Af Peter Fergo, Tidehverv, 1990, nr.1, januar, s.7-8.

Dansk Familieråd modtager i gennemsnittet lidt over to henvendelser daglig fra forældre overalt i landet. Heriblandt for ganske nylig denne fra en 48-årig mor:

Hendes mand døde for 11 år siden og hun bor nu alene med deres eneste barn, den 16 år gamle datter Inger, i en lejlighed i en af vore større provinsbyer.

Hun har alle dage sørget godt for Inger, der altid har gået i privatskole, og som efter eget ønske har prøvet både dans og ballet, og i det sidste års tid også golf, en interesse der i kontingent og udstyr har kostet henved 8.000 kr. På en uddannelseskonto er der i Ingers navn hver måned blevet indsat så meget som hjemmets økonomi tillod.

I august i år begyndte Inger i 1. g nysproglig. Hun passede sin skolegang ordentligt, som hun altid havde gjort det, og da hun har et ganske godt hoved, klarede hun sig fint.

Ved en fødselsdagsfest hos en veninde i begyndelsen af oktober traf hun en elev i 1. g matematisk ved navn Erik. Han ringede næste dag og inviterede hende ud, og de var sammen i fire timer. Dagen efter inviterede han hende igen ud, og næste dag hjem til sig selv. I den følgende tid kommer invitation på invitation, og Inger, der er småforelsket, siger ingen gang nej tak: snart er de på restaurant, snart i biografen, så hjemme hos Erik, så til sportsstævne eller hos een af Eriks venner. Inger begynder derfor at forsømme sine lektier. En engelsk stil bliver udsat til det er for sent, skriftlig fransk bliver jasket igen-nem med et ynkeligt resultat og et par gange møder hun helt uforberedt i latin. Dertil kommer at afta-lerne om det tidspunkt Inger senest skal være hjemme, ikke bliver overholdt; eller hun lover at være hjemme fra Erik kl. 3, men ringer så kl. 2 og beder om at måtte spise middag med til kl. 7 senest. Kl. halv syv ringer hun imidlertid igen og fortæller at hun er nødt til at blive noget længere, da der er kommet gæster i Eriks hjem, som hun absolut må præsenteres for. Først henimod elleve er hun hjemme.

Gentagne gange foreholder hendes mor hende, at hun trods alt stadig er gymnasieelev og at en studentereksamen med et gennemsnit under 8 ikke er ret meget værd. Men det er kun temporært at Inger tager sig sammen til at præstere noget der svarer til hendes evner.

Og helt galt blev det for 3 uger siden, da Erik fandt ud af at han ikke "behøvede" at gå i gymnasiet, men kunne skyde genvej gennem en laborantuddannelse, hvorfor han holdt op med skolegangen og med sine forældres accept hengav sig til lediggang indtil den påtænkte laborantskole begyndte sit førstkommende semester. Nu havde han rigelig tid og fordoblede derfor sin omgang med Inger, der nu, for at kunne følge ham i hans frie fornøjelsesliv, endog begyndte at pjække.

Fredag d. 10. november strøg hun umiddelbart efter at hun var kommet fra skolen over til Erik og kom hjem en halv time før spisetid. Hendes mor tilberedte maden og var ved at dække bordet, da Inger med eet lod sig forlyde med at hun "nær havde glemt" at sige at hun også denne dag spiste middag hos Erik. Overvældet af ærgrelse og efterhånden godt irriteret på denne Erik udbryder moderen med bitter ironi: "Var det ikke en idé helt at flytte over til Erik". Herpå reagerede Inger med at gå ind på sit værelse, pakke sin store golftaske med tøj og sko og så gå ud af hoveddøren med de ord: "Godt, så flytter jeg derover".

I to dage hørte moderen intet fra sit barn, og for at det ikke skulle komme til at figurere i et eller andet kartotek, tøvede hun med at henvende sig til politiet.

Men mandag dukkede Inger op iført en noget påfaldende beklædning a la boheme og så sandelig af en ganske anden smag end den hun havde fra sit hjem. Tøjet, sagde hun, var noget hun havde lånt af Eriks storesøster, som var 20 år, på bistandshjælp og deltager i eet eller andet "ungdomsprojekt", som kommunen foranstaltede. Og trods det, at Inger og hendes mor allerede for to år siden havde diskuteret sig til enighed om at det alligevel ikke var så godt at få huller i ørene, som Inger dengang pludselig ønskede det, kom hun nu med begge øreflipper perforerede. Det var noget Erik havde sørget for og betalt. Men ellers kom hun for at hente nogle ordbøger, og på moderens spørgsmål om, hvad alt dette egentlig skulle betyde, svarede hun blot dette: "Ja mor, det vil du snart få at vide".

Og ganske rigtig. Dagen efter modtog Ingers mor et brev fra kommunens social- og sundhedsforvaltning hvori stod disse lakoniske ord: "Da Deres datter er blevet opfordret til at fraflytte hjemmet, bedes De kontakte Deres sagsbehandler, W.M., på lokal det og det".

Moderen havde imidlertid aldrig haft at gøre med socialforvaltningen og kendte derfor intet til, at hun skulle have en sagsbehandler. Hun gjorde op med sig selv at hun så afgjort ikke ville diskutere sit barn med en fremmed før hun havde talt det hele grundigt igennem med Inger, som havde sagt, at hun ville komme igen torsdag for at hente mere af sit.

Af samtalen med hende torsdag fremgik det, at Eriks mor og storesøster havde instrueret hende om at hun skam havde adskillige rettigheder, hvorefter Erik og hans mor havde taget hende med op på social-centret. Her havde hun fået løfte om at man snarest ville finde et sted til hende at bo, derpå havde hun fået 500 kr. Også Eriks mor havde fået penge fordi hun husede hende, hvormeget så hun ikke.

Fuld af forbitrelse ringer moderen til sagsbehandleren for at få svar på, hvad i alverden der foregår. Han oplyser at Inger som grund til sin beslutning har anført at hendes mor er "mopset", når hun har besøgt sin ven. Yderligere oplyser han, at kommunen nu vil finde en ungdomspension eller en lejlighed til Inger, og sluttelig belærer han moderen om, at man "ikke kan holde på en 16-årig der ikke vil bo hjemme".

*

Det skal nok være rigtigt at man ikke kan holde på en 16-årig der ikke vil bo hjemme, navnlig når forholdene er sådan, at samfundet står parat med bolig og penge til enhver purung, der har sat sig i hovedet - eller er blevet overtalt til - at ville leve sit eget "selvstændige" liv på det offentliges regning. Især er dette vel noget der gælder i et land, der er så velhavende, at det trods en gæld på nogle hundrede milliarder, har råd til at føre denne art emancipatorisk ungdomspolitik. For Ingers underhold vil med administration og alt koste ca. 200.000 kr. årlig.

Når man har fundet en passende bolig til Inger, kan Erik vel flytte ind hos hende, og de to 16-årige kan så leve livet på borgernes penge, medens den ydmygede mor kan sidde tilbage med den erfaring, at den såkaldte forældremyndighed er noget, der til enhver tid kan suspenderes af et socialkontor.

For øvrigt kom Inger endnu engang i den følgende uge. Hun gjorde straks opmærksom på at hun havde travlt, for i en bil nede på gaden ventede hendes sagsbehandler med hvem hun skulle ud og vælge værelse på en ungdomspension, hvor hun skulle bo indtil hun snarest fik egen ungdomsbolig. Så pakkede hun de resterende ejendele, medens hun på moderens spørgsmål hele tiden blot svarede, at det ville hun "ikke diskutere". Da hun var færdig og på vej ud af entreen, kom moderen i tanke om noget: "Dit sengetøj, dyne, pude, vår og lagen, skal du ikke have det med?". Hertil sagde Inger idet hun gik ned ad trappen: "Det er ligemeget, jeg har fået en rekvisition på helt nyt sengetøj".

*

For Dansk Familieråd er sagen ikke enestående. Rådet har før haft henvendelser af lignende art. Således i februar 88 fra en mor på Fyn:

Efter skilsmisse fra en ægtefælle i meget højtlønnet stilling, hvor hun får tilkendt forældremyndigheden over den 14-årige søn, Gert, blev hendes økonomiske situation, omend den var acceptabel, dog sådan at hendes løn ikke rakte til at opretholde samme materielle standard, som den forvænte dreng var vant til. Efter en del spændinger desangående mor og søn imellem, får Gert, der har beklaget sig overfor en kammerat, af dennes mor, som var ansat i kommunen, det råd at fremlægge sin utilfredshed på det lokale socialcenter. Her bliver han af bistandsafdelingen straks anbragt i familiepleje hos sin klasselærer. De dyre ønsker og kravet om lommepenge bliver prompte opfyldt af forvaltningen. Og i forhold til moderen viste klasselæreren sig anderledes spendabel. Men nu havde Gert til gengæld også fået en værdi af 240.000 kr. årlig.

Borgerne i dette land må forstå - hvis de endnu ikke har forstået det - at tilfældene Inger og Gert ikke er undtagelser, men at dette er lovgivningens faste praksis, selv hvor det drejer sig om børn i 10-års alderen.

Hvordan tror man ellers at vor socialforvaltning har kunnet præstere en verdensrekord for vor nation på henved 18.000 udeanbragte børn og unge?

I Grundloven erklærer vi os for kristne. Den danske stat forpligter sig (kirkeforfatn.afsn. § 3) til at "understøtte" den luthersk-evangeliske folkekirke, hvis konfessionsgrundlag som bekendt også omfatter de 10 bud, hvoraf det 4. er dette: "Ær din far og mor".

De refererede tilfælde viser hvorledes den kristne danske stat understøtter kirkens budskab og hjælper børn til at forholde sig til dette lydighedens og pietetens bud.

Peter Fergo.

 

---

 

Af Rie Nissen, Tidehverv, 1990, nr. 1, s.8.

Ær din mor!
"Jeg har kendt Harald Nielsen meget godt. Efter fars død forblev han og hans kone mors meget nære venner. Jeg har som ganske ung hørt ham bl.a. læse Frødings digte med en varme og en begejstring, som jeg aldrig glemmer. Da hans omslag siden kom, ved jeg, at det var med stor sorg, at mor trak sig tilbage fra ham. Og selv gjorde jeg det også. Men jeg har aldrig glemt, at han over for mig - der var barn, da far døde - i mange henseender forsøgte at give mig noget af det, man mangler, når man mister sin far tidligt.

F.eks. husker jeg en episode - hvor jeg sikkert opbragt må have fortalt ham, at mor havde næret mig en ny balkjole til skolebal. Da skældte han mig så eftertrykkeligt ud og forklarede mig, at mor intet hellere ville end give mig en ny balkjole, men at hun ikke havde råd.

At dette var gjort i en meget god mening både overfor mor og mig - forstod jeg jo først langt senere. Men ikke for sent til at jeg fik det sagt til ham".

Rie Nissen.

(Rie Nissen, Jakob Knudsens datter, i et brev til Søren Krarup af 4. november 1960)