Af Morten Brøgger, Tidehverv 2017, nr. 1, s. 1-3

 

Biskop Peter Fischer-Møller udtaler i et interview til Kristeligt Dagblad (1. dec. 2016), at der kun findes én Gud, og at „vi i de forskellige religioner fortæller forskellige historier om Gud.“ Han siger videre, at han synes, „at det er verdens bedste historie, vi som kristne har at fortælle.“ Derfor engagerer han sig i religionsdialog. „Det er ikke en historie, vi er færdige med at forstå. Så det at tale med andre er også en mulighed for selv at blive klogere. Vi har ikke patent på Gud. Det er ikke sådan, at vi har den færdigstøbte sandhed om Gud. Derfor har vi brug for samtalen.“

 

Interviewet drejer sig om, hvorvidt kristnes og muslimers Gud kan siges at være den samme, og da journalisten spørger videre, siger biskoppen: „Kristus er vejen for mig. Det er den historie, jeg kender og prøver at dele med andre mennesker. Men jeg kan ikke se Gud i kortene og se, hvordan han åbenbarer sig for andre mennesker. Det ville være ejendommeligt, hvis jeg satte mig som dommer over det.“

Peter Fischer-Møller afviser desuden, at han indtager en relativistisk position, og holder på, at han ganske enkelt udviser den åbenhed og lydhørhed, der er forudsætningen for en samtale, hvor begge parter lytter. Konfronteret med bibelstedet: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh. 14,6), gør han opmærksom på, at ikke Bibelen er Guds åbenbaring, men Kristus er det, og at Bibelen blot er de første vidnesbyrd om Kristus. „Det med at tage afsæt i et skriftsted og sige, at det udelukker noget andet, er en fastlåsende måde at læse Bibelen på, som jeg ikke abonnerer på. Vi har som kristne ikke patent på vejen til Gud.“

Jeg kan ikke påstå, at jeg er uenig i nogen af de ting, Peter Fischer-Møller siger. Det er jo sandt, at Bibelen består af såre menneskelige vidnesbyrd, som vi kun har på fortolkningens vilkår. Sådan er det med tekster generelt, og sådan er det også med Bibelen. Vi har ikke en „færdigstøbt“ sandhed om Gud. Det vidner jo også hele kirkehistorien om, der kan ses som en lang diskussion og strid om, hvordan vi skal forstå Bibelen, og hvad der er sand kristendom. Vi kan ganske rigtigt ikke se Gud i kortene, og jeg vil heller ikke udelukke, at Gud kan handle anderledes – åbenbare sig på andre måder – over for andre mennesker end gennem Kristus, i hvem han har åbenbaret sig for os. Det vidner jo også Bibelen selv om, om end den peger frem mod Kristus som åbenbaringen, der skal gøre alle tidligere, dunkle gudsåbenbaringer klare. Vi kan vel heller ikke sige, at vi som kristne har patent på vejen til Gud, da vejen til Gud for en kristen må være Guds vej til os i Kristus, og der slet ikke er tale om vores vej til Gud.

Hvad der undrer mig, er manglen på bekymring for den ængstede sjæl. Søren Kierkegaard skriver i Sygdommen til Døden, at „Alt Christeligt maa i Fremstillingen have Lighed med en Læges Foredrag ved Sygesengen.“ Og på samme måde var Luther i sine mange stridigheder mod pavekirken, mod sværmere og gendøbere, mod jøder og muslimer, mod antinomere m.fl. drevet af omsorg for sjælens fred. Han kendte selv angsten og fortvivlelsen, der var forbundet med at være under loven og ikke at kende nogen nådig Gud. Størstedelen af Luthers strid gjaldt hans medkristne i kirken. Han kunne fare i blækhuset over teologiske spørgsmål, som ved første øjekast synes at være detailspørgsmål.

Tag nadverstriden med Zwingli, hvor kampen drejede sig om, hvorvidt brødet i nadveren er Jesu legeme, eller det blot betegner Jesu legeme. Det vil de fleste nok anse for at være et fagteologisk spørgsmål, som kun kan aftvinge interesse hos teologer (og i dag måske endog et fåtal af dem). Men for Luther var det et spørgsmål, som alt afhang af, fordi det, der stod på spil i dette spørgsmål, var, om vores forhold til Gud var båret af Gud eller af os. Og det vil igen sige, om Gud gør noget med os i nadveren, eller om vi gør noget. Kort sagt: om nadveren er evangelium eller lov.

Når Luther så, at evangeliet blev forvansket til lov, eller at evangeliet slet ikke blev forkyndt, kunne han ikke lade være med at sige imod. For ikke alene betød det en fordærvelse og forvanskning af Guds ord, men det betød også, at samvittigheden og sjælen blev styrtet i afgrunden, i Helvede. Når vores frelse ikke længere beroede på Gud alene, når vi selv fik blot en finger med i spillet, var det hele tabt. Så blev ikke alene evangeliet svigtet, men så blev loven også omgjort til en forbandelse. Og humlen i det var, at det alene i Kristus er sådan, at vores frelse ikke afhænger af os, men helt og holdent beror på Guds frelsende gerning i sin Søns død på korset for vores skyld.

Derfor kunne Luther ikke roligt sige til sine samtidige teologiske modstandere, at du fortæller én historie om Gud, jeg fortæller en anden. Han kunne ikke slå sig til tåls med, at der kunne være forskellige veje til Gud. For det var sådan, at de forskellige historier, forskellige teologier gensidigt udelukkede hinanden. Kan jeg stole på, at jeg er frelst ved Jesus Kristus, eller findes der også en anden måde, hvorpå jeg kan blive frelst, og hvor jeg selv skal bidrage til min egen frelse, enten ved samtykke eller ved gerninger?

Derfor stod Luther fast på, at brødet i nadveren er Jesu legeme, således at han forbinder sig med os i nadveren, og vi får lod og del med ham. Vi bliver „ein Kuche“ med Kristus, så at hans retfærdighed bliver os til del, og han bærer vores synd for os, og så at vi skal opstå med ham, som vi også dør med ham. Det sker, når vi spiser brødet og drikker vinen ved nadveren. Det kan vi stole på, for det siges i ordet, når Kristus siger: dette er mit legeme.

Nadveren er ikke en tegnhandling, der peger hen på frelsen i Jesu korsdød, og som vi derefter skal tilegne os. Men idet vi på Jesu indbydelse går til alters og får del i hans legeme og blod i vinen og brødet, så har vi frelsen, og det kan vi stole på, det vil sige tro på. Troen er ikke en gerning, hvorved frelsen sættes i værk. Men frelsen gives os konkret i nadveren. Det kan vi tro.

Forskellen synes nok hårfin, men her afgøres det, om nadveren er evangelium eller lov. Om frelsen er en fri gave, eller om frelsens gave er betinget.

Således kunne næsten ethvert spørgsmål blive et altafgørende spørgsmål for Luther, for hver gang er det et spørgsmål om evangelium eller lov. Et spørgsmål om vi kan glædes ved, at vores frelse afgøres af Gud alene og er afgjort i Jesus Kristus til vores fordel, eller om vi også skal give vores lille (eller store) bidrag.

Jeg kan ikke se anderledes, end at det stadig forholder sig sådan, som det gjorde på Luthers tid: at enten er den historie vi fortæller om Gud et evangelium (til glæde og fred i sjælen), eller også er den en lov (en byrde og forbandelse til angst og uro for sjælen).

Vi skal naturligvis fortælle evangeliet, og også til muslimer, men skal vi for at få ørenlyd antage, at der findes flere veje til Gud? Hvis vi gør det, så forvandler vi evangeliet fra at være en fortælling om Guds vej til os til at være en af menneskenes mulige veje til Gud. Og har vi så ikke gjort evangeliet til en lov?

Hvis vi anser muslimernes fortællinger om Gud for at være en mulighed for selv at blive klogere, fordi vi ikke har en færdigstøbt sandhed om Gud, forvandler vi så ikke evangeliet fra at være tilsagn om frelse til at være en teologisk mening om Gud, som vi kan tale om og blive klogere på? Er der så tale om et evangelium i egentlig forstand (et glædeligt budskab), eller taler vi kun om et gudsbillede, en teologi, en dogmatik, som  indrømmet  aldrig kan blive en færdigstøbt sandhed? Eller ligger der ikke i det, at vi ingen færdigstøbt sandhed har om Gud, at det slet ikke drejer sig om at være klog på Gud, fordi vi overhovedet ikke kommer i forhold til Gud gennem en teologi og et gudsbillede, men udelukkende gennem det tilsagn, der lyder fra Gud til os, at han for sin Søns skyld i sin barmhjertighed har antaget os som sine børn?

Det er sandt, at Bibelen er menneskers vidnesbyrd om Kristus, og at vores tro er rettet mod Kristus, og ikke mod Bibelen som en ufejlbarlig bog. Men medfører det, at Bibelen kan fortolkes således, at Kristus ikke er den åbenbaring af Gud, hvori alle andre åbenbaringer og profetier finder deres forklaring og opfyldelse? Det er naturligvis således, at man kan læse bibelske skrifter hver for sig og finde, at de peger i forskellige retninger, men har Bibelen samlet set ikke en klar retning, således at vidnesbyrdet om Kristus i Det nye Testamente er det vidnesbyrd, hvorudfra resten af Bibelen skal forstås? Kan man ikke uden at skændes om løsrevne bibelvers konstatere, at Bibelen samlet set vidner om, at Kristus er vores frelser, og at der ikke er frelse i nogen anden? Jeg går heller ikke ind for, at man skal tage bibelvers ud af sammenhængen og absolutere dem, men jeg mener, at netop udsagnet „Ingen kommer til Faderen uden ved mig“ meget præcist sammenfatter Bibelens samlede Kristusvidnesbyrd. Og hvis Bibelen ikke vidner om dette, så kan vi ikke forkynde evangeliet som et tilsagn om frelse, for da er Kristus blevet en mulighed blandt flere, og så er det op til os at vælge. Og når det er det, bliver evangeliet til en lov.

Jeg kan ikke se, hvordan vi kan komme uden om at sige, at evangeliet om Kristus udelukker, at islams tale om Gud kan kendes sand, da den benægter, at Kristus er frelseren. Måske kunne også det budskab blive hørt af en muslim. I modsat fald ender vi med slet ikke at forkynde evangeliet – som evangelium.