Af Agnete Raahauge, Tidehverv, 2014, nr. 1, s.1-2.

Efter at landets biskopper har afsluttet sagen om Massoud Fouroozandehs dåbspraksis ved i en fælles udtalelse at indskærpe, at præster i folkekirken skal døbe ind i folkekirken, der er der et spørgsmål, som jeg gerne ville høre hver enkelt biskops svar på.

Spørgsmålet er: Tør du svare for, at et menneske, der søgte dåb hos en præst i folkekirken, blev forment dåben, fordi hans omstændigheder gjorde det vanskeligt eller farligt at blive registreret medlem af Den Danske Folkekirke.

Sagen om Massoud Fouroozandeh er et grænsetilfælde for den kirkelige lovgivning, men netop derfor har sagen sat den folkekirkelige selvforståelse, som rumler bag fløjlsmaverne, på spidsen.

Anledningen til hele dåbsballaden er, som det vil være bekendt, at Massoud Fouroozandeh i de tre år, han har været halvtids sognepræst i Odense, har døbt konvertitter fra islam til kristendommen i missionskirken Church of Love uden at sikre sig, at de døbte efterfølgende søgte medlemskab i folkekirken.

Skønt Church of Love iflg Massoud Fouroozandeh selv ikke er en frikirke, men et missionsarbejde blandt migranter i hele landet, og skønt kravet om registreret folkekirkemedlemsskab iflg ham og andre præster med erfaring for mission blandt muslimske indvandrere, i visse tilfælde kan blokere for dåben i den treenige Guds navn, skal præster altså for fremtiden tage ad notam, at det i yderste konsekvens kan koste os kjole og krave, hvis vi døber uden at indmelde den døbte i folkekirken.

Selvfølgelig kan en præst ikke være præst i både folkekirken og en frikirke, men Massoud Fouroozandeh angiver selv, at Church of Love ikke er en alternativ frikirke, men et missionsarbejde, der skal bane vejen for folkekirkemedlemsskab.

Og selvfølgelig skal en præst i sin embedsførelse stå under biskoppeligt tilsyn, så han eller hun ikke gør dåbens sakramente til pjat ved at døbe bamser eller døbe i noget andet navn end den treenige Guds. Og selvfølgelig skal præsten tage eventuelle donatister i rette, som måtte føle sig selvretfærdigt hævet over at dele kirke og døbefont med den blandede afgrøde af klinte og hvede, som gror i den folkekirkelige ager.

Så langt, så godt.

Men dåben er jo først og fremmest en dåb ind i den hellige almindelige kirke. Og da den hellige almindelige kirke ikke er begrænset til Den Danske Folkekirke, men som det usynlige samfund af Vorherres egne små er den kirke, Vorherre selv gav apostlene befaling om at gøre alverdens folkeslag til disciple i ved at døbe dem - ja, så skulle man jo tro, at biskopperne i Den Danske Folkekirke ville glæde sig over hver hedning eller muslim, der blev døbt i den treenige Guds navn, også selv om han ikke blev medlem af folkekirken. Ja, glæde sig så meget, at de indskærpede deres præster, at når og hvor kravet om folkekirkemedlemsskab gav alvorlige hindringer for dåben, der skulle præsten alligevel døbe, for værre end at gå glip af et medlem af folkekirken ville det være at formene et menneske dåben.

I min naivitet har jeg altid tænkt, at sådan måtte det være, ja, jeg ville slet ikke turde undlade at døbe en person, som bad om det, men som havde gode grunde til at bede om henstand med hensyn til medlemsskabet af folkekirken.

Vi har alle hørt om tidligere muslimer, der trues af deres tidligere trosfæller, fordi de er blevet kristne. Hvem ville mon undlade at døbe en sådan konvertit, selvom han bad om ikke at blive registreret folkekirkemedlem?

Det er jo trods alt dåben, og ikke folkekirkemedlemsskabet, som det er liv og salighed om at få.

Og når Massoud Fouroozandeh har taget let på den folkekirkelige retsorden, har han formentlig tænkt netop sådan: Det er den evige salighed om at gøre at blive døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. I forhold hertil er folkekirkemedlemsskab da underordnet.

Men en sådan tro på dåbens altoverskyggende betydning skal man altså passe på med som præst i folkekirken.

Til gengæld kan folkekirken sagtens rumme en biskop, der bekender sig til flere veje til Gud end Kristus, og en domprovst, der går i spidsen for indsamlinger til moskeer, og dermed giver deres menigheder indtryk af, at dåben bare er et blandt mange initieringsritualer til den store multi-religion, som i dag er mest fremherskende i folkekirken.

Havde nu Københavns biskop indkaldt sin domprovst til en tjenstlig samtale, og havde blot en af de øvrige biskopper gået offentligt i rette med Kjeld Holm, så havde der været så meget alvor i deres biskoppelige tilsyn, at man kunne tage det alvorligt, når biskopperne indskærper, at vi præster ikke må døbe uden deres årvågne øje på os.

Som tilstanden i folkekirken faktisk er, får man en ubehagelig mistanke om, at det mere er nidkærhed for firmaet folkekirken, end det er nidkærhed for dåbens alvor, der driver dem.

Sagen om Massoud Fouroozandeh er som sagt et grænsetilfælde, som sætter den folkekirkelige selvforståelse på spidsen med det spørgsmål, som er stridens kerne: Står folkekirkens bisper og præster under en befaling, som i visse tilfælde byder os at se stort på den folkekirkelige lovgivning, biskoppers tilsyn og faren for at støde folk?

Det vil præster og biskopper næppe svare benægtende på. Alligevel har man i de senere år kunnet få en fæl mistanke om, at firmaet folkekirken i realiteten havde større vægt end Vorherres befaling.

Når de bisper, der var betænkelige ved indførelsen af vielser af homoseksuelle, alligevel tog stilling for ritualet under henvisning til, at det var jo ikke op til dem, men til ministeren at bestemme i den sag; når spørgsmålet om demokratisk legitimitet gøres til det afgørende spørgsmål i debatoplægget om en ny styrelse for folkekirken; eller når præster i dag i stort tal indkaldes til tjenstlige samtaler og får reprimander for ikke at være fleksible og velvillige nok over for menighedens ønsker om alternative kirkeformer (sådanne tjenstlige samtaler forekommer desværre, har vi hørt) eller for at have antydet, at deres biskop fører vranglære, som præsten i Dianalund var ude for det - ja, så får man en fornemmelse af, at folkekirken er blevet så forelsket i sin egne fortræffelighed og rummelighed, at den har glemt, at al sand kirkelig myndighed kommer af Vorherres befaling. Af at der er en større alvor, end spørgsmålet om folkekirkens forhold og fremtid - nemlig spørgsmålet om hver enkelt menneskes salighed.

For at sætte sagen på spidsen: Hvis ikke folkekirkens bisper og præster frygter mere for at formene nogen dåben end for at bryde folkekirkens retsregler, så kan folkekirken snart blive til folke- uden kirke.

Agnete Raahauge.