Af Søren Krarup, Tidehverv, nr. 1. januar, 2012, s.1-5.

Systemet Politiken – det er et andet ord for den herskende klasse i Danmark. Ikke nødvendigvis i politik. Ikke hvad angår penge og position. Men i spørgsmålet om den rette tone, de ”rigtige” meninger, de korrekte og toneangivende holdninger i medier og offentlighed.

Der er som bekendt tale om et udtryk, som Harald Nielsen anvendte i et foredrag i Studentersamfundet i 1907, og som han siden brugte som titel på en lille bog, han udgav samme år, og i hvilken han gjorde op med den ensretning, som udgik fra dagbladet Politiken. For så vidt et opgør med ideologien fra ”det moderne gennembrud” af 1871, en kritik af det, der siden er blevet kaldt for kulturradikalismen, og som havde held til at præge og bestemme det 20. århundrede i Danmark. Forsvarsnihilismens position. Samarbejdspolitikkens holdning. Indvandringspolitikkens ideologi.

Den herskende klasses herskende meninger, i kraft af hvilke et historisk og nationalt bestemt Danmark blev undergravet af ”organet for den højeste oplysning” (Politiken 1884).

Dette organ for den højeste oplysning fik ny chefredaktør i det forløbne år efter Tøger Seidenfadens død, hvem Tidehverv tidligt diagnosticerede under overskriften ”Friheds abstrakte ven” (oktober 1989), og den nye chefredaktør hedder Bo Lidegaard og har en fortid som betroet embedsmand i udenrigs- og statsministeriet samt en flittig forfatter af historiske og biografiske værker. Vi har ment, at dette gav ham forudsætninger, som hævede ham over Tøger Seidenfadens vulgært kulturradikale linie. En historiker bør have sans for historie. En historiker burde kunne forholde sig kritisk til Systemet Politiken.

Men Bo Lidegaard gør det ikke, og det er det typiske ved Systemet Politiken 2011.

I det forløbne år har Bo Lidegaard nemlig udgivet en slags oversigtsværk, ”En fortælling om Danmark i det 20. århundrede”, og her finder man kulturradikalismen i typisk og ufortyndet udgave. Hensigten er tilsyneladende refererende. Bo Lidegaard vil netop fortælle om Danmark i det 20. århundrede. Det er imidlertid ikke en historiker, men en kulturradikal ideolog, der fortæller.

I bogens afsluttende kapitel med den karakteriserende overskrift ”tankegodset” skildrer Bo Lidegaard den holdning, som det nuværende Danmark efter hans påstand er nået frem til, og som tydeligvis er Bo Lidegaards: ”Lige fra de første reformer af ægteskabslovene efter Første Verdenskrig har velfærdsudviklingen og lovgivningen konstant søgt at frigøre den enkelte fra afhængigheden af familien, børn og ældre. Den revolution, det har ført med sig, er ikke mindre gennemgribende end de øvrige fundamentale ændringer, Danmark har gennemlevet i det 20. århundrede. Det er ikke svært at pege på, at meget er gået tabt gennem denne radikale frigørelse af det enkelte menneske. Men det er vigtigt også at huske på dét, som er vundet. Det moderne, frigjorte menneske står stærkt rustet til at møde de krav, globaliseringen stiller, og til at udnytte også de muligheder for personlig udfoldelse, der følger med”.

Denne skildring af den moderne danskers frigjorthed ”af familien” er jo billedet af et menneske, der er ahistorisk, idet historie er et andet ord for afhængighed af det eksisterende, familie, børn og ældre og dermed også af nationen, som jo rent sprogligt betyder det medfødte, og det siger dermed sig selv, at Bo Lidegaard er i opposition til den danmarkshistorie, der taler om det givne og dettes forpligtende karakter for en dansker. Bo Lidegaard er slet ikke historiker. Men han er ideolog, idet han forholder sig til en idé eller en anskuelse, og han er kulturradikal ideolog, fordi hans anskuelse er den frigjorthed, der ikke vil vide af nogen bestemt og dermed forpligtende bundethed. For denne dansker er alt muligt og alt frit. Han har kun sin egen emancipation og tilfredsstillelse som kompas. Og mindst af alt har denne frigjorte dansker dermed et ansvar for eller et forhold til Danmark.

Bo Lidegaards ”fortælling om Danmark i det 20. århundrede” er derfor fortællingen om nedlæggelsen af Danmark. Ikke uden grund er Bo Lidegaard ubetinget tilhænger af globaliseringen med FN og EU og alt, hvad der er overnationalt. Han er ikke selv draget til ansvar for sit folks og fædrelands eksistens. Men han dyrker ideen eller det ideelle samfund, hvad der i hans historiefortælling viser sig i, at hans ideal eller formål er samfundsformen, den ideologi, der har demokratiet som det væsentlige og afgørende.

Hvem er du selv? – dette er jo spørgsmålet, der må stilles enhver historiker. Hvor er du selv? – idet den historiefortællende dansker selvsagt må gøre rede for sit eget forhold til det Danmark, han fortæller om. Men Bo Lidegaard er ikke tilstede. Bo Lidegaard har idealet om det demokrati, der fører til menneskets frigørelse, og i forhold til dette ideal er Danmarks eksistens og skæbne underordnet.

Derfor er Bo Lidegaards helte i det 20. århundredes Danmark Det radikale Venstres ledere, og derfor er helten over alle helte P. Munch – manden, der var ansvarlig for 9. april 1940. Det var som bekendt P. Munch, der skrev det meste af Det radikale Venstres partiprogram i 1905, og det punkt, hvor P. Munch især førte sig frem, var vedrørende Danmarks forsvar. I en meget uselvstændig gengivelse af Hørups kampagne mod ”militarismen” gjorde han forsvarsspørgsmålet til noget politisk afgørende i forhold til det Venstre, de radikale skilte sig ud fra. Det fremgår ikke af bogen, at Bo Lidegaard har læst meget af den ofte groteske argumentation, P. Munch hengav sig til vedrørende spørgsmålet om Danmarks forsvar i det første tiår af det 20. århundrede (må jeg være så ubeskeden at henvise til kapitlet om Peter Munch i: Søren Krarup: ”Hørups arv og arvtagere”, Gyldendal, 1961), men resumerende skriver Bo Lidegaard: ”Da P. Munch således ikke kunne få øje på nogen troværdig militær løsning på Danmarks sikkerhedsproblem, så han sig om efter andre muligheder. I mangel af bedre udviklede han den opfattelse, at landets overlevelse bedst kunne sikres ved en åndelig mobilisering ”af en fri og særlig kultur, der gennemstrømmer alle dele af befolkningen”. Dette så han som den eneste mulighed for ”at skabe sikkerhed for, at folkets nationale liv består, selv om den ulykke skulle komme over os, at staten bøjedes ind under fremmede voldsmænds vilje med krigens og erobringens brutale ret””.

Hvorledes folkets ”nationale liv” skulle bestå, når nationen var udslettet, og befolkningen i stedet hengav sig til ”en fri og særlig kultur”, fremgår ikke, men denne upræcise, frasefyldte brug af sproget er karakteristisk for Bo Lidegaard, og det bliver direkte komisk, da han ankommer til de kriseår, hvor både den første og den anden verdenskrig stiller direkte krav til Danmark om forsvar mod tysk aggression. Ingen gjorde sig nemlig illusioner om, at Danmark kunne afvise et tysk angreb – hverken i 1914 eller i 1939. Men derfor krævede nationens eksistens alligevel et dansk forsvar, som understregede det danske folks vilje til at bestå. Men sådan ser Bo Lidegaard og de radikale ikke på det: ”Danmarks forsvar skulle ikke forberede sig på krig og ville aldrig kunne tage kampen op over for et beslutsomt tysk angreb. I dette lys var konservative nationalromantiske forestillinger om et dansk territorialforsvar ikke bare ude af trit med virkeligheden, men også direkte farlige – og De Radikale gjorde ikke noget forsøg på at skjule, at de heller ikke nærede respekt for det tilhørende værdisæt omkring Gud, konge og fædreland. Forsvarets rolle var i den optik især at dæmme op for eventuelle anslag mod demokratiet … Det var demokratiet, ikke territoriet, den væbnede magt skulle forsvare”.

Denne sondring mellem Danmark og territoriet er ikke fri for at være komisk. Danmark er altså ikke et land, men et system. Danmark er demokratiet, ikke Jylland og de danske øer. Og derfor kan De Radikale og Bo Lidegaard sagtens lade Danmark forgå, når blot den radikale ideologi eller den rette frigjorthed består.

Og det hele fører sig frem under beråbelse på en særlig realisme …

Denne dybtgående utroværdighed bliver naturligvis særligt fremtrædende i forbindelse med 9. april 1940 og den tyske besættelse, hvor Systemet Munch blev afsløret for enhver, der ville se og fatte, hvad han så. Den sorteste dag i Danmarks historie. For her blev Danmark besat, hele Danmark, for første gang i sin historie, og her løj Systemet Munch for det danske folk og meddelte, at der i grunden intet var sket – ikke andet end en ændret magtfordeling i landet, hvorefter landets regering har besluttet at ”ordne landets forhold under hensyn til den besættelse, som har fundet sted”. (Den officielle regeringserklæring 9. april 1940). At Danmark var blevet erobret af Tyskland, at Danmarks selvstændighed eller suverænitet var ophørt efter den tyske erobring – dette spillede ingen afgørende rolle for P. Munch, som derfor også løj for det danske folk, idet han undlod at meddele denne afgørende sandhed. Men katastrofen er jo også kun i lige forlængelse af den skinvirkelighed, P. Munch havde opereret med siden 1905, og hvor Danmarks nationale virkelighed var erstattet af en ideologisk frigjorthed, en ”åndelighed” eller demokrati-dyrkelse, som ikke krævede dansk selvstændighed for at bestå. Demokratisme i stedet for fædreland – dette var Systemet Munch, som var i direkte forlængelse af Systemet Politiken, hvorfor Politikens nye chefredaktør er ganske enig med P. Munch.

Og at dette system løj for danskerne 9. april, at P. Munch påtvang det danske folk en fundamental forløjethed, som bragte en fremtidig national eksistens i fare ved ikke at ville kende forskel på selvstændighed og fremmed besættelse – sligt generer derfor heller ikke Bo Lidegaard, som i sin fortælling om Danmark i det 20. århundrede gør alt for at legitimere usandfærdigheden 9. april 1940. Han skriver: ”Herved var en politisk grundsituation etableret, hvorefter den danske regering forsøgte at holde Tyskland fast på løfterne fra 9. april, mens Tyskland omvendt måtte respektere dem, hvis konstruktionen skulle fortsætte. På denne knivsæg blev samarbejdspolitikken etableret. Den holdt gennem de følgende fem år – under vedvarende drama og omskiftelige omstændigheder”.

Nej, samarbejdspolitikken holdt netop ikke, fordi den var etableret på denne grundlæggende usandhed vedrørende dansk selvstændighed og nationalitet, og 29. august 1943 var det bedragne danske folks protest mod bedraget. Hermed brød Systemet Munch sammen, og det hjælper ikke, at Systemet Politiken i 2011 fastholder bedraget: ”Samarbejdspolitikken var ikke, som det ofte fremstilles, en glidebane, der opgav alle faste holdepunkter. Den var snarere en omhyggeligt udført overlevelsesstrategi, der havde ret faste grænselinjer, og som skiftede karakter, da disse blev overskredet den 29. august 1943. Samarbejdspolitikerne var ikke mindre moralske, indignerede eller modige end nutidens, men de stod med ansvaret og valgte at beholde det”.

Det er tankevækkende, at Bo Lidegaard her sætter lighedstegn mellem datidens og nutidens samarbejdspolitikere, og vi er nogle, der vil bekræfte parallelliteten. Der er mildt sagt også samarbejdspolitikere i dag, som på samme måde sælger ud af dansk selvstændighed, og som på samme måde benytter en rent ideologisk demokratisme eller frigjorthedsdyrkelse til at begrunde dette nationale forræderi. Men 29. august 1943 var et bedraget folks protest mod sådanne politikere, der ikke vil vide af forskellen på dansk og fremmed herredømme over Danmark, og den forvandling af danskerne, der fandt sted i de følgende årtier, er vidnesbyrdet om det opgør med Systemet Munch, som ikke ville erkende, at der er forskel på, om det er danskere eller fremmede, som bestemmer i Danmark. Udtrykket ”norske tilstande” var ikke en frase under besættelsen. Men det var udtryk for et folks krav om at vide besked med sin virkelighed, fordi der kun på virkelighedens grund var mulighed for en sand national eksistens.

Jeg kan ikke lade være med at citere en dansk modstandsmand fra sommeren 1945: ”Eftergivelsespolitikerne følte sig drevne af en ansvarstyngde, som i virkeligheden var uansvarlig. Når de blev ved med at give efter over for stadigt nye krav, var det sikkert ikke først og fremmest, som det ofte påstås, af personlig fejhed, men det var fordi de følte sig som folkets beskyttere. De nænnede ikke at lade uvejret komme over folket. Derfor talte de i tide og utide om det umådelige ansvar, der lå på dem. Og at der lå et stort ansvar på dem, havde de ret i, men det var blot ikke det ansvar, de yndede at skyde sig ind under. De havde det ansvar, at de var valgt til at regere og ikke til at lade stå til, de havde det ansvar at regere på grundlag af grundloven, at regere dansk. Dertil havde vi valgt dem”. (Vilhelm Krarup i: Opgørets Nødvendighed, Tidehvervs Forlag, 1945).

Sådanne samtidige vidnesbyrd vil imidlertid ikke anfægte Bo Lidegaard, for han hører og fatter kun sine kulturradikale meningsfæller. Det var dette, der var slående i hans biografi om Jens Otto Krag, hvor ideologien er trumf, og hvor eksistensens krav i forhold til familie og fædreland viftedes overlegent til side af en abstrakt ræsonnerende biograf, og det er samme grundsyn, der kommer til udtryk i hans lovsang af dem, der efter befrielsen fortjente at forme Danmark: ”De unge, veluddannede socialdemokrater, der nu var på vej op gennem partiets og forvaltningens geledder, havde også et helt andet syn på de kulturelle værdier, der bar det danske samfund. Med afsæt i Georg Brandes og den kulturradikale tradition orienterede den nye generation sig mod verden … De kulturradikale vendte sig imod religionens rolle i samfundet, latterliggjorde flommenationalismen og gjorde op med den bigotte seksualmoral”.

Det er jo tydeligvis sådanne kulturradikale, som beundres af Politikens nuværende chefredaktør, sådan som det også fremgik af biografien om Krag, og det er på denne baggrund indlysende, at Bo Lidegaard er en svoren tilhænger af EF og siden EU. Som han skriver i kapitlet om ”det europæiske perspektiv”: ”Set fra København ville den bedste løsning været et lag af koncentriske cirkler, hvor EF nok var kernen, men alle vesteuropæiske lande var omfattet, og hvor sigtet var gradvis sammensmeltning”. Det sidste udtryk er tankevækkende i sin meningsløshed: en sammensmeltning er nødvendigvis total og kan ikke være gradvis, eftersom den så ikke er smeltet sammen. Enten-eller. Enten efterstræber man det gradvise – eller også dyrker man det sammensmeltede. Jean Monnet og EF gjorde som bekendt det sidste. EU stræber efter den overnationale union, der var målet allerede i Romtraktaten, men det har samtidig været en politisk interesse i Danmark at lade dette totale formål overskygge af det gradvise, der består i det ene mere forpligtende skridt efter det andet. Således kan man camouflere sammensmeltningen.

Bo Lidegaard bakker helhjertet op om Jens Otto Krags taktik af denne art, idet han skriver: ”Krag fastholdt, at EF modsat at udvande Folketingets indflydelse til fordel for et fjernt og udemokratisk råd i Bruxelles gav Danmark enestående mulighed for at påvirke Europas videre udvikling på områder af vital betydning også for Danmark”. Men grundforholdet består: der er afgørende forskel på indflydelse og selvstændighed. Danmark kan måske opnå en beskeden indflydelse i EU, men det sker som bekendt på bekostning af EU’s overtagelse af dansk selvstændighed. Denne modsætning mellem europæisk indflydelse og dansk selvstændighed vil ingen europatisk politiker vide af, og Bo Lidegaard vandrer troligt i den kulturradikale Krags fodspor.

Det giver derfor sig selv, at han er ganske uden sans for indvandringens problematik. Ja, han nævner end ikke i sin fortælling om Danmark i det 20. århundrede den udlændingelov af 1983, der sammen med 9. april 1940 er århundredets mest afgørende begivenhed og utvivlsomt den mest fatale. Problemet er slet ikke gået op for Politikens chefredaktør. Det nationale, dvs. det etisk afgørende, den afgørende folkelige eksistens, er fremmed og ukendt for et menneske, der har et rent abstrakt og ideologisk forhold til virkeligheden, og de folkelige protester mod en indvandring i en gammel nation, der er i færd med at gøre danskerne fremmede i deres eget land, går derfor slet ikke op for Bo Lidegaard. Således er hans uforstand vedrørende den danske problematik i det 20. århundrede det gennemgående i hans bog. Hans skildring af de sidste to årtier af dette århundrede består stort set i mistænkeliggørelse af Glistrup og Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti med anvendelse af de velkendte udtryk ”fremmedfjendsk” og ”forestilling om en svunden tid”, idet han slutter sig til Jens Otto Krags efterfølger: ”For Svend Auken var indvandringen og integrationen de mindre onder. Langt værre var forsøgene på at slå politisk plat af disse problemer og stigmatisere udlændinge i Danmark. De folkevalgte politikere skulle holde sig for gode til at tale til vælgernes indre svinehund og måtte derfor tackle udlændingeproblemet som det, det var: et socialt anliggende”.

Så lidt forstod Svend Auken, og så lidt forstår Politikens chefredaktør. Så er det jo også meget nemmere at bedrive politisk hetz og gøre sine ængstede landsmænd til undermålere og tosser. Sådan var det under den tyske besættelse, og sådan er det i forbindelse med den folkevandring fra den tredje verden, der truer Danmark som nation. Systemet Politiken fatter ingenting. Politikens chefredaktør er end ikke i stand til at gøre rede for problemet. Han skriver: ”Hvis man satte lighedstegn mellem muslimer generelt og islamitisk terrorisme, ville det ikke bare underminere kampen mod terroren – det ville også i sig selv styrke de ekstremister, der netop med deres terror ønskede at fremprovokere den ”dem” mod ”os” tankegang, der står i grel kontrast til selve demokratiets grundtanke om, at vi ikke defineres ud fra vores sociale, etniske eller religiøse tilhørsforhold, men som borgere, der deler sig efter de politiske anskuelser, vi hver især frit har valgt”.

Her kunne man pege på den overfladiskhed, der ikke vil vide af den altid omtalte dem-mod-os tankegang – som om grænsen mellem dem og os ikke er afgørende for enhver sans for grænsens betydning og dermed for et folks og en nations eksistens. Forargelsen over denne sans for grænsens betydning er kun en afsløring af intellektuel tomgang. Mere afslørende er Bo Lidegaards tale om at være ”borger”. Dette er man nemlig kun, når man har fået borgerskab i landet. Det er dansk indfødsret, der giver dansk borgerskab. Ellers er man ikke borger og er derfor ikke ligestillet med danske borgere som lige for loven. Så er man udlænding og fremmed i landet og skal som sådan selvsagt også være beskyttet af loven – men det er ikke som borger.

Bo Lidegaard kortslutter simpelt hen intellektuelt i sin kulturradikale og politiske korrekthed.

Og måske er dette det mest karakteristiske ved denne bog, der dels vil være en fortælling om Danmark i det 20. århundrede, dels er en præsentation af Systemet Politiken 2011. Ja, Bo Lidegaard og Politiken dyrker frigjorthedens position. Det har Politiken gjort siden 1884. Det var indholdet af P. Munchs radikalisme, som bragte os 9. april 1940, og det har været indholdet af den kulturradikalisme, som har bragt os udlændingeloven af 1983 og den nuværende trussel imod det danske folks førstefødselsret i sit eget land. Systemet Politiken er lige skadeligt for Danmark. Der er i Systemet Politiken fortsat ingen sans for det liv, den eksistens, den menneskelige og folkelige virkelighed, som er noget andet og dybere end frigjorthedens position.

Må jeg gøre opmærksom på, at der foreligger en anden fortælling om Danmark i det 20. århundrede.