som ikke kunne påklages. Hvorfor? Fordi sognebåndsløsning sker til præsten og ikke til sognet, og det gør den, fordi muligheden for sognebåndsløsning alene blev indført af hensyn til folkets trosfrihed. Det var ikke en ret til kvit og frit at kunne vælge sin præst efter forgodtbefindende eller af sentimentale grunde. Men sådan er det ikke længere, nu er tilknytningsforholdet til sognet blevet afgørende for afvejning-en af en anmodning om en sognebåndsløsning. En tilknytning som altså også omfatter det forhold, at ens venner bliver konfirmeret i sognet. Det er en skam, for det skaber en ulige kamp sognene imellem, som de store vinder, og det burde man gøre noget ved, hvis man mente noget alvorligt med talen om at holde liv i de små landsogne. For tendensen er, så vidt jeg har erfaret, at få præster afviser konfirmander, der ikke bor i sognet og da slet ikke sognebåndsløsere, hvorfor de små sogne i større og større grad bliver tømt for konfirmander. Men det burde man gøre. Man burde selvfølgelig først og fremmest få tilbageført lovgivningen, således at sognestrukturerne ikke bliver ødelagt, blot fordi kirken vil være servil og imødekommende. Man burde i langt højere grad henvise udensogns konfirmander til deres egen sognepræst for således at understrege, at et sogneforhold også er et spørgsmål om loyalitet mod det givne. For det var ikke på grund af kirkens manglende servilitet eller frygten for utilfredshed blandt folket, at Grundtvig kæmpede så indædt for at få sognebåndsløsningen indført.

Det var tankevækkende nok pga. af det teologiske opgør om dåbsritualet med fornufts- og universitetsteologien, han førte med den rationelle stiftsprovst H. G. Clausen og sønnen, professor H. N. Clausen. Det var i forsvaret for ”den tusindaarige Daabspagt”, at han plæderede for samvittighedsfrihed i trosspørgsmål. Derfor kravet om sognefrihed. Men denne sognefrihed er med 1991-loven blevet til en ret, der fremmer alt andet end åndsfriheden, for den fremmer i stedet en usund flokmentalitet blandt de unge og en ikke klædelig ukollegialitet blandt præsterne. Og uanset Grundtvigs bombastiske frihedstanker, hvad angik kirkens indretning, uanset han var imod enhver kirkelig tvang, fordi han ville håndhæve, at ånden kun kan færdes i frihed, så angik hans bekymring folkets sjælefred og ikke, om altervinen smagte bedre i nabosognet. Nej, det var åndsfriheden, han værnede, men ikke en frihed, der skulle opelske en forkælet ret til at svigte sin sognekirke og således medvirke til at lukke den.

Elisabeth Krarup Jensen