Af Morten Brøgger, Tidehverv, 2015, nr. 1, s.1-3.

"Vi har gjort, hvad vi kunne." Sådan siger ægtemanden Poul til sin syge hustru, Esther, i filmen Stille hjerte af Bille August.

I filmen samler Poul og Esther deres familie til en sidste weekend, inden Esther skal begå selvmord, hjulpet af sin mand Poul, der er pensioneret læge. Esther har sygdommen Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS), der virker trinvis lammende og medfører døden. Før døden indtræder besvær med at spise, synke mad, talebesvær eller fuldstændig afasi og åndedrætsbesvær. Der findes ingen helbredende behandling, al behandling er behandling af symptomer og lindring af lidelse.

Inden filmens fortælling begynder og familien samles hos Poul og Esther, er beslutningen talt igennem med de to døtre og deres familie samt veninden Lisbeth, som også deltager i sammenkomsten. Alle har på forhånd tilkendegivet deres tilslutning til beslutningen og har indvilliget i at holde det hemmeligt for ikke at skaffe Poul problemer på halsen. Assisteret selvmord er ulovligt, og han kunne endda risikere at blive anklaget for mord. Selvmordet skal ske nu, hvor Esther er rask nok til selv at kunne tage den blanding af piller, som Poul forbereder til hende, så hun kan dø hurtigt og smertefrit.

Det viser sig, at den yngste datter, Sanne, som er psykisk skrøbelig og har et selvmordsforsøg bag sig, alligevel ikke er med på idéen. Hun behøver mere tid. "Hvorfor kan vi ikke have nogle flere gode dage," spørger hun. Men hun bliver afvist ikke mindst af sin storesøster, Heidi, med argumenter om, at den beslutning, der er truffet, er den fornuftigste. Hendes følelsesbegrundede argument forkastes med antydninger om, at hendes dømmekraft er upålidelig, da hun er psykisk ustabil. Det er desuden et selvisk argument.

Der ligger et mærkbart pres på alle personerne. Da det er den sidste weekend med Esther, skal alle medvirke til, at det bliver nogle gode dage. Derfor må ingen afsløre over for Esther, at Sanne er utilpas ved og uenig i beslutningen. Det er et selskab af sammensvorne, der må bære falsk maske for at gennemføre den beslutning, de har svoret sig til.

Sært nok må heller ingen af dem vise for stærk sorg, for nu skal de jo have det rart med hinanden. Men stemningen er alligevel trykket. Den løfter sig kun, da de holder en (tidlig og dermed fingeret) juleaften, og de danser om træet og synger Dejlig er jorden i meget rask tempo, og bagefter ved kaffebordet deler en af Sannes kærestes joints og får et mindre grineflip alle sammen.

Den ellers så afgjorte Heidi kommer sent om aftenen i tvivl om beslutningen, da hun ser sin far og veninden Lisbeth kysse hinanden. Mistanken om, at faderen vil skaffe moderen af vejen for endelig at kunne dele sit liv med veninden Lisbeth, som har været en del af familien og med på alle ferier, slår ned i hende. Efter en nats overvejelser ringer hun til alarmcentralen og anmelder et selvmordsforsøg for at forhindre sin mor i at gennemføre det. Da hun afslører det, viser det sig, at moderen er indforstået med, at hendes mand og Lisbeth nu skal finde sammen. Hun er glad ved at vide, at Poul ikke bliver alene og ensom, erklærer hun. Heidi fortryder sin opringning, men ambulancen er på vej. Sanne ofrer sig, idet hun tilbyder at lade, som om det er hende, der (igen) har forsøgt selvmord, så moderen og faderen går frie. Hun vil skulle udholde en periode på et psykiatrisk sygehus, men til gengæld kan hendes mor få lov at begå selvmord, hvilket hun så gør, da alle andre er kørt, og Poul har givet hende pillerne. Hun dør i hans arme i deres soveværelse.

Filmen er velspillet og velfortalt. Man kan indvende mod historien, at brikkerne falder lige lovlig nemt på plads til sidst. Selv om filmen viser forskellige problemer og vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af assisteret selvmord, er der ingen tvivl om, at tilskueren skal forlade biografen med overbevisningen om, at det gik, som det skulle. Det var den rigtige beslutning, de havde truffet, og det var godt, at den blev gennemført. Alle historiens personer er - trods et par tårer i øjenkrogene - i hvert fald afklarede og uden tvivl om det rigtige i moderens selvmord.

Filmen fremstår derfor som et indlæg i debatten om assisteret selvmord og aktiv dødshjælp eller eutanasi, der advokerer for disse løsninger på lidelsens problem. For at undgå ubærlig lidelse og en uværdig afsluttende del af livet er det en god og acceptabel løsning at lade den syge dø.

Det er imidlertid et problem, at filmen samtidig kun i forbigående berører spørgsmålet om, hvorvidt lidelsen ikke kunne lindres i stedet. Den stille og tilbageholdende ægtemand Poul bliver som læge den nærmest ubetvivlelige autoritet, der har afgjort, at det er den bedste måde at håndtere sygdommen på. Fordi alle diskussioner er blevet ført, og beslutningen er taget, bliver det endnu mere bandlyst at sætte spørgsmålstegn ved hans vurdering. Datteren Sannes tvivl om, hvorvidt de ikke kunne få nogle flere gode dage med moderen affærdiges med, at hendes dømmekraft er svækket. Lægens dømmekraft og faglige vurdering må have forrang.

Man forstår, at familien er blevet stillet i et valg, som ikke var noget reelt valg. Valget mellem selvmordsløsningen og ansvaret for i modsat fald at påføre moderen de ubærlige lidelser, som selvmordet skal befri hende for.

I debatten om eutanasi (aktiv dødshjælp såvel som assisteret selvmord) er der blevet fremført adskillige eksempler på håbløse og lidelsesfyldte skæbner, således også her. Der lægges dermed det samme pres på modstandere af eutanasi, som der her i filmens familie er blevet lagt på børn og svigerbørn: vil du tage ansvaret for, at denne syge person skal udholde ubærlige lidelser? Men netop dette spørgsmål, udtalt eller uudtalt, viser det skæbnesvangre i at ophæve forbudet mod eutanasi. I samme øjeblik eutanasi tillades, så har vi alle, den syge selv, de nærmeste pårørende, sundhedssystemet, samfundet, ansvaret for de ubærlige lidelser, en person må blive ramt af. Det har vi, fordi det står i vores magt at sætte en stopper for lidelserne. Det har det naturligvis altid gjort, for så vidt som vi altid har haft magt til at slå den lidende ihjel. Men den radikale ændring er selvsagt, at det nu er tilladt, det er accepteret, og det bliver dermed ligefrem en pligt at slå den, der lider ubærligt ihjel - hvis ikke vedkommende selv modsætter sig det.

Det siger sig selv, at en eventuel lovgivning vil forudsætte den lidendes samtykke. Men også her er der et problem. For der kan findes tilfælde, hvor den lidende ikke længere er i stand til at tilkendegive, om vedkommende samtykker eller ikke. Det behøver endda ikke være nogen særlig sjældent forekommende problemstilling. Den 18. november i år kunne Kristeligt Dagblad referere en undersøgelse, ifølge hvilken 39% af de adspurgte danskere gik ind for, at demente og børn skulle kunne få aktiv dødshjælp, mens kun henholdsvis 29% og 27% fuldstændig afviste tanken. Hvem skal tage beslutningen på de dementes og børnenes vegne?

I filmen Stille hjerte berøres også det ofte fremførte argument om personens værdighed. Esther er allerede blevet lam i venstre arm og går dårligt. Hun taber et cognacglas, hun kan kun meget vanskeligt samle sin læbestift op, da hun taber den på badeværelsesgulvet, og i flere andre situationer fornemmer man hendes ubehag og skam ved at være blevet handicappet. Skam er desværre nok betegnende, for det står også klart, at hun nødigt vil være afhængig af hjælp. "Jeg kan godt selv," siger hun, selv om det ville lette og hjælpe hende, om en anden gav en hånd med.

Hvorfor ses det som uværdigt at have brug for hjælp og at modtage hjælp, når man har brug for det? Kender vi ikke alle den glæde, som vi har ved at hjælpe et barn, og den glæde barnet har ved at få hjælp? Hvorfor skulle vi ikke også kunne glæde os ved at få hjælp, når vi bliver gamle og skrøbelige, og hvorfor skulle den, der hjælper, ikke også være glad for at hjælpe en, der er gammel, og som behøver hjælp? Det burde der ikke forbindes noget uværdigt og barnagtigt med. Det uværdigt barnagtige er snarere den fornærmelse, nogle mennesker møder alderdommens skrøbelighed med. En slags "kan selv, vil selv"-barnagtighed på den aldrendes side - måske oftest før skrøbeligheden virkelig er sat ind - og på de yngres side en forkælet afsky for den hjælpeløse og en uvilje mod at acceptere et aldrende familiemedlems forandring.

Der findes imidlertid mange ikke højtråbende eksempler på den modsatte holdning. Mennesker, der i stedet finder deres daglige opgave i at hjælpe og lindre og i at kæmpe med og mod skrøbeligheden og lidelsen. På mit lokale plejehjem kommer der dagligt ægtefæller på besøg hos deres demente livsledsagere. I nogle tilfælde bliver de ikke længere genkendt. Men de kommer trofast, hjælper deres ægtefælle, stryger hende over kinden, holder hendes hånd.

Journalisten Eva Jørgensen har i bogen Sorrig og glæde berettet om, hvordan hendes mand fik ALS kort efter, at de var blevet gift. Hun fortæller om, hvordan det blev en opgave at hjælpe ham så godt som muligt, sørge for hjælp udefra, kæmpe mod hans fysiske forfald sammen med ham vel vidende at kampen i længden var håbløs. Det er bestemt ikke en rosenrød beretning om opofrelsens sødme. Den er fuld af barske og nedværdigende situationer, men at de tog kampen op mod sygdommen og dens følger, og hun samtidig kæmpede for at bevare kærligheden, mens hendes mand forandrede sig voldsomt fra uge til uge, gør, at det vil være helt fejlanbragt at tale om et uværdigt liv.

Ægtemanden Pouls ord, "vi har gjort, hvad vi kunne", ligner en løgn. De bliver da også mødt med Esthers modspørgsmål: "Har vi?"

Så vidt jeg kan huske, ser vi på intet tidspunkt en tåre i Esthers øjne. I hvert fald er hun stort set hele filmen igennem fast besluttet på at begå selvmord. Enten sørger hun ikke over at skulle forlade sine nærmeste eller også tillader hun sig ikke at vise sorg af frygt for at miste deres samtykke i beslutningen. Uanset hvad, så rejser denne sorgløshed (Esther virker dog knuget) måske filmens vigtigste spørgsmål. Hvis denne fornuftige, kalkulerede beslutning om at undgå lidelse ved at vælge selvmordet forviser sorgen, forvises så ikke også med sorgen kærligheden? Kærligheden er sorgens forudsætning, eller sorgen er kærlighedens dragt, når man skilles fra den elskede. Men her må der ingen sorg være, i hvert fald må den ikke vises, kun en stoisk beslutsomhed og et vemod.

Er der så tale om en værdig død? Er værdighed kun forbundet med at bevare fatningen og herredømmet? Eller er værdigheden ikke netop noget, der tilskrives én gennem den kærlighed, hvormed andre omfatter én? Har den demente på plejehjemmet, der bliver strøget over kinden af sin ægtefælle eller sin søn, ikke større menneskeværdighed end det menneske, der for ikke at miste sin såkaldte værdighed dømmes (af sig selv eller andre) til at måtte lade livet?

Morten Brøgger.