Af Christian Langballe, Tidehverv, 2014, nr. 2, s.21-23.

Det postmoderne mareridt
Der er et billede, der i stigende grad dukker op på min nethinde, når folkekirken er til debat: Jeg ser for mig endeløse køer af konturløse funktionærspøgelser, der klædt i kjole og krave dagligt stempler ind og ud af folkekirkekoncernen. Øverst oppe i folkekirkekoncernens tårn sidder postmodernitetens ypperstepræst, Kjeld Holm, og messer filosofiske brokker som "øjeblikket" og "situation", mens lemmerne på koncernens korpus råber et fuldtonet amen, mens de bryder hjernen med at forstå, hvad den kloge mand i grunden mener. Arbejdsdagen afbrydes kl. 12.00 (selvfølgelig inden for arbejdstid), at de konturløse spøgelser samles i en amorf masse til bøn. De sender deres bønner op mod den postmoderne plan B Gud - som er at ligne med et sort hul, hvor der engang var en sol - alt imens de af hjertens lyst sjunger deres trosbekendelse med én røst: "Livets Gud har ingen hænder, det er derfor dig, han sender".

Mission
Denne postmoderne mareridtsvision kom over mig, da sagen om Massoud Fouroozandeh begyndte at rulle, og som sagen har udviklet sig, rummer den et tidehverv for den evangelisk lutherske teologi og ansatsen til en kirkekamp. Det skal jeg vende tilbage til. I første omgang er det tankevækkende, at biskopperne, hvis eneste opgave er at tilse, at evangeliet bliver forkyndt rent og purt, i denne sag har svigtet totalt. Sagen er som bekendt, at Massoud Fouroozandeh med stor succes har drevet kristen mission blandt muslimer og omvendt og døbt hundredevis af mennesker. Nu er han kommet under skærpet opsyn og skal indkaldes til tjenstlige samtaler hos biskoppen på grund af sin mission blandt muslimerne. Hans brøde består i, at han har døbt uden at sikre sig, at de omvendte blev medlemmer af folkekirken. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde, og man spørger sig selv, hvornår et medlemskab af folkekirken er blevet vigtigere end den kristne dåb? Det er virkelig folkekirkekoncernen, der driver organisationstænkningen ud i det groteske. Massoud Fouroozandeh har den kvalitet, at han intet har til fælles med de konturløse funktionærspøgelser, som stempler ind og ud af folkekirken. Han har konvertittens lidenskab for evangeliet. Det vil sige, at han holder sig til evangeliets sandhed med stort S, om at Gud har grebet ind menneskets historie ved selv at blive menneske i Jesus Kristus, som lider, dør på korset og opstår for vore synders skyld.

Hvad er mission?
Det er klart, at missionen ikke står og falder med missionærens kvaliteter. Evangeliet lyder til tro eller til forargelse. Når det lyder til tro, er det Gud selv, der omvender synderen ved at lade sin Helligånd øve sit virke. Når det sker, er det en altforandrende og omvendende kraft, der fører mennesket ud af syndens trældom og ind under Guds retfærdiggørende nåde i Jesus Kristus. Det er klart, at missionen ligger i direkte forlængelse af forkyndelsen. Luther skriver i Den store Katekismus i forbindelse med Fadervor og ordene "Komme dit rige": Hvad betyder nu Guds rige? Svar: Intet andet end det, vi før hørte i Trosbekendelsen, at Gud har sendt sin søn, Kristus, vores Herre, til verden, for at løskøbe og befri os fra Djævelens magt og føre os ind i sit rige. Han vil som en retfærdighedens, livets og salighedens konge herske over os imod synd og død og en ond samvittighed. Derfor har han også givet os sin Helligånd, der skænker os alt det ved sit hellige ord, og som oplyser og styrker os ved sin kraft i troen. Det er klart, at "Guds rige" ikke kommer på grund af den enkeltes tro eller bøn, men at Guds rige udelukkende har sin grund i Guds egen vilje til forsoning og frelse. I Fadervor bedes der om, at dette bliver realiseret. Luther udfolder bønnen på denne måde: "Kære Fader! Vi beder dig, giv os først og fremmest dit ord, så evangeliet må blive prædiket ret over hele verden. For det andet, at det ved troen må blive modtaget og blive virksomt og levende i os. At dit rige således må have fremgang iblandt os gennem ordet og Helligåndens kraft, og at Djævelens rige må blive omstyrtet, så han ikke længere kan have magt og ret over os". Det kan vist ikke siges klarere, at evangeliets forkyndelse og mission er to sider af samme sag.

En missionær og en postmoderne biskop
Nuvel, sagen om Massoud Fouroozandeh er ikke sluttet med det forhold, at han har taget evangeliet og missionsbefalingen alvorligt og som tak er sat under skærpet opsyn og indkaldt til tjenstlig samtale. For i kølvandet af sagen opstår der en diskussion mellem Plan B teologiens ypperstepræst, Kjeld Holm, og Massoud. Man kunne selvfølgelig trække på skuldrene og ryste støvet af sine fodsåler, hvis det ikke var, fordi Kjeld Holm er en af dem, der sidder på magten og svinger taktstokken i folkekirken i dag. Diskussionen mellem de to har fundet sted i to omgange, og man fornemmer, at diskussionen er blevet til, fordi Kjeld Holm åbenbart opfatter det som fundamentalisme, at Massoud tillader sig at missionere blandt muslimer og ikke lader dem være i fred. Det falder i god tråd med Kjeld Holms udsagn om, at der er flere veje til Gud med ordene om, at han "har mødt både muslimer og buddhister (...), og det er bestemt muligt, at de har fundet den samme Gud gennem deres tro". Der ville selvfølgelig ikke være nogen grund til mission, hvis det var et fedt, om man tror på Allah eller på Jesu Kristi Fader. Det er uhørt, at en dansk biskop så klart tager afstand fra evangeliets ubetingede sandhedsfordring (jf. Jesu ord: "Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig"). Det er også ganske uhørt, at en dansk biskop lægger luft til missionsbefalingen. Diskussionen mellem de to fandt første gang sted i P1 og anden gang i Kristeligt Dagblad den 3. januar. Jeg skal forholde mig til den sidste og til Kjeld Holms svar, fordi de er meget afslørende.

Journalisten stiller de to det grundlæggende spørgsmål: "Hvad betyder ordene fra missionsbefalingen for dig?" Kjeld Holm svarer: "Det er det bibelord, som vi døber børn på i folkekirken. Ved at vi døber, opfyldes buddet". Det er altså noget usammenhængende vrøvl, hvor missionsbefalingens ordlyd og karakter af befaling helt forbigås - og så ikke et ondt ord om barnedåben i øvrigt. Er den form for snak og bortforklaringer virkelig en kristen biskop værdig? Hvis det står til troende, hvad Kjeld Holm siger mht. barnedåb, er folkekirken blevet et formummet frimureri og en kammeratlig klub af faste medlemmer, hvor medlemsskabet arves gennem fødsel og barnedåb. Han mener åbenbart ikke, at Massouds mission blandt muslimerne er omfattet af missionsbefalingens ord: "Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple", men at barnedåben er. Sendte Jesus udelukkende apostlene ud for at holde barnedåb? Hvad med Paulus? Var hans hedningemission en uting? Eller hvad med Jesus selv? Var det ifølge Kjeld Holm en decideret fejl, at kristendommen blev udbredt, for så hviler folkekirken på en fejltagelse? Hvis en præst igennem samtaler med et af sine voksne sognebørn igennem evangeliet virker til omvendelse og dåb for den pågældende, er det så udtryk for præstens fundamentalisme, eller er sagen, at Kjeld Holm i virkeligheden opfatter muslimernes tro for at være så ophøjet, at den ikke skal besudles med noget så ringe som evangeliet? Hvis sagen for Kjeld Holm simpelthen er, at tiden er løbet fra enhver tanke om kristendommens udbredelse, hvad skal vi så egentlig med biskopperne, præsterne eller folkekirken? Sagde en præst det samme som Kjeld Holm, ville der være al mulig grund til at rejse en læresag, men der gælder åbenbart andre standarder blandt de danske biskopper. Kjeld Holm får nu stillet spørgsmålet: "Er folkekirken forpligtet på at forsøge at omvende folk?" Han svarer: "Jeg anerkender ikke ordet omvendelse. Det ord er tomt for mig. Det har ikke en mening mere, for jeg ved ikke, hvordan det skulle finde sted. Det afgørende for mig er, at kristendommen ikke er noget, man har en mening om som for eksempel om politik. Det er ikke sådan, at man kan mene noget i går og så noget andet i dag. Det giver slet ikke mening i forhold til kristendommen. Kristendommen er et budskab, som man må lytte til". Svaret er komplet selvmodsigende og savner enhver form for logisk struktur og klarhed. Hvis kristendommen er et budskab, som man skal lytte til og ikke en holdning eller mening, som man kan have, må man sige, at ordet "omvendelse" hører til et af de helt centrale nøglebegreber i Det Nye Testamente. Det forekommer mig, at det er Massoud, der lytter, mens Kjeld Holm har gjort kristendommen til en mening, som skifter med tidsånden, og som kan være en i dag og en anden i morgen. På spørgsmålet om, hvorfor tiden er løbet fra omvendelsesmission, svarer Kjeld Holm: "Vi har ikke en fast identitet fra fødsel til død. Mennesker i dag skifter stilling, bopæl og de skifter indimellem også livspartner. Hele tilværelsen i dag er fragmentarisk. Det kan man beklage. Man kan også tage det som et vilkår, man ikke kan komme uden om. Også når det gælder den religiøse virkelighed, oplever vi den i fragmenter. For eksempel når man går i kirke juleaften, døber et barn, eller når man sidder på kirkebænken hver søndag. Det er bare en lille bitte minoritet, der er dikteret af deres kristentro fra morgen til aften. Vort forhold til religion er situationsbestemt. I bestemte livssituationer har man behov for at høre evangeliet. Det er ikke en vedvarende livsanskuelse. Den er relations- eller situationsbestemt". Det er den postmoderne Plan B teologis evangelium, der her lyder, og budskabet munder ud i en påstand om altings meningsløshed, en opløsende relativisme og påstanden om, at livet er et stykke absurd teater, hvor mennesket ikke har nogen identitet, men konstant spiller roller, alt efter hvilken sammenhæng det befinder sig i. Kjeld Holm kan bruge ord som "øjeblikket" og "relations- eller situationsbestemt". Det er ord, som blandt andet har fået deres prægnante betydning gennem Kierkegaard, Tidehverv og den dialektiske teologi. Det afgørende er, at de skal forstås rigtigt, og at forudsætningen er klar. Når Kierkegaard eller Olesen Larsen har brugt ord som "øjeblikket" og "ansvar" og Barth kunne tale om evangeliet som "situations- og relationsbestemt", var forudsætningen på plads. For det er den almægtige Gud, der sætter ansvaret, det er Kristus, som er øjeblikkets fylde, og det er Gud, der sætter sig i relation til mennesket og bestemmer situationen ved at lade sit Ord lyde. Hvis mennesket ikke har nogen identitet i forvejen, får det det ved at sættes under tiltale af et "du skal" eller "du har dine synders forladelse". Mennesket får i kraft af den kristne forkyndelse identitet ved, at Skaberen taler til mennesket som sin skabning, hvor det hører, at menneskets sande identitet er at være Guds skabning. For Kjeld Holm er ordene forvandlet til filosofiske og relativerede kategorier, som nogle man kan krybe ind og ud af alt efter, om man går i kirke juleaften, skifter bopæl eller partner. "Øjeblikket" bliver til et spørgsmål om længde og kvantitet, hvor det åbenbart ikke rækker længere end til kirken juleaften. Det hele bliver til et spørgsmål om Kjeld Holms personlige holdninger til dette og hint (jf. mission, omvendelse), hvor mennesket i kraft af filosofiske krumspring sætter dagsordenen, og hvor alt afhænger af noget så flygtigt som tidsånden. Budskabet er, at man skal forholde sig absolut til det relative, og relativt til det absolutte. Ikke sært, at debatten om Massoud Fouroozandeh er endt i et spørgsmål om folkekirkekoncernens regler og vedtægter, for den postmoderne teologi har relativeret sig selv og er blevet til ren tomhed. Den kan aldrig blive et korrektiv til koncerntænkningen i folkekirken.

Svar udbedes
Sagen om Massoud Fouroozandeh drejer sig om mere end mission. Den har udviklet sig til en kamp om, hvorvidt den evangelisk lutherske skal drive på evangeliet eller ej, om folkekirken hviler på budskabet om Jesus Kristus, og om det i dag virkelig er blevet biskoppens opgave direkte at obstruere udbredelsen af evangeliet? Det er spørgsmål, som biskopperne bør kunne besvare. For hvis det er sådan, er folkekirken så sandelig blevet underlagt et nyt babylonisk fangenskab, der er værre end det katolske. Lad mig slutte med nogle ord af Kierkegaard, som handler om mission og i øvrigt sammenfatter alt, hvad jeg har skrevet:
"Christendom i Ro er eo ipso ikke Xstd. Saasnart Sligt synes at maatte vise sig, saa betyder det: bliv Missionair. Xstd. i Ro, i Stillestaaen giver Obstruktion, og det er denne frygtelige Obstruktion som er Xsthedens Sygdom" (Søren Kierkegaard, Journalerne NB 31,17).

Christian Langballe.