Af Jesper Bacher, Tidehverv, 2014, Okt-nov., s.145-146.

Overskriften er, som mange vil vide, inspireret af en gammel fædrelandssang, helt tilbage fra dengang, hvor den kristne teologi regnede Gud for almægtig. Hvad skulle Gud ellers være? Ingen magt har magten over Gud, men Gud har magt over alt og alle. Afguder er afhængige af deres skaber, mens alle skabninger er afhængige af Skaberen. Gud ligger ikke under for noget eller nogen. Han er fri, han er suveræn, og intet er umuligt for ham. Mindre er ikke Gud, men et stykke verden, som eksisterer på verdens præmisser, en forgængelig, skrøbelig og manipulerbar størrelse. Bibelens Gud er mere end verden uden at være verdensfjern, metahistorisk uden at være ahistorisk, almægtig uden at sky afmægtigheden. Almagten krøb ned i en krybbe og op på et kors, men en dag skal alt, som kan krybe og gå, bøje knæ for almagten. Gud er Gud, om alle mand var døde, og når alle mand ikke er døde, skyldes det alene Gud.

Det kan synes selvfølgeligheder for den, som kender sin kristne børnelærdom, men selvfølgelighedernes tid er forbi. Således er talen om Guds almagt blevet et kors for moderne teologi. Ja, man fornemmer et nærmest gnostisk ubehag ved skaberguden, mens den korsfæstede Jesus derimod er anderledes sympatisk. Inkarnationen er den smukke kærlighedsåbenbaring, mens almagtstanken må regnes for en metafysisk magtfantasi. Gud er den solidariske medlider, ikke den suveræne skaber, opretholder og genløser. I sin bog "De Gudsforladtes Gud" kan den københavnske teologi Lars Sandbeck ligefrem skrive. "Den almægtige er ikke blot en ukristelig Gud, men også en umenneskelig Gud". Ikke mindst efter det 20. århundrede kan Gud ikke beholde sit gode navn og rygte, hvis man fortsat bestemmer ham som almægtig og styrende. Som Sandbeck skriver om udviklingen i moderne teologi: "Forestillingen om en almægtig, evig og uforanderlig Gud, som fra sin ophøjede position udøver sit uindskrænkede herredømme over universet, døde sammen med ofrene i Auschwitz. Efter Auschwitz kan vi ikke længere tale om Guds almagt og usvækkede styrelse, men må i stedet tale korsteologisk om Gud, idet vi betoner Guds svaghed, afmagt, lidelse og død. Det er betimeligt at minde os selv om dette mantra efter Utøya".

Den almægtige Gud kom helskindet gennem Trediveårskrigens rædsler, men Auschwitz udgør et sådant forklaringsproblem for hans jordiske udlæggere i det teologiske samfund, at der må tales anderledes om Gud. Nu skal man ikke gøre sig for hurtigt færdig med anfægtelser, heller ikke de andres, og skråsikre tydninger af tragedier klæder hverken os eller Jobs venner. Guds styrelse er ofte uigennemskuelig for mandevid, og mennesker har alle dage anråbt Gud i smerte over uforståelig lidelse og uretfærdighed. "Du ser ulykke og sorg, du skal mærke dig det og tage dig af det", siger salmisten til sin Gud. I kraft af åbenbaringen er vi givet at kigge Gud i hjertet, men det er ikke givet os at kigge Gud i kortene. Har den almægtige Gud imidlertid abdiceret, hvem sidder så på tronen? Har den blinde skæbnemagt eller magtsyge mennesker overtaget styrelsen? Sat på spidsen: Hvis Gud ikke er almægtig efter Auschwitz, så er Auschwitz almægtig efter Gud. Da er det historiens skæve gang, menneskers gerninger, livets tilskikkelser, som har det sidste og endelige ord. Auschwitz er lukket, men er der ikke noget mægtigere end verden, så var ofrene ultimativt i bødlernes hænder, ikke i Guds hænder, selv om hans søns naglemærkede hænder nok holder hånd i hånd med verdens lidende.

Den sande, levende Gud er imidlertid større end Auschwitz, ikke engang de mest ondsindede folkemordere kan forpurre hans planer, og han har magten til at genoprette og genløse. Intet er evigt tabt for den, som klynger sig til Gud. Uden den genoprettende almagt bliver syndernes forladelse også en hån mod syndens ofre. Som K.E. Løgstrup skriver: "Alene Guds tilgivelse af den, der lever på bekostning af andre, undgår at bagatellisere den nød, han bragte over andre - fordi Gud oprejser den nødstedte. Det liv, som ugerningsmanden bedrog ham for, giver Gud ham evigt igen, og derfor kan Gud og han alene tilgive ugerningsmanden".

Guds almagt er magten bag den afmægtige Guds søn, og det lam, som bærer verdens synd er ikke bovlamt, men verdens dommer. Korsteologien ser den skjulte herlighed i korset, og der er intet skjult, som ikke skal åbenbares. Jeg har ikke den mindste nytte af den svage Gud i min kastede grav, han kan bare vride hænder over min skæbne og bedyre sin solidaritet. Det oprejser ingen ormesæk.

Luther siger det godt med udgangspunkt i den inkarnerede Kristus: " ... endnu er han en lille Gud. Men en dag vil han komme til syne og vise, at han ikke er en lille Gud, at han både så og ville - ja, også kunne hjælpe. Men endnu skjuler han sin gode vilje og magt. Han kan hjælpe. Hans magt er stor nok, han mangler ikke vilje til det. Det er skjult i hans ord, vi kan ikke se det med vore øjne, men må gribe det i tro. Men en dag skal han rive sløret væk og vise sig som den store Gud og stadfæste Ordet, der siger: Han er i sandhed en Frelser".

En dag skal sløret rives væk, en dag skal åbenbaring afløses af forklarelse og nådens lys af herlighedens lys. Er det metafysik, eller er det kristentroens sine qua non? Dømmer selv!

"Sort ser det ud, men almægtig er Gud" (N. F. S. Grundtvig)

Jesper Bacher