Af Søren Krarup, Tidehverv, 2013, nr. 4-5, april-maj, s.61-62.

Hvorfor ikke indrømme, at mordforsøget på Lars Hedegaard rystede mig noget. Jeg mener - jeg er jo vant til, at bølgerne her i landet kan gå højt, og at man kan blive upopulær og undsagt af at sige en sandhed, som ikke alle i kongeriget deler med én. Såden er ytringsfrihedens vilkår. Det er ikke altid roser, man modtager, når man deltager i en offentlig debat.

Men det er nyt, at man bliver gjort til genstand for et attentat i den anledning. At den offentlige debat herefter henhører under PET. At man skal have politibeskyttelse for at udtrykke en kritisk mening om islam.

At islam kort sagt er blevet en sådan realitet i Danmark, at det er livsfarligt at sige sin mening.

Vi er mange, der glæder os over, at attentatmanden ikke fik held med sit morderiske forehavende. Vi er samtidig glade for, at Lars Hedegaard øjeblikkeligt erklærede efter attentatforsøget, at intet, heller ikke dette, skal lukke munden på ham. Vi må blot se vilkårene i øjnene, de nye vilkår, der er blevet virkeligheden i Danmark efter at folketinget 3. juni 1983 forvandlede Danmark fra at være en nation til at blive et indvandrerland. Der er kommet mennesker og holdninger ind over vore grænser, som ikke respekterer det, der har været vilkårene i Danmark samtidig med, at det var lov og ret.

I grænseløshedens verden viser magt sig at være ret. Eller i grænseløshedens verden er terror og mord selvfølgelige vilkår, som naturligvis er til morderiskhedens og terrorismens fordel.

Den danske grænse blev i realiteten nedlagt i 1983. Hermed har de, der ikke betænker sig på at trække pistolen, fået muligheder, som ændrer den offentlige virkelighed.

For tretten år siden, i 2000, udgav jeg en lille bog, der hed "Dansen om Menneskerettighederne". Den søgte at fortælle menneskerettighedernes historie og at trække de perspektiver op, som dyrkelsen af menneskerettighederne indebar. Et historisk perspektiv. Men også et principielt perspektiv, der sagde, at magt bliver ret, hvor grænserne i idealismens navn nedlægges, og hvor rettigheder derfor ikke bygger på loven i landet, men er gjort universelle og grænseløse.

Det er menneskerettighederne, der er den moderne fordærvsmagt. Det er menneskerettighederne, der ophæver lov og ret, fordi de i deres grænseoverskridende idealisme forhindrer den lovlige øvrighed i at hævde den ret, der gælder i dette land. Det er menneskerettighederne og dermed FN og EU, som forbyder det enkelte land at hævde sin egen ret og dermed at beskytte sig imod den vold og terror, som vælter ind over den nedlagte grænse.

Ak, hvad har den roosevelt´ske fromhed, som igen udspringer af den humanistiske og puritanske gerningsretfærdighed, ikke forårsaget af ulykker for den vestlige verden, som efter 1945 er blevet indvandringsmål for den tredje, herunder den islamiske verden? Det var Franklin D. Roosevelt, som i den amerikanske kongres 6. januar 1941 formulerede de "fire friheder", der skulle være grundlæggende for en ny verden - ytringsfrihed, religionsfrihed og frihed fra nød og frihed fra frygt. I de sidste to abstrakte og derfor totale "rettigheder" ligger menneskerettighederne gemt. Det blev tydeligere, da han 1. januar 1942 - efter Pearl Harbor - proklamerede FN og erklærede, at herefter var verdenskrigen et "korstog" for menneskerettighederne.

USA var uimodsigeligt verdens herre og magthaver. Derfor blev USA's menneskerettighedsidealisme den ubestridte sandhed efter 1945, og derfor kunne den endnu mere sværmeriske fru Roosevelt 10. december 1948 proklamere FNs menneskerettighedserklæring, som siden har ensrettet og tyranniseret nationerne - som netop ikke mere var nationer, men underlagt disse universelle rettigheder.

Og da folkevandringen fra den tredje verden derfor satte ind og søgte mod den vestlige verden, hvor der ikke var overbefolkning, fattigdom og undertrykkelse - da var denne truede, vestlige verden ikke i stand til at værge sig, for det var i strid med menneskerettighederne at tro på andet end "ligheden".

Grænser var af det onde. National selvstændighed var af det onde. Hævdelse af en national lov var af det onde, for menneskerettighederne var overnationale og totale.

Menneskerettigheds-idealismen er en ny totalitarisme, som afskaffer lov og ret i forbindelse med, at den afskaffer den nationale selvstændighed og dermed den enkelte stats grænse og retshåndhævelse.

Det var dette perspektiv eller denne kritik, jeg udtrykte i min bog fra 2000 - "Dansen om Menneskerettighederne". Siden er der gået tretten år. I ti af disse tretten år har jeg været medlem af det danske folketing. Og på nærmeste hold har jeg haft lejlighed til at konstatere, i hvilket omfang jeg havde ret i 2000, og hvorledes dansk lov og ret er undermineret af menneskerettighederne og deres idealisme.

Nej, Danmark kan ikke forsvare sig mod en overvældende indvandring fra den tredje verden, for FN og EU forbyder det. I disse overnationale organer hersker jo menneskerettighederne. Det er forbudt at have en dansk formålsparagraf. Det er en absolut pligt for Danmark og de vestlige lande at acceptere, at de løbes over ende af indvandringen - og at islamiske folkeslag og traditioner derfor erobrer sig plads og gader og status i landet.

Med terror og bandekrig og - ja, pistoler.

Et karakteristisk eksempel på den nye virkelighed oplevede jeg på min sidste dag i folketinget, 1. juni 2011, hvor jeg var ordfører ved sidste behandling af et forslag om opsigelse af en FN-konvention, som tvang Danmark til at bryde grundlovens paragraf 44 og tildele statsløse dansk indfødsret, selv om de ikke overholdt folketingets betingelser. I grundlovens paragraf 44 hedder det som bekendt: "Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov". Altså er Danmarks lovgivende myndighed, det danske folketing, eneafgørende vedrørende tildeling af indfødsret.

Men nej, en FN-konvention, som Danmark havde underskrevet i 1977, tvang folketinget til at tildele statsløse indfødsret. Jeg havde konstateret, at folketinget i 1977 slet ikke havde øjnet perspektivet. At folketinget sagde ja og amen, udelukkende fordi det var FN, der sagde det.

Derfor stillede jeg forslag om, at Danmark opsagde FN-konventionen og for fremtiden overholdt grundloven.

Men hvad betyder den danske grundlov i forhold til FN? Hvad er Danmarks selvstændighed værd i forhold til menneskerettighedsidealismen? Hvorfor hævde og værne Danmark, når FN har talt? Dansk Folkeparti var ene om at kræve respekt for landets grundlov. Sådan er de herskende tilstande - og jo ikke blot i Danmark, men i hele den vestlige verden. Denne totale og totalitære idealisme eller religiøsitet, som svøber sig i menneskerettighedserklæringen og blæser på national suverænitet og nedlægger landets grænse og dermed nationen, kræver ubetinget ret. Og får den. Og derfor er Danmarks situation, som vi nu oplever den.

Mordforsøget på Lars Hedegaard taler tydeligt om de nye vilkår, menneskerettighedsidealismen påtvinger os. Det er ikke mere dansk skik og brug, der hersker i Danmark. Det er ikke dansk lov og dansk tradition, som gælder i Danmark.

Den nye terroristiske virkelighed, som udspringer af den endeløse og grænseløse fromhed og menneskerettighedsreligiøsitet, bliver stadigt tydeligere.