Af Søren Krarup, Tidehverv, 1991, nr. 8, s.165-166.

For Tidehvervs læsere vil Allan Bloom's bog fra 1987: "The closing of the american Mind", der nu er udkommet på dansk under titlen: "Historien om Vestens intellektuelle Forfald", ikke være ukendt. I marts 1989 havde Jesper Høgenhaven en udførlig og præcis omtale af dette opsigtsvækkende og meget omtalte opgør med en moderne amerikansk og vestlig livsholdning. For så vidt kunne vi nøjes med at henvise hertil.

Når jeg alligevel føler trang til at skrive om Allan Bloom's bog ved dens fremkomst på dansk, har det to grunde. Den første er bogens kvalitet. Det er en fremragende, indtrængende kritik af den livsform og tankegang, vi lever i. Intet nulevende menneske kan læse bogen uden igen og igen, for hver eneste side, at standse op, læse om igen og sætte mærke ved den ene formulering og iagttagelse mere rammende end den anden. Det er nok rigtigt, at USA er et tiår længere henne i udviklingen end vi. Hvad der er på mode i USA, kommer med denne forsinkelse på mode i bl.a. Danmark. Det betyder, at Allan Bloom's kritik af amerikanske studenter og amerikansk mentalitet i 80'erne har påtrængende aktualitet for os i 90'erne. Vi er jo i fuld gang med at overtage den ligegyldiggørelse af eksistensen, som har gjort det hele ligemeget i USA - camoufleret under åbenhedens, tolerancens, lighedens og demokratiets påfuglefjer.

Vi må inderligt håbe, at vi også vil kunne opleve den kritik af ligegyldiggørelsen, som nu bryder frem i USA i denne bog og i Tom Wolfe's roman "Forfængelighedens Bål".

*

Det er relativismen, der er kernen i den moderne vestlige holdning - at alt er relativt og derfor lige godt. Relativismen afskaffer moralen. I den relativistiske verden er der ikke forskel på godt og ondt, sandhed og løgn. Der er blot forskellig smag - som Johs. Lauridsen formulerede det i Studenterkredsen i sin tid. Nogle holder af rødt oksekød og andre af deres børn. Smag og behag kan man ikke diskutere, for den er netop relativ. Og i relativismens sammenhæng er derfor kun eet umoralsk: at tage noget alvorligt og sætte sig selv ind på det. En sådan eksistentiel alvor eller moralsk eksistens peges der forarget fingre ad dér, hvor relativismen har gjort det hele ligemeget.

I en bidende, meget nærgående og også meget morsom karakteristik af nutidens amerikanske studenterungdom portrætterer Allan Bloom denne åndelige opløsthed. Alt er afslappet. Forholdet mellem mand og kvinde er et funktions- eller forbrugerforhold, hvor alt andet end lidenskab er tilladt. Brug og kast væk! Vi ejer jo ikke hinanden, og hvem siger, at mine værdier er bedre og rigtigere end andres? Under denne devise smuldrer den menneskelige tilværelse.

Ligegyldigheden som livsform. Men under ligegyldigheden hersker ligestillingens, feminismens og demokratismens tyranni, som forfølger enhver ægte følelse og enhver forpligtet eksistens.

Allan Bloom er professor i politisk filosofi og trækker baggrunden for denne opløsning af den vestlige verdens åndelige indhold op. Relativisme kommer jo af, at intet mere har absolut gyldighed - eller med Kierkegaard: "står og skal stå ubetinget fast". For så vidt kunne Allan Bloom have lagt Kierkegaard til grund. I stedet går han ud fra Nietzsche i sin fortolkning, idet han peger på, at den menneskelige og moralske opløsning i nutiden er en følge af, at Gud er død. For hvor Gud er død, bliver alt jo tilladt. Så er netop det absolutte afskaffet - fordringen om at skulle være af sandhed, forskellen på godt og ondt, bundetheden til næsten. Alting er ligemeget i stedet. Smag og behag og rødt oksekød og lykkelig skilsmisse, når den anden keder én - hvis man da overhovedet har gidet gifte sig med "partneren" - og man må ikke være fanatisk og det er racisme at holde af sine egne børn og sit eget land og den ene kultur er ikke bedre end den anden og vi er heldigvis demokratiske og uden fordomme …

Denne åndelige tomhed, der kalder sig åbenhed, er konsekvensen af, at Gud er død. Både i skildringen og diagnosen er Allan Bloom's bog af en sådan væsentlighed, at man ikke indtrængende nok kan anbefale den.

Det er den ene grund til at omtale den påny.

*

Den anden grund er den danske udgave, der netop er - ja, meget typisk for Danmark idag.

"Historien om Vestens intellektuelle Forfald", kaldes den. Men det er ikke et intellektuelt forfald. Det er et åndeligt forfald. Tilværelsen drejer sig for Allan Bloom ikke om at være klog eller dum, vidende eller uvi-dende - eller rettere sagt: hans stadige henvisning til de klassiske værker i filosofi og litteratur tjener ikke udvidelse af studenternes viden, men af deres eksistens, deres ånd. At tilværelsen er alvor. At den stiller mennesket over for afgørelse og ansvar. At der er kærlighed, hengivelse og fortvivlelse i et menneskeliv. At alting netop ikke er - li'majet.

Men det er jo ikke et intellektuelt spørgsmål. Det er et åndeligt eller et moralsk spørgsmål.

Og den danske udgave med den misvisende titel har dernæst fået en dansk efterskrift, som i sin overfla-diskhed og uforstand er som et eksempel på netop den åndløshedens tilstand, Allan Bloom gør op med. Jeg kender ikke skribenten, Dominique Bouchet. Jeg har ladet mig fortælle, at han er universitetsansat. Og efter at have læst ham tror jeg det gerne.

Selve pointen i Allan Bloom's opgør har denne danske universitetsmand nemlig ikke fattet - at eksistensen er blevet uden alvor og vægt, fordi Gud er død som den absolutte instans, der drager menne-sket til ansvar for dets liv og gør livet væsentligt og vægtigt. Sligt er ubegribelig snak for en dansk normallektor. Han har jo i fællesskab med kolleger og den herskende mening i Politiken og Information fundet ud af, at problemet i dag er et andet: "For mig at se er årsagen til ligegyldigheden og ligegladheden ikke at finde i relativismen, men i letkøbtheden og stupiditeten. Det er ikke relativismens opkomst, som er problemet, men excellencens forfald. Demokratiets ideal er ikke, at enhver trykker på en knap for at deltage i en meningsundersøgelse eller et valg. Det er, at alle forsøger at bidrage til det bedste for alle. Demokratiet handler således om, at turde debattere værdier og at sætte krav til hinanden og sig selv. Det handler ikke om holdninger, som man kan være fri for at argumentere for, men om værdier, som man tør sætte på spil og drøfte på ny. I et demokratisk samfund er værdier ikke givet en gang for alle, tværtimod, de skal løbende tages op til revision. Den eneste værdi, der ikke kan rokkes ved uden at vælte selve demokratiets grundindstilling, er netop åbenheden".

Så er vi hjemme igen! Så er vi i den vægtløshed, hvor mennesket gør sig til sin egen gud ved selv at ville skabe sit liv ved at vælge sine værdier og debattere dem. Åh, den evige debat, demokratismens formel, stundesløshedens shibbolet, husaltret i den vestlige pseudo-virkelighed. Men Allan Bloom's pointe er, at der findes faktisk en virkelighed i et menneskeliv, som ikke er til debat, fordi mennesket ikke selv har skabt den, men omvendt er under dens magt. Allan Bloom kalder den naturen. Heri ligger, at den er uomgængelig. Og at være menneske er da at kende til kærlighed, til angst, til anfægtelse, til liv og død og til himmel og helvede, fordi man er fastholdt af værdier, man ikke kan debattere sig til eller for så vidt argumentere for, men som man simpelt hen må overtage og stå ved.

Og klassisk dannelse er at få blik for denne virkelighed ved at beskæftige sig med de værker, der udtrykker den.

Men på nuværende danske universiteter synes klassisk dannelse også at være noget ukendt. Dominque Bouchet kender den i hvert fald ikke. Hans verden er ikke åndens, men intellektualismens verden. Han vil derfor ikke give Allan Bloom ret i, at relativismen er problemet, men gør noget så banalt som middelmådighed til problemet: "For at friheden skal komme til udtryk, skal der dog være valgmuligheder. Åbenheden er en forudsætning for, at vi kan blive ved med at være fri, dvs. mennesker. Men åbenheden må ikke lade sig invadere af middelmådigheden og dyriskheden. Det er kulturen, som indskriver sig over det dyriske, og det er kulturen, som får os til at stræbe efter excellencen. Problemet er derfor ikke så meget "relativismen" eller "åbenheden", som Allan Bloom tror, men de gunstige vilkår, der i dag gives middelmådigheden og det slappe forhold til excellencen".

En excellence er på dansk en rangsperson, bl.a. en minister. Dominique Bouchet omgås dog ikke med planer om at myrde Poul Schlüter, når han vil "stræbe efter excellencen". Hans forhold til det danske sprog giver blot tilkende, at han har et intimt kendskab til den middelmådighed, han vil gøre til problemet.

Og middelmådighedens kultur springer jo også med nødvendighed ud af den forståelse af frihed, som Dominique Bouchet foredrager og hvor f.eks. et sprog er en tilfældig størrelse, man kan mishandle og maltraktere efter forgodtbefindende - dvs. "frit" i Dominique Bouchets forstand.

At sproget i stedet skal respekteres i dets givne betydningsfuldhed, respekterer han ikke. At sproget for så vidt er et billede på den virkelighed, der i Allan Bloom's forstand er naturlig derved, at den ikke er et spørgsmål om valg og debat, men i stedet stiller krav til mennesket, synes Dominique Bouchet ikke at ville vide. For ham er "åbenhed" den højeste værdi, fordi mennesket er "frit", dvs. sit eget livs skaber og herre, og konsekvensen er den ligegyldiggørelse af tilværelsen eller den åndløshed, der kommer af, at intet står og skal stå ubetinget fast.

Den danske udgave af Allan Bloom' s bog er således kommet til at portrættere netop den amoralske opløsthed, bogen er et opgør med.

Det gør ikke opgøret mindre påkrævet.

Søren Krarup.

Allan Bloom:
Historien om Vestens intellektuelle Forfald.
Gyldendal 1991. 394 sider.

Læs Blooms forord her: Vores dyd.