Af Enoch Powell, Tidehverv, 1989, nr. 1, januar, s.6.

Salisbury Review, marts 1988. Oversat af cand. mag. Kirsten Nielsen.

Fra tid til anden begår en nation en fejltagelse, hvormed jeg mener, at den giver sig en politik i vold eller betræder veje, som er væsentligt uforenelige med dens egen natur. Ikke desto mindre sker det, at nationen i lang tid forholder sig ligegyldig til det fejlgreb, der er blevet begået, indtil begivenheder vækker den til besindelse og indsigt. Men selv når den tid kommer, kan modstanden mod fejlgrebet forme sig på en måde, som hverken var ventet eller ønsket af dem, der fra begyndelsen var klar over fejltagelsen og uden held havde prøvet at forhindre deres land i at tage dette skridt. Dette er en erfaring, som vore forgængere har gjort. Englændere oplevede det under Commonwealth og efter revolutionen i 1688; og jeg kan ikke tro andet, end at skotter må have oplevet det i årene efter Unionsloven.

Hvornår og hvordan det går til, at man får øjnene op for en national fejltagelse, kan vi ikke vide noget om. Tingen i sig selv dokumenterer kendsgerningen. Indtil da spejler de årvågne efter morgengry, og mere end én gang har håbet ført til en forveksling mellem falsk morgenrøde og den virkelige dagning.

Jeg tilstår rent ud, at jeg ikke ville have troet det, hvis nogen før 1972 havde fortalt mig, at dette lands befolkning i fuld alvor ville gå med til, at dets love blev givet, dets skatte fastlagt, dets sager pådømt og dets politik afstukket af andre autoriteter end dets egne. At lov kunne gives og skatter udskrives ene og alene af parlamentet, at den enkelte borgers rettigheder og pligter blev håndhævet af Dronningens Domstole, og kun af dem, og at regeringens inden- og udenrigspolitik blev fastlagt udelukkende med nationens billigelse, som den manifesterer sig i parlamentets politiske organer - dette var selvfølgeligheder, der havde dybe rødder i den britiske nations historie: de lå i selve dens definition, blev af alle taget for givet og har sågar været genstand for lange og blodige forsvarskrige lige op til nyeste dato.

Og dog forblev nationen uberørt, da dens regering for 15 år siden gav afkald på alt dette, og dens parlament godkendte denne frasigelse. Nationen følte sig hverken foranlediget til modstand eller fordømmelse. Historikere kan i arkiver finde frem til de politiske bevæggrunde, der medførte dette eller hint afstemningsresultat. Forskere kan spore de skjulte årsager til, at nationen gav det sit ja og amen. Tilbage står det faktum - uanset indpiskere eller tidsånd - at nationen tillod - og den har ikke siden fortrudt sin godkendelse - en politik og et engagement, der er fundamentalt uforeneligt med dens egen natur; med rene ord, en brøler.

Jeg må gøre en indrømmelse, og jeg må forklare, hvad den går ud på. Jeg indrømmer, at denne nation stadig eksisterer og i så henseende stadig er uforandret. Jeg er klar over, at dette ikke er den gængse opfattelse. Der er tilsyneladende nogle, der synes, at den britiske nation som sådan har overlevet sig selv, eller at briterne i det mindste er holdt op med at bekymre sig om den politiske uafhængighed, som man på deres vegne gav afkald på. De, der er af denne mening, kunne fremføre andre vidnesbyrd. De kunne pege på, at briterne tilsyneladende uden synderlig modvilje har accepteret, at den autoritet, der er tillagt den Europæiske Menneskerettigheds Domstol skal rangere højere end parlamentet og Hendes Majestæts Domstole. De kunne også henlede opmærksomheden på, at briterne, om ikke formelt så dog i praksis, har lært at finde sig i, at deres politik dikteres dem af Fællesskabets regering.

Ikke desto mindre fastholder jeg min påstand om, at den britiske nation ikke har solgt sin sjæl, men er ligeså hengiven, som den altid har været, overfor denne sin "uforgængelige juvel", der hedder politisk uafhængighed indenfor sine egne institutioner. Heraf følger, at nationen før eller senere vil afvise den fejltagelse, som den tillod, da Storbritannien sluttede sig til Det Europæiske Fællesskab, og kalde det en forbigående fejltagelse. Der sker ting og sager, og det med tiltagende hyppighed, som vil fremskynde dette tidspunkt.

*

Den planlagte udvikling af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab frem mod en politisk sammenhæng er nu ikke alene åbenlys, men man gør heller ikke længere forsøg på at skjule den. Frihandel, samkvem og investeringer nationer imellem trives nu side om side med selvstændighed m.h.t. nationale love og økonomiske systemer. Mod dette fastholder Fællesmarkedet imidlertid med stigende styrke den doktrin, at handel kun kan være virkelig fri mellem dem, der har de samme love, samme skattesystem og niveau og benytter samme møntsystem. Doktrinen er falsk. Den sidestiller international handel med forholdet mellem borgerne i en unitær stat. I kølvandet af denne doktrin bliver harmonisering et middel til sammensmeltning og afskaffelse af suveræne stater for at skabe en ny politisk enhed. Den logiske følge heraf er, at indenfor denne nye enhed skal der lovgives og regeres af en enkelt central myndighed.

Harmoniseringsdoktrinen er uforenelig med og har altid haft til hensigt at være uforenelig med suveræne britiske institutioner. Skriften var tydelig på væggen, allerede da harmoniseringen blev udvidet til - foruden fjernelsen af diskriminerende handelsbarrierer - også at omfatte hjemlige og interne anliggender. Renhedsgraden for badestrande og drikkevand behøver ikke at harmoniseres for at franskmænd kan holde ferie i Cleethornes eller englændere i Cannes. Der ligger ingen begrænsninger i samhandelen i det at være forpligtet til at overholde en vis standard for sikkerhed og kvalitet, som en stat anser for passende at opretholde af hensyn til de varer, der sælges indenfor dens egen jurisdiktion. Gennem lang tid er nu den omfangsrige og stadig voksende masse af Europæisk Fællesskabslov-givning, der harmoniserer for harmoniseringens skyld, blevet trukket på skuldrene af med naiv latterliggørelse som en manifestation af omsiggribende bureaukrati snarere end af målrettet ønske om politisk magt. I den senere tid er denne naivitet begyndt at krakelere.

Briterne har med gysen opdaget, at ikke alene vil de blive tvunget til at betale samme skatter som det øvrige Fællesmarked - vi slugte VAT, husker De nok, af samme grund under tilløbet til at træde ind i Fællesmarkedet - men de må betale de samme afgifter på varer og serviceydelser, og hvis de tror, at de stadig har kontrol over deres hjemlige skatter og kan gøre, som de vil, skal de snart opdage, at England bliver stillet for Den Europæiske Domstol og bliver tvunget til at træde an i rækkerne. De husker nu, at det var deres statsfinansers uafhængighed, som de sammen med andre rettigheder nonchalant vinkede farvel til i 1972.

Der er ligeledes en bagatel, der hedder Det Europæiske Monetære System - een møntenhed, een stat, noget som Bismarck til fulde forstod. Briterne har nu læst tilstrækkeligt mellem linierne til at vide, at kun en svag panderynken fra fru Thatchers side endnu skiller dem fra harmoniserede kursrenter, hvilket betyder farvel til økonomisk uafhængighed. Selv Labour partiet har fået færten deraf. Selvom det har travlt med den nedværdigende beskæftigelse at kaste sin egen ladning overbord for at kunne kapre konservative vælgere, klamrer det sig stadig til en flig af den nationale suverænitets banner, under hvilket det plejede at sejle, og advarer nationen om, at under Det Europæiske Monetære System vil den ikke blive i stand til at vælge sin egen økonomiske kurs.

Angrebet på det britiske system af politisk uafhængighed bliver dristigere år for år. Intet under. Der eksisterer nu, og en del af den britiske offentlighed har ikke undladt at gøre opmærksom derpå, et parlament side om side med deres eget, et parlament hvor de er i permanent mindretal, og et parlament, der - lig deres eget parlament i forgangne århundreder - er begærligt efter magt og spænder musklerne for at gribe den. Dette skete, mens de tilsyneladende så den anden vej.

*

I 1978 skabte underhuset, skønt det ikke opfyldte et krav i Rom-Traktaten, i sit eget billede en repræsentation fra vælgerne i Det Forenede Kongerige på linie med andre medlemsstater i en institution, der omgående kaldte sig "parlamentet" og begyndte at opføre sig som sådan. Underhuset blev på det tidspunkt advaret om, hvad det burde have vidst fra sin egen historie, at et organ af den art ikke kunne forhindres i at bemægtige sig kontrollen over budgetter og lovgivning. I hemmelig forståelse med Den Europæiske Kommission, der i det ser et middel til vækst på bekostning af medlemsstaterne, fører Europa-Parlamentet nu det store ord. Valgt direkte af Fællesskabets samlede vælgerskare behøver det ingen tilskyndelse til at true til lydighed overfor dets ambitioner. I den demokratiske rede er gøgeungen ved at tvinge sine svagere fæller ud over kanten.

Mens et parlament er et af statens organer, er udenvælts politik noget andet. Også denne bliver ufortrødent skabt til Fællesmarkedet. Uden det britiske parlaments bemyndigelse, overfor hvilket den nominelt er ansvarlig, taler og handler Hendes Majestæts Regering åbenlyst ud fra den forudsætning, at Fællesmarkedet formodes og forventes at optræde som en enhed i internationale anliggender hinsides dets grænser. Fællesmarkedet som sådan har formelt etableret sin egen politik, hvad angår fastsættelsen af forhold mellem staten Israel og dens naboer og palæstinenserne. I den persiske golf og i det sydlige Atlanterhav har Det Forenede Kongerige slået til lyd for, at Fællesmarkedet burde finde fælles forslag og handlingsprogram. I teorien behandles disse aktiviteter som ikke hørende ind under Fællesmarkedets regi i henhold til Rom-Traktaten, som ikke foreskriver noget sådant; men i ly af denne frasigelse har Fællesmarkedet allerede dannet et institutionelt organ for udenrigspolitik i dets politiske komité og sekretariat.

Den britiske offentlighed kan sove aldrig så meget, så har disse aktiviteter i Fællesmarkedet gennem de sidste 8 år dog været tilstrækkeligt grelle til at gøre folk opmærksom på, at nationens historisk betingede kontrol over egne skatteproblemer, egen lovgivning og den hjemlige regerings politik er ved at slippe den afhænde, og at denne proces var planlagt og tilsigtet af de samme, der nu fremskynder den. Forestillingen er ikke populær i Storbritanien. Atter og atter bliver offentligheden beroliget ved forsikringen om, at regeringen og specielt premierministeren har i sinde omsider at kridte skoene og stå fast, at vise Det Europæiske Fællesskab, at "hertil og ikke længere"! Men når det kommer til stykket, sker der intet. Premierministeren erklærer, at Fællesmarkedets lovmæssige grundlag ikke må ændres. Et halvt år senere fremlægges den selvsamme lovgivning, og regeringen tvinger den igennem. Premierministeren opstiller betingelser, og hvis de ikke opfyldes, vil England tilbageholde stadig større indbetalinger til Fællesmarkedet. Betingelserne opfyldes ikke, men ikke desto mindre sker indbetalingerne fremdeles.

Det er en pantomine, der stadig vil gentage sig af een enkelt grund. Når det kommet til stykket, kan Storbritannien udelukkende fastholde sine standpunkter, hvis det er indstillet på at sætte sit medlemsskab af Fællesmarkedet på spil. Ellers er al stillen til skue af uafhængighed det rene bluff. Hvad det angår, har resten af Europa kunnet være sikker på, at England bare bluffede, og de har til dato aldrig taget fejl. England vil til enhver tid træde an i rækkerne og opgive den ene bid af sin politiske uafhængighed efter den anden, indtil nationen vågner op og bemyndiger og forpligter sin regering til at genvinde, hvad den aldrig skulle have givet slip på. Indtil da vil briterne blive holdt hen og fyldt med løfter om at lappe på dette eller hint aspekt i Fællesmarkeds-"reformen", som det hedder eller sågar "garantier" - for dernæst at blive truet som et uartigt barn med historier om, at det ifølge international lov ingen ret har til at opsige sin tilknytning til Traktaten, eller at et Fællesmarked, som Storbritannien har brudt med, ville tage økonomiske sanktioner mod de stolte øboere, der vovede at kræve deres parlamentariske frihed tilbage.

Der er intet alternativ til et nej. Så længe Det Europæiske Fællesskabs Lov af 1972 er i kraft, vil nedbrydningen af britisk frihed fortsætte. Der er ikke længere plads til at spille under dække med, at nationen har fået stukket blår i øjnene. For hver dag, der går, underskriver den britiske befolkning ved stiltiende underkastelse sin egen dom: "Vi var engang en nation. Vi er det ikke mere." I slutningen af Platons "Republikken" hører man skæbnens stemme proklamere: "I har selv været ude om det." I en fri befolkning må vi alle træffe afgørelser, både de, der forholder sig tavse, og de der taler, de der gør front og tager kampen op, og de der stikker halen mellem benene.

Enoch Powell.