Teologisk Danmarkshistorie
Af Johannes Horstmann, Tidehverv, 1990, nr. 4, april, s.65-84.
I sin fortale til en tysk udgave af et skrift, der var forfattet af kejser Karl V's ambassadør i Milano Galeatius Capella, De Bello Mediolanensi, "Om den milanesiske krig", som udkom i Wittenberg i 1538, skriver Martin Luther følgende:
"Den højt berømte romer Varro siger, at det er den allerbedste måde at undervise på, når man føjer eksempler til ordet. For disse bevirker, at man forstår talen klarere og også lettere husker den. Ellers, hvor talen bliver hørt uden eksempler, hvor rigtig og god den end er, bevæger den dog ikke hjertet så meget, er heller ikke så klar og bliver ikke fastholdt så godt. Derfor er det en dyrebar ting med historien, for det, som filosofferne, de kloge folk og hele fornuften kan lære og udtænke, som er nyttigt for et retskaffent liv, det giver historien magtfuldt med eksempler og fortællinger og stiller ligesom for øje, som om man selv er til stede og ser det ske - alt det, som førhen ordene gennem undervisningen har båret ind i ørerne. Der finder man begge dele, hvordan de har handlet, lidt og levet, som har været fromme og kloge, og hvordan det er gået dem, eller hvordan de er blevet belønnet, og ligeså, hvordan de har levet, som har været uforstandige og onde, og hvilken betaling de har fået derfor.
Og når man grundigt overvejer det, så er af historien og fortællingerne som af en levende kilde vældet frem næsten al ret, kunst, godt råd, advarsel, truen, afskrækkelse, trøst, bestyrkelse, undervisning, omsorgsfuldhed, visdom, klogskab samt alle dyder etc. Det gør, at historien ikke er andet end en henvisning til, erindring om og tegn på de guddommelige gerninger og domme, hvorved Gud opholder verden, i særdeleshed menneskene, regerer, hindrer, fremmer, straffer og ærer dem, eftersom de fortjener ondt eller godt. Og skønt der er mange, som ikke kender eller agter på Gud, så må de alligevel støde sig på eksempler og fortællinger og frygte for, at det ikke også skal gå dem på samme måde som dem, der i historien bliver malet dem for øje, for at de derved skal blive stærkere bevæget, end hvis man holder dem tilbage eller hindrer dem alene med ord og lære. Sådan som vi læser ikke alene i Den Hellige Skrift, men også i de hedenske bøger, hvorledes de indfører og fremholder forfædrenes eksempler, ord og gerninger, når de vil rose noget hos folket, eller når de har til formål at lære, formane og afskrække. Derfor er også historieskriverne de allernyttigste mennesker og de bedste lærere, så at man aldrig kan ære og prise dem nok og sige dem tak".
Og Luther skriver lidt længere henne i samme fortale: "Fordi historien ikke beskriver andet end Guds gerninger, det vil sige nåde og vrede, og man billigvis skal tro den, som om den står skrevet i Bibelen, så burde den sandelig skrives med den største flid, troskab og sandhedskærlighed. Men det vil nu ikke ske, ser jeg nok, medmindre man fik den ordning igen, som rådede hos jøderne. I mellemtiden må vi lade os nøje med vor egen historie sådan, som denne nu er og ind imellem selv tænke og dømme, om forfatteren skrider ud på grund af forkærlighed eller modvilje, roser og dadler for lidt eller for meget, eftersom han har tilbøjelighed for personer og sager, ligesom vi må tåle, at fragtmændene under en løs styrelse under transporten forfalsker vinen med vand, så at man ikke kan få den rene drik sådan, som den er vokset, og vi må lade os nøje med, at vi får det meste eller dog noget deraf" (E. A. 63, p. 356 f.).
I
Danmarks lov
For et par år siden forandrede det københavnske bystyre gadenavnet Skjoldsgade til Olof Palmesgade - selvfølgelig hen over hovedet på beboerne, som næppe ønskede en sådan forandring. Denne foranstaltning røber for den, som betænker, at Olof Palmes tese var: "Politik er at ville", at fraværelse af forståelse for, hvad Danmarks historie betyder for det danske folk, behersker den kommunale ledelse af Danmarks hovedstad i dag og temmelig sikkert også ledelsen af mange andre steder i landet. Her ønsker man hellere at mindes en mand, der definerer politik som det at ville - hvilket nærmere analyseret ikke er principielt forskellig fra den lovløshed, som Bismarck og Hitler forstod ved det samme - end man vil holde sig den sandhed for øje, som er udtrykt i det gamle sagn om kong Skjold, hvis dybde man øjensynligt ikke har fattet, skønt det dog er højaktuelt i dagens Danmark. I den form, hvori sagnet er overleveret i Bjovulfsdrapen, og som Grundtvig har benyttet i sin kendte sang, fortælles det, at da det danske folk var i nød, fordi det var uden konge, uden regering og derfor uden folkelig sammenhæng, kom der et skib sejlende til Danmark. Men der var ingen ombord undtagen en sovende lille dreng. Skibet var således udrustet med guld og våben og kongeflag, så at det var klart, at denne dreng var af kongelig afstamning og bragte kongeværdighed med sig. Danskerne gjorde ham derfor til deres konge, og han udførte store bedrifter, som Saxo fortæller, og fra ham nedstammer kongeslægten Skjoldungerne.
Der ligger i dette dybsindige sagn en klar forståelse af, at fred og gode dage hænger sammen med god styrelse i landet, men også, at denne gode styrelse ikke skabes af folket selv derved, at det vil; men at den er en gave, der må komme til det, udefra eller ovenfra. For at være folk behøver et folk at være regeret, men at blive regeret betyder noget helt andet end at blive tyranniseret. Og til det at regere sådan, at regering ikke bliver til tyranni, hører ikke bare det at ville, men, og det endda som det første og største, det at kende og adlyde den lov, som er sat for folkets liv. Udenfor lydigheden mod loven bliver alt styre af folket med nødvendighed til tyranni, enten til enkeltmandstyranni eller til allemandstyranni, Herr Omnes' tyranni, der iflg. Luther er det værste af alle tyrannier, og folket selv går menneskeligt i opløsning ved at blive til splittede grupper, der ser livet og frelsen i det at bekæmpe hinanden. Men er det kommet dertil, at folket må erkende, at det er uden regering og derfor uden mulighed for at være folk - og det hører med til den erkendelse af folkets liv, som Skjoldsagnet vil formidle - så er folket på det sted, hvor regering kommer til det, om det ellers vil være opmærksomt. For regering kommer ikke blot udefra eller ovenfra, men den kommer også der, hvor folket selv vil forstå, at det er den, som det mest af alt trænger til for at være folk. Den opløsning af sit liv, som folket erfarer - at de gode græder, og de onde ler - er så ikke bare et tegn på, at folket har været ulydigt mod sin lov; men det er også det negative udtryk for, at nu kommer hjælpen, ja, at den allerede er nær. Det er den lov, som folkets liv er undergivet, der således melder sig.
Men den gode regering er ikke noget, som folket kan sikre sig og overtage som sin ejendom. Sagnet fortæller også, at kong Skjold, da han døde, forlod Danmark på samme måde, som han var kommet, nemlig alene ombord på et skib, der var blevet lastet med de herligste skatte.
"De skatte så mange,
de skulle nu ud
på rejsen hin lange
med drotten så prud,
for dem at opveje
hvormed man ombord
omringed' hans leje,
der enlig han foer
med skatte ifølge
på båd over bølge
i barndommens år.
Der alt, som tilkejset,
lå godt nu i lag,
for kongen blev hejset
det dejligste flag,
og højt det sig hæved',
hvor hovedet lå,
mens snækken udsvæved'
på bølgerne blå.
På klinten med kvide
de dannemænd stod,
så snækken bortglide
med sorrigfuldt mod.
Og hvem der i hænde
fik skatten til sidst,
må alle bekende,
slet ingen har vidst".
Sådan hedder det i Grundtvigs oversættelse af Bjovulfsdrapen. Betingelsen for det sandt folkelige liv ligger ikke i folkets egen vilje, men den ligger i den lov, som er over folket, som regerer det, og som befaler det lydighed, og den bliver ved med at ligge der. Og lydighedens første og største er, at folket lader betingelsen ligge der og ikke gør den til sin ejendom.
Danmarks krise
Danmarks krise idag er den samme som på kong Skjolds tid. Det danske folk idag er også i kongetrang. Det har ikke nogen regering. Det kender ikke sin lov. Hvordan kan man påstå noget sådant? Foruden dronning har vi jo regering og folketing og domstole, har såvel udøvende som lovgivende og dømmende magt. Ja, på papiret har vi det altsammen, men hvordan står det til med virkeligheden? Vor dronning har ikke engang den ytringsfrihed, når det drejer sig om politik, som alle landets andre borgere dog endnu har. Vi har en regering, der ikke kan regere, fordi den er udgået af et mindretal i folketinget. For at få et forslag gennemført, må den bestandig søge støtte hos grupper i folketinget, der tænker i andre og modsatte baner end regeringen, hvis ikke deres hovedinteresse udelukkende er den at få regeringen væk hurtigst muligt. En mindretalsregering er, hvor det parlamentariske flertal har afgørel-sen, det samme som ingen regering; det er så klart som solen ved middagstide. Men samtidig er det den eneste regering, der kan dannes i dagens Danmark. I det højeste kan en sådan regering blive til et ekspeditionssekretariat for folketinget. Det er dette sidste, der som den lovgivende magt under de forhåndenværende omstændigheder også har den udøvende magt. Folketinget er den virkelige regering, men er det uden at have regeringsansvaret, og det benytter folketinget sig selvfølgelig af. Regeringen må nøjes med at have en regeringsrolle. Den må nøjes med at spille regeringskomedie. Men det er ikke det samme som virkelig at regere.
Under sådanne omstændigheder bliver den lovgivende magt, folketinget, med nødvendighed ikke videre interesseret i at passe det, som er dets embede, eller tillægge dette nogen særlig vægt. Det tolererer rask væk, at der er grupper i det danske samfund, der åbenlyst tilkendegiver, at de ikke agter at rette sig efter de love, som folketinget har givet. Folketinget synes ikke at tage i betænkning, at dets troværdighed som lovgivende magt ved en tolerance af denne art forsvinder. Det er klart, at når den lovgivende magt beskytter lovbruddet eller i hvert fald ikke sætter sig imod, at lovbrud sker, men finder sig i det, så må den regne med, at den lovoverholdende del af folket bliver betydelig reduceret. Hvorfor skal man rette sigefter det, som formelt er lov, når den lovgivende magt åbenlyst giver nogle af landets beboere ret til ikke at rette sig efter det, som er lov i landet? Man kan roligt sige, at ingen har i de sidste 20 år virket så meget for at nedbryde respekten for lov og ret i Danmark som netop denne eftergivende lovgivende magt. På en fin andenplads kommer den dømmende magt, domstolene, hvis adfærd mere og mere kommer til at ligne dommerens i Wessels satiriske digt Smeden og Bageren.
Sandelig er det danske folk i kongetrang, regeringstrang, lovtrang. Sandelig er Danmark ophørt med at være en retsstat. Ikke engang jurister ved i dag, hvad lov og ret er eller synes overhovedet at tænke derover. Og sandelig hører man aldrig praktiske politikere tale sådan, at det kan høres, at de har gjort sig overvejelser om, hvad det egentlig er at regere, bortset fra det rent tekniske. Og alt dette samtidig med, at der foregår en stadig tilstrømning til landet af asylsøgende flygtninge, der hurtigt ved visse politiske partiers hjælp bliver til indvandrere med politisk medbestemmelsesret i kommunale anliggender uden dertilhørende forpligtelse til eller mulighed for at forstå, at det nu er Danmark, de er kommet til at bo i, og at det ikke er det samme, som at de lever i en enklave af deres eget hjemland, der bare geografisk ikke ligger i dette hjemland. Vore forfædre, vikingerne, måtte dog i det mindste have besværet med at erobre England og Normandiet, eller hvor de nu ellers slog sig ned, før de kunne kalde disse fremmede bopladser deres hjem. For indvandrerne i dag derimod bliver der sørget for, at de i mindst mulig udstrækning skal mærke, at de overhovedet er kommet udenfor deres hjemland. Hvorfor skulle de også det, når det danske er noget, som de kun yderst sjældent støder på, ikke noget, som danskerne selv gør det nødvendigt for dem at forholde sig til?
På afgrundens rand
Men at det danske folk befinder sig i en krise er ikke noget nyt. Danmarkshistorien udmærker sig ved, at den lige fra begyndelsen har været en næsten uafbrudt række af kriser og nederlag med enkelte sejre ind imellem, en historie, der vidner om en gennemgribende mangel på klogskab hos folkets politiske ledelse, men også om megen tapperhed og udholdenhed hos det menige folk. Det er vel almindeligt at tale om Danmark som et gammelt storrige, der med tiden er gået svind i. "Engang du herre var i hele Norden, bød over England, nu du kaldes svag". Men denne betragtning holder ikke helt stik. Danmark har ikke en, men flere gange været lige ved at blive totalt udslettet som selvstændigt land, og så har det alligevel indtil nu overlevet alle disse kriser. Og man vil endda finde det som en gennemgående regel, at det er under og efter disse kriser, at det danske folk har præsteret sine betydeligste indsatser, som meget vel kan hævde sig også efter europæisk målestok. Den store indsats på Valdemarstiden fulgte efter en tid, da borgerkrigen hærgede landet indadtil, mens venderne angreb udefra, og efter Valdemar Sejrs død - "da kronen faldt af de danskes hoved" - blev den afløst af en tid, der blev præget af striden mellem hans sønner og mellem konge og ærkebiskop og af stadig større økonomisk og politisk afhængighed af de holstenske grever, hvorved landet til sidst gik i total opløsning. I det latinske klagedigt over Danmarks ulykke fra 1329, som jeg her skal citere nogle vers af i Ernst von der Reckes oversættelse, skildres Danmarks situation således:
Dengang Du med Hæder smykket
blomstrende i Boldhed stod;
glad og kæk og rig Du bygged,
sikker paa Dit faste Mod.
Djærvelig Du tvang med Sværd
Sachsers og Lombarders Hær,
Briters Skok, Venders Flok,
Esters Strand, Holsters Land;
Riger nok faldt Dig for Fod.
Som en Blomst for alle Riger
højt Du stod paa Ærens Tind;
over andres Grænsediger
brød Du da med Vælde ind.
Erik), Drot med Herrens Tykke, (Erik Menved)
Hærfærds Lykke, Lovens Hygge,
gav Dig Vagt, øget Magt,
fremmed snild, røgted mild
Dig med Raad og kløgtigt Sind.
Nu er svundet hvad oprundet
var hos Dig af stort og godt;
til Dig bundet blev kun fundet
Vanheld end og Jammer blot.
Fjern fra Sejr, blandt Riger nu
som et Vrag kun stander Du,
hovmodblændt, sindsforvendt,
angestspændt, smudsig kendt,
svigefuld i stort og smaat.
Ingen Dyder, nu kun Lyder,
Danmark, i Dit Indre bor;
ej Du byder Dig og fryder
Dig til Kamp for Fædres Jord;
ikkun Løgnen har Du kær;
ikke Naaden længer værd,
neder strakt i Foragt,
knækket, svag, maa Du spag
se Din Vaade vorde stor.
Tusind Plager nu Dig følge,
tusind Garn er om Dig lagt;
Ufred trindt paa Land og Bølge
trænger Dig med Overmagt.
Ingen Hvile er Dig ladt,
ej ved Dag og ej ved Nat;
Fjendevold, Avigskjold,
Slag og Skud, Dødens Bud
faar med hver en Dag Du bragt.
Vid i Strækket har Du rækket
raadig før til Elbens Vand;
siden stækket, mulmbedækket,
knap Du naaede Ejdrens Rand.
Sluttelig nu Sliens Flod
som Dit Landemærke stod;
veget tit, Skridt for Skridt
ind Dig trang Grænse tvang:
Aaen midt i Jyders Land. (Kongeåen er blevet Danmarks grænse)
Før Gud Herren har den Onde
rebet Riget kort og smalt;
mer end Hælvten af dets Grunde
i hans Røverhænder faldt.
Vendland tog han bort og Rø,
Skaane saa og Sjællands Ø,
Falsters Land, Femerns Strand
Laalands Hegn, Holsters Egn,
Sønderjylland, - tog han alt.
Sygner Hovedet, da lider
dermed ogsaa hvert et Lem;
Splittelse til alle Sider,
ingen Trivsel vinder frem.
Bisp hos os paa Næver slaas,
Krigsfolk og Drabanters Tros,
løst i Tro, er trøsket Bro;
Adelsblod fattes Mod;
Skænk og Gave blinder dem.
Skal et Barn for Riget raade,
da er det til Nød fordømt;
naar det splittet staar i Vaade,
ødes det af Svig og Skrømt.
Hvad har Danmark, Du i Hu?
Ikkun Griskhed uden Blu,
Avind kun, Underfund,
Smiger led, Troløshed;
Lov og Ret fra Dig er rømt.
Da Du haver slig en Fore,
da, blæst op af Hovmods Byld,
Du har Ord i Mund for store
foren Franskmand selv, til Fyld,
mens Du, blind for Dine Kaar,
ej Dit Væsen selv forstaar,
visnet plat, gold og mat; -
bliv da god end ved Bod,
slet ved den Din gamle Skyld.
Intet Vanheld skulde kue
- som bør sig ej - vort Mod,
blot ej hos os selv som Frue
Synden hersked i vort Blod.
Derfor bort nu hver en Last!
Enighed os samle fast!
Høvdingsligt, sejerrigt
vil vi staa, vil vi slaa
Fjendens Skare ned for Fod.
Dog, skal Fjendevold os finde
stærke til mod den at staa,
skal vi vinde Fred i Sinde,
skal os Hjælp og Tryghed naa, -
være Naadens Gud det Ly,
hvortil vi Faren ty:
os han dække, dem han svække,
os hvor Ro med sin tro
højre Haand han gavmild faa (faa i ældre dansk Sprog er det samme som skaffe i Nydansk)
Det fremgår tydeligt af dette magtfulde klagedigt, at Danmark dengang har befundet sig på afgrundens rand. Men nu kom så Valdemar Atterdag og hans datter Margrethe, og det blev atter dag i Danmark, i det mindste for en tid. Men igen kommer der en stor krise med fordrivelsen af Chr. II og Frederik I's død og Grevens Fejde. Også ved den lejlighed var Danmark ved at blive splittet helt ad, og igen kom der midlertidig orden og samling på landet, som dog igen blev sat til, og denne gang med varige virkninger, i det følgende århundrede gennem krigene med Sverige, der helt splittede og lemlæstede landet og bragte det ned i den politiske magtesløshed, som det aldrig siden har overvundet. Karl X Gustav foreslog endda Cromwell at dele Danmark mellem England og Sverige, hvilket Cromwell, der ellers ikke havde noget tilovers for Danmark, dog afslog at være med til. Den første krig med Karl Gustav endte med den fred i Roskilde, som sønderlemmede Danmark. Om de krav, der ved den lejlighed fra svensk side blev stillet til Danmark for freds opnåelse, og som blev fremført af Corfitz Ulfeld, den danske konges svoger, som svensk forhandler - efter Holbergs skøn: "fordi Karl Gustav havde behag i at insultere nationen i denne slette tilstand" - skriver den samme forfatter: "Jeg tror næppe, at der udi nogle hundrede års historie skal findes eksempel på, at en nation har forlangt sådanne conditioner af en anden". I den anden krig, som Karl Gustav selv begyndte efter at have brudt den Roskildefred som han havde påtvunget Danmark, forsvarede Danmark sig og ikke uden held.
Men det blev alligevel Roskildefredens bestemmelser, der blev stående. Forsvarsviljen var kommet for sent. Danmark forbundsfælle eller såkaldte forbundsfælle Holland havde fået øjnene op for, hvilke fordele det og de andre vestlige handelsmagter kunne have af et svækket Danmark, og Holberg skriver videre: "Således endtes denne første krig, hvilken blev begyndt med større fyrighed af de danske, end den blev fortsat, så at Karl Gustav kunne sige, alle vegne, hvor han kom: veni vidi vici, thi de stærkeste fæstninger blev enten i en hast bestormede eller gav sig uden sværdslag, og rigets tropper mødte ikke for at gøre modstand, men for at lade sig se af fjenden og derpå vende tilbage. Al verden forundrede sig over, at en nation, hvis karakter hidindtil havde været bravoure, så rent på en gang skulle glemme sig selv, og at et folk, der så vel udi dette som udi forrige seculo med ulige magt tit havde triumferet mod de svenske, nu ligesom får lod sig drive af de samme. Sandeligen, man hverken bør eller kan sige noget til forsvar af disse tiders krigsfolk og anførere. Vel er sandt, at de svenske nu havde bragt krigsdisciplinen på den højeste spidse, så at de var blevet en skræk for alle deres naboer. Men man kan derimod sige, at det var med en mådelig og ilde forsynet krigshær, de angreb et helt rige, som havde la-vet sig på modstand. Al forstand, hjerte, conduite og redelighed var så rent forsvunden, såvel hos soldater som hos anførere, så man ikke kunne kende nationen mere igen. Hvorudover den danske militse også på samme tid gerådede udi sådan foragt, at den blev alle vegne til en fabel. Vil nogen lægge mig til last, at jeg afmaler mine egne landsmænd med sådan farve, da vil jeg svare, at det er den mindste straf, som kan hende folk, der ved en så ugemen (ualmindelig, red) fejghed opofrede et helt rige tillige med deres konge, hvis fromhed, forstand, bravoure og store dyder kunne opmuntre undersåtterne til heltegerninger. Hvis tidernes tilstand havde tilladt krigsforhør at holdes, havde eksekutionen villet blive stor og mærkelig, såvel over gemene (almindelige, red) som over officererne; thi endskønt de svenske var bedre soldater og mere disciplinerede end udi forrige krige, så var de dog kun mennesker, og var det denne gang aldeles ikke deres bravoure eller krigsdiscipline, man kunne tilskrive sådan uhørlig fremgang, men den danske militces forstokkenhed og en terror panicus, som var overkommen den hele nation; thi at de svenske var ikke uovervindelige, visede påfølgende krig, da nationen ligesom igen vågnede op af søvne, og alle indtil borgere og studenter, håndværksfolk og bønder skyede ikke udi små partier at angribe den hele svenske krigsmagt og derved tilstrækkeligen reparerede nationens ære".
Den sidste krise
I 1801 og i krigen fra 1807-14, krigen med England, er Danmark igen på randen af den fuldstændige udslettelse. Landet kommer dog igennem, men kun på bekostning af opgivelse af unionen med Norge. I 1864 bliver Danmark det værgeløse bytte for Bismarcks, den principielle lovløsheds politikers preussiske begær efter magt og rov, og i 1940 udslettede Hitler, der kun var åbenbarelsen af det, som hos Bismarck var skjult under gudsfrygts maske, Danmark helt, idet han dog snedigt lod det danske folk, i hvert fald de danske politikere, forblive i indbildningen om, at Danmark stadig havde en vis selvstændighed i behold. Men Danmark har overlevet alle disse opløsningskriser, dog ikke uden at både landet og folket på afgørende måde er blevet mærket af dem.
I dag er Danmark igen ude i en krise, der truer dets hele eksistens, og det er en krise, der måske er farligere end alle de foregående, fordi den fremtræder som en fortrøstning til, at Danmark netop nu bliver regeret så godt og klogt som aldrig før, af danskere, der aldrig har været så gode og kloge som netop nu. Netop nu har Danmark vundet den tryghed, som det tidligere så hårdt har savnet, og det er sket, fordi dets folk har forstået at ordne sine ting så klogt og afbalanceret.
Denne krise vil det danske folk ikke kunne komme igennem ved politiske foranstaltninger alene, hverken ved forfatningsændringer eller systemskifter eller sociale nyordninger, for den beror på, at det danske folk er i færd med at fornægte den sandhed, at det kun ved at være af ånd kan være et folk. Det er denne krise, som har givet mig anledning til at gøre nogle overvejelser, som jeg skal prøve på at fremstille i det, som nu følger.
Nederlagslinien
For at forstå i hvert fald noget af Danmarkshistoriens karakter af nederlagshistorie, behøver man blot at kaste et blik på Europakortet. Danmark ligger imellem Østersøen og Vesterhavet, altså ved en stærkt be-færdet handelsrute, der går igennem dansk søterritorium. Men Danmarks område er ikke stort nok og ikke sammenhængende nok til at indgyde den fornødne respekt hos dem, der har haft interesse for at benytte denne handelsvej. Det måtte derfor være en strategisk nødvendighed for det danske rige at være i besiddelse af holdbare brohoveder, både på den skandinaviske halvø og på det nordtyske fastland.
Det synes nogle af de danske konger da også klart at have set. Men det oprindelige Danmark kunne ikke afgive den solide basis for den hertil nødvendige ekspansion, selv om den blev forsøgt, og Danmark har ingen naturlige forbundsfæller. Alle de omgivende lande måtte være potentielle modstandere, der for det frie handelssamkvems skyld gerne så, at Danmark var svagt og usammenhængende. Dansk imperiedannelse blev vel forsøgt ved Svend Tveskægs erobring af England, og under Knud den Store kunne det se ud, som om den også var lykkedes. Men efter hans død faldt imperiet omgående sammen. En udvidelse af Danmark, der skulle kunne have sikret det en holdbar fred med dets fjender eller konkurrenter, kunne let komme til at indebære krigeriske forviklinger i alle verdenshjørner langt fra moderlandet, og til at gennemføre noget sådant har der aldrig været mandskab nok at tage af. Danmark blev derfor ustandselig vist tilbage til sit beskedne landområde, og efter forsøg i retning af imperiebygning og senere unionsdannelse med midlertidigt held (Knud den Store, Valdemar Sejr, Dronning Margrethe) fulgte hver gang en svækkelse af riget, som bragte det længere ned, end det havde været forud. Danmarks beliggenhed og rigets ringe størrelse dømte det til i det lange løb ikke at kunne være med i kappestriden om herredømmet over Østersøen og Vesterhavet.
Helt åbenbar måtte Danmarks svaghed blive, da den tekniske udvikling for alvor begyndte at gøre sig gældende, og det territorialt langt større Sverige kunne ekspandere på det usammenhængende og råstoffattige Danmarks bekostning. Karl X Gustav kunne udmanøvrere Danmark, dels ved den dristige march over Storebælt, dels og navnlig fordi toppen af den danske adel svigtede totalt enten af fejghed eller - man tænke her på Corfitz Ulfeld - i direkte landsforrædderisk hensigt. Ved Roskildefreden lemlæstedes Danmark så stærkt - og det med de vestlige handelsmagters velsignelse, det skal ikke overses - at det siden har været reduceret til kun at være en kanalzone, hvis opgave var at være tjener for de store sejlende handelsfolks merkantile og strategiske interesser.
At det var sådan blev fastslået i 1801 og 1807 og 1814. Med Øresundstraktaten i 1857 bortfaldt sundtolden, som mirabile dictu have overlevet Roskildefreden i næsten 200 år, og det skete ved en pengeerstatning til Danmark én gang for alle, og den danske regering var glad og tilfreds. Den så tilsyneladende ikke, at dermed var de indre danske farvande med Danmarks egen godkendelse åben, ikke blot for alle nationers handelsskibe, men også for deres krigsskibe. Danmark havde uden protest accepteret at være et splittet land. Danmarks hovedstad var nu placeret i rigets udkant som et frit tilgængeligt mål for den første, den bedste magt, som havde lyst til at angribe den. Og ved nederlaget og afståelsen af Slesvig-Holsten 1864 var det klart, at Danmark ikke mere havde blot det allermindste at skulle have sagt i europæisk udenrigspolitik. Som "rovmorderens lille kanariefugl" betegnede Churchill det besatte Danmark under den 2. verdenskrig. Men en sådan lille kanariefugl for de omgivende langt stærkere lande var Danmark allerede efter 1864. Efterkommerne af de vikinger, som en gang havde spredt skræk og rædsel over de vesteuropæiske kyster, var blevet helt udmanøvrerede og pacificerede og sat på en knappenål.
Et lands historiske skæbne beror vel ikke alene på dets geografiske forhold, men den har dog en uløselig sammenhæng med den. Disse forhold må derfor tages alvorligt. Landets styrelse må indrette sig efter den, ellers kommer den til at forårsage landets og folkets vanskæbne.
Flugten fra virkeligheden
At fristelsen til at koncentrere hele opmærksomheden omkring indenrigspolitiske ting og forhold, altså at gøre den politiske styrelse identisk med en socialfantastisk stræben efter at skabe et velfærdssamfund, måtte under sådanne forhold blive stærk for den politiske styrelse, er let forståeligt. Når Danmark i udenrigspolitisk henseende var henvist til at være Nordeuropas syge mand, der i resignation måtte finde sig i alt fra naboernes side, så måtte det prøve på at gøre sig gældende på et område, hvor det endnu kunne gøre regning på at sidde inde med en vis selvbestemmelsesret. Opportunisme og defaitisme i det udenrigspolitiske passer som hånd i handske til sådanne socialidealistiske bestræbelser på at skabe et nyt og bedre samfund i det indenrigspolitiske. Når man nedskriver det, som fordres af et folk, til kun at omfatte indenrigspolitiske ting og sager, når man tager skyklapper på, så kan man lettere glemme, at man ikke mere er med i det virkelige liv, hvor afgørelserne træffes; så kan man finde, at dette er en fordel, og oven i købet glæde sig over, at man på denne måde med en god samvittighed kan desertere fra virkeligheden med den storartede begrundelse, at man således kaster af, hvad man evner i de nærmeste krav. På den måde kan man oparbejde en i verden ene-stående sans for hygge og rose sig af, at man er Danmark, man er fred.
Man kan spore den fristelse, som denne lyst til at desertere fra virkeligheden er, langt tilbage i Danmarks historie, selvfølgelig, men da som noget, der blev kraftigt påtalt. Saxo fortæller således hvordan Val-demar den Store engang havde samlet den danske flåde ved Masnedø for at levere et slag imod venderne:
"Da han nu på tinge talte almuen til desangående, erklærede de ældste, som plejede at føre ordet, at der var fare ved at lade flåden rykke ud; thi både skortede det på levnedsmidler, og havde fjenderne fået nys om, hvad kongen havde for. Derfor blev de nødt til at bie på bedre lejlighed, til sagen en gang bekvemmere lod sig sætte i værk. Forresten, sagde de, var det også temmelig letsindigt at prøve krigslykken mod folk, der var forberedt og havde taget deres forholdsregler. Desuden var hele kernen af det danske folk samlet på denne flåde, og blev den ødelagt, ville venderne i kraft af en eneste sejr bemægtige sig hele Danmark. Måtte man ikke sige, at hvis lykken gik dem imod, ville sådanne mænds fald blive hele rigets undergang. Man burde derfor ikke sætte så mange ædlingers liv på spil i et eneste slag, eftersom de, hvis de sejrede, ikke ville indlægge sig synderlig ære derved, hvorimod de, hvis de blev overvundet, ville få den største skam deraf. Hele forsamlingen samstemmede med denne anskuelse, og kongen blev nødt til at bøje sig for dens mening og straks opgive togtet, hvor nødig han end ville. Da han igen kom ombord i sit skib, spottede Absalon over hans svaghed og skosede ham på en overmåde vittig måde, da han nemlig spurgte, hvorfor togtet var blevet opgivet, og kongen svarede, at det var for at så mange tapre mænd ikke skulle udsættes for fare. Så sagde Absalon: "Så udfør dit fore-havende med fejge og ufrelste mænd. Så får du sejren for godt køb, hvis du vinder, og du taber ikke stort, hvis du bliver overvundet. Thi at usselrygge bliver slået ihjel, er ikke noget at bryde sig om". Således gav den vittige unge mand sin harme luft ved på skæmtefuld måde at bebrejde kongen hans træghed. Hans vittige ord indeholdt nemlig en skjult bebrejdelse imod kongen".
Den samme fristelse kan naturligvis også komme fra udlandets side. Da Absalon i en samtale med vendernes overmåde veltalende sendemand, Dombar, forlangte, at han skulle stille gidsler "og ikke ville vide af falsk og løgnagtig overtro at sige, hvor det drejede sig om alvorlige ting", var Dombar fræk nok til også på sin side at forlange gidsler. Absalon blev opbragt og sagde, at rygboerne ikke blot plejede at sende danskerne penge og gidsler, men også penge og tilskud til deres flåde. Men ingen mindedes, at danskerne nogensinde havde tilstået eller sendt rygboerne sligt. Hertil svarede Dombar:
Således talte Dombar. Absalon skjulte sin harme og svarede ham kun med nogle få ord, men han fortalte kongen, hvad han havde sagt. Og togtet blev opgivet, men det var fordi det oprør, havet vedblev at være i, hindrede sejladsen, ikke på grund af Dombars ord.
Modløshedens mænd
I Danmarkshistorie efter 1864 er den fristende tankegang, som venderen Dombar her fremfører for Absalon, blevet regnet for det rette, realistiske forhold til virkeligheden. Viggo Hørup gav tonen an med sit berømte: "Hvad skal det nytte?" og P. Munch og Erik Scavenius fulgte i hans fodspor. P. Munch mente, at den rette virkelighedstro holdning for et land, der befandt sig i Danmarks situation, måtte være at ligge tot - sådan som stålormen gør, når den bliver forskrækket. Erik Scavenius kunne nok mere se sit forbillede i ålen, der snor sig. Der kan ikke være nogen tvivl om, at disse radikalismens ledende politikere ikke bare var bannerførere for deres parti, men at størstedelen af det danske folk i virkeligheden mente væsentlig det samme som de. Man så det lige efter besættelsens ophør, da spørgsmålet om en ændring i Sydslesvigs statslige tilhørsforhold naturligt kunne påregnes at blive taget op til overvejelse, i befrielsesregeringens ganske meningsløse og upåkrævede forhåndserklæring om, at Danmarks sydgrænse ligger fast. Så besat af modløshed, så slagen af skræk for tyskerne, selv hvor de var overvundne, var denne regering, og deri ganske lignende det danske folk, at den var bange for, at spørgsmålet om grænserevision overhovedet skulle blive nævnet, nu da der var en reel mulighed for at få en sådan gennemført, og derfor skyndte sig med at afstå fra at ville være med i noget, hvor der blot var mulighed for, at der kunne opstå uenighed med tyskerne.
I stedet for at få følgerne af den ukloge og ulykkelige krig i 1864 genoprettet, da muligheden forelå, bestræbte man sig på at få Bismarcks brutale rov og brutalitet i 1864 og i tiden derefter sanktioneret og legaliseret og bar sig i det hele taget ad ganske lige som den radikale danske regering før genforeningen i 1920, der også gjorde nogenlunde, hvad den kunne, for at det gamle danske land ikke påny skulle blive knyttet til Danmark, og den mente tilmed i denne bestræbelse at gå forrest i de retfærdiges rækker. Den danske udenrigspolitiks modløshed var så total, at man forfærdet veg tilbage bare ved udsigten til, at der kunne opstå et udenrigspolitisk spørgsmål, der kunne komme til at kræve en afgørelse og en indsats af Danmark. Man ville ikke i Danmarkshistorien høre en fordring til den nulevende generation af danske om handling. Man ønskede i stedet at sove og vedblive med at sove, mens andre handlede hen over hovedet på det danske folk. Så lidt befriet var det danske folk i befrielsens øjeblik, så fanget af sine illusionære forestillinger om virkeligheden og om, hvad det er at være et folk.
Derfor blev også den tid, som fulgte efter 1945 - i modsætning til andre, tidligere efterkatastrofetider i Danmarks historie - ikke en tid, da det danske folk tog sig sammen og øvede stordåd, især i åndens verden, men den blev til en tid med næsten uophørlig tilbagegang på så at sige alle områder, bortset måske fra det tekniske, en tid, da alt af format og karakter og kvalitet forsvandt fra det danske samfunds liv, en tid da livet i Danmark blev præget af den helt store kedsommelighed, en tid, da Danmarks Radios lavprisprodukter og loppemarkedsvarer var det eneste ord, hvori det danske folks store flertal søgte sin åndelige næring, en tid, da ingen havde nogen syner, og der ingen digtere fremstod, mens det vrimlede med forfattere og journalister, en tid, da idealet for det at være menneske var et nemt og bekvemt og underholdende og minimalt virksomt liv på jord med ret til at kræve dette foruden ferie med løn af det samfund, som man betalte sine tårnhøje skatter til, med langt mere ærgrelse end glæde.
Et lidet land
Danmark er virkelig et lidet, fattigt land, et land, hvis beliggenhed på forhånd synes at have dømt det til ubetydelighed, et land, hvis mangel på geografisk sammenhæng har gjort det til et let bytte for angreb, et land uden naturlige rigdomme, et land, hvis historie for skarpe, udenlandske iagttageres blik bærer vidnesbyrd om, at der er noget råddent i det folk, som bebor det, og at dets næsten uophørlige nederlagshistorie vidner om un vice interieur, der har gjort det, Danmark, til Nordeuropas syge mand, som dets stærkere naboer ser over hovedet.
Og alligevel er dette ikke hele sandheden om Danmark. Næppe nogen vil bestride, at der netop i dette lille, fattige land er ydet indsatser, som rager op i åndens verden, og her kan måle sig med de allerstørste.
"Et lille land, og dog så vidt om jorden,
end høres danskens sang og mejselslag".
Ingen kommer heller udenom, at det er i årene efter de store katastrofer i landets historie, at det danske folk har ydet sine største indsatser. Valdemarstidens kraftfulde folkevækkelse med det landsomfattende kirkebyggeri og med Saxos historieskrivning fulgte efter en tid, da Danmark havde været ved helt at blive splittet ad. Valdemar Atterdags og Margrethes indsats med det opsving, som fulgte deraf, omend af mere verdslig og politisk art, kom efter en tid, da Danmark allerede havde ophørt med at være til, pansat, som det var, til de holstenske grever. Efter Grevefejden og dens ulykker kom den lutherske reformation med bibeloversættelse, reorganisering af Københavns Universitet, Hans Tavsen, Peder Palladius. Efter tabet af Skåne, Halland og Blekinge blev der gjort en ende på den gamle adelsmagt, der ved sin nydelsessyge og mangel på pligtfølelse havde været landets ulykke, og statens styre blev forbedret ved den kongelige enevælde, og der kom en videnskabelig og litterær opblom-string, hvor navne som Ole Rømer og Niels Steensen, Kingo og senere Holberg, lyser og vil lyse længe. Næsten samtidig med Englandskrigen og statsbankerotten og Kielerfreden med tabet af Norge, kom der en begejstring for Nordens oldtid, som udløste den romantiske, litterære bevægelse og den helt store indsats i åndens verden med Grundtvig og Søren Kierkegaard og H.C. Andersen og Paludan-Muller, og efter katastrofen i 1864 blev der igen ydet en stor indsats indenfor landbrug, handel og industri, som i lang tid fremover kom til at give det danske landbrug en førende stilling.
Ved siden af dette praktiske kom den anden litterære blomstringsperiode i det 19. århundredes Danmark. Når man betænker denne anden side af Danmarks historie - og det ville være meningsløst ikke at betænke den - og bemærker, hvordan den gør sig gældende netop der, hvor den politiske katastrofe er gået i forvejen, så går tanken uværgelig videre til sagnet om Holger Danske, der sidder i kassematen på Kronborg og sover, men som vågner, når Danmark kommer i nød, og som heller ikke lader sig vække af noget som helst andet end denne nød. Det er selve rytmen eller hjerteslaget i Danmarkshistorien, der symboliseres i dette sagn. Baggrunden for, at Danmarkshistorien har denne særlige rytme, er - antagelig da - at det danske folk kun på denne barske måde kan komme i forbindelse med sin egen virkelighed som folk, så at det kan gøre det, som det er meningen, at det skal gøre, altså at det kan forstå, at der til det at være folk hører det at være af ånd. Den udvortes politiske ulykke alene har kunnet give dette folk, der beboer dette yndige land, en forståelse af, at det som folk i forvejen er under myndighed, og at dets liv som folk derfor ikke er autonom selvudfoldelse eller realisation af dets natur, men derimod lydighed mod den Lov, som er sat for det. Kun på den måde har det danske folk i hvert fald fra tid til anden kunnet lære, at folkets sande liv ikke er besiddelsen af store landområder og økonomiske og militære magtmidler, heller ikke det "at have det godt" i betydning af optimale betingelser for livsnydelse, og kunnet lære, at livet kommer til folket i den befaling der lyder til det, og som gør det skyldigt at sætte sig selv ind i lydighed mod befalingen.
"Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette".
Fædrelandet kendes som det, det virkelig er, i og med og under at dets historie høres som en befaling, der gør folket skyldigt at lyde.
II
Gudsforsyns styrelse
Hvad jeg hidtil har sagt - og det er jo ikke andet, end hvad andre har sagt, og hvad enhver kan sige sig selv, og dette bedre end jeg har kunnet gøre det her - det er, da det jo er teologisk Danmarkshistorie, der er mit emne, ikke i sig selv det, jeg egentlig vil sige, men kun den anledning til at sige dette, som består i det faktum, at jeg som dansk befinder mig i Danmarks historie og ikke kan undgå at gøre det og derfor er nødt til at besinde mig på, hvad dette betyder for mig, når jeg fornemmer denne uundgåelighed som noget foruroligende, som et ubehageligt sammenstød mellem denne historie og mig. Det er først i dette sammenstød, at historien bliver virkelig, levende og vedkommende. Ellers er den bare en kronologisk opremsning af ligegyldige hændelser eller en ligegyldig raritetssamling. Men begrundelsen for, at dette sammenstød overhovedet sker, beror naturligvis hos historien og ikke hos mig.
Historien er Guds forsyns styrelse af menneskenes liv i denne verden. Hvor historien ikke anerkendes som dette, er den ikke erkendt i sin egentlighed. Men dermed har jeg ikke sagt, at denne historie kan og skal udforskes og skrives af den historiske videnskab. Denne videnskab har gjort os alle en god tjeneste ved at give afkald på at ville kigge Gud i kortene - noget, som historieskrivere i ældre tid nok kunne finde på - og ved i stedet at nøjes med en historie, hvori der ikke forekommer eller kan forekomme andet end det, som er kommensurabelt for erfaring og fornuft. Historievidenskaben har været i sin gode ret til ikke at kunne eller ville se noget af guddommelig kvalitet i den historie, som den kan erkende.
Men den har ikke været i sin gode ret, når den har ment, at den her med har fået fat i en historie, som ikke mere er det guddommelige forsyns styrelse af menneskenes liv. Når den har gjort dette, har den bare røbet, at den ikke ved om, hvad Guds forsyns styrelse er, men har forvekslet denne med sin egen fantasis projektion af den ned i den mulige fornufterkendelses plan. Guds forsyns styrelse er en virkelighed, som ikke fornuften, men kun troen, der lytter til Guds åbenbaring, kan tale om. For fornuften hyller den sig i uerkendelighed, i usikkerhed og meningsløshed. Guds forsyns styrelse, som er historien i dens egentlighed, må af fornuften og dens forskning opfattes som en meningsløshed, som er fremkommet ved en uberettiget overskridelse af en grænse, der ikke kan overskrides, og tillige som en grænse, der, hvis den ikke bliver respekteret, må ende med at gøre fornuftens egen historieforståelse til ikke-forståelse, og som derfor må frygtes og forkastes. Den virkelige historie, den, som er Guds forsyns styrelse, er - netop fordi den er virkeligheden - ikke noget, som fornuften kan forske sig frem til, og det vil sige bringe ind under sit herredømme.
Det kommer til at betyde, at en historisk videnskab, der sætter sig som opgave at finde ud af: was eigentlich gewesen ist (Leopold von Ranke), har glemt historien i dens virkelighed, er gået forbi den uden overhovedet at bemærke den. En historisk videnskab, der ikke vil kigge Gud i kortene med den begrundelse, at den ikke vil vide af nogen guddommelig forsyns styrelse, men som blot vil konstatere, was eigentlich gewesen ist, den kommer derved med nødvendighed til at indføre et menneskeskabt afbillede af denne styrelse, som slører historiens erkendelse, og som slører den langt mere effektivt, end den ortodokse, kirkelige historieforståelse, som den bekæmper, har formået at gøre det. Hegels dialektisk fremadskridende verdenshistorie, Comtes trestadielov og Karl Marx's opfattelse af den historiske udvikling som forårsaget af produktionsforholdene, er skoleeksempler på sådanne højmetafysiske tilsløringer af den virkelige historie.
Tidens dimension
Historien som Guds forsyns styrelse, der møder mennesket som en grænse for det og dets gerning, der tilintetgør menneskets erkendelsesmulighed - og derved tilkendegiver, at mennesket befinder sig i og ikke over historien, og giver det at forstå, at det må anerkende, at det befinder sig her for at kunne have et ret forhold til og den dertil svarende forståelse af virkeligheden og af sig selv i denne virkelighed - historien som en sådan ubegrundet befaling, som fordrer lydighed, det er, at historien gør sig selv gældende i sin uerkendelighed og dermed opløser alle pseudohistoriske tågedannelser. Det kommer til at betyde, at historien i dens egentlighed - fordi den er Guds forsyns styrelse af menneskenes liv på jorden - kan der kun tales om som teologisk historie. Historien er menneskenes sande liv i tidens dimension, og det forholder sig væsentligt anderledes med det end med deres liv i rummets dimension. I sit liv i rummet har mennesket en vis frihed, det kan flytte sig fra det ene sted til det andet, bevæge sig frem og tilbage, op og ned. Men ikke sådan med dets liv i tiden. Der kan mennesket kun bevæge sig i en retning. Det kan ikke gå tilbage i tiden, men må følge tidens egen bevægelse fremad. Selv om mennesket siger, at det går tilbage i tiden i erindringen, så er dette dog kun en tankens gåen tilbage. Mens mennesket erindrer, bevæger det sig som eksisterende ligeså meget fremad, som når det ikke erindrer, men i stedet forventer kommende ting.
Således taler menneskets liv i tiden af sig selv til mennesket om en grænse for dets liv på en anderledes måde end dets liv i rummet. Historien minder til stadighed mennesket om, hvad det ikke kan, mens rummet ligesom opfordrer det til at overvinde grænsen ved sin egen indsats og kunnen. Men mennesket ved altid om dets livs frihed i rummet er underordnet dets bundethed i tidens dimension. Denne forskel mellem menneskets liv i rummets og i tidens dimension er en indirekte tale til mennesket om, at dets tider er i Guds hånd, at dets historie er styret af Gud, og derfor er teologisk historie, historien i sin egentlighed, kun forståelig som sådan.
Forpligtende samhørighed
Men der er ikke talt om historien som Guds forsyns styrelse, uden at det også samtidig bliver sagt, at den er de nulevende menneskers bundethed til fortidens mennesker, men en bundethed i taknemmelighed og i en forpligtelse, hvori den sande fremtid åbner sig. Fornylig havde jeg lejlighed til at stå ved Glavendrupstenen og med sagkyndig bistand stave mig gennem runeindskriften der:
"Ragnhild satte denne sten efter Alle Solve, helligdommens kode, krigerskarens høje høvding. Alles sønner gjorde dette mindesmærke efter deres fader, og hans kone efter sin ægtefælle. Men Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Den skal blive til en Ræde (dvs. en, som skal udstødes af samfundet) som øver vold mod denne sten eller drager den bort over en anden".
Uvilkårlig kom jeg til at tænke på Eddaens ord:
"Fæ dør, frænder dør, selv man dør til sidst. Et ved jeg, som aldrig dør, dommen over hver død".
På denne baggrund trådte runeindskriftens dybe mening klart frem. De levende mennesker ihukommer i ærbødighed og taknemmelighed deres døde, som er gået forud for dem selv, og de gør det derved, at de selv foretager et skridt, for at de døde fortsat kan leve i eftermælet, nemlig at rejse stenen. Og samtidig dermed anerkender de ved deres forståelse af eftermælet som det eneste, der varer ved, den forpligtelse, som derved hviler på dem selv til at tage livet op under de samme vilkår, som var fædrenes.
Som denne forpligtende samhørighed med fortidens mennesker, der samtidig giver den rette åbenhed overfor fremtiden i ansvar og skyldighed, har vore hedenske forfædre anskuet historien. Det er klart, at de tager fejl, når de mener at kunne overvinde døden ved at vise hen til dommen over hver død, til eftermælet, som det evige, det varende. Også dommen over de døde forsvinder, hvor der ikke længere er nogen til at mindes dem. Men det er også klart, at denne fejltagelse ikke ganske er i stand til at tilintetgøre den virkelighed, som de her dunkelt har anet, og som fejltagelsen henter sin næring fra, nemlig den, at det guddommelige forsyns styrelse af menneskenes liv på jorden binder menneske til menneske i en forpligtethed, der møder enhver i den befaling, som den foregående slægt som sådan er for den følgende.
Mennesket lever i verden, men ikke af verden, læser vi i Det Nye Testamente. Det kan det nordiske hedenskab ikke sige, for det kender kun mennesket som det, der lever i verden og er af verden. Men det taler om menneskets liv i verden som noget, det ikke kan bruge til hvad som helst, ikke bare til at kigge på eller ødelægge, men kun som det, mennesket fra begyndelsen af er fastholdt af i en forpligtethed eller i et ansvar. Menneskets liv i verden kan ikke blive andet end en strid for at øve den bedrift, som kan leve i eftermælet. Således deler det vilkår med fædrene og er dermed deres værdige efterfølger. Den død, som opsluger alle, og som lader alle falde sejrløse, er ikke overvundet og kan ikke overvindes. Det, at eftermælet som det eneste bliver, kan naturligvis kun fortvivlelsen over dødens overmagt udtale.
At være et folk
Man kan se dette stadfæstet i det, som - i et af den europæiske civilisations brændpunkter - Anmakomnena, den byzantinske prinsesse, skriver i fortalen til sin Alexiade, det store mindeskrift om hendes fader, kejser Alexios Komnenos, hvori det hedder straks i indledningen:
"Ustandselig og uden ophør rinder tiden hen. Den river alt i tilværelsen bort med sig, og den nedsænker i mørkets afgrund både stort og småt, det mindeværdige og hvad der ikke er omtale værd. Snart fremdrager den, som det hedder i tragedien, det hidtil ukendte, snart tilhyller den atter, hvad der kom for dagens lys. Men historien rejser sig som et stærkt og urokkeligt værn imod tidens strøm og standser på en måde dens rivende løb. Den holder tilbage og binder alt det fremragende, som føltes i tiden og tillader ikke, at det glider bort og forsvinder i forglemmelsens dyb".
Man ser her, hvordan troen på historien - og det vil her sige historiefortællingen - som sin baggrund har fortvivlelsen over tiden, der river alt i tilværelsen bort med sig og således kundgør dødens overmagt over menneskenes liv. Men dermed gør eftermæletroen tjeneste for Guds forsyns styrelse af menneskenes liv som den rette forståelse af virkeligheden. Netop der, hvor eftermæletroen med dens bundethed til slægten og dens befaling om at bruge livet til indsats selv må kapitulere overfor døden, peger den forjættende frem mod Guds forsyns styrelse som den rette historiske virkelighed, hvori Skaberen handler med det menneske, som Han har skabt.
Det bestandige op og ned på afgrundens rand, som kendetegner Danmarkshistorien, og som får denne historie til at fremstå som sammensat af meningsløshed, der er anført af tåbelighed, det giver en klar og god mening der, hvor denne historie bliver læst teologisk, og det vil sige: som Guds forsyns styrelse med dette folk, for så er det klart, at målet for denne styrelse er ligeså ufatteligt for menneskefornuften som den styrende selv, således at målet giver sig til kende derved, at der slet ikke nåes noget erkendeligt mål. Men hver gang et sådant synes at være kommet indenfor rækkevidde, forsvinder det igen på den måde, at den ufærdighed og usikkerhed, der går forud for, at målet er nået, bliver det eneste, der kommer til at stå klart - og derved naturligvis lader det prætenderede mål gå til grunde i det, som ikke kan være noget mål.
Det danske folks historie kommer herved til at fremtræde i en helt anden belysning. Det danske folks historie er derved blevet til en hjælp for dette folk, en hjælp til at blive opmærksom på det gammeltestamentlige Israels historie som en guddommelig åbenbaring af den virkelige historie, ikke bare af det danske folks, men af alle folks historie. For Israel som det af Gud udvalgte folk er en åbenbaring af, hvad alle folkenes vilkår er, ikke i deres egen, men i Guds bedømmelse. På grund af den guddommelige udvælgelse er Israels historie en krisehistorie, en nederlagshistorie. "Eder alene har jeg udvalgt blandt alle jordens slægter. Derfor vil jeg på Eder hjemsøge alle Eders synder", hedder det hos profeten Amos. At være et folk er ikke sådan, som menneskefornuften gerne vil have det, at opleve lykke og trivsel i økonomisk og politisk eller kulturel henseende her på jorden. Det er ikke at skabe store imperier eller unioner, supermagter, som har midler til at diktere andre folk og stater deres vilje. Meningen med et folk er derimod, at det skal være en menneskegruppe, der skal vandre ad en vej mod et mål, som folket ikke selv har sat sig, men som bliver sat for det af dets Skaber, og som folket derfor ikke selv kan se eller forstå på anden måde end i befalingen om at vandre. Målet for folket er det samfund af alle folk og stammer, det vil sige: det sandt menneskelige samfund, der som Det nye Jerusalem kommer ned fra himlen, det vil sige: som er den fred på jorden mellem alle mennesker, det kærlighedens samfund, som ikke skabes af menneskelig fornuft og kraft, men som kun er til som Guds gave.
Danmarks historie giver det danske folk en hermeneutisk mulighed, som succesrige imperier og unioner og supermagter ikke yder deres folk i samme grad, nemlig muligheden for at komme fri af den illusion, som ellers behersker alle mennesker, at det at være imperium eller union eller supermagt er andet og mere end et folks nedbrydelse i stedet for dets opbyggelse, er det, at et folk grundigt mislykkes med den opgave, der er sat det for. Alle storstater er kun kolosser på lerfødder. Alle imperier går til grunde, alle unioner går i opløsning, alle supermagter bliver før eller senere nødt til at afgive deres magt til andre. Sådan er det, fordi ethvert folk har fået sat den opgave for at gennemføre en vandring imod et mål, som det ikke kender og ikke kan kende ved sig selv. Det danske folk er tvunget til ikke at kunne på forhånd helt afvise erkendelsen af, at netop sådan er den folkelige virkelighed for ethvert folk. Og den virkelighed, som det dermed er nødt til at se - og den er, lad os bare sige det med Grundtvig: "End lever den gamle af dage" - denne virkelighed giver dette folk midt i dets svaghed en sådan styrke, at det kan forblive på denne vandring uanset de hindringer, der måtte lægge sig i vejen for det, så længe det da bliver ved med at se denne virkelighed, bliver ved med at se den sådan, som Israel i ørkenen så på kobberslangen.
Det, som vil være det skæbnesvangre for det danske folk, er, at det nægter at se denne virkelighed i øjnene, som dog præsenterer sig selv for det gennem dets historiske skæbne, og nægter dette netop ved det, som det kalder sin realisme.
Folkehistorien
Når Israels historie er noget at vise hen til, som er af afgørende betydning for alle andre folkeslag, hænger dette sammen med, at i dette ene folks historie er Folkehistorien med stort F lagt blot, åbenbaringen af, hvad ethvert folks historie er, målt med virkelighedens målestok eller set i virkelighedens lys. I denne historie er det al historie overhovedet, der bliver afsløret, nemlig som Guds store gerninger med det folk, som Han har udvalgt sig til at udføre den gerning, som han alene kender vejen og målet for. Det er Guds forsyns styrelse med alle menneskers liv her i verden, som gør sig erkendelig i denne bestemte folkehistorie, ikke for fornuftens erkendelse, men for den tro der hører, at sådan er det ment, når det siges, at historien er Guds forsyns styrelse. Sådan går det til der, hvor Gud vandrer med de mennesker, som han har skabt til at være lydige mod Ham, og som Han lover at være Gud for. Her kan det at være et folk ikke være noget mindre end at være ude på en vandring mod et mål, som ingen andre end Gud selv kender og kan vise. At være folk er at være udtaget af en menneske-slægt, der i Skabelsen udgør en oprindelig enhed, udtaget deraf ved en guddommelig beslutning, der gennemføres ved et under, udtaget til at få givet den Lov, hvori folket møder selve virkelighedens befaling, således, at dets liv ikke kan blive andet end at skulle adlyde netop denne befaling, og således at det ikke at adlyde den er ensbetydende med, at folket fordømmer sig selv til undergangen. Meningen med folkets liv er selve lydigheden mod denne Lov, og der er ikke liv i noget andet end lydigheden, og den er ikke det, at folket selv ved klog beregning af fremtiden sætter sig selv et mål for sit liv, som det kan stræbe efter og nå frem til.
Men denne Guds historie med folket er nu ikke en historie, hvori folket villigt og gerne adlyder den befaling, som møder det fra Gud. Tværtimod er folket ustandseligt uvilligt til at adlyde den og forfalder til i stedet hellere at ville følge afgudernes vejledning i, hvad folkets liv egentlig er. Det oprindelige syndefald i paradiset gentager sig uophørligt i folkets tilværelse og medfører, at Guds vandring med det bliver præget af stadig strengere handlemåde, indtil dette herved opståede misforhold bliver så udtalt, at folket ophører med at være folk og mister sin selvstændighed ved bortførelsen til fangeskabet i Babylon. Men netop her i denne undergang, hvor folket har mistet sin fremtid, bedømt efter fornuftens målestok, kommer Guds vandring med det overraskende til at indeholde en forjættelse om en ny måde at være folk på, en forjættelse om, at folket netop ad denne vej bliver beredt af Gud for den fremtid, som Han vil give det, og som skal bestå i genoprettelse af den en enhed af menneskeslægten, som var til før folkets udvælgelse, men som dennes negative forudsætning, nemlig som den ved synden bevirkede hindring for, at folkene kan leve i forståelse med hinanden. Men denne enhed, som er en enhed af alle folkeslagene i et stort fællesskab, består i at have Israels Gud som ham, der er alles Gud, til Gud og at skulle adlyde Hans vilje. Det ene folk, som har modtaget Loven, skal sammen med alle de andre folk, som ikke har fået en sådan lov, udgøre et nyt folk, hvori de alle skal kende Gud som den, der elsker alle sine skabninger og giver dem alle den samme befaling, som svarer til Ham som kærlighedens Gud: Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte og din næste som dig selv.
Denne befaling, som er Loven med stort L, lyder til folket gennem dets hele historie. I bundetheden til historien, til fædrene og til vandringen mod fremtidens ukendte mål møder folket den udvælgelse, som er forudsætningen for dets liv, og hvori der siges til det, at det ikke tilhører sig selv, men den Gud, under hvis myndighed det lever. Her møder folket også den Lov, som springer ud af udvælgelsen selv, fordi den udvælgende Gud er Herren, og som er folkets frihed til at leve i sand lydighed mod denne overfolkelige myndighed. Den befaling, som er ensbetydende med, at folkets historie er en det overordnet virkelighed, der er bestemmende for dets liv, bliver ikke sat i kraft af folket selv, og den får ikke sin myndighed ved en vedtagelse af folket. Endnu mindre er det folket, der i sin lov giver sig selv sin befaling, eller er det folkets vilje, der kommer til udtryk i den. Men Loven er selve det fundament for folkets liv, uden hvilket det ikke kan være til, og uden hvilket det ikke kan have nogen vilje. Folket ophører med at være folk. Det går i opløsning der, hvor det ikke længere lever i lydighed mod den Lov, som guddommeligt er sat for dets liv. Denne Lov kan folket ikke gøre til sin ejendom, men må bestandig høre den påny som den levende Guds tale til det. Prøver folket alligevel på at gøre den til sin egen lov og dermed gøre den til en befaling, som det kan sige til sig selv, så erstatter det den guddommelige og livgivende befaling med menneskelærdomme, hvori der ingen myndighed og intet liv er, og lydighed mod denne erstatning for Loven betyder, at folket går i opløsning.
Folkets genstridighed
Israels profeter må hele tiden forklare folket, hvori den befaling består, som det ved sin udvælgelse er kommet ind under. Ikke på den måde, at de føjer en række af nye bud til de oprindelige gamle bud, men på den måde, at de gør den oprindelige mening med de gamle bud gældende, tørrer det støv af dem, som i tidens løb har lagt sig på dem, og som skygger for myndigheden i dem og hindrer folket i for alvor at høre dem som den levende Guds befalinger til sit folk her og nu. Men profeternes undervisning kan ikke gøre denne forklarende gerning, uden at den bliver til en anklage imod folket for ulydighed mod befalingen. Ansvaret for, at folket ikke hører myndigheden og alvoren i den Lov, der lyder til det gennem dets hele historie, ligger ikke på en mangel på klarhed hos Loven selv, men det ligger på folkets genstridighed imod at skulle have sit liv i lydighed mod Loven og ikke i gerninger, som det selv finder på og værdsætter. Når folket ikke kender sin bestemmelse som det, at Gud vandrer med det og ikke slipper det, så er skylden for det den, at folket ikke vil høre den befaling, der dog bliver sagt til det. Selve det forhold, at det ikke kan høre, at der lyder en guddommelig tale til det, der fordrer lydighed af det, kan kun være et tegn på, at folket er et genstridigt folk, som dets Gud må vende sig imod i vrede. Den opløsning, som det ikke kan undgå at føle på sin krop, skal derfor ikke give det anledning til selvmedlidenhed eller til at sige med dåren: "Der er ingen Gud," for den kan ikke andet end minde folket om, at det i ulydighed mod den Lov, som er givet det, har gjort sig selv til et ikke-folk. Den vandring, som folkets historie, konstaterbart for det selv, bliver, er en vandring, der ikke fører det til den tilstand af sejr og herlighed, som dets udvælgelse efter dets eget skøn naturligt måtte indebære, men som i stedet fører det til nederlag og undergang. Det udvalgte folks historie i selve det forjættede land fører det fra underfulde, gudgivne sejre over hedenske fjender frem til et fangenskab under hedningeherredømmet i Babylon, som beror på dets egen manglende lydighed mod sin Gud.
Men her, hvor folket under den udvortes tvang helt må opgive at sørge for sin egen fremtid, bliver det holdt i live af netop den Gud, som det har været ulydigt imod, får det af nåde givet en fremtid og et håb af Ham. Netop således har folket fået at se, at det i sig selv er en forjættelse om det sande, åndelige gudsfolk, som Gud vil skabe af alle folkeslagene. Det er ikke dette nye, åndelige Guds folk; men det skal vidne om det gennem sin historie.
Thi end lever den gamle af dage
Når folket kender den Lov, som det er givet det at leve sit liv under, og udtrykker, at det kender den ved at adlyde den, og i lydigheden fatter, at det ikke selv kan eller skal skabe sig sin fremtid, så modtager det den fremtid, som Gud har beredt for det, altså den fremtid, som er dets bestemmelse, og som er den virkelige fremtid. Og dette uanset hvordan denne fremtid må tage sig ud for menneskefornuften, uanset at den bringer folket derhen, hvor dets fremtid er at gå til grunde, men under tilsagnet om tilblivelsen af et nyt folk, som er kvalitativt anderledes end det gamle, et nyt folk, som bliver til af alle folk og stammer og tungemål i kraft af ny guddommelig udvælgelse, et nyt folk, hvis borgerskab ikke er på jorden, men i himlen, i det usynlige og uerkendelige hos Gud, et nyt folk, som ikke er af verden, men som dog stadig lever i verden. Folkets fremtid er det nye gudskabte samfund af mennesker, der kommer alle vegne fra, det, der i Det Nye Testamente kaldes kirke. Folkets bestemmelse er, at det skal blive til den kirke, hvori der ikke er jøde eller græker, altså hvor den af synden forvoldte opsplitning i enkeltfolk, som hindrer disse i at forstå og leve i fred med hinanden, ikke mere er der eller er der, som om den ikke mere er der. Folket er i sig selv en forjættelse om, at Gud skal skabe dette nye altomfattende gudsfolk, kirken, af alle folkeslagene. Folket er en forløber for kirken. Folk først og kirke så. Som en sådan forløber er det meningen, at folket skal forringes, mens kirken vokser. Det samfund af mennesker, der kaldes kirke, bliver derfor ikke til ved en sammenslutning af enkeltfolkene ved internationalisme og mellemfolkelige institutioner, men det kommer i stand ligesom folket selv ved det guddommelige forsyns styrelse. Og det er en styrelse, der for den udvortes bedømmelse betyder folkets undergang som folk, eller som i det mindste hindrer det i at kunne se nogen mening med sit liv som folk i et menneskeligt idealsamfund, der hører denne forgængelige verden til. Og når folket bliver ført ud i den nederlagssituation, der for det selv synes at måtte berøve det enhver fremtid, så er det folkets besøgelsestid, den afgørelsens tid, som minder folket om, hvem det er, og hvad dets bestemmelse egentlig er, og så må folket enten høre og i anerkendelse af denne bestemmelse leve, eller det må undlade at høre og derved adsplittes og opsluges af andre folkeslag. I besøgelsestidens situation må folket enten forstå, at meningen med og målet for dets liv er noget, som det ikke selv kender eller kan kende, og således forblive i lydigheden og leve, eller det må skabe sig selv en bestemmelse, hvori det vil realisere sig selv og sine egne ønsker, og dermed dø og forsvinde. Folket har lige som det enkelte menneske en bane, et levnedsløb, som det får givet af det guddommelige forsyn at gennemvandre, et levnedsløb, som det må gennemleve, men som det vel at mærke ikke kan gennemleve ved sig selv, men kun i lydighed mod den Lov, som bestandig lyder til det gennem dets historie, som en dom over dets genstridighed, men også som en forjættelse om dets herlige fremtid, såfremt det anerkender dommen som retfærdig og sig selv som skyldig. Folkets sande liv består i, at den bane, som det bliver givet det at gennemløbe, selv holder det fast på sig ved at være en befaling, der leder det skridt for skridt. Som en Lov for folket i denne forstand er befalingen gennem folkets historie selv friheden for dette folk som dets sande fremtid, idet befalingen som sådan giver folket fremtiden og håbet.
De nationale forskelle
Men Israels, de udvalgte folks historie, som Bibelen fortæller om, er, fordi der i den er tale om åbenbaring, ikke bare dette ene folks historie; men det er samtidig alle andre folks historie. Gud er ikke bare Israels Gud; men Han er også hedningernes Gud. Sådan er det, fordi Gud er alles Skaber og Herre. Og hedningerne skal komme til Israel og lære Gud at kende, hvilket vel at mærke ikke betyder en privilegeret stilling for Israel. Tværtimod betyder det, at talen om en sådan privilegeret stilling bortfalder på den mest radikale måde. Gærdets skillevæg bliver revet ned, og de sidste bliver de første og de første de sidste. Alle folkeslag modtager den samme stilling overfor Gud, nemlig den at være genstand for Hans kærlighed i sendelsen til verden af Ham, som er Kristus. Alt, hvad folkene møder, er undergivet den samme Lov, som er givet til Israel, og den blev givet til Israel, netop for at alle folkene i den skal kende den Lov, som er betingelsen for, at de kan leve som folk. Israels Lov er den samme Lov, som Gud som skaber har skrevet også i hedningernes hjerte, uden at disse dog erkender, at den er skrevet der af ham, og det bliver sagt til hedningerne, at de er delagtige i den samme udvælgelse som Israel således og at de derfor i Israels historie står overfor deres egen historie, hører den samme Lov tale til sig igennem den, får det samme levnedsløb at gennemløbe som Israel.
Det betyder nu ikke, at disse andre folk så skal være israelitter og prøve på at danne sig selv efter Israels skabelon. De skal fremdeles være det folk, som de er. De kan ikke andet. Men de skal høre og forstå, at der ikke er nogen afgørende forskel mellem dem og Israel som folk betragtet, ej heller mellem hedningefolkene indbyrdes. De forskelle, der skiller det ene folk fra det andet, er der nu som dem, der ikke er der. De nationale forskelligheder er ikke og kan ikke længere være noget, som folkene kan rose sig af og se noget i, som giver dem deres rette og sande menneskelighed. Disse forskelligheder er relativerede til kun at være det særlige "sted", hvor det enkelte folk skal gennemløbe det levnedsløb, som er fælles for alle. Nationalitetens differenser er der stadigvæk i folkets empiriske tilværelse. Men de er der ikke mere som en hindring for samkvemmet med de andre folk. De er der ikke som en absolut afgrænsning af det ene folk overfor det andet. Folkeslagene bor ud af ét blod på hele jordens flade. Det er ikke sådan, at folk her står overfor ikke-folk på grund af de nationale forskelligheder. Det enkelte folk hører nu i det skjulte sammen med de fremmede i den oprindelige skabelsesenhed, der samtidig er en forjættelse om den åbenbare enhed, der hører Evighedens fuldendelse til. At de nationale differenser er der, er nu ikke et tegn, der skiller, men et tegn, der forbinder, fordi der deri er udtalt en forjættelse om, at de skal ophøre med at være hindringer for forståelsen mellem folkene indbyrdes, at det besværlige ved dem, der hører timeligheden til, skal forgå sammen med den. De er nu blot stilladser, som det guddommelige forsyn betjener sig af for opførelsen af den endelige bygning af fuldendelsens gudsfolk, Evighedens sande menneskesamfund, hvori alle tungemål skal hensmelte i takkesangens offerskål. Når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Men så længe det hedder "endnu ikke", så længe Kristus ikke åbenlyst for alle er kommet på himlens skyer, så længe er de nationale differenser og etniske forskelle nødvendige og gode hjælpemidler eller støtteforanstaltninger for folkene på deres vej frem mod gudssamfundet i den evige salighed. De kan og skal ikke springes over, lige så lidt som barndommen og ungdommen kan og skal springes over for det menneske, der skal blive voksent og modent. Men de er heller ikke til, for at de skal løftes op i Evigheden. Den hele tilværelse som folk på jorden er nu en billedtale, hvis rette forklaring er åndens nye gudsfolk i Evigheden.
Kristendommen sætter nationaliteten, idet den ophæver den.
Folkets historie er dets vandring i lydighed på den bane, som det guddommelige forsyn selv bereder for det. Men man kan også sige det samme ved at tale om Skaberens forventning til folket, som folket svarer på ved at forvente Hans riges komme, det vil sige: ved at leve i den bestandige hunger og tørst efter retfærdigheden og saligheden i Hans rige eller ved at være den fattige, der uophørligt må spørge efter at være rig i Gud. Som det enkelte menneske ifølge Augustin har et hjerte, som er uroligt, indtil det hviler i Gud - læg vel mærke til, at Augustin siger, at menneskets hjerte er således uroligt, fordi det er skabt af Gud til Ham, altså fordi det som skabning må spørge efter Skaberen. Dets hjertes uro er derfor en eksistentiel og ikke en psykologisk bestemmelse. Denne spørgen kan derfor heller ikke finde et svar i noget andet end i det ord, som Gud selv taler - således er også folkets historie den eksistentielle uro, hvori Skaberens bestemmelse med det er i virksomhed. Fra sin guddommelige højhed drager Skaberen folket til sig og giver det således den bane, det skal løbe på. Derfor er det umuligt for folket at holde inde med sit løb uden at gå i opløsning. Folket kan ikke erstatte det guddommelige mål, der er sat for dets liv med et mål, som det selv udtænker, uden at dette får katastrofale følger for det. Ligesom det enkelte menneske må også folket leve i den bestandige stræben. Naturligvis kan det ikke stå i den stræben, som er lydighed mod den guddommelige dragelse uden sin egen vilje, men det er ikke denne vilje, som begrunder dets stræben, og det er ikke ved den, at det kommer til målet. Men det er i denne stræben, at det taknemmeligt modtager Skaberens dragelse som alene begrundet i Hans barmhjertighed og anerkender, at det bliver draget af Ham.
Og folket bliver draget af Skaberen, uanset hvordan dets løbebane iøvrigt kommer til at forme sig. Skaberen bestemmer suverænt, hvordan og hvorhen Han drager. Det at blive draget af Guds forsyns styrelse er ikke en vej, som mennesket selv kan tegne ind på tilværelsens kort. Den er ikke en vej, som fornuften kan kalde en vej, for den er det, at folket kommer til at stå der, hvor der ingen vej er; men hvor dets løbebane ender i noget, som ingen ende kan være, fordi det ikke kan skelnes fra begyndelsen og dermed kommer til at sætte en parentes omkring alle folkets egne gerninger som værende uden evighedsbetydning. Men netop således lyder den guddommelige dragelses befaling til folket: Søg, bed, bank på! Lydigheden mod denne befaling er det eneste, hvori folket har en reel mulighed for virkelig at gøre noget, fordi dets liv som folk her har bragt det til at stå overfor den grænse, der tager alle dets egne muligheder fra det og anbringer det i den absolutte fattigdom, hvori den guddommelige forsyns styrelse er hos det med sin dragelse.
Det er denne fattigdom, denne manglende mulighed for at kunne være et ordentligt folk efter fornuftens bedømmelse af, hvordan et folk må være, som er ensbetydende med en befaling til folket om at søge, bede og banke på hos Skaberen, en befaling om at kaste sin bekymring for sit liv som folk over på Ham, en befaling om at søge Hans rige og Hans retfærdighed først.
Og høres befalingen, så har folket allerede modtaget sig selv som et vandrende folk på vej mod det fuldkomne menneskesamfund i Evigheden. At måtte søge, bede og banke på er at være på denne vej.
III
Det danske folks udvælgelse
Når der falder lys på den fra Bibelens historie som Folkehistorie med stort F - og det gør der, når og hvor evangeliet om Jesus Kristus forkyndes - træder Danmarkshistorien frem som det sted, hvor det folk, som idag lever i Danmark, får sin egen situation og sine egne vilkår at kende og dermed også får den befaling at høre, som giver det at leve i skyldighedens kategori, således at folkets faktiske liv må være enten lydighed eller ulydighed, og således at folket også bliver nødt til at høre historien om den slægt, der døde, som en forkyndelse af dens fald og en afmåling af dens brøde og et vidnesbyrd om, hvorfra dens frelse kom (Ingemann).
I Danmarkshistorien er der tale om en udvælgelse til det at skulle være dette bestemte folk i dette bestemte land med de for det særegne geografiske og klimatiske og strategiske forhold i stadig vekselvirkning med de omkringboende folk. Denne udvælgelse gør sig selv gældende i de hindringer for folkets naturlige udfoldelse og selvrealisation, som møder det på dets vandring, både fra de geografiske forhold, det må leve under, og fra de fremmede folk, det må leve iblandt, men også i den udfordring til at overvinde hindringerne, som de samtidig betyder, og i den overvindelse af dem, som undertiden lykkes for det. Denne udvælgelse, som stiller folket over for dets grænse, men som også holder det i live til trods for den eller netop ved den, lærer folket, at det ikke er overladt til sig selv, at det ikke ejer sig selv, at det ikke er suverænt i absolut forstand eller kan være det og selv bestemmer, hvordan det vil leve sit liv; men at det er et folk på vandring, at dets liv er en opgave, som er stillet det, og at det har ansvaret for, om det løser denne opgave, og hvordan det gør det.
At være et folk er ikke bare en biologisk udfoldelse, ikke bare en kamp for tilværelsen, hvorunder den stærkeste overlever, men det er et ansvarsforhold overfor en instans, som har stillet det opgaven. Al menneskehistorie hører hjemme - ikke i naturen, selv om naturen helt vist indgår i den - men i det eksistentielles dimension. I den historie, som er Guds forsyns styrelse af menneskenes liv i denne verden, forholder menneskene sig til hinanden, og overalt hvor menneske møder menneske er den etiske situation forhånden, hvori mennesket må stå foran en opgave og en afgørelse og ikke bare kan følge naturgivne drifter og impulser. Netop fordi historien foregår i det eksistentielles eller det etiskes dimension, får folkets møde med de andre folk og de hindringer for det, som udspringer af dette møde, sin særlige karakter. Dette møde risikerer at blive til fjendskab, der ikke bare på upersonlig måde som naturkræfter og naturforhold lader folket møde sin grænse, men lader det møde den som en hindring, der stammer fra en vilje til at undertrykke folkets egne ønsker om udfoldelse eller rent ud en vilje til at tilintetgøre folket. Det er altid de hindringer, der i det enkelte folks historie lægger sig i vejen for folkets naturlige ønske om at leve, vokse og blomstre, der - når lyset fra Bibelens forståelse af, hvad det er at være folk - træder frem som en tale om folkets udvælgelse til på sin måde at være det, som er dets bestemmelse.
Det danske folk skal altså kende sin udvælgelse i sin histories vidnesbyrd om, at der ikke er nogen Gud foroven, der råder for Danmarks sag på den måde, som fornuften mener, at der nødvendigvis må være det, hvis der skal være mening i at tale om nogen udvælgelse. At Danmarks historie i det væsentlige er en nederlagshistorie med enkelte sejrrige perioder af kort varighed ind imellem siger tværtimod al fornuft og rimelighed trøstende til det danske folk, at det fortsat er på vandring mod sin bestemmelse, men også, at det kun er dette, der kan være meningen med dets liv. Det skal ikke andet end være på denne vandring og forstå sig selv i at være det, hvordan det så end går det menneskeligt, fornuftigt bedømt. Således skal folket som folk søge Guds rige og Hans retfærdighed først, og så skal Skaberen iøvrigt råde for det resultat, som kommer ud af det, give det dets liv som folk i tilgift.
I og med at Danmarkshistorien, ved at lyset fra Bibelens tale falder over den, således bliver til en maske, bagved hvilken den magt, der står bag folkets tilværelse og styrer dets skæbne, skjuler sig, bliver den samtidig til en befaling, hvori folkets sande bestemmelse gør sig hørt og vejleder det til det skridt på vandringen, som det nu skal tage, og som ikke kan gøre sig hørt uden derved at fordre folkets lydighed. "Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette", sagde Rasmus Rask. Det er netop dette, som Danmarkshistorien siger til alle danske, hvadenten de hører det eller ikke. Men kun de, der hører det, fatter, at det er selve betingelsen for at være menneske som medlem af det danske folk, der således gør sig selv kendt, og som samtidig også giver betingelsen for at være det. Danmark som sit fædreland kan ingen have undtagen i denne skyldighed, som af den enkelte fordrer hans hele indsats, men som samtidig også er den optagelse i og oplivelse af folkets ånd, der sætter den enkelte der, hvor det guddommelige forsyn leder folket frem mod dets bestemmelse.
Hvor denne skyldighed ikke overtages, hvor eget folk og fædres land ikke kendes som andet end mængde, muld og strand, der er disse ord kun tomme lyde, der som sådanne kun kan bruges af nationaløkonomien og statistikken. Befalingen for dagen i dag springer ud af Danmarks historie, både den ældre og den nyere, men naturligvis ikke sådan, at man på kasuistisk vis uden videre kan læse sig til den konkrete gerning, som den enkelte skal gøre i dag, men sådan, at hele folkets historie består af en strid, hvorunder de gode græder, og de onde ler, og hvor begge parters gerninger kommer til at aflægge vidnesbyrd om den rette gerning, som enhver er skyldig at gøre derved, at de taler til den enkeltes samvittighed og fordrer hans afgørelse af, hvem i fortiden, der gjorde det gode, og hvem, der gjorde det onde, og hvilken konkret gerning, der i dag svarer til den gode, som fortidens mennesker gjorde med en samvittighed, der var bundet af den samme skyldighed og befaling. Kun ved at gøre det konkrete, der i dag modsvarer det konkrete, som fortidens mennesker gjorde under deres vilkår, kan den befaling, som fortidens mennesker hørte talt til folket, høres som en sand befaling til folket i dag. Uden den konkrete handling bliver talen om at høre nogen befaling i historien til mundsvejr.
Frygt ikke!
Danmarkshistorien er altså en tale til det danske folk om de vilkår, hvorunder det lever i sin folkelige særlighed, og om den fordring, der således kommer til det, og som det må leve sit liv under. Men samtidig er den også en tale, der åbner det danske folks øjne til at kunne se alle de andre folks vilkår, fordi disse nødvendigvis er ligedannede med det danske folks, uanset om de i det udvortes fremtræder som værende nok så forskellige derfra. De andre folks historier forkynder den samme Lov for dem, som i den bibelske beretning om Israel blev givet dette ene folk.
Men dermed fører Danmarkshistorien en tale, som borttager fra det danske folk enhver grund til frygt for de andre folk, som landets lidenhed og folkets tragiske historie ellers nødvendigvis må indgyde det, i og med at den tager enhver anledning til sentimentalitet og selvmedlidenhed fra det. Den virkelighed, som det danske folk møder i sin historie - hvor denne tale virkelig høres - er nøjagtig den samme, som alle andre folk også møder i deres folkehistorier, nemlig Guds forsyns styrelse af folkenes liv i denne verden. Det ene folks særlige historie giver det forståelsen af alle de andre folks historier og binder dermed folkene sammen i et fællesskab tværs igennem alle de forskelle mellem folkene, som vedbliver med at bestå, og som ingen skal prøve på at fjerne med kunst. Intet folk kan komme til at leve på noget andet sted end der, hvor Guds forsyns styrer alle ting, og dette giver lige vilkår midt i alle forskellighederne. Det guddommelige forsyn som styrende magt gør den tro, som ellers behersker folkene, at det er dem selv, der ved deres egen klogskab og styrke eller begge dele styrer deres historie, til en latterlig indbildning. Det guddommelige forsyns styrelse er skabende og suveræn.
Men der er heller ikke nogen anden styrelse, som dette kan siges om. Uden dette forsyn kan folkenes egen styrelse slet intet gøre, og det gælder i lige høj grad for det lille og svage Danmarks styrelse som for de store og stærke og politisk betydningsfulde landes. Ingen regent på jorden har andre vilkår end det, som Jesus gør klart, når Han siger til Pilatus: "Du har aldeles ingen magt over mig uden den, som er blevet dig givet", og dette er jo den magt, som kun kan bruges til at gøre de gerninger, som Guds forsyn vil have gjort, og som heller ikke kan bruges til noget som helst andet. I Jesu ord til Pilatus er det historiens virkelighed, der afslører dette, og denne afsløring, som fremtræder som virkeligheden.
Den store fristelse for et folk som det danske, hvis historie overvejende beretter om nederlag og katastrofer, er den modløshed, som naturligt synes at være den eneste mulighed, der står åben for et sådant folk; resignationen overfor det umulige i at være et folk på den samme selvtillidsfulde måde som de andre folk, der har haft en lykkeligere skæbne. Hvad andet er der vel at gøre end at prøve på at leve i skyggen af de store og mere succesrige folk og samle de smuler op, som måtte falde fra deres rige bord?
I 1869 holdt D. G. Monrad efter sin hjemkomst fra New Zealand sine forelæsninger på Københavns Universitet om "Politiske Drømmerier". Deri fremstillede han de to muligheder, der er for det danske folk: enten at rejse sig til en forbitret kamp til det yderste, der sandsynligvis ikke vil kunne føre til sejr, eller også at afruste i tillid til at forsvarsløshed vil være et bedre værn end et utilstrækkeligt forsvar. Monrad opstiller bare disse to muligheder. Han siger ikke, hvilken af dem han selv vælger, eller at han vælger nogen af dem. Efter at have fremstillet afvæbningstanken siger Monrad:
""Jeg har hermed ladet den anden tanke tale sin sag så skarpt og bestemt, som jeg formåede".
Spørger De mig nu: "Vil du indvie dit liv til at gennemføre denne tanke?", så svarer jeg: "Bestemt nej".
Spørger De mig nu: "Vil du da ikke indvie dit liv til at gennemføre den første tanke, tanken om folkets rejsning til fortvivlet kamp?", så svarer jeg et lige så bestemt: "Nej".
Spørger De mig fremdeles: "Men hvad vil du da?" Så svarer jeg Dem: "Jeg?, jeg vil intet. Havde jeg villet noget, da havde jeg talt på rigsdagen og ikke på universitetet. Dette sted er viet sandheden, og ikke alene sandheden, men den alvorlige stræben efter sandhed, efter at se klart i naturens og i historiens love og i alle livsforhold."
Har du fundet sandheden i denne sag? "Nej, jeg har ikke fundet den. Jeg har søgt den, vågen og drømmende. Jeg har arbejdet med fantasien og forstanden, med alle sjælens kræfter. Men jeg fandt den ikke. Jeg fandt tvivlen".
Men hvorfor har du da holdt disse forelæsninger? "I grunden ved jeg det ikke". Kender du visen, i hvis slutning det hedder: "Og denne vise har gjort sig selv?""
Såvidt D. G. Monrad. Asger Nyholm kommenterer i sin bog om Monrad således: "De to forelæsninger er ikke et myndigt ord til det danske folk om, hvad det skal tro og gøre. Det er et spørgsmål til folket om, hvad det vil. Det er ikke et forsøg af Monrad på at bibringe det sin egen overbevisning. Det er et forsøg på at fremlokke et svar på, hvilken politik der vil være rodfæstet i folkets overbevisning. Monrad opstiller et enten-eller. Det bliver så folkets opgave at træffe valget, for det er folkets overbevisning, der er "begivenhedernes værksted". "(A. Nyholm, Religion og politik s. 331).
Såvidt jeg kan se, er dette en rigtig kommentar. Men derved kommer "Politiske Drømmerier" til klart at afsløre, hvordan Monrad er bundet af oplysningstidens tanker om folkets vilje, som den afgørende instans i politik. Derimod synes han ikke at have erkendt, at politik er lydighed mod den Lov, som er over folket, og som taler til det, gennem dets historie. Derfor forfalsker han alternativet til at være mellem rejsning til fortvivlet kamp på den ene side og afrustning på den anden. Men det sande alternativ er enten lydighed mod Loven for folket, der taler til det gennem historien, eller ulydighed. Og hvor det, som vælges ikke er lydighed mod denne Lov med de konsekvenser, dette måtte indebære, der bliver politik til folkets ulykke, selv om det også er folkets vilje, der træffer valget, og selv om det også skulle lykkes folket at gennemføre denne vilje. Monrad mener, at han ser sandheden i øjnene, eller at han stræ-ber alvorligt efter at gøre det, men han vil se den samtidig med, at han vil holde fast ved, at det er en sandhed, som er underlagt menneskets fornuft og kraft, og ikke en sandhed, som er over mennesket og derfor kun kan kendes som en befaling til det og ikke som et resultat af overvejelser.
Derfor måtte modløshedens fortegn komme til at stå foran det, som Monrad havde at sige om dansk politik efter 1864. Han måtte komme til at forberede den politik, som nu i 100 år har været den herskende i Danmark, har hærget Danmark, bortset fra en lille kortvarig afbrydelse i midten og slutningen af 40erne, som snart blev overvundet og glemt. Viggo Hørup sagde: "Hvad skal det nytte?" og viste med dette spørgsmål, at han ikke hørte Danmarkshistoriens tale, og at han ikke stod i virkeligheden. Det samme må siges om P. Munch, som i samtiden gjaldt for at være udenrigspolitikeren par excellence. Jeg er gammel nok til at kunne huske, hvordan Det radikale Venstre ved valget i 1935 - det mellem "Stauning og kaos" - gennem højttalervogne i Københavns gader opfordrede vælgerne til at "lægge Danmarks udenrigspolitik i dr. Munchs rolige og faste hånd", hvilket flertallet af disse vælgere også gjorde med det som resultat, at dr. Munch rolig og fast førte Danmark ud i katastrofen den 9. april 1940. Der afsløredes den bedrageriske visdom i den Munchske kryben-i-musehul-politik med al ønskelig tydelighed. Den viste sig at have været en virksom faktor i det danske folks opløsningsproces ved at forsyne det med skyklapper, der kunne muliggøre en intensiv koncentration af folkets opmærksomhed omkring skabelsen af det folkeinfantiliserende demokratiske velfærdssamfund på grundlag af den trosbekendelse, som er fællesgods for socialister og kapitalister, og som kun kan afføde folkelig fordærvelse, nemlig: "Med penge skal man land bygge".
Det danske velfærdssamfund er forfra og bagfra omsluttet af modløsheden, har ligefrem denne som sit fortegn. Det er kun til som en kulisse, hvormed virkeligheden skal skjules for folket og skjules tilmed af folket selv.
Fremtidens håb
P. Munch var historiker, og han havde skrevet lærebøger i verdenshistorie for skoleungdom, men han var af den slags historikere, som ikke ved hvad historie er. Den historievidenskab, der vil arbejde med historien efter samme metode som naturvidenskaben arbejder med naturen, hindrede ham i at komme til at kende historien i dens virkelighed og høre dens tale som den befaling, den er. Han kendte kun historien i dens projektion ned i naturens plan. Ligesom Monrad så han klart med sin fornuft, at Danmark ikke havde nogen mulighed for at kunne klare sig militært imod stormagter i tilfælde af konflikt. Men han forstod ikke, hvad denne erkendelse betyder, nemlig at den er det negative udtryk for at der er en Gud foroven, der råder for Danmarks sag, og at det er ligesådan med alle de andre lande, store som små. Han fattede ikke, at Danmarks nederlagshistorie, dets lidenhed og fattigdom, betyder, at det er Guds forsyn, der således gør sig selv gældende som den styrende magt, det forsyn, der med almagtens styrke står alt menneskeligt hovmod imod og giver ydmygheden nåde.
Det, som Monrad, Viggo Hørup, P. Munch, Erik Scavenius så, dette er virkelig, hvad det danske folk skal se. Forsåvidt har de gjort det danske folk en tjeneste, og det var vel også, hvad de ville gøre og mente at have gjort, selv om det er en tjeneste på en helt anden måde og af en helt anden art end den, som de tilsigtede at gøre. Folket skal se det for af dette selv at få at vide betydningen af det, de ser, nemlig at det er tegnet, der markerer stedet, hvor den virkelige fremtid, der ikke skabes af folket, kommer til det, den virkelige fremtid for folket, som er et med at høre historien som befaling.
Fremtiden for det danske folk er kun til som et urimeligt håb, for at tale med Grundtvig. Den kan ikke skabes eller beregnes. Vil man noget sådant, lukker man selv af for fremtiden, hindrer sig selv i at modtage, hvad den giver. Den befaling, der lyder gennem historien, og som selv giver det urimelige håb, er det stærkeste våben, som et folk overhovedet har. Det betyder nemlig den åbne forbindelse til det guddommelige forsyns styrelse og dermed borttagelsen af den fortvivlelse, der ellers med nødvendighed vil holde folket i modløshedens nedbrydende og folkeopløsende fangenskab. Og denne befaling tvinger de andre folk, der vil optræde som guder på jorden, til at afsløre, at også de kun er mennesker og derfor er underlagt Guds forsyns styrelse, og at de på ingen måde har mere magt over historien end det svage danske folk.
Storstater er altid kolosser på lerfødder; imperier og unioner går altid i opløsning. Vort eget århundrede har givet os den mest overbevisende anskuelsesundervisning i denne sandhed. Bismarcks og kejser Wilhelms og Hitlers brovtende og brutale tyske storstat forsvandt i løbet af de to verdenskrige. Men også det britiske og det franske imperium gik i opløsning. I dag knager Sovjetunionen og Kina i fugerne. Den kommunistiske ideologi som politisk magtfaktor synger tydeligvis på sit sidste vers. Alle marxistiske regimer har afsløret sig for den hele verdens øjne som en herskende militaristisk klasses undertrykkelse af folkene. Dette er det eneste, der idag er tilbage af den kommunistiske drøm om verdensrevolutionen og det klasseløse samfund. Ideologien har derfor mistet enhver tiltrækning, såvel for den hjemlige befolkning som for mennesker udenfor disse stater, efter at det er blevet åbenbaret, hvad der var skjult i den, nemlig død, der ikke kan avle andet end død. Storstater vil bestandig påny opstå, fordi mennesker ikke kan akkviescere ved menneskeslægtens opsplitning i enkeltfolk, der på grund af deres indbyrdes forskelligheder ikke kan leve i fred med hinanden. Men de vil også bestandig påny gå i opløsning, fordi de kun er babelstårne, der er bygget af menneskeligt hovmod, og Guds forsyns styrelse honorerer ikke menneskers hovmod.
Der er intet stærkere middel imod de storstater, der mener, at de er bygget for evigheden end den befaling gennem historien, der lærer det enkelte folk at kende sig selv og sine vilkår som folk, fordi den er en afsløring af storstaterne som undergivet nøjagtig de samme vilkår som de små og afmægtige folk. Storstaterne er også dannet af folk, som er på vandring, men som let kan bilde sig ind, at de mere end de små stater er fremme ved målet for vandringen. Men virkeligheden tolererer ikke, at folkene lever i et sådant selvbedrag. Opløsningens orm gnaver i så fald i dem. De er fulde af svamp og forrådnelse indvendig og må derfor styrte sammen. Der, hvor historiens gang kommer til at kalde selvbedraget frem, bliver den også til et saneringsforetagende, der bringer bedraget til ophør.
Livets omkostninger
At folkets stærkeste våben - i virkeligheden også dets eneste - er den Lov, som taler til det gennem dets historie, indebærer ikke, at folket dermed er fritaget for at skulle træffe udenrigspolitiske og forsvarsmæssige afgørelser i sit forhold til de andre folk, på ingen måde. Men nok betyder det, at disse afgørelser ikke længere er midler, hvorved folket selv kan og skal sikre sit liv som folk, men i stedet er blevet til dette liv selv, det vil sige, at folket modtager sit liv som folk i de afgørelser, som det selv skal træffe i lydighed mod den Lov, som det hører. I lydighed mod den befaling, som taler til det, modtager det sit liv i sine afgørelser som det, der bliver givet det i kraft af den afgørelse, som det guddommelige forsyn allerede har truffet forud for dets egne afgørelser. Folket skal og må træffe sine afgørelser. Det hører med til dets løb på den løbebane, som forsynet har givet det. Men resultatet af afgørelserne, folkets fortsatte beståen, kommer ikke i stand på grund af dets egne afgørelser. Folket må arbejde og anstrenge sig, for at det kan træffe de rette afgørelser i lydighed mod befalingen. Men om det kommer til at gavne folket er noget, som Gud giver i tilgift under arbejdet og anstrengelsen.
I Det nye Testamente læser vi, at Jesus taler om en konge, der rådslår om, hvorvidt han med 10.000 mand er mægtig til at drage imod en anden konge, der kommer imod ham med 20.000 mand. Hvis han ikke er det, sender han, mens den anden endnu er langt borte, sendebud og underhandler om fred. Jesus bruger denne konges handlemåde, som Han tydeligvis forudsætter som naturlig og rimelig i verden, som en lignelsestale om menneskets forhold til evangeliet om Guds rige, der er kommet nær i Ham. Mennesket skal betænke de omkostninger, der er forbundet med at følge Ham efter og således leve i Guds rige. Sådan er der også omkostninger forbundet med at være folk. Livet bliver ikke lettere, bedømt efter fornuftens målestok, der, hvor folket kender sin Lov og ved sig skyldigt at adlyde den. Men - og det er dette, som er det afgørende - uanset hvilke afgørelser, folket træffer for gennem konkrete gerninger at udtrykke sin lydighed mod Loven med stort L, og uanset hvordan det resultat ser ud, der kommer ud af dets afgørelser, så er folket under Guds forsyns styrelse, og under alle omstændigheder befinder folket sig på den løbebane, som fører det til det, som er dets bestemmelse, og dette tager frygten fra folket, når det hører det.
Det guddommelige forsyn går med i skyggedalen. At dette forsyn styrer folkets liv, det er dets sande liv som folk; og der, hvor folket ikke anerkender, at det er således, må dets liv nødvendigvis blive til et skin-liv. Folkets Lov, som taler til det gennem dets historie, tager derfor ikke ansvaret fra folket ved at diktere, hvad det konkret skal gøre i sit forhold til de andre folk. Tværtimod lægger den ansvaret for alle sådanne konkrete afgørelser på folket selv, holder det fast ved det at skulle afgøre sig i lydighed mod den Lov, der befaler det at afgøre sig ved at sige til det, at det selv har afgørelsen. Folkets Lov i historien - altså ikke loven i de lovkyndiges lovsamlinger - hindrer, at der er lovkyndige, der kan sige, at de kender folkets Lov bedre end andre og derfor må være berettigede til at være folkets vejledere, idet de foreskriver folket fortolkningen af den Lov, som det må leve sit liv under. Således er folkets Lov ikke blot dets stærkeste våben imod de andre folk, når disse vender sig imod det i fjendtlig hensigt, men den er samtidig det stærkeste våben imod den indre opløsning i folket derved, at den som lydende igennem folkets historie - den, som alle i folket nødvendigvis er fælles om - sikrer, at den ikke kan overtages af eksperter i lovkundskab.
I denne Lov - med stort L - er derfor indeholdt folkets frihed til at være sig selv.
IV
Folkets genfødelse
Med teologisk Danmarkshistorie mener jeg - og jeg håber, at det må være fremgået af, hvad jeg hidtil har sagt - ikke en historieskrivning, hvori dogmer og teologiske læresætninger er bestemmende for, hvad der må have lov til at være sket i folkets lange liv. Men jeg mener netop det danske folks særlige historie set i det lys, der falder på den fra Bibelens fortælling om Israels historie som Guds historie med sit udvalgte folk og dermed set i dens virkelighed, ikke blot i dens karakter af en succession af konstaterbare begivenheder, men i dens karakter af befaling og forjættelse.
Læst på denne måde bliver hele Danmarkshistorien i sin egentlighed til en tale til det danske folk om, hvem det tilhører, en tale af den Gud, som er dets ejermand, hvorved denne samme historie bliver til en befaling fra Ham om at anerkende dette i folkets hverdagsliv, både i dets forhold til andre folk og i dets forhold til folket selv, og hvorved dette hverdagsliv bliver til en forjættelse om et samfund, som Gud skal skabe sig af alle folk, på skjult måde her i denne verden og på åbenbar måde ved evighedens frembrud. Samtidig bliver også folkets liv her i verden til en vandring mod dette mål, en vandring, der således tilintetgør alle andre mål for folkets liv som selvbedrag og løgn. Hvor Danmarkshistorien bliver hørt som en sådan befaling og forjættelse for en vandring, som skaberen leder, der er modløsheden overvundet, fordi alt det i folkets liv, hvori modløsheden vil søge sin begrundelse og retfærdiggørelse, nu viser sig i sin virkelighed som intet andet end bevidnelsen af det guddommelige forsyns trofasthed.
At Danmark i historiens løb er blevet til et lidet, fattigt land, det privilegerer det danske folk med en anledning til at se, hvad dets historie egentlig er, at det igennem den er blevet gjort opmærksomt på den kristelige sandhed, som er sandhed ikke bare i himlen, men også på jorden, og det derfor har sin analogi på det folkeliges plan, at "alt, som Gud korser, så Han kroner, i skyggedalen Han går med" (Grundtvig). Hvor dette høres og anerkendes, der er folkets genfødelse i fuld gang, hvor sort det end måtte se ud, fordi den sande folkelige genfødelse består i, at folket kommer til at kende sin Lov som den, hvis befaling gør det frit til at være, hvad det er, frit til at modtage den fremtid, som Gud giver det, og befriet fra at skulle skabe sin egen fremtid. Dette er friheden for folket til at blive regeret af den myndighed, som ikke er af folket selv, og som derfor alene er i stand til at regere, fordi den alene ved, både hvad et folk er, og hvad det vil sige at regere det.
Og så er da hele det danske folks historie det, at kong Skjold kommer med Loven og overtager regeringsembedet og kun hvor han gør det, kan politikerne regere. Ellers bilder de sig ind, at det er dem selv, der gør det ved deres egne love og planer og økonomiske foranstaltninger, og så bliver der slet ikke regeret, og så er det aldeles ligegyldigt, hvilke mennesker og hvilket parti, der har regeringsmagten, fordi de viser allesammen ved, hvad de siger og gør, at de intet som helst ved om, hvad det er at regere, når de selv vil være den højeste myndighed. Enhver politisk tænkning og handlen, som ikke vil begynde med at være en udlægning af Romerbrevet, kapitel 13, og som ikke forstår; at den heller aldrig kan komme videre end til dette, kan kun føre folket ud i uføre, fordi en deraf inspireret øvrighed ikke selv ved om, at den er under myndighed, hvorfor alle dens gerninger nødvendigvis før eller senere må afsløre sig som lovløshed. "Der er ikke øvrighed uden af Gud, men de, som er, er indsat af Gud". Det er dette, som folkets historie siger til det uden ophør, og dermed lader den også folket møde den befaling, som er givet for øvrighedens brug af sin myndighed og gør Danmarks folk frit til at være et folk på vandring mod sin bestemmelse og således være sig selv.
Folkefornægtelsen
Det danske folk er i dag i nød, i den samme nød som på kong Skjolds tid, og det vil sige, at nøden er så stor og så gennemgribende, at den af de fleste slet ikke bliver erkendt som nød. Fordærvelsen bliver tværtimod af de fleste regnet for, at det går ufattelig godt i Danmark i modsætning til de fleste andre steder på kloden. Der er derfor intet håb om forandring som følge af folkets egne bestræbelser. Den virkelighed, som vil helbrede folket, og som alene kan gøre dette, flygter folket fra, som var den undergangen selv, og gør alt for at få sin tilværelse konsolideret i det, som ikke er eller kan være andet end illusion. Folket vil ikke være folk; men det vil spille en folkerolle. Det søger at blive bevidstgjort i folkemimik - sådan som vi kender det fra Danmarks Radio, der er kommet længst i det folkemimiskes kunst. Hele folkets stræben samler sig om dette ene, at sikre fortsættelsen af det såkaldte velfærdssamfund, som man har bygget op - eller mener at have bygget op. Alle politiske partier søger dette i deres valgtaler for at sikre sig vælgernes tilslutning.
Derfor er det aldeles ligegyldigt, hvilket eller hvilke af partierne, der overtager regeringsmagten. Danmarks riges grundlov regner ikke med organiserede og disciplinerede partier og har al mulig grund til ikke at gøre det. Hos intet af disse partier forekommer en politisk tænkning, som ikke hviler på illusionære præmisser, og de kan derfor umuligt nogensinde gøre andet end at berede folket skuffelse. Det ligger i selve det organiserede og disciplinerede partis væsen, at det er folkefornægtelse, folkenedbrydelse. Det totalitære etpartisystem er blot åbenbarelsen af, hvad der skjult bor i ethvert organiseret og disciplineret parti. Men den, som ikke vil høre, må føle. Virkeligheden er det ikke givet menneskene at kunne flygte fra, selv om de er nok så snedige. Virkeligheden vil ses i øjnene - ikke på den måde, som Hørup, Munch og Scavenius gjorde det eller mente at gøre det, hvorved de først for alvor blev et bytte for illusionen, men derimod i erkendelsen af, at den politiske gerning, det at regere, er noget, som mennesker ikke kan og ikke kan kunne, eller ved at høre den historiske virkeligheds tale til folket og dermed få givet friheden til at sige og gøre det, som skal siges og gøres.
Historiens tale til folket er en kritisk tale, den eneste virkelig kritiske tale, som kræver folket til regnskab, og som det er umuligt for det at snige sig udenom. Folkets historie er ikke en blot og bar beretning om folkets fædres bedrifter, som det som efterkommere selv kan enten rose sig af eller se ned på med foragt. Men historien er regnskabet, som tager enhver mulighed for selvros bort ved at holde folket for øje, både at det har svigtet, og hvor det har gjort det. Folket har villet vandre sine egne veje, men ikke den særlige vej, som er blevet det anvist af dets Lov. Det har villet noget andet end det, som det har skullet. Og gennem den trussel om undergang, som hænger over dets hoved som et Damoklessværd, vidner virkeligheden imod folket og lader det se sig selv i sin elendighed og nøgenhed. Historien som virkeligheden, som Guds forsyns styrelse af folkets liv, er dommen over folket og er kun erkendelig for det i den dom, der ydmyger det. I dommen, der ydmyger det, har folket påny forbindelsen med den virkelighed, det har fornægtet til fordel for sin selvskabte illusion. Den samme virkelighed, der i dommen over folket som det, der har svigtet, tager det virkelighedsfornægtende hovmod fra folket, er derfor folkets forbundsfælle, der giver det en fremtid og et håb.
Dommen, der ydmyger, bliver dermed en hjælp for folket til at være det, som det skal være og til at se, hvor dets rette opgave ligger, og hvori den består. I og med at folket ved denne dom mister sin indbildte mulighed for at kunne forme sin egen fremtid, og skabe sig selv som det folk, det ønsker at være, og nødes til at se, at det kun kan være til på en vandring mod det at blive optaget i det sande og egentlige samfund af alle folk og stammer og tungemål, som det ikke selv styrer, får det givet den uafhængighed af de snærende bånd og tyngende byrder, som dets liv her i verden i dets forhold til andre folk binder det med og lægger på det. Folkets politiske stræben ophører nu med at være det højeste for det. Op-delingen af folket i partier, der bekæmper hinanden, taber sin mening, konflikterne med de andre folk mister deres absolutte vægt, og de grænser, som er sat mellem de forskellige stater indbyrdes, bliver relativeret til at være regionale, administrative grænser mere, end de er folkegrænser. Den nationale selvbestemmelsesret med hensyn til statstilhørsforhold bliver reduceret til kun at være ét princip at løse grænseforhold på og ophører med at være Princippet med stort P.
Nationalstaten er ikke nødvendigvis den eneste ordning, hvorunder et folk kan leve. De færreste stater er rene nationalstater. Danmark f.eks. har således aldrig været det og er det ikke den dag i dag. Færinger og grønlænderne hører også med til det danske rige, selv om de ikke kan og heller ikke vil kaldes danske i egentlig forstand. Megen ulykke er blevet forvoldt netop af den med puritanisme og pietisme beslægtede, romantisk-idealistiske stræben efter at skabe rene nationalstater. Det kan også siges, at en stats territorium er et potentielt arbejdsområde for alle borgere i staten, og at det derfor ikke med rimelighed kan være beboerne i de forskellige grænseområder, der alene afgør det statslige tilhørsforhold gennem afstemning. Der er også andre hensyn, der med rimelighed må tages, og hvorfor skulle man ikke i dag - da statspolitiske grænser klart er mindre absolutte og metafysiske, end de var for bare et par menneskealdre siden - klare spørgsmålet f.eks. ved at lade de folkelige minoriter "løse landbånd" til nabolandet, hvis de måtte ønske det, og så iøvrigt lade grænsen ligge der, hvor dens historiske sted, som gerne også er det naturlige sted, er?
Grænser mellem folkene er der og må der være, men de er ikke absolutte, og de falder heller ikke nødvendigvis sammen med de grænser, der sættes af mennesker ved erobringer, ved fredstraktater og afstemninger og lignende overenskomster. Disse grænser kan og skal vel respekteres på det statspolitiske og juridiske og forvaltningsmæssige plan, det vil sige på det relatives plan. Men det giver ingen mening at gøre sådanne ved menneskelig kunst skabte statsgrænser til virkelighedens grænser mellem folkene. Disse grænser kan ikke sættes ved menneskelig kløgt. Folkene er Guds skabninger, ikke naturens og biologiens eller fornuftens produkter. Grænserne mellem folkene bliver derfor usynlige og uhåndterlige, fordi de sættes af den usynlige Gud, der selv vandrer mellem og med folkene.
Hvor er Danmark?
Hvor er så Danmark, og hvor er det danske folk? Grundtvig har sagt, at "til et folk de alle hører, som sig regner selv dertil". Med disse ord ser han landegrænser som noget sekundært, relativt. Man kan tilhøre et folk, selv om man er bosat udenfor det land, som er dette folks statsretslige hjemsted i dag. Trække landegrænser efter nationalitetsprincippet bliver dermed ikke nogen absolut nødvendighed - hvad der nok kan være en befrielse, eftersom det, når det ikke bare skal være en overfladisk eller hensynsløs grænsedragning, må siges at være en umulighed. Man kan have landegrænser, der ikke sigter på at skabe nationalstater, og de kan dog være fornuftige og berettigede og gavnlige. Og man kan ikke hindre mennesker i at regne sig til det folk, som de kalder deres eget, om de ellers vil gøre det.
Hvad er så Danmark, hvis det ikke er det bestemte antal kvadratkilometer, hvor der i dag bor mennesker, der har dansk statsborgerskab? Danmark er der, hvor Danmarks historie taler til menneskelige øren, der hører denne tale som en befaling til dem, uanset administrative og regionale grænselinier, der måtte markere, at områder, der engang statsretsligt bar Danmarks navn, er revet løs fra det og nu beboes af mennesker, der for størstepartens vedkommende ikke regner sig for danske. Det danske folk har mig bekendt aldrig ratificeret Roskildefreden eller blot haft lejlighed til at gøre det. Det ville også være urimeligt at regne et påhit af den kongelige landsknægt og Jakob von Thybo, Karl X Gustav, bistået af en adelig dansk landsforrædder, for at være folkegrænsen mellem det danske og det svenske folk, nøjagtigt lige så urimeligt, som det ville være at regne det, som Bismarck fik afstedkommet betræffende Danmarks sydgrænse i 1864, for noget som helst andet end det, som det virkeligt var, nemlig et udslag af Bismarcks egen udlægning af sin tese om politik som "det muliges kunst", det vil sige den rene uforfalskede lovløshed, og dens resultater er der ingen mening i at have den ærbødighed for, at man tillægger dem virkelighedskarakter.
Danmark er det, som det altid har været og sådan, som Saxo har beskrevet det i fortalen til Gesta Danorum, det sydskandinaviske lavland, bestående af området fra Skagen og til Ejderen, fra Blåvandshuk til Blekinge med Sjælland som den midterste del. I en lidt anden forstand er det også Grønland og Færøerne, og i en endnu anden forstand er det også York og Orkneyøerne og Tallinn og Øsel og Dagø. Jeg siger ikke dette i et tilbagefald til dansk imperialisme og for at gå ind for grænseændringer af statspolitisk karakter, men fordi det ikke er muligt at tale sandt om Danmark på anden måde end som det land, hvor forfædrene har levet og virket. Hvor skulle Danmark vel være, om ikke der? Alle de nævnte steder taler Danmarkshistorien til danske af i dag og minder dem om de fortidige slægter, der på disse steder levede og kæmpede for at være lydige mod danskeloven - eller også svigtede denne lov i ulydighed. Ingen kan hindre Danmarkshistorien i at tale sådan på disse steder, og derfor hører de uløseligt til Danmark, selv om de statsretsligt ikke skulle gøre det i dag.
At de faktisk ikke gør dette, taler også om vilkåret for at være dansk, det samme kampens vilkår i fortiden, som det er i dag - og modsiger dermed den fejghedens løgneforestilling om den betryggede fredstilstand som den selvtilfredshedens kærlighed til uvirkeligheden, der har været det danske folks vice interieur gennem tiderne. Geografisk ligger Danmark midt i Europa som et sted for danske at drage ud fra og vende hjem til i forbindelse med den gerning, som de skal gøre som medlemmer af det danske folk. Og dette land er, skønt det er lavland uden fjeldtinder, netop ved sin strategiske højst problematiske beliggenhed, i sig selv et udsigtstårn, hvorfra hele det europæiske panorama kan beskues. Og dette lands historie er der, hvor den læses ret og dermed giver det danske folk at kende sig selv som et folk, der er på vandring, samtidig en åben adgang til alle europæiske folks historie. Danmark ligger midt i Europa med omtrent samme afstand til Island og Nordnorge som til Balkanhalvøen, Syditalien og Spanien, og dets hovedstad, København, ligger midt imellem Dublin og Moskva. Og Danmark er kun sig selv i sit forhold til og i sin forskellighed fra de andre europæiske lande og folk omkring det. Det hører det danske klima til, at vinde fra alle fire verdenshjørner blæser hen over det, både i bogstavelig og i overført forstand. Hvis det ikke helt skal overvældes heraf, bliver det derfor i sig selv en opgave for dette folk at prøve alt det, som kommer til det, og beholde det gode. Det skal ikke lukke sig selv ude fra det, som blæser ind over det, i selvgodhed eller i frygt og heller ikke tabe sig selv i de mange impulser fra de fremmede, i slavisk efterligning af dem. Men det skal møde dem netop i den kritiske og prøvende holdning, der henter sin norm, ikke udefra, men fra Danmark selv, det vil sige fra dets historie.
Danskhed
Sådan var det, da vikingerne drog på langfart til England og Frankrig og videre endda. Sådan var det i middelalderen, da den intellektuelt begavede ungdom drog til Paris, sådan som vi hører det om Absalon og Saxo, Anders Sunesøn og Gunnar fra Viborg. Sådan var det på reformationstiden, da de vågne blandt studenterne drog til Wittenberg for at høre, hvad Luther og Melanchton lærte. Sådan var det, da forfattere og kunstnere i det 19. århundrede dog til Tyskland og Frankrig, til England og Italien. De drog ud i det fremmede og lærte, hvad der dér var at lære, og så vendte de hjem og brugte det, som de havde lært, i fædrelandets tjeneste og gjorde derved det fremmede dansk. Her var stedet, hvor den befaling, som de hørte, anbragte dem.
Men også de, som måtte blive hjemme, kom i forbindelse med de fremmede, der kom til Danmark, eller de lærte de fremmede at kende gennem bøgerne og gjorde det, som de lærte, til dansk arvegods. Der var de islandske sagaer og Snorres Heimskringla og senere Finlands Kalevala og Runebergs Fænrik Stål, og der var i Norden også Peter Dass, Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Erik Gustaf Geijer, August Strindberg og Selma Lagerlöf. Alle har de været med til at forme også dansk sind og tænkemåde. I øst blev danskerne fortrolige med Dostojevskij s og Tolstoj s store romaner, og århundreder i forvejen havde væringerne, der gjorde tjeneste for kejseren i Miklagård, taget stærke indtryk med sig hjem fra herligheden der. Fra syd hentede man indtryk fra den græske og romerske antik, filosofien, historieskrivningen og kunsten. Fra middelalderens Italien importerede man Dantes guddommelige komedie. Fra Spanien Cervantes uforlignelige roman om Don Quijote og Sancho Panza. Fra Tyskland lærte man af de store teologer, filosoffer og digtere, af Leibnitz, Hegel og Nietzsche, af Hamann, Schleiermacher, Harnack, Barth og Bultmann, af Lessing, Goethe og Schiller. I Frankrig hentede man inspiration fra filosoffer og digtere ligesom fra Tyskland. Men de var stemt i en lidt anden toneart. Man blev fortrolig med Montaigne, Descartes, Pascal, Rousseau, Auguste Comte, men også med Moliére, Racine, Balzac, Hugo, Zola. Fra Storbritannien, hvor det folkelige slægtskab tydeligst erkendtes, påvirkedes man af Shakespeare og Milton, dr. Johnson, Scott og Dickens, Wordsworth, Browning og mange andre. Hele horisonten rundt har danske hentet sig indtryk så stærke, at mødet med disse fremmede enkeltpersoner og kulturstrømninger nu indgår i Danmarks historie, og ikke kan tænkes bort fra den, fordi det altsammen har været med til at skrive dagsordenen for det danske folk i dets hverdag - og dermed været med til at gøre det danske folk den tjeneste at holde det fast på dets særlige sted, hvorfra det nu iagttager disse strømninger, og dermed lære det selverkendelse og styrke det til at adlyde den særlige befaling, som er dets.
For dertil hører også den replik, som det skal sige til de andre folk, sige ved at være sig selv. At Danmarks geografiske lidenhed på denne udsatte post midt i Europa nødvendigvis må tage den umiddelbare selvsikkerhed fra det danske folk, som dette tit har misundt andre folk, som boede mindre udsat, er en selvfølge. Men det er samtidig forudsætningen for, at det danske folk har kunnet være vågent og gå sin fremtid i møde med den nødvendige opmærksomhed. Usikkerheden er således en hjælp ved at være en formaning til altid at være i højeste beredskab og ikke forfalde til at stole på snedige sikkerhedsforanstaltninger af egen opfindelse som det, der skal betrygge fremtiden for Danmarks folk.
Dette folks liv er med nødvendighed at være udsat for undergangens bestandige mulighed, både i ligefrem og overført forstand på en sådan måde, at enhver i folket kan se det. Det er det, som giver Danskeloven dens særlige præg - og som fylder det danske samfund med stagnation, irritabilitet og misundelse, når den ikke bliver overholdt, men som til gengæld fylder folkets liv med tak, undren og glæde der, hvor det anerkender denne Lov som sin, og dermed overtager de vilkår for folkeligt liv, som den lægger på det. Det, som er det danske folks særlige befaling, har dette folk i sin historiske skæbne modtaget de allergunstigste betingelser for at opfylde. Den i politisk henseende kranke skæbne, som Danmarkshistorien umiddelbart synes at være, er virkelighedens trofasthed, dens stædigt fastholdte kald til det danske folk om endeligt at gøre det, som er dets opgave, og ikke noget andet. Og samtidig er denne skæbne virkelighedens løfte om, at den nok skal hjælpe dette folk med også at få det gjort, som det skal, når det bare vil gå i gang med i lydighed mod sin skyldighed at gå den vej, som det skal følge, hvor truende den end ser ud. Overhovedet er det at være et folk og tillige at være dette som dansk ikke noget, som man sådan er, men det er noget, som man bliver der, hvor man ikke deserterer fra den strid eller den åndelige vikingefærd, som mødet med virkeligheden altid er for et menneske, men udleverer sig til den, fordi det at lade være med at gøre det implicerer den åbenlyse fordærvelse at måtte kalde løgn for sandhed, hvilket ingen kan gøre uden derved at sætte sin menneskelighed til.
Man bliver derfor ikke dansk ved sin egen stræben efter at blive det, men man modtager det af virkeligheden selv der, hvor denne gør sig således gældende, at det er åbenbart for den deserterende, at det ikke lader sig gøre at desertere fra virkeligheden netop af den grund, at den er virkeligheden.
Danmarkshistoriens tale
Dette har Johs. Ewald magtfuldt udtrykt i nationalsangens slutningsstrofe: "Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav! Modtag din ven, som uforsagt tør møde faren med foragt så stolt som du mod stormens magt, sortladne hav! Og rask igennem larm og spil, og kamp og sejr før mig til min grav!"
Denne det danske folks særlige vej, som er nederlagets og håbets vej, er, når den bliver forstået ret, samtidig alle folkenes vej, og den vej går til graven her i verden. Der er derfor ingen nationalegoisme og chauvinisme i denne sidste strofe, men en klar erkendelse af vilkåret for det at være menneske i verden, og det er på samme måde med de foregående strofer, som umiddelbart kan lyde så martialske. De er en vedkendelse af det danske folks historie sådan, som den har formet sig, og som denne skæbne i tap-perhed er blevet taget op af fædrene og derved kan være en befaling til efterkommerne. Der kunne synes at være noget symbolsk i, at den amerikanske digter Henry Longfellow under et besøg i Danmark i 1830erne oversatte netop Kong Christian til engelsk og lod den sidste strofe lyde således:
"Path of the Dane to farne and might, darkrolling wave! Receive thy friend, who, scorning fright, goes to meet danger with despite, proudly as thou the tempest's might, dark rolling wave! And amid pleasures and alarms and war and victory, be thine arms my grave".
At det har været muligt for en udlænding at fatte interesse for og at oversætte vor nationalsang således kan minde os danske om, at det er netop i vor særlighed som danske, at vi står i dette fællesskab med den hele menneskeslægt, mens vi ved at springe denne særlighed over eller i det mindste anstrenge os for at gøre det, ikke kan have andet end et folkenedbrydende pseudofællesskab med de andre folk. Men det kan også minde det dansktalende folk om, at Danmarkshistorien, som først og fremmest taler til det, hvis det ikke hører dens tale, udmærket kan tale til folk, der har andre modersmål end det danske. Og hører disse andre folk denne tale, da er det dem, der er de sande danske, og Danmarkshi-storien er deres historie.
Danmarkshistorien har ikke påtaget sig den opgave at forkæle dem, der taler dansk uden at høre dens tale. Danmarkshistorien er det danske folks særlige historie, men kun ved at lytte til dens tale kan vi høre den befaling for i dag, hvorunder vi er forbundet med alle andre folk på jorden, fordi det er den samme befaling, der lyder til dem gennem deres særlige historie, nemlig den befaling fra Skaberen, der gør folkenes liv til en vandring i en verden, hvis skikkelse forgår, til en vandring i det fremmede, i den udlændighed og forgængelighed, som historien er, men som netop således bringer med sig den åbenhed overfor fremtiden og det håb, som kommer fra det borgerskab i himlen, som er vandringens mål for gudsfolket af alle folk og tungemål, fordi det er i himlen, og som af samme grund er den i det skjulte virkende bestemmelse for og styrelse af folkenes liv allerede her og nu - i og med og under alle deres forskelligheder i sprog, levevis og historie.
"Som sole vi går op og ned i den enbårnes herlighed", synger Grundtvig i den store pinsesalme. Det er sagt om det enkelte menneske, hvis liv er som hvedekorn, der ligesom Guds søn må falde til jorden og dø for at bære frugt. Men det samme gælder analogisk også for folkenes liv på jorden, og idet han lader denne handlemåde gælde, vedkender Skaberen sig folkene i deres indbyrdes forskelligheder og skæbner i verden som villet af Hans gode vilje, og Han ærer dermed folkene i deres fattigdom overfor Ham, og dette er deres rigdom. Det kan ikke være anderledes der, hvor verden, og hvad der er i den, er skabt ved Guds ord og derfor også bliver styret af det samme ord frem mod det mål, som er dette ord selv i åbenbar kærlighed.
Johannes Horstmann.